Himlen gav sit bedste show i morges.

Og jeg var hjemme og kunne bevidne det.

Jeg ved hvordan min verden ser ud nu og den næste måned frem. Men alt derefter er endnu usikkert.

Men jeg arbejder på at finde mit mål. Min ledestjerne.

Hvis jeg skal opsummere lyden af 2013, må det blive Marie Kays sprøde røst, der igen og igen poppede op og fik mig til at føle som om, at hun kun sang for mig. Jeg ved godt  at “uden forsvar”  ikke er skrevet præcis til mig, men den ramte lige ind i en tid og en situation, som prægede året der gik. Og ligesom resten af Danmark blev jeg lidt forelsket i hende.

2013 har været et turbulent år på mange forskellige måder. Da jeg gik ud af det forrige år, på bagkanten af et forlist forhold, havde jeg på ingen måde troet, at jeg skulle sidde på tærsklen til det nye år, i min tidligere ekskæreste nye hus. Omgivet af fælles venner, der ordner mad, sætter lamper op og hygger i et hus, der er blevet resultatet af de tanker vi gjorde os, dengang vi levede i et såkaldt normalt forhold.

Året der er ved at gå på hæld, har på en eller anden måde været præget af lidt for mange ting, jeg på en eller anden måde har haft behov for at holde ret tæt ind i til kroppen. Og det, samt mine skriverier alle mulige andre steder, har gjort at 2013 nok er det mindst dokumenterede år nogenside her på bloggen.

Det er ikke fordi der ikke er sket noget, eller fordi jeg har ønsket at være hemmelighedsfuld – men meget af tiden har jeg ikke vidst hvad jeg har følt og tænkt om tingene og resten af tiden har der været nogle forhold eller mennesker der har gjort, at jeg ikke har kunne dele ud som tidligere.

Endelig har facebook, et langt stykke hen ad vej gjort, at de mere overfladiske indblik i mit liv er blevet postet der.

Jeg ved ikke om det bliver anderledes i 2014 – måske er tiden bare løbet fra bloggen her og jeg er den sidste til at indse og indrømme det … men med udgangspunkt i de billeder der ligger på min telefon kommer her udpluk af 2013 – hvert kvartal har hvert sit indlæg, for da jeg startede med at skrive, viste det sig at der var flere ord og billeder i mig, end bare til et enkelt lille indlæg.

Her kommer januar til marts:

Januar

Januar var den måned hvor jeg blev færdig med at få malet min lejlighed, og vende mig til min nye status som single efter næsten 7 års parforhold. Det var også der jeg tog hul på min julegave til min niece og jeg sammen med hende fejrede min mors fødselsdag med  “te-selskab-med-hat”.

… og det var som altid den måned hvor man sætter sundheden stævne og satser på et godt liv.

Det var også starten på et år der i den grad har stået i netværkets tegn. Både i den etablerede form, og i mere ustruktureret form. Jeg har gennem de sidste to år – og specielt i det forgangne år virkelig mødt mange spændende kreative og  fantastiske mennesker – og vi har hjulpet hinanden på mange måder gennem året der er gået.

Februar

Februar er både min og min nieces fødselsdage, og selvom det er den tungeste måneder (efter november, november, november) gør vores festdage, at der alligevel kan skues mod lysere tider i den grå grå himmel.

Min egen fødselsdag fejrede jeg med et åbent hus og fredagslagkage for venner og netværksforbindelser – og man skulle tro at folk kendte til mig og min søde tand …eller de tænder der var tilbage. For i februar knækkede jeg en tand og måtte se en tandlægeregning på 24.000 kr. i øjnene. Det var ikke nogen sjov oplevelse.

Marts

Jeg flyttede rigtig meget rundt på ting og rumfordeling og møbler i 2013. Jeg har praktisk taget haft stue i alle stuerne og prøvet mig frem efter den rigtige placering af arbejdsværelset. Jeg er stadig glad for at bo hvor jeg bor – selvom, jeg også tænker at 22 år i samme bygning måske er ved at være nok ?!

Det var i hvert fald træls, da min tidligere ekskæreste under en overnatning havde indbrud i sin bil, og fik stjålet for over 50.000 kr. dykkerudstyr, fordi den var parkeret i mit hood.

