Sidder her og nyder et par minutters fred, inden jeg finder vej mod sengen.

De sidste to dage er bare løbet afsted, og jeg har nærmest ikke nået at nyde, at jeg har fri og ikke rigtig har planer – men det er måske fordi alle de ting jeg skulle nå, kom i vejen?

Jeg er ved at lære at skære ned på mine gøremål, men ind i mellem er det stadig svært at lade være. Men jeg prøver stadig.

Og jeg accepterer, at mit bord til i morgen er dækket med umage servietter, fordi jeg ikke har tjekket alting igennem op til morgendagens middag. At jeg ikke serverer hjemmelavet kransekage til nytårsdykket lige som sidste år, at det er nogen andre der står for middagen og mit bidrag bare er lidt snack til dronningen, og så at koge fond til sovsen.

Og selvom jeg har en lang liste inde i mit hoved over ting der burde gøres i morgen, så ved jeg med mig selv, at uanset om julepynten kommer ned, om der bliver ryddet helt op, om vasketøjet bliver taget ned og det i vaskemaskinen hængt op, om sokkerne blir’ lagt sammen … og, og, og … så bliver det bare en rigtig hyggelig aften, med lækker mad og søde mennesker og jeg glæder mig.

Glæder mig, som jeg ellers sjældent gør til en nytårs aften. Måske fordi jeg for en gangs skyld ikke er gået i selvsving over alle de detaljer, der skal være helt rigtige og perfekte … og som ind i mellem har gjort, at jeg har været smadret inden vores gæster overhovedet var kommet indedøre.

Og med det i tankerne vil jeg lige gå ind og prøve den kjole jeg har tænkt på at tage på … og filosofiere over, at det i den grad må være et alderstegn, når man er mere fokuseret på det man skal spise, end hvad man skal have på nytårsaften…

Det er ikke noget som portvin … og heller ikke noget som en ordentligt gang portvinshovedpine.

Jeg ved godt, at de kloge hoveder siger, at man skal holde sig til de lyse/klare alholholstyper hvis man vil undgå hovedpine, men jeg vil til enhver tid hellere drikke et godt glas portvin, end bælle en flaske vodka, selvom jeg måtte få mere hovedpine af det første.

Og mulighed for at drikke portvin blev klart forøget, da min kæreste flyttede ind, for med ham flyttede der også adskillige flasker portvin med – en ekstra bonus så at sige :-)

Og i den tid vi har boet sammen, er der nok blevet drukket mere portvin, end der er blevet investeret i nyt … og i går var han så sød, at finde en flaske frem som jeg kunne dele med mine besøgende veninder, dog under strenge ordre om at sørge for, at der var et glas tilbage til ham.

Det var der selvfølgelig … men så heller ikke så meget mere – og det var med et glas med kodimagnyl i hånden jeg kunne sige godnat – og med et lidt tungt hoved jeg kunne hilse dagen i dag godmorgen.

Men den smagte dælme dytme godt den flaske.

Min diæt i dag står nok ikke på nogen slankekure; vaniljekranse og Rialtoburgere… men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg har indtil videre lykkedes at tabe mig små 4½ kg igennem en december med julearrangementer og familiehygge.

Jeg er halvvejs mod mit første delmål og jeg regner med at det lykkedes både på kortere og på længere tid.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet meget mere bevist om hvad jeg spiser og hvordan jeg holder den simple balance mellem indtag af kalorie og forbrug af samme, uden at jeg på nogen måde er gået hen og er blevet kostforagter, eller træningsmongol.

Min fantasi bliver sat på nogle nye prøver når jeg skal frembringe smag uden fedt, fløde, alkohol eller andre kalorierige smagsgivere. Nogen gange går det godt, andre gange rigtig godt – og ind imellem er der behov for alternativer…

Men jeg er blevet meget mere bevist om, at holde fast i formlen mellem synd og træning – og dagens burger blev spist på baggrund af en halv dag udenfor i 1 grads varme, efterfulgt at 30 minutters nedykning i det nærmest lige så kolde vand …

Og i morgen skal jeg i den grad træne, for der får jeg gæster og til dem vil jeg lave fnuglette vandbakkelser med kirsebærberiget flødeskum.

