Jeg tog afsted i sikker forvisning om at det skulle blive den sidste sommerweekend.

At vi skulle drikke jordbærrom med is, mens maden blev lavet. At det måske – bare måske – skulle blive til den sidste tur i vandet og at vi bagefter kunne varme fingerne på en kop varm hyldeblomsttoddy eller krydret rødvin.

At sensommeren skulle nydes med mad over grill og bål, at vi skulle flytte bålet med os til stranden. At vi skulle ligge dernede og kigge på stjernerne på den mørke nattehimmel. Se et stjerneskud eller to og lade snakken stille dø ud, fordi vi var fyldt helt op med god mad og dejligt selskab.

Jeg havde ikke planlagt at det skulle gå hen og blive efterår. Men det er det. Sensommeren er ovre og efteråret er kommet. De sidste brombær står springfuldte og skriger på at blive plukket. Nøddehegnet er tungt af nødder, der falder ned i ens hænder, når man røre ved dem. Hylden hænger tung og sortrød rundt omkring.

Selvom løvet stadig er grønt, så er der ingen tvivl om at årstiden er skiftet. Luften lugter af efterår og det er vådt og fugtigt og vi trænger til varme drikke og tændte stearinlys.

Så planerne må laves om og jeg må finde efterårstankerne frem og se hvad jeg kan gøre med dem og vennerne der kommer her over weekenden.

Jeg tænker på at man kunne bage en tærte fyldt med brombær, friske nødder og syrlige æbler, at boller og varm hyldebærsaft måske ville være sagen for gæsterne når de komme. Men det er sikkert at det lille hus skal gøres rummeligt og hyggeligt, for vi kommer nok til at være mere inde end ude og 7 mennesker fylder jo en del.

Misserne er med os og nyder det nye sommerhusliv omend friheden stadig kommer i begrænsede mængder og enten skal nydes i den aflukkede gård eller iført sele og snor:

Jeg må med skam erkende, at jeg er sådan en slags røvhulsprovokatør.

Jeg har åbentbart en indbygge evne til at få ellers normale, imødekommende og rare mennesker til at opføre sig som de ypperste røvhuller.

Og når folk opfører sig som røvhuller, ender man tit med at sidde med lort i hele hovedet.

Og det er ikke alt lort, der dufter af roser.

Øv.

Jeg fik et godt råd fra en nabo – om altid at holde stien ren og forhaven pæn.

Det kan bruges i så mange sammenhæng og i dag brugte jeg min eftermiddag på at skuffe en gangsti.

Pænt skal det være.

Omkring mig i lejligheden nærmest svæver omkring 14 kg. kat. 2 x 7. Cirka 12 kg. mere end før. Med babyblå øjne og piv som killinger. Når vi åbner døren kommer de os i møde og om morgen hilser de på i og omkring sengen.

Der er liv i huset igen. Katteliv.

De hed Therminator og Toxedo da vi hentede dem. Nu hedder de Bertram og Alfred og vi er ved at lære hinanden at kende.

Jeg har gået tur i alfeland mellem tyste træer og mosgrønne sten, med åens brusen i ørene og myggene snurrende om håndledene.

Jeg har smagt himmelsk mad, lavet på bål og i kærlighed. Og talt om mad med samme intensitet og glød, som da samtalen gik videre til at handle om kærlighed. Om den største, den forsvundne og den nuværende. Og jeg hørte kærlige ord.

Jeg har hørt ukærlige ord og haft uklædelige tanker, men alligevel mest af det modsatte.

Jeg har brændt pinde på bål og bagt snobrød og varmet marshmallows over ilden og lige som de andre fået fyldt mave, ansigt og fingre op med varm sukkerklister. Og været med til at poppe popcorn i en tesi.

Jeg har siddet i mørket og er blevet varmet af bålet orange skær, med min elskedes hånd i mit hår og vores kroppe lænet mod hinanden. Mens stemmerne summede i luften, smagte rødvinen himmelsk.

