Jeg tror at næsten alle efterhånden har fnist over hvordan det papirløse samfund har skabt endnu større bunker af papir – specielt i arbejds-Danmark, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at alle printer alt ud (gerne flere gange) og der nok ikke findes den arbejdsprinter i landet, som ikke har bare et minimum at uafhentede print liggende. It’s a joke.

Sådan er det og vi har efterhånden vænnet os til det – og mange tænker ikke længere over det og det som egentligt skulle være en lettelse i sagsbehandlingen og (måske) miljøet, er i virkeligheden blevet en byrde for begge.

Sådan er det også med den moderne journalisering.

Jeg er godt og hårdt opdraget rent journaliseringsmæssigt. På de to første arbejdspladser jeg kom til som nyuddannet, var journalen Gud. Og jeg forstår det godt. En arbejdsplads, der har en fornuftig journalisering, ved hvor alting er og man kan finde både de verserende sager og den praksis, som man tit eftersøger i sin sagsbehandling.

Senere arbejdspladser havde ikke helt samme opfattelse af journalisering og gud – og et af mine første opgaver på mit sidste arbejde, var at få sat skik på det og det fik jeg også gjort.

Derfor er det ekstra svært for mig – der rent faktisk er en af de få der altid har journaliseret næsten alt, og en af dem der altid har fået både ros og store suk ud af de journaldamer, jeg har haft fornøjelsen af at samarbejde med – at jeg nu er ved at blive overmandet teknikken i dagens journalisering.

Medio sidste år gik vi over til elektronisk journalisering og i den forbindelse også til at man selv skulle journalisere alt.

Det gik sådan nogenlunde fint med at følge med, men her efter jul hvor jeg har haft alt for travlt, må jeg indrømme at journaliseringen halter. Meget.

Fordi vores system er besværligt og langsomt har jeg i den forløbne tid oftere og oftere markeret ind- og udmails med en “skal journaliseres” mærkat, istedet for at gøre det på stedet. Og det er ris til egen røv.

118 mails ligger der i bunken – og i og med at det tager ml. 2-4 minutter at journalisere en mail, ved jeg godt hvad jeg har fornøjelsen af at lave i dag – hvor jeg er nødt til at indrømme at det ikke er sundt for mig at tage på arbejde, men jeg heller ikke kan lade være med at lave noget….

Journalisering min bare….

Der findes de der helte, der vader småsyge og for tidligt på arbejde – blot for at smitte kollegaerne og selv få tilbagefald.

Så en idiot er jeg.

visitsen – anti helt – nu med feber.

Øv!

Vågnede ved at et skarpt klart lys strålede mig ind i ansigtet. Da jeg kunne konstatere, at jeg ikke var død, og det dermed ikke var det hvide lys, der skulle hente mig op til himlen, gik det op for mig at det var solen, der nærmest væltede frem bag en forbipasserende sky.

Lige så usandsynligt kedeligt det er at læse om andre sygdom, lige så kedeligt er det at fortsætte med at være det. Har snart ugejubilæum – og hurra for det.

Det er også på forkanten af en semilang ferie ens arbejdsplads jubler højst over at man er syg, selvom der ikke udtrykkes direkte stress over situationen.

Så jeg pumper vitaminer og det der ligner i kampen om at blive klar til ugestarten.

Solskin hjælper på humøret om ikke andet…

Det må være de mandlige hormoner i mig, der slår i gennem når jeg bliver syg. Altid er jeg på grænsen til død.

Også denne gang. Var døden nær i nat, halsen strammede sammen og lungerne blev hostet op i små grønne bidder.

Efter to dage lænket til sengen (og den dårlige samvittighed over at svigte på arbejdet) er jeg endelig så småt kommet ovenpå.

Når alt skal være ret, så er det da ret godt timet. Nåede til at kigge ud af vinduet i dag – det ser trist ud derude. Mon verden savner mig?

*knæk*

Det var så den film der knækkede. Ser ud til at det nok så populære stress også kan komme i form af influenza.

Så kan du lære det kan du!

Og om 1½ time kommer en af de der vigtige samtaler. Dem man må tage med britisk stiff upper lip, en god gang panodiler, godt med rouge og lommetørklæder gemt i ærmet.

