Jeg facineres og forbløffes dag efter dag. Jeg har puttet ting i jorden, i en måned eller mere. Og nu kommer det op så fint.

Så småt og stille og roligt – og alligevel kan jeg se det vokse dag for dag.

Og mens de står der og vokser og kan ikke andet – så slaver jeg afsted og glemmer at nyde øjeblikke for der er;

Højbede der skal gøres færdigt, jord der skal gøres klar til flere planter, lathyrus der skal nippes og plantes, jord mellem bede der skal graves, jævnes og lægges sand på, der skal fikses bede til krydderurter, træ der skal skaffes til bedet i forhaven, sti er skal anlægges, (fremfindes ideer til beplantning omkring stien), en grøft i baghaven skal dækkes til og senere beplantes, et pilehegn der skal gøres færdigt og senere passes og trimmes, ryddes op i rodet bagved skuret, lægges filser rundt ved skuret (når der er gravet og lagt sand), bunker med jord, sten, sand, champost, kompost der skal fjernes – der hvor der skal være en græsplane, faskine der skal graves (og fyldes med sten), tagrender og nedløbsrør der skal monteres (når den rette størrelse er indkøbt), regntønde der skal købes, kompostbunke der skal vendes og en anden der skal etableres (helst i en ny og lukket kompostbeholder) og alt det jeg ellers går og husker på.

…. og ind i mellem alt det, så skal der så luges ukrudt.

Så i dag lod jeg være med at gøre noget af alt det og hyggede mig i min mors selskab, med en hvid lambrusco og lidt lam på grillen.

Og mens jeg blev lidt mild og overrislet, glemte jeg helt at stresse og huskede lidt at nyde.

Det burde jeg gøre noget mere.

Jeg undrer mig over hvem den kvinde, der viser sig i mit spejl, er for en.

Jeg kan stadig på de fleste tidspunkter genkende hende, men med kortere og kortere mellemrum, viser der sig pludselig én, som jeg ikke rigtig kan kendes ved.

En der er ældre og mere konet, end mit indre billede. I profil har hun dobbelthage og er begyndt at få pludder på halsen og … er det surhedsmunden der er på vej?

Jeg smiler og vender ansigtet mod spejlet – purrer op i håret, så dameklipningen bliver smart.

Men jeg ved også at det er en kamp mod tiden og at det ikke er en kamp jeg kan vinde, med mindre jeg tyr til andre magtmidler end vand og sæbe.

Jeg er dog ikke nået dertil endnu – men tænker ved mig selv om jeg når dertil på et tidspunkt – eller om jeg er en af dem der ældes med ynde og accept.

… og jeg tænker lidt på hende den skrupskøre, som gik i hjemmesyet kjole, bindhi i panden og ildrøde proptrækkerkrøller – både på arbejde og på studiet … det er ikke længere hende jeg møder i spejlet.

Jeg prøver at være zen-agtig og sige, at det handler om overskud og underskud.

Deres underskud der gør det nødvendigt for dem, at smadre ruden i vores bil – for at stjæle…. det rene ingenting.

Og jeg siger til mig selv og min kæreste – at når det skulle være, så er det bedre at det er os, end så mange andre. At vi har overskudet. For os er det ikke pinedød-nødvendigt med en bil, vores hverdag vælter ikke når den er på værksted og vores økonomi går ikke i smadder over en selvrisiko på 3000 kr. eller at forsikringspræmien forhøjes.

Jeg synes at det er nyttesløst, at vi for anden gang inden for et halvt år har indbrud i bilen og specielt når vi nu for anden gang ikke har mistet noget – andet end det som det koster os i selvrisiko og forsikringforhøjelse.

Og i mit rene hjerte, kan jeg tage det roligt og se historien ovenfra.

I den anden del af mit hjerte, mener jeg ligesom den anden del af hustanden, at der ikke er tale om overskud og underskud – men ganske simpelt udskud!