På den helt positive side var, at en del af alt mit netværksarbejde, resulterede i nogle betalende kunder. Jeg begyndte at undervise i ansættelsesret og fik coachet og rådgivet hos helt nye kunder, som jeg ikke havde mødt hvis det ikke var for mit voksende netværk.

“Hvorfor opdaterer du ikke længere din blog?” – spurgte en af mine venner (og usynlig læser) her i slutningen af september.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, eller ikke længere tænker over det. Faktisk har jeg indtil flere indlæg i hovedet (og en del halvfærdige liggende ude i styrepanelet her på bloggen), men min sommer har på en eller anden måde været fuld af flere opgaver end timer og et eller andet har skulle bøje – og det blev blandt andet bloggen her.

Men for mig selv og min eftertid (og de gode intentioner og brolæggelsen til helvede) – og den eller de læsere der måskse stadig stumbler forbi, kommer min sommer i snapshot:

Min have er blevet forsømt denne sommer. Det er så ufatteligt lidt jeg har været derude. I det hele taget har sommer og pauser og nydelse spillet en mindre rolle end travlhed, arbejde og deadline. En enkelt tur i Tivoli, blev det dog til – og et smukt havebryllup i august.

For min sommer har for en stor del bestået af arbejde. Arbejde for mig selv og arbejde for andre. Med udsigten til en slunken ordrebog, og med ophør af dagpengeretten pustende i nakken, har jeg været tilbage på det pulserende arbejdsmarked.

Først i den kommune som jeg stammer fra – og i min ungdom var med til at male i ovenstående kunstværk til – og dernæst i det kontor, som jeg tidligere forlod for mit år i Egypten.

Arbejde. Nomadeliv … og rengøring af andre folks hjem. Har været tonen i min sommer af 2013.

Hvor efterrengøringen af en teenagers værelse – faktisk var et foto værd. For sådan kan det se ud under en pude i en stol. Når en teenager er færdig med at støvsuge og er rejst på efterskole-

“En ært” … sagde prinsessen. “Jeg har sovet på en ært, så jeg er helt gul og blå”

“Du beskriver mad så jeg kan smage det” sagde en af mine venner til mig forleden. Men på trods af det, består min hukommelse af den mad jeg har spist gennem det sidste 9 måneder, primært af en ting … ristede ostemadder.

Heldigvis er der på en eller anden måde, kommet nogen andre og mere smukke madbilleder ind på mine telefon – så jeg må da ind i mellem have fået noget grønt.

Lidt blåt fik jeg også. En uges ferie blev det til.

Da Egypten valgte at slås – og ferien dertil derfor blev aflyst om fredagen, som vi skulle have være rejst om mandagen, gik turen i stedet for til Tyrkiet, en by der hed Kas.

… og snip, snap, snude … så var den sommer ude.

Og efteråret med sine mørke morgener og behov for tændte stearinlys, har taget sin begyndelse.

Forrige weekend var jeg inviteret til cocktails & strik hos hende her. Som gamle bloggere har vi kendt hinanden i 100 år og en evighed, men mødet forleden var vistnok vores første rigtige møde med hinanden. Sådan for real.

Lidt til min … og de andre gæsters overraskelse … endte der med at gå meget mere strik end cocktails i projektet og da jeg smuttede hjemad ved midnatstid sad alle gæsterne meget møjsommeligt bøjet over deres respektive hækle og strikketøj, mens flasker og glas stod nærmest ubenyttede hen

Jeg havde taget de tykke pinde og uldgarnet med og det gik rask fremad med at strikke begyndelsen på en strikket filtet taske. Det er ikke nogen stor kunst at strikke sådan en taske, men jeg måtte konstatere, at I det selskab var jeg som en en-øjet blandt blinde ;-)

Men inspirationen gik videre end til det. For Emme der også deltog, indviede mig i at kreabloggernes søsterselskab Reverly, har en ting med at angive deres “stash”  som i forståelsen “garnlager”. Min første tanke var at Liselotte måtte være den med det største stash af alle … og dernæst tænkte jeg på mit eget garn, der lå klemt nede i en plastik kasse, og på ingen måde var inspirerende for nogen eller noget.

Op mod denne her weekend skulle jeg så have sat en reol op og jeg ville også gerne have mine bøger frem i lyset igen. Ligesom garnet har de i mange år været gemt væk og en af grundene har været at jeg synes at bøger “forstyrrer” med alle deres forskellige farver.

