Tilbage i slutningen af august tog mit liv en uventet drejning. Lige som jeg stod og havde aftaler med bankerne og var begyndt at tjekke boligannoncerne for huse i nærheden af mit arbejde, bekendtgjorde det selvsamme arbejde, at de ville af med en del af det område, jeg var en del af.

Efter en længere pinefuld proces, som ikke var sjov for nogen af de involverede ledere, tillidsrepræsentanter eller kollegaer, blev en lille gruppe udpeget.

Jeg var en del af den gruppe – dog på den måde, at jeg fik tilbud om at komme tilbage til min gamle stilling.

Der skulle ikke meget refleksion til fra min side – og jeg sagde nej tak.

Nej tak, til det job som kunne skabe muligheden for at jeg kunne komme nærmere min boligdrøm og skabe stabilitet. Og ja tak til en potentiel arbejdsløshed og usikkerhed, her hvor vi stadig står i krise til livet.

Og jeg er glad for min beslutning. Glad for at jeg satsede på at leve, frem for at overleve i det selvsamme job som tappede mig for gejst og arbejdsglæde.

Jeg har endnu 3½ måned til jeg står helt uden job og det har givet mig en fantastisk mulighed for at satse 100% på den certificering som coach, jeg er i gang med. Så jeg coacher, læser og skriver på livet løs. Eksamen er til december og jeg har bevilliget mig selv en læseferie i varmen, så om mindre end en uge tager jeg 10 dage til Singapore og besøger en veninde.

Det er en underlig situation at stå i – men jeg er sikker på, at jeg tog den rigtige beslutning og jeg er sikker på at jeg nok skal få et andet job og at det bliver et job som jeg kommer til at trives i og et hvor jeg virkelig kan yde en indsats, med alle de talenter jeg nu engang besidder.

Og jeg blev meget bevist om hvorfor det har været muligt for mig, at vælge som jeg gjorde, da jeg læste med her: “Det er mig, der er chefen“.

Min private situation med en lejelejlighed, der er til at betale og en kæreste til at dele udgifterne med, har klart været medvirkende til, at jeg har haft en reel mulighed for at gøre som jeg gør.

Jeg er taknemlig og glemmer måske at huske på det.

Jeg har sendt mig selv på rekreation. Til jydernes land.

Og jeg så solen stå op over Samsø, og smagte på morgenluften, der var frisk og sprød. Pakket ind i min dyne og med koldt sand mellem tæerne, kiggede jeg på himlen, hvor nattens fly stadig trak streger.

Morgenkaffen blev indtaget i følgeskab med en frugtsnaps. Det skulle være så godt for sjælen og mine skuldre kom ned. Bagefter blev mine fødder våde af dug, mens jeg samlede hasselnødder i usete mængder.

Senere bagte solen på min ryg, mens jeg plukkede de sidste brombær langs med hegnet. Der var helt stille og jeg kunne høre havets brusen i det fjerne.

Og mens Bertram jagede en mus, så den sad og peb ved stakittet, gned Alfred sig op af mig og med øjne så blå som septemberhimlen kiggede han på mig, og det virkede som om at han sagde, at det her var helt i orden.

Mens kæresten knoklede med ting i et sprog jeg ikke forstod, kørte jeg ud i landet og handlede ind til frokost og middag. Vi spiste i solen, godt brød, lækkert pålæg.

Vi har hilst på genboerne og andre fra sommerlandet og mens solen nu er på retur, står en øl og koger ind til sirup på komfuret, rodfrugterne er skåret og klar til at blive parret med ølsiruppen med rosmarin. Det er tilbehør til noget, der for os er helt eksotisk; en medister, fra den lokale slagter, der skal grille her om en times tid.

Åh, det er godt for mig det her.

Og hvis jeg skal vælge programmet for i morgen, så er det nogenlunde det samme som i dag – dog, vil jeg nok tage en kop kaffe med ned til stranden når jeg skal ned og tjekke hvilken dag solen står op til.

Der kom ingen samtale, telefonopkald, sms eller mail kl. 15.08 med gode magiske ord jeg gerne ville høre.

I stedet lå jeg på min lille sofa, i mit lille hus i min lille have. Drevet til det yderste med et smertende hoved og klemt inde af to katte, der absolut skulle ligge der sammen med mig.

Hvad der skulle have været en energiløftende tur i haven, blev et smertehelvede, uden piller og uden ide om hvordan jeg skulle få transporteret mig selv og de her katte hjem igen.