… kommer ud om natten

Jeg synes ellers, at jeg for en gang skyld er rimelig afklaret omkring min nytårsaften og det selskab jeg skal have: Vi lægger hus til og alle de andre står for maden.

Rimelig genialt, hvis jeg skal sige det selv.

Jeg har dog lovet, at dække bord og lave noget tjams til dronningens tale. Og min kæreste står for hovedretten og natmaden med en af vores venner … og selvom de truer med at det bliver øl og kød hvis jeg ikke laver salat, så lader jeg mig ikke true – jeg skal ikke stresset op i det store værtinde-gejl.

Men helt slipper jeg åbenbart ikke. For lige så cool jeg er om dagen, lige så flippet er jeg åbenbart om natten, hvor mine drømme folder sig ud;

Jeg var på jagt efter de ekstralange sugerør – de ligger i en kasse ovenpå køkkenskabet. Da jeg rækker ud efter dem og tager en håndfuld ned, forvandler de sig til små slanger, med fugleagtige næb (jeg står ikke inde for logikken, jeg drømmer bare), der bider ud efter mig. Og da det ikke er nok, forvandler de små slager sig til … småbitte puddelhunde … der snapper efter mine fingre.

Og der vælger jeg så at vågne … og komme i tanke om at jeg da rent faktisk har en kasse med sugerør og partydims stående ovenpå køkkenskabet. Måske jeg skulle tjekke den inden festen?

Bortset fra det, er jeg helt afslappet. Jeg skal ud og dykke om morgen sammen med 17-18 andre folk fra vores klub, så skal jeg have en lille lur og så kommer de skønneste mennesker som jeg skal hygge mig med resten af aften. Det bliver skønt.

… men jeg overvejer at droppe det der med sugerør…

Jeg har altid hyldet den gode skulder og det åbne hjems princip.

Ud fra en hurtig sammentælling husker jeg, at jeg har haft omkring 8 forskellige venner boende i en kortere eller længere periode, fordi de var kommet ud i en eller anden form for krise.

Nogen bare et par dage, andre i måneder.

Jeg havde jo pladsen og efterhånden blev det bare normen at tilbyde plads, rum, mad og drikke til de sårede hjerter og fortvivlede tanker.

Men jeg har opdaget, at jeg i virkeligheden ikke er god til det.

Jeg bliver for involveret. Jeg kommer med gode råd, forsøger at støtte op, at gøre en forskel. Bruger mig selv, mine oplevelser, mit liv i dialogen om hvordan man kommer videre.

Og det er min fejl. At jeg vil have at folk kommer videre, At der sker et fremskridt, en ændring.

Jeg glemmer at nogen gange vil folk ikke videre. At de på et eller andet plan sidder lige præcis dér hvor de vil være – at de måske bare har brug for en pause, et hvilested og så tilbage til hvad de kom fra.

At videre ikke nødvendigvis er frelsen.

To skridt frem og to tilbage… det kan også være en dans, som folk ynder at danse og når de gør det, skal jeg måske bare lade dem danse….

Jeg kan huske en dag, hvor vores gamle kat Bølle slap en levende mus løs i kælderen og den løb ind under badeværelsesdøren, til min søster der var i bad. Hun kom løbende ud af døren med høje pigehvin, mens dampen stod omkring hende.

Det var ikke en mus, der fik mig på benene da jeg lå og halvdøsede i dampbadet efter min 2½ timers pæn træning, men en mandestemme der sagde “vi har lukket nu“.

Jeg hvinede ikke men det var tæt på og dampen stod pænt om mig da jeg strøg ud af døren, fik skyllet balsam ud af håret og stadig halvvåd skyndte mig i tøjet.

Men både kroppen og samvittigheden blev nu alligevel gjort ren. Det er vist første gang jeg har været nede og træne på en 2. juledag og det føles godt

Her op mod jul, gik jeg ind i mellem og tænke på hvor mange af de gaver man har fået til jul, man egentligt kan huske. Ofte er det nærmest glemt dagen derpå.

