Gråvejr og småregn. Den syge mor og den raske moster. Behovet for søvn og aflastning og luftning. Og som altid er Skydebanen det perfekte mål.

Og i dag mere end normalt, for hvad den nyhedsindifferente moster ikke var klar over, så var det Historiens Dag i dag – og i Skydebanen legede Bymuseet.

Så der blev budt på lege:

– Sild i en tønde
– To mand frem for en enke
– Jeg melder krig mod….
– Katten efter musen

Og legetøj som tøndebånd og snurretop, og (gammeldags?) hulahopringe, sjippetorve, kridt og hinkesten.

Så mens den mindste sov, legede den ældste, mosteren tog billeder og overskudsforælderne snakkede med hinanden (og mig) og vi talte om at man burde lege noget mere.

P.S.
Skal så meget snart have købt noget kridt, så jeg kan nakke nogen i “Jeg melder krig mod…” Jeg styrede den leg med mine langspytsevner….

Folk smider da også bare kritikløst alt muligt i de offentlige springvand……

[klik på billedet for fuld version]

I skal ikke brænde inde med jeres spørgsmål. Bare kom ud med dem – jeg kan klare det, jeg er rummelig, det bliver ikke for personligt eller pinligt.

Så tak til Tilde der har åbnet ballet:

Det er altid mors dag den anden søndag i maj

Bonusoplysning: I år er det så mors dag den 14. maj og blomster kan købes her: klik

PS… jeg kan også google

Der er noget forygende når en samtalesituation ender i uveksling af infortræffeligheder.

Det er rart at ende der, i sofaen, med dynen over fødderne og rødvin i kroppen, med den bekræftende oplevelse af, at man ikke er den eneste, der gør livet besværligt for sig selv, fordi man ikke orker, eller kan overskue at gøre det man tror, at alle andre normale voksne mennesker gør.

Det har nu i et stykke tid været mit ønske, at komme igang med noget familieforøgelse. Det har faktisk stået ude i min sidespalte, hvor jeg samler nogle af mine ønsker, drømme og fantasier sammen i linksamlingen “Ønskebloggens ønsker”.

Og i dag kom jeg et stykke videre i den familie jeg gerne vil bygge.

Min nano har fået en lillesøskende:

Jeg ser ikke meget tv, men i går stod det og kværnede. Da jeg kom forbi så jeg Mary åbne noget.

Jeg er ikke helt sikker på hvad det var, et glas ærter eller en forening, eller hvad det nu er de kongelige åbner (fik jeg sagt at jeg er repulikaner?!) – det vigtige i den historie er, at jeg opdagede, at dén Mary folk snakker om som nyskabende og trendsætter (eller gør de? … jeg må se at følge noget mere med) rent faktisk tusser rundt og kopierer …. moi!

For hvad havde hun på, dér på tv?

Den DAY Birger et Mikkelsen jeg har haft i, hvad … 2-3 år og en kasket som jeg har rendt rundt med siden februar (min er så grøn hvor hendes var brun – det er sådan man kan kende os fra hinanden!).

Copykat siger jeg bare!

Når det er sagt, så er jeg ret glad for min frakke (selvom jeg var begyndt at overveje om den ikke var ved at være lidt uddateret). Den eneste ulempe er at kvinder der har den, bemærker den på andre kvinder. Nogen skriver så sjove indlæg om det på deres weblog – alle de andre har det med at nidstirre én ved lyskrydsene.

Jeg har nok de første 8-10 gange stået ved et lyskryds og så opdaget et eller andet pigebarn sende mig dræberblikket! Hver eneste gang er det først efterfølgende det er gået op for mig, at det var fordi, vi havde den samme frakke på…..

Men helt overordnet er det en ok frakke – dog, hvis der er nogen der lige tale med Mary – så må I da godt lige videregive de her råd:

– sølvtrådene begynder at stritte efter 1 år – lad være med at hive i dem!! (der vokser ikke nye ud)
– foret flosser efter rens

og så lige den sidste ting der:

– pas på ved lyskrydsene!