Så jeg endte med at farvekoordinere mine bøger:

Og jeg toppede hele herligheden med at smække mit stash ind i reolen … og med det i øjenhøjde så håber jeg på at jeg dels får færdiggjort tasken … men også at jeg sådan lidt mere generelt får genvakt, noget af tidligere tiders kreativitet.

P.S…. jeg ved godt at farvekoordinering af bøger er en direkte likvideringsbegrundelse hos bibliotekarer … men så mange bøger har jeg jo heller ikke.

P.P.S de hvis bøger står i reolen nedenunder hvor jeg kører et hvidt tema ,… skal jo heller ikke have alt for mange farver ind, sådan på en gang.

Man kan bilde sig en masse ind. En af de ting jeg har gået og bildt mig selv ind i de her tre måneders tid, var at jeg var ok uden mine katte.

Den tese krakkelerede her til aften, hvor et jeg fik et opkald om at Bertram – den store musejæger, tiggeprins og kælegris ikke er mere.

Han fik en død som i høj grad afspejlede hans liv og hans personlighed … efter at have guffet en ordentlig omgang tun, faldt han en ti minutters tid senere om og var død. Sikkert et hjertestop eller blodprop.

Bertram det mildeste kattedyr, der lod ungerne slæbe rundt på sig da han blev passet ude, under vores år i sandaler. Bertram med de smukke blå øjne, der var rolig og fredelig hjemme i lejligheden, men blev en voldsom musdræber når han kom over til sommerhuset.

Bertram der åd min mors persienner når de ikke blev trukket hurtig nok op, så han kunne kigge ud på fuglene, når han blev passet der. Katten der kunne finde sig til rette alle steder og derfor hurtigt fandt nye glæder ved sit sidste bosted: en fransk altan, som han insisterede på blev åbnet kl. 4 om morgen, så han kunne få en times tid af morgenstunden.

Bertram var den af vores katte der var nemmest at elske. Lige så lys af sind som af pels … som vi har sagt så mange gange om ham i de små 6 år vi fik lov at have ham “Bertram, det er ham den lyse … og han er charme, selvtillid og lækker pels”.

Bertram … han smuttede lige videre – og nu er der kun Alfred tilbage – og jeg må sande, at jeg elskede vist alligevel de der to kræ….

Flere foto af Bertram på 23.

På A’mar er en fælled, hvor ting og sager gror – og hvor jeg i lørdags bedrog mig hen og sankede i vilde-milde sky.

Brombær blev det til. Sorte som en nattedrøm. Og Mirabeller gule, plukket fra et træ. Havtorn langt  fra havet – skænkede mig de sure orangebær, der gemmer sig blandt pikke og kun vil gøre bekendtskab med gryden efter et ophold i fryseren. Til sidst blev cyklet besmykket med en skønsom blanding af hyben og hyld … inden turen igen gik hjemad.

Rig var jeg. Rig på bær og en skøn naturoplevelse. Det betager mig til stadighed, at der så få minutter fra København befinder sig så smukke og rige naturområder, hvor man i et kort øjeblik kan glemme alt om storby og biler og støj.

Inden turen gik helt hjem, var jeg forbi haven for at toppe op med latyrus og krydderurter, samt de par tomater der var blevet modne siden sidst.

For mig er total zen at ordne bær og jeg er nærmest lykkelig hvis jeg kan sidde og gøre det i en solplet med fuglefløjt i ørene. Men aftenen var for fremadstormende, så bærene blev bragt hjem og ordnet, mens der blev tjekket op på det sidste i tv og radio.

Søndag morgen blev der så syltet A’mar Jam – i den ene gryde kom jeg havtorn og mirabelle der sammen med vanilje og sukker blev kogt til en gylden grød, for til sidst at blive blendet til den smukkeste gyldne gelé, jam, syltetøj eller hvad man kalder det. Mirabellaerne giver struktur og havtornet gir det en syrlig, citrusagtigt kant. Jeg er sikker på at det går godt sammen med en stærk ost eller lignede.

Den anden gryde kom der lidt af det hele. Brombær, hyld, hyben samt mirabelle og havtorn. Da det hele duftede efterårsagtigt, tilsatte jeg et par stænger god kanel og et drys lakrids. Foruden sukker kom der et par skefulde honning i og alt det tilsammen gør det til nærmest sundt syltetøj, springfyldt med c-vitaminer. Lige noget for en regnfuld efterårsdag eller en grå januar morgen.

