februar 2017


fredag 24. februar 2017 kl.7:16

Det starter altid med “Bare lige”.

Jeg skal bare lige noget. Bare lige se et par venner, bare lige lave noget mad og bare lige servere et par drinks.
Og et eller andet sted knækker kurven og jeg må igen indse at jeg ikke mestrer begrænsningens kunst.

Denne gang har jeg dog købt mig fra det meste. Kagen tager dessertdragen sig af – det har de før vist at de gør godt – maden er ligeledes bestilt udefra.

Der hvor jeg har kunnet skåne mig selv har jeg købe mig fra det – eksempelvis slæbes de fleste af drikkevarene op af nemlig og postnord (levering til døren er ubetalelig når man bor på 4. sal).

Og selvfølgelig koster det. Men min 51 års fødselsdag er min egen gave til mig efter alt det jeg selv og verden har budt mig selv de sidste 1 1/2 år.

Jeg får inspirerende besøg. Skønne kvinder der har valgt denne aften til – mange af dem, er nogen jeg har set alt for sjældent. Vi skal have min yndlings mad: noget nogen andre har lavet ;-), kage uden anstrengelser og tøsedrinks.

Det bli’r så godt. Og jeg glæder mig og tror at jeg sætter ind på glædeskontoen.

torsdag 23. februar 2017 kl.14:50

Jeg passerede forbi en bekendt.Vi deler samme gård og jeg ved at hans kone døde sidste sommer.

Han gik rask af sted ved siden af en yngre kvinde, bærende på et lille barn.

Havde skæg i hele hovedet.

For 10 eller 20 år siden – eller tilbage i 40’erne eller 50’erne ville det skæg have symboliseret det totale forfald, da ingen mand på +50 med respekt for sig selv, ville anlægge et gråsprængt fuldskæg.
I dag ved jeg bedre. Ser skæg springe ud på praktisk taget alle mænd, unge som gamle – grå eller farvede.

Det er som om, at der er taget en kollektiv beslutning om at hår i ansigtet er det der gør en smart og ikke mindst, at det er klædelig til alle.

Og når man går forbi en der blev enkemand for trekvart år siden og hans skæggede ansigt er fulgt af yngre kvinde med barn, er der nogenlunde lige stor sandsynlighed for at det er en ny kæreste, som at det er en datter og barnebarn.

I hvert fald på Vesterbro, hvor også de + 50 er hipstersmarte.

kl.4:26

Den sidste runde i Rommy/500 Casino – hvor det sidste stik giver point og den med flest stik, spar, kort og trumfer vinder, danner rammen om mit liv. Mit arbejdsliv.

Jo tættere jeg kommer afslutningen, jo mere intensitet, længere og længere arbejdsdage og her til sidst arbejdsrelaterede drømme og afbrudt søvn præger min tilværelse.

Jeg tænker der ikke er mange andre, der vågner med frustrationer over usikkerhed på om man nu også kan få implementeret persondataforordningen – herunder specielt, men ikke alene, “retten til at blive glemt”.

Med mindre det er ens arbejdsområde. Og det er ikke engang mit.

Men om 2 måneder er opgaven slut og jeg forventer at generhverve mit liv.

På godt og ondt. Et helt almindeligt liv, måske et almindeligt job til en helt almindelig løn og normale arbejdstider.

Med mindre jeg får det job jeg planlægger at søge. Hvor alle idealerne matcher mine – og den ugentlige arbejdstid er på 18 timer.

Det gad jeg godt.

Og det ville føles som at få to esser, ruder 10 og spar 2 i sidste stik.