“Hvad er det så med det brombærhegn?”

er jeg blevet spurgt.

Det er sådan at jeg i disse dage går og skal vælge og i den anledning har været usandsynlig (lomme) filosofisk. Jeg har vurderet og vejet og lavet mere eller mindre heldige analogier. Heldigvis løber timeglasset ud i morgen. Og de skarpsindige eller dem i lignende situationer, ved så hvad det betyder.

Og således blev brombærhegns-analogien fostret. Den er ikke nødvendigvis god – men den er efterhånden blevet lang… Lad mig præsentere min brombærhegns analogi for verden:

Ta’ den situation, at du planter et brombærhegn på midten af din grund i den hensigt at forhindre folk i at komme fra A til B. Du vælger et brombærhegn fordi det med hele sin natur er egnet til at forhindre overløb – de stride torne og den vilde vækst, uigennemtrængeligheden. Samtidig opnår du at omverden kan se at du tager din opgave med at forhindre folk i at komme fra A til B seriøst.

Det er jo helt fint hvis du rent faktisk vil forhindre folk i at komme fra A til B.

Men hvis situationen er den, at du i virkeligheden er ret uinteresseret i om folk kan komme fra A til B, eller du måske ligefrem ønsker at folk frit kan bevæge sig, eller i det mindste at du selv har friheden – så er et brombærhegn jo et rigtig rigtig dumt valg.

Det stikker og det river. Det er f*king uigennemtrængeligt og så breder det sig. Stikker sine tronede grene ind ind hvor det ikke er nødvendig og er i øvrigt ikke samarbejdsvillig i projekt “få folk fra A til B”.

I virkeligheden er brombærhegnet lidt ligeglad, for et står jo bare der og er et brombærhegn, der er plantet af andre, med en bestemt og defineret opgave: “vær et brombærhegn”.

Hvis du ikke stiller dig tilfreds med at du ikke kan komme fra A til B, kan du jo forsøge at bane vejen. Du kan jo forsøge at lave huller, du kan slå og rive og flå. Summa sumarum er at det ikke nogen speciel smart situation for hverken dig eller brombærhegnet. Den ene blive revet og den anden flået.

Moralen er: man ikke skal plante brombær hvis man i virkeligheden ønsker en lille lav bøgehæk, eller et plankeværk med en låge i.

Morale 2 er: hvis man lader brombærhegnet stå og være brombærhegn, vander det og lade solen stråle på det – så sætter det fine hvide blomster og får store sorte modne bær…. helt af sin selv.

Ind i mellem mødes du i samtalen og verden genopstår….

Groft sagt – sådan rigtig groft skitseret, kan man vel dele folk op i to typer. Dem der hælder til tesen:

“Du får ret og jeg får fred”

og den der mere er til:

“Det nytter ikke noget at have ret, hvis man ikke får ret”

Jeg tror på at den første gruppe sover bedst om natten.

Mig?

Jeg hører klart til den anden gruppe – har du et problem med det – hva’?

Klokken 4.00 vågner jeg i panik over om jeg har sovet over mig. Det har jeg så ikke. Har svært ved at falde i søvn, men synes samtidig, at det er mere nat end dag, så en direkte opstigen er ikke valget.

Klokken 5.00 sker det samme og da jeg ikke falder hen igen med det samme, siger jeg til mig selv “hvis jeg ikke falder i søvn om lidt – så er det op”.

Det gør tricket – så da clockradioen sætter igang 5.45 snoksover jeg – og kan ikke rigtig komme op til overfladen. Og da vækkeuret sætter i med sin kimen kl. 6.00 kan jeg høre mig selv tænke “bare lige 5 minutter mere mor – bar liiiige 5 minutter mere”.

Jeg er ikke noget A-menneske – jeg er en B-and.

Med morgenmøde i dag og i morgen.

Jeg er i øvrigt også et brombærhegn, men det er en hel anden snak…