Ind i mellem føles mit liv som bar’ arbejde og ingen sjov.

Når det er sådan så ved jeg, at det er fordi jeg fylder for meget på, og det tager det sjove ud af de ting, der skulle være sjove.

Men jeg har også mange bolde i luften – både på arbejdet og i privatlivet … eller det føles i hvert fald sådan – men her er min status lige pt.

Dykkerkursus:

To praktiske prøver og en teoriprøve bestået – herligt med teorien, for som kæreste til en dykkerinstruktør, fik jeg mega præstationsangst og var stadiet som foster, temmelig nær i dagene op til prøven. Der mangler stadig to store og flere små praktiske prøver, før jeg kommer endeligt igennem nåleøjet.

Haven

Efter at have fået lavet højbede, blødt jorden op og gravet leren (ler, ler og f*ing ler!) igennem, er der kørt 1m3 sand, 2½ m3 kompost og ½ m3 champost på. Det hele er blevet blandet igennem og jeg har sået både i haven og i lejligheden herhjemme.

Men om ikke så længe er banen til selvforsyning lagt. Jeg satser på gulerødder på størrelse med roer!

Festen

Tilbagemeldinger er begyndt at komme – en del afbud fra Jylland (desværre, men forventet) og det har heldigvis levnet rum til, at jeg har fået lov til at invitere lidt flere af dem, jeg også gerne vil se … Udover at lokalet er booket og besigtiget – er kød, øl, vin og teknikaliteterne bestilt. Ligeledes er der booket damer til serveringen og en kok til at skære i svinet .. den spidstegte pattegris, altså. Vand, bælleøl, sprut til slush-icen og det til kaffen er indkøbt ( i tyskernes land).

Det er lige før vi bare mangler at købe ind, lave mad og dække bord. Men jeg vil nu tror at det føles som mere, når vi nærmer os dagen.

Vægten

Jeg er (igen) oppe på 8 tabte kg. Det har været lidt af en frem og tilbagegang, fordi jeg har svært ved at fokusere på indkøb og madlavning, når jeg har mange bolde i luften. Men hver gang jeg virkelig gir’ den en skalle med kosten, så ryger der et kilo eller to … og lige så langsomt skal det nok komme.

Jeg holder ved og jeg er stadig superglad for madlog.dk og specielt den gruppe jeg er i, som i høj grad er med til at fastholde mig i mit vægttab og ændring i kostvaner.

Motion
Det område går det så ikke så godt for. Med alle de andre ting der er i mit liv, har jeg ikke været nede og træne i nok en måned … en af de her dage, skal jeg enten have sat mit medlemskab på pause, eller komme igang igen.

Stress
Jeg kan mærke, at jeg stadig skal passe på. At jeg er skadet, om ikke for livet, så for en tid. Der skal mindre til at få mig ud af fatning – men samtidig er jeg også mere opmærksom på de tegn der er, og jeg er blevet meget bedre til (ind i mellem) at sige fra.

Men jeg har vistnok ikke helt lært det endnu….

Der var engang da mine negle var mit trademark … de var pænt fine og de tog en 2-3 timer af mit liv at fikse, en gang hver ugen.

File, smøre, lakere. Først med noget der gjorde dem stærke, så hvid tip, overlak og til slut en finish.

2-3 timer med tørring imellem.

… negle og mental hygiejne…

Lige nu ligner mine negle noget der er løgn. Flækkede og hakkede, ujævn længde og godt med jord i de flossede neglerødder.

Jeg ved ikke om jeg savner mine pæne negle – men jeg savner lidt ro i mit liv ….

Så jeg har prioriteret og *gisp* aflyst nogle forpligtelser – og på lørdag har jeg ingen planer.

Og jeg har hede drømme om at lave ingenting og sove længe.

Hvis jeg kan huske hvordan man gør.