Måske var det straffen for at bryde kæden, eller måske er det, og nok lidt mere realistisk, et nyt stresssymptom, da det nu er anden uge i træk at en dag med en lidt for ambitiøs handleplan efterfølgende sender mig til tælling med migræne.

En migræne jeg led meget af som ung, men som jeg i de voksne år heldigvis normalt kun har 2-3 gange om året.

Men mens jeg lå der og havde ondt, så skete der faktisk lidt magi på mine kommunikationskanaler – og der er bud efter mig på forskellige måder.

Og midt i alt det her som har genudløst min stress og sender mig til tælling med migræne, så oplever jeg også en “fugl Phønix” effekt ved det hele.

Uanset hvad der sker, så har jeg fået foræret en mulighed for at redesigne mit liv i præcis den retning jeg vil, og det er så meget mere tydeligt end tidligere.

Nu hvor jeg har måtte indse, at den der stress vil være min langvarige følgesvend, er jeg begyndt at lægge mere mærke til nogle af de symptomer jeg har og jeg må indrømme, at det skræmmer røven ud af bukserne på mig.

Hukommelse

Jeg får flere og flere sorte huller. En ting er at jeg glemmer fødselsdage og aftaler, hvilket de mennesker der er i den anden ende ikke er så fandens begejstret for, men indtil nu har jeg normalt kommer jeg i tanke om det mellem 15 min og ½ time inde i aftalen og har sådan nogenlunde kunne redde mig ud af det – og i den lange løb kan man jo til nød kalendre sig ud af det.

Men en anden ting er, jeg har måtte sande, at det er gået længere end til det, for nu er jeg også begyndt at glemme information. Fuldstændig glemme. Sådan at jeg ikke bagefter kan genkalde mig informationen. En ven bad mig forleden skrive et blogindlæg på en klubblog.  Jeg gjorde det ikke med det samme og da jeg senere ville gøre det, var det pist forsvundet hvad jeg skulle skrive om. Jeg kunne for min død ikke genkalde mig hvad det handlede om.

Da jeg skulle ud af døren tidligere i dag, slog det mig at en veninde på et tidspunkt havde inviteret til fødselsdagsbruch. Men jeg kunne ikke huske hvornår, om det var noget jeg skulle til og havde misset eller om det var blevet aflyst eller hvad. Der var et stort sort hul hvor der tidligere havde været information.

Og det er jo bare de ting jeg opdager jeg har glemt – hvad med det jeg ikke husker?

Overfølsomhed.

Jeg oplever også flere og flere situationer, hvor andre menneskers adfærd bryder mine grænser for hvad jeg kan holde ud. Når min tandlæge vil sende mig videre til en tandplejer for en dybderensning af tandhalse, går jeg i spåner og er nødt til at gå. Når der er mange mennesker i en butik bliver jeg overvældet og er nødt til at afbryde mit foretagende. I relation til mennesker der kræver noget af mig, som jeg har svært ved at honorerer bryder jeg sammen.

Jeg har altid været noget lyd og støjsensitiv, men nu er jeg betydelig mere end det og jeg er bange for om det kan ende med at blive værre.

De her ting passer bare rigtig dårligt ind i mit billede af mig, og jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg får det passet ind i mit liv. Men jeg må erkende at jeg er nødt til at gøre det – om ikke andet så i en periode, for når jeg ikke tager hensyn til det så klapper jeg åbenbart helt sammen.

Jeg har åbenbart fået et nyt anfald af det der ordforstoppelse igen …. igen…

Tænker ellers mange tanker.

I morgen blir’ vi prikket.

Og vi reagerer stadig forskelligt. Ked af det, skarp ironisk, fuld fokus på “det” eller al energi smidt i noget andet. Vrede og frustration er dog ens for de fleste. Men håbløsheden og opgivelse er dog ved at snige sig ind mange steder.

En er kommet tilbage fra ferie i dag og står sådan lidt “palle” i malstrømmen: Hvad skete der egentligt der?

“Du virker så rolig” var der en der sagde, efter at han havde spurgt hvordan det gik med stressen. “Nok ikke hvis du spørger min kæreste“, var svaret herfra.

Men i morgen får vi svar, og kan planlægge videre derfra. Og jeg finder måske ud af med mig selv, hvad det egentligt er for et svar jeg helst vil have.

Når man sådan vågner kl. 4.30 og ligger og holder imaginære brandtaler indtil man udmattet falder i søvn til bananer i pyjamas, og vågner mere kvæstet end nogensinde, lige før man skal være på det arbejde, som man måske ikke har længere … tjae – så er er man færdig som gårdsanger her ved en halv sekstiden om aften.