Hele hytten dufter af rosmarin – jeg har lige taget duftende boller og brød ud af ovnen. Bagt på surdej og god mel fra sommerlandets leverandør.

Sej krumme og sprød skorpe. Bagt på durum, hvede og grahamsmel.

Og jeg har svært ved at forstå, at brød skal være så farlig for kroppen, når det nu er en af de bedste dufte og rareste spiser.

Men måske er det det, der er problemet – og jeg ved i virkeligheden ikke så meget om mad, som jeg burde. Jeg synes jo, at jeg lever rimelig sundt når jeg sætter det her:

eller det her på bordet:

Jeg elsker salater og manglen på friske råvarer til ordentlig salat var klart noget af det jeg manglende rigtig meget i Egypten og mens min kæreste har taget en del revanche på grisemanglen har jeg selv gjort det samme på salaten. Og rugbrød og mælk, som vi jo heller ikke kunne få dernede.

Når jeg kigger på kostrådene så ved jeg, at jeg spiser for lidt fisk og fiskepålæg – og for meget slik. Men ellers synes jeg at jeg overholder rådene.

Men måske snyder jeg mig selv … så jeg vil forsøge at holde mig en “madlog” her i den kommende tid.

Ikke den på nettet (http://www.madlog.dk/) selvom jeg faktisk var ret glad for den, da jeg brugte den da jeg ville tabe mig. Næ jeg vil tage billeder af de ting jeg stopper i munden i løbet af dagen, for at holde øje med indtaget … og måske få ændret lidt på kosten når jeg nu skal til at se det hele i øjnene.

… og måske genopvækker jeg min gamle ” vægttabsside” når jeg får taget mig sammen til at sætte batterier i min badevægt og se den sørgelige virkelighed i øjnene.

For uanset hvad jeg mener om mine tal – dem der handler om det indbyrdes og dem der handler om vægt og livmål – så er der ingen tvivl om at de alle sammen, sammen med mit kondital kan tåle at blive justeret.

Og jeg _har_ fået meldt mig ind i et fitnesscenter og været til den første time i dag og der er ingen tvivl om at smerten er begyndt og dermed vejen til (endnu) en omgang kosttjek og motionmotivation.

Nogen gør det med plastikblomster og farvelade ud over det hele. Men jeg kan nu sige med erfaring i stemmen, at skal du fange folks opmærksomhed og komme med i turisternes fotoalbum, så skal du klart vælge levende:

Hele vejen fra Frederiksberg hvor jeg spotte de smukke fyldte stokroser til min have på Islands Brygge, var min cykel med mine blomster, en sand showstopper hos turister og andre folk på gaden.

Og selvom det måske ser voldsomt ud, så var det ikke uforsvarligt … sådan så det ud fra min side:

Jeg har gået langt til lange sandstrande.

Jeg har spist frokost i en skorsten.

Jeg har kigget på rundkirke i regn og opaler i den fulde sol.

Min svigermor fyldte 87 år og havde aldrig været på Bornholm, så vi gjorde weekenden med hende og jeg tror vi fik det hele mad og spiste al maden derovre.

Vi fik vist set det meste og der er mange indtryk at fordøje … og det føles som meget mere end bare en forlænget weekend, på den lille solskinsø (der dog også kvitterede med en dags regn i midten).

Bornholm er et herligt sted.

Som små bambier gled vi rundt på den is, vores fodspor havde skabt rundt om sommerhuset.

Men vi fik ryddet op, smidt ud og pakket ned – sådan at vores dejlige sommerbo er klar til, at fremmede folk kan flytte ind i det, mens vi er væk.

Sommerhus i sommersol

Det er et gammelt traditionelt sommerhus, men det har sjæl og location, location, location.

Den første del af huset blev bygget før min kærestes bedsteforældre flyttede ind i 1946 – og resten er kommet til pø om pø siden da. Der er heldigvis et ordentligt badeværelse, med moderigtige avocadogrønne installationer, indsat i 70’erne.

I huset og annexet er der i alt plads til 6 overnattende gæster.

Huset er på ingen måde luksuriøst, glas og tallerkner er umage og sengene ligeså – men det er hyggeligt, der bor søde mennesker omkring det og så ligger det lige ned til en af Danmarks bedste strande.

Dykkerbåd i forgrunden, Samsø i baggrunden

ud af døren og ned til vandet