Jeg skal snart på ferie og bagefter ser min verden måske anderledes ud. Jeg håber det, Jeg trænger til det.

Man tager 7 voksne og 7 børn (en af hver holdes til side og tilsættes senere) Man tilsætter en skøjtebane og skøjter til dem der behøver. Når skøjterne er monteret tilføjes en himmel der lige så stille bliver mørkere og mørkere. Man sørger for at det ikke regner på ingredienserne. Og så lader man børn og voksne køre rundt og rundt indtil der er behov for en pause.

I pausen tilsættes lækre muffins og varm kakao med flødeskum med let hånd, indtil deltagerne er stopfyldte og godt tilfredse.

Der køres et par runder igen. Derefter placeres deltagerne i bus, bil eller cykel med destination mod Halmtorvet.

Ovnen tændes for lasagnen (og der er det nødvendigt at snyde – den er lavet tidligere på dagen af 2½ kg. hakket oksekød og efter et besøg på isen er det egentligt ikke for meget til den mængde gæster) og der laves salat, mens gæsterne underholder sig med et udvalg af øl til de voksne og sodavand og tegnepapir til børnene.

Når lasagnen er klar, kaldes deltagerne til bords – og lige som maden er ved at være fordelt, tilsættes det syvende barn og voksne. Der spises til gæsterne er ved at revne og så lige lidt mere.

Mens de voksne snakker, sendes børnene op til overboen hvor de klapper katten og et enkelt af børnene taber tøjet. Mens de voksne snakker videre, tegnes der og leges skjul hos ungerne og de halvstore drenge ender bag computeren.

Ved en 9-tiden køres lånebarnet hjem og ved en ti-tiden er de fleste gæster gået og det sidste slæng drikker resten af øllen og spiser noget af det børneslik, der ikke kom på bordet.

Hvis man vil kan man tage billeder af hele herligheden – men ellers kan man bare have det i sin hukommelse og i sine ømme ben dagen derpå.

2007:

2008:

I morges drømte jeg, at jeg var blevet solskoldet på brystet og ansigtet.

Note to self:
Husk at få tjekket op på beholdningen af Beta-Caroten og kom i gang med at spise dem.

I morgen er der 4 uger til afrejse. Sol, strand, dykning.

Det var jo ret godt sidst

Google elsker mig. Eller måske ikke som sådan mig – men mit alter ego – min sex-webdag-blog – altså denne side.

I går var jeg inde og tjekke min statistik og hvilke søgninger der bringer folk ind på siden her. Jeg har mange hits … og det tror sgu’ da fanden… når man ser visitsen fra den googleske side, så skriver jeg åbenbart ikke om andet end sex, hor og liderlighed.

Dette er mit mest populære søgeord [søgeord #1] og ud af 229.000 sites om emnet, så placerer google dette site som det næstbedste sted, at søge om information om lige netop den fornøjelse. Jeg takker og bukker (men ikke for dybt!)

Nr 2. er jeg også på denne søgning [søgeord #2] som også er en populær indgang til denne side (om man så må sige). Hvad kan jeg sige… tjoe – jeg har lige købt en ny ladyshaver, men modellen er død.

Endelig er der denne sætning, der alligevel må have givet anledning til den en del skuffede forventninger [søgeord #3]. Jeg beklager så dybt og inderligt, men det er ikke den slags dagblog jeg beflitter for at føre.

Det fedeste ved at være på det kursus, som jeg er på lige nu – er at det bekræfter alle mine ledelsesideer og ledelsesteorier.

Der hvor jeg står lige nu, er det rart at høre andre sige det jeg tænker, og læse andre, der har skrevet præcis det jeg tror på.

Og det jeg tror på er, at mennesker vokser med ansvar, at folk vil ansvar og at de fleste derfor vil tage det ansvar, der bliver dem til del.

Jeg tror på at en af de måder man kan skabe det rum, er ved at bibringe ledelseslaget en anerkendende og systemisk tilgang og på at man som leder, leder bedre ud fra en coachende platform end fra en dikterende ditto.

Og jeg bliver bekræftet i det hvert øjeblik fra 9-16. Og mest af alt, så kan jeg lide at lære, udvikle og tilegne – og lige som sidst er det godt at være afsted.