En af dem jeg husker mest tydeligt, var det år min søster gav mig et armbånd i solidt sølv. Hun havde købt det til sig selv i Indien og jeg havde gået og savlet over det i rigtig lang tid. Været misundelig og havde brokket mig over, at hun ikke også havde købt et til mig. Til jul fik jeg en lille pakke og indeni var armbåndet og jeg blev bare så glad og overrasket og overvældet.

Desværre kom jeg senere til at tabe det i forbindelse med en fest – og til den dag i dag, kan jeg stadig spekulere på om det er rigtigt, at jeg ikke tabte det til selv festen eller om hende der holdte festen “glemte” at fortælle mig at hun havde fundet det, for hun havde i den grad haft et godt øje til det.

De tanker kommer jeg aldrig til at have om mest opsigtvækkende gave, som jeg fik i år.

Jeg fik nemlig to kasser sjældne øl.

To kasser. En der står “Søren” på og en der står “Tom”på.

Men nej, det er ikke (helt) historien om manden der købte et bilhorn til sine kone (hej Far).

Øllen skal bruges som bestikkelse til to af vores venner. To venner som min kæreste har “hyret” til at bygge det redskabsskur til mig, som jeg så desperat har manglet at få bygget i min have. Et redskabsskur jeg har fablet om tidligt og silde det sidste år og et redskabsskur der bliver leveret når vi når over på den anden side af årsskiftet og de igen har dem i forretningerne.

… det var lige det jeg ønskede mig og det sidste jeg havde regnet med at få.

(Og min kæreste glæder sig til at håbe på, at vennerne vil deles deres øl med ham….)

Klokken lidt over 7 er det meget mørkt på landet.

*Klik*, ‘klik*, *klik* lød det. Min kæreste lukkede sin nye skovmandskjorte og satte sig i lænestolen med en af sine nye bøger. Huset var stadig stille og jeg vente mig rundt på den lidt vaklende drømmeseng og fik en ganske lille en på øjet.

Det blev en ganske særlig og helt rigtig jul.

Med dejlig mad og glade børn. Med dansen om juletræet og salmer indtil der blev gennemtrumfet “nu det jul igen…” igennem hele huset. Med hunde og katte og 10 overnattende, der lidt efter lidt fik øjne.

Med kirkegang og vintage portvin … som man desværre er nødt til at drikke op… og tanker til Jylland, hvor svigermor spiste kogt kyllingebryst og så underholdning på tysk tv. “Det var så hyggeligt” sagde hun.

Og til allersidst var der midnatsmesse fra Rom og da vejrtrækningen blev tung og jeg kunne høre, at han trak vejret dybt, gik jeg op og slukkede og der var helt, helt stille og mørkt i julenatten.

De siger at dyrene taler julenat – men jeg hørte slet ingen ting, for til sidst sov selv jeg de uskyldiges søvn.

Lillejuleaften tilbragte jeg i min seng, med snotnæse og ynk. Rimelig meget af begge dele.

Og meget meget lidt julestemning. Rimelig lidt.

Der er ret meget sygdom omkring os – både her og hos svigermekanikken i Jylland. Så julen ender med at blive noget anderledes end beregnet – alle planerne om at blive samlet her i juledagene er strøget og det bliver en noget mere lowkey jul end beregnet.

Til gengæld har vi nasset os en sofaplads i det mødrene hjem over julen – så istedet for at køre hjem til stenbroen julenat, vil vi tage et ekstra glas rød- og portvin og overnatte mellem juletræ, godter og knas og vågne op til et julehus fyldt med mennesker.

Jeg tror det ender med at blive jul alligevel….

Jeg har en tilbagevendende drøftelse med en af mine venner, nemlig om man kan blive forkølet af kulde og træk, eller kun af virus.

Lige nu står den 1-1 – for jeg både frøs, sad i træk og blev udsat for usete mængder af baciller ved mit julebesøg i går og jeg vågnede sjovt nok med øm hals og snotnæse.

Jubi-hu juleferie, så er det dig og mig …. og min seng.