Og når man så er primusmotor for to store projekter i morgen, hvoraf der forventes overblik og gejst – er det pænt trist, at man kan se sine stress-signaler ramme en i nakken som en boomerang, med kanonkuglefart.

Koncentration – hvad er det for noget?

… og hvad var det egentligt jeg snakkede om?

Hukommelsen kan ikke klare ligegyldige detaljer som navne og hvilken ugedag det er og de møder man selv har arrangeret og er ansvarlig for.

De kloge siger at man får fysiske skader ved at gå i uvished i selv meget korte perioder og det tror jeg på!

Sådan en arbejdesplads hvor 15 (10, 12.13 – afhængigt af hvordan man tæller) personer går og venter på at finde ud af hvilke 4 personer, der skal prikkes “på et tidspunkt i næste uge”, er  et underligt sted at være. Nogen går og er kede af det, sikre på at være en af de udvalgte, andre aggressive, nogle steder er stemningen håbløst – opgivende, andre styrter man videre som om at intet er hændt.

For mit vedkommende har jeg oplevet to ting:

1) jeg kan ikke længere huske hvor jeg stiller min cykel

og

2) oplevelsen af at uanset om jeg bliver prikket eller ej, så synes jeg at situationen er røv.

Det første er desværre et af mine stress-symptomer – så jeg må erkende, at jeg er mere påvirket af det her, end jeg egentligt føler mig og det andet er en sammensurium af, at jeg ikke har lyst til at blive, men at jeg hellere ville ud og søge nyt arbejde på et tidspunkt med stort overskud og hvor jeg følte mig helt klar til nye udfordringer. Desuden er det tilsat en snært af heltmodighed, da jeg overvejer at “kaste mig for løverne” og tilbyde mit i puljen, da jeg ved, at jeg bedre kan klare en afsked (økonomisk, psykologisk) end andre af mine kollegaer.

… og nåja – kl. 16 skal vi i banken og snakke banklån til køb af hus – sjovt sammentræf, ikk?

Hver gang min søster og ungerne kører hjem, efter et besøg hos os her i sommerlandet, har vi et ritual.

Et ritual, der handler om, at jeg står og siger farvel med smil om munden og tårene ned af kinderne – og når de er drejet om hjørnet tuder jeg øjenene ud af hovedet.

Jeg forsøger virkelig at være den gode moster.

Overskudsmosteren.

Hende der laver snogbrødsdej til dem, laver bål og bager æbleskiver på gløderne. Hende der tager dem med på stranden og i vandet og laver sandengle og prinsesseborge med voldgrave. Hende der tager dem både til pænt oppustede aktiviteter som Legoland og Randes Regnskov og de mere moderate som minigolf og krabbefiskning.

Og på trods af at jeg egentligt er imod det – af princip – ender jeg alligevel med at være hende, der tysser og beder dem være stille fordi jeg føler mine øre er ved at falde af, hende der svare fjollet på spørgsmål fordi jeg ikke orker at svare mere, hende der beder dem stoppe med at banke med benene/slå på tallerken/hive tyggummiet ud af munden/synge højt og gøre det inde i hovedet istedet, fordi mine øre er ved at falde af og min tålmodighed er mindre end en 2 årig og jeg kan knække hvert øjeblik det kan være osv.

Og når de så tager afsted, så bliver jeg så ked af det – for jeg ved jo godt, at barndommen er så uendelig kort og om et kort øjeblik, så står de ikke længere med store brune øjne og siger “Moster, moster“.

Og jeg ved sgu’ aldrig om det de kommer hjem med af oplevelser, er overskudsmoster eller monstermoster.

Måske skal man være hærdet til børn og min egen mangel udi forældreskabet, svare til et lag fernis eller to?

Eller også er jeg ved at transforme mig til min egen grandmoster Ketty. Hende vi aldrig måtte besøge som børn, fordi “hun havde svage nerver og ikke tålte at være sammen med børn“.

Men hvis det er tilfælder, så skal jeg lære at hækle. For Ketty hun hæklede de fineste kjoler til vores dukker.

Selvom hæklede dukkekjoler nok ikke tager de samme kegler hos en 11 årig knægt fra Vesterbro…

En dag uden planer.

Uden ansvar. Uden noget der skal nås, eller gøres. Uden forventninger. Indeni eller udenpå.

Det er svært.

Men jeg øver mig.