Kategori: Stress

Med det traditionelle nytårsskænderi af vejen, er der plads til at tage hånd om de sidste forberedelser til årets sidste dag.

Vores gæster kommer med maden … og jeg begynder at ane en trend (for det gjorde de også til julefrokosten). Og det er en superlettelse. Specielt fordi jeg er arrangør af et nytårsdyk, der finder sted mellem 9-14.

Alligevel er der ting at gøre, borde at dække, stuer at støvsuge og forskelligt smånips at forberede.

Og selvom jeg jo egentligt har meldt mig ud af  “De perfekte kvinders klub” så er jeg, ifølge min kæreste i hvert fald, blevet hangaround her op til gæstebuddet.

Selvom jeg tidligere har skrevet en liste med “Tips og tricks til den dovne værtinde”, så har jeg svært ved selv at følge den.

Jeg har tilsyneladende et indre  behov for at støvsuge, rydde op og gøre rent inden mit hjem bliver invaderet af andre – for ikke at tale om lige at lave nogle lækre snacks til dronningens tale, en fantastisk velkomstdrink (og den er fantastisk og selvopfundet efter inspiration i Singapore og New York*) og bage kransekage til morgendagens nytårsdyk og kl. 24.

Men jeg prøver at sige til mig selv, at listen er milevidt fra hvad den var før.

Dengang jeg stadig var fuldgyldigt medlem af den der klub.

Med perfektion.

* og velkomstdrinken: friske blåbær, hindbær, jordbær, kirsebær og brombær knuses sammen med lidt citron, mynte, myntesirup og is. Hældes i glas og tilføres hvid rom, malibu og citronvodka. Toppes op med mere knust is og sodavand.

Det smager som himlen synger og jeg kan ikke vente til det bliver sommer og jeg skal lave den af friske bær og mynte fra haven.

Måske skal det være mit nytårsfortsæt?

Jeg skal drikke mig i hegnet i den lyse nat – med min fantastiske drink – mindst én gang i løbet af 2010.

Dét – og så måske råbe lidt mindre af min kæreste.

Lidt.

Tilbage i slutningen af august tog mit liv en uventet drejning. Lige som jeg stod og havde aftaler med bankerne og var begyndt at tjekke boligannoncerne for huse i nærheden af mit arbejde, bekendtgjorde det selvsamme arbejde, at de ville af med en del af det område, jeg var en del af.

Efter en længere pinefuld proces, som ikke var sjov for nogen af de involverede ledere, tillidsrepræsentanter eller kollegaer, blev en lille gruppe udpeget.

Jeg var en del af den gruppe – dog på den måde, at jeg fik tilbud om at komme tilbage til min gamle stilling.

Der skulle ikke meget refleksion til fra min side – og jeg sagde nej tak.

Nej tak, til det job som kunne skabe muligheden for at jeg kunne komme nærmere min boligdrøm og skabe stabilitet. Og ja tak til en potentiel arbejdsløshed og usikkerhed, her hvor vi stadig står i krise til livet.

Og jeg er glad for min beslutning. Glad for at jeg satsede på at leve, frem for at overleve i det selvsamme job som tappede mig for gejst og arbejdsglæde.

Jeg har endnu 3½ måned til jeg står helt uden job og det har givet mig en fantastisk mulighed for at satse 100% på den certificering som coach, jeg er i gang med. Så jeg coacher, læser og skriver på livet løs. Eksamen er til december og jeg har bevilliget mig selv en læseferie i varmen, så om mindre end en uge tager jeg 10 dage til Singapore og besøger en veninde.

Det er en underlig situation at stå i – men jeg er sikker på, at jeg tog den rigtige beslutning og jeg er sikker på at jeg nok skal få et andet job og at det bliver et job som jeg kommer til at trives i og et hvor jeg virkelig kan yde en indsats, med alle de talenter jeg nu engang besidder.

Og jeg blev meget bevist om hvorfor det har været muligt for mig, at vælge som jeg gjorde, da jeg læste med her: “Det er mig, der er chefen“.

Min private situation med en lejelejlighed, der er til at betale og en kæreste til at dele udgifterne med, har klart været medvirkende til, at jeg har haft en reel mulighed for at gøre som jeg gør.

Jeg er taknemlig og glemmer måske at huske på det.