Der er jo ingen der takker mig, men jeg klapper mig selv på skulderen over nærmest veludført test-prøve (som gennemføres helt uden fejl i morgen, tak) … og jeg ånder endelig ud og tænker “… Ok.Så.Da. – ogmåskeerdetikkeheltsåslemtsomjeghavdegåetogregnetmed….” men det siger jeg ikke til nogen, for så kommer hybris, nemesisog alle de andre nok og tager mig.

Og jeg kan mærke at omme i min ryg er der noget der sidder skævt og jeg tænker ved mig selv, at det nok er min holdning.

Eller det at gå med skulderne oppe om ørene og næsen i sporet i den sidste lange tid.

Og jeg tænker på om jeg skulle skaffe mig en anden projektleder til mit liv … og måske også mit hjem.

Måske mest af alt det sidste.

For lige nu er vi begge to gået i strejke med rengøringen og det kan blive pænt beskidt sådan et hjem med to travle mennesker, missebasserne, dykning og hjemmegartneri. Og de eneste der ikke strejker er alle dem der sviner.

Så vi snakker om at flytte.

Det er et eller andet sted også betydeligt nemmere end at rydde op.

Hvis det ikke lige var for det, at jeg er sikker på at det vil komme til at indebære, at der skal træffes beslutninger … og lige nu, har jeg helt klart brug for en ny projektleder til det der beslutningsnoget…

Tror jeg.

Jeg har sovet som en prinsesse, efter at jeg brugte en del af gårsdagen på først at tale med Latterkongen og dernæst dinere med Ølkongen og frue … og jeg må indrømme, at da middagen blev sat på bordet, så forsvandt alle lyster til mådehold, i dampen fra den grydestegte kylling.

Mandag kan også være en festdag … og det blev det.

Det er små 14 dage siden jeg kom hjem og opdagede, at det var min telefon ikke.

14 dage hvor det har været en daglig irritationskilde, at jeg manglede telefonnumre, information fra sms’er eller at folk måtte bruge alternative kanaler for at få fat på mig … hvor jeg igen og igen tænkte ved mig selv, at det var ånsvagt, at jeg ikke brugte nogen af de kanaler der findes til at synkroniserer telefonbøger, gemme oplysninger eller andet for at sikre det der er halvdelen af ens liv.

14 dage hvor jeg har pisket rundt og kun lige fået nået at bestille et nyt sim-kort, som derefter har ligget uåbnet og til “modning” på køkkenbordet.

14 dage hvor jeg hver aften har gået i seng og har tænkt … “åh jeg skal også have fået gjort noget ved den der telefonsituation” … hvorefter ham der Ole med køllen har dasket til mig, så jeg gik ud som et lys.

… og så lige i eftermiddags, mellem to møder og på vej ud af døren, kiggede jeg i min skrivebordsskuffe og lige der mellem papirsklips og ledninger, lå min telefon og kiggede tilbage på mig.

Ingen havde nogen ide om hvem der havde lagt den der – og alle har været mere eller mindre væk i den seneste tid …. men det gør ikke noget, for jeg er bare glad.

Glad for at en eller anden venlig sjæl har hjulpet min mobil og livslinie tilbage i de rette hænder.

Ih altså!

Jeg kæmper en kamp, mod tiden og årstiden. 3 dage i haven hvor jeg har gravet, slået, hakket, blandet, harvet og nulret min lerjord i et forgæves forsøg på at få luftig muld i mine højebede.

Jorden fylder mere end før, så noget må det da have hjulpet og i den kommende tid kommer der forhåbentligt både sand og champingonkompost til og så kan der endelig komme planter i jorden.

… og mig?

Jeg har ondt i ryggen, hovedpine ala migræne og mine hænger føles som to store cement- eller lerklumper, tunge, summende, dårlig følesans og rigtig ringe finmototik.

Jeg er sikker på at hovedet og ryggen nok skal komme sig, men jeg er rigtig bekymret for mine hænder … glæder mig til, at jeg bare skal luge.