Jeg har fejret fødselsdag på en togstation i Sverige. Både fødselsdagen og togstationen bekom min ældste veninde (der i øvrigt hader den betegnelse, hvorfor jeg er nødt til at benytte den…).

Jeg har nydt næsten alt af det hele og jeg glæder mig til næste uge, hvor rammerne ændres, men der tilsættes de fleste af de samme ingredienser.

Jeg er ved at flytte igen. Ikke på det private område, der sidder jeg trods alt stadig fast. Men kontoret det bliver nyt, og stedet, i den anden ende af byen. Chefen er ny også – ja og kollegaerne.

Egentligt er alt nyt – undtagen mine arbejdsopgaver som jeg i bogstavligste forstand tager under armen i dag og pakker ud på mit nye kontor på mandag.

Jeg glemte lige at huske på, at det betød at jeg ikke længere skal komme her, hvor jeg trods alt er kommet de sidste 2 år (og små 14 dage), blandt kollegaer som jeg nu ikke længere skal se…

Det hedder organisationsændring og det er fint. Og lidt underligt. Nu hvor det er en realitet. Nu hvor jeg lige har opdateret mine atributter…

Hjemme hos min søster er min svogers mantra, når noget bliver væk: “rejs dig lige så jeg kan se om du sidder på det” fordi min søster vist en enkel gang har siddet på det, der var væk.

I morges stillede jeg en meget vigtig kursusmappe ved min bagdør, sådan at jeg kunne huske at tage den med på arbejde. Halvvejs på arbejdet, opdagede jeg, at jeg havde glemt den. Jeg kunne ikke forstå det, når jeg nu havde sikret mig, at jeg ikke kunne komme af sted uden den. Men så erindrede jeg at der da vist ikke var noget foran døren, da jeg som den sidste af hustandens beboere gik ud af døren.

Ved hjælp af moderne teknologi fik jeg overboen til at være behjælpelig med at lokalisere mappen. Det viste sig , at mappen ikke længere stod ved bagdøren, eller var i køkkenet overhovedet.

En venlig sjæl havde set den stå og kukkelure og mente bestemt at det måtte da være affald. Og ganske rigtigt min vigtige mappe lå da nok så pænt i skraldecontaineren.

Næste gang jeg ikke kan finde mine ting ved jeg nu at jeg skal starte med at spørge ud i rummet, om der er nogen der har smidt det ud….

Jeg har lige måtte fortælle en relativ vigtig person, at nej jeg havde ikke modtaget deres opkald, idet min mobil var blev væk hen over weekenden.

Og nej, jeg var ikke bange for at den var blevet stjålet. For den var blevet væk i lejligheden.

Jeg ved ikke helt hvad det siger om mig, eller lejligheden.

Og nej, jeg kunne ikke ringe til den, for den var løbet tør for strøm.

Den blev efterfølgende (og efter en endevending af lejligheden) fundet i min badekåbelomme. Den er rød.

Badekåben og lidt mine øre.

Jeg er nået til det stadie i mit liv, hvor jeg ikke længere tænker på min alder i fyldte år, men fødselsår. Det var så i øvrigt et godt år det år.

Hele ugen har jeg studeret DMI med en intensitet som en landmand ved høsttid. Og høstes skulle der på en måde også. Jeg havde arrangeret en dykker/lejrtur til Hven. En tur med indlagt friluftsovernatning og mad over bål.

Utallige var de gange jeg i tankerne aflyste turen, men heldigvis havde mine meddeltagere med rygrad end mig og en forespørgsel viste at de gerne ville trodse eventuelle regnbyer og tage afsted.

Så fredag efter arbejde tog vi afsted. Med klubbåden fra Rungsted mod Norraborg.

Vi blev snittet af en byge på vejen, men ikke nok til at blive våde og vandet stod spejlblankt omkring os. Og det var nok turens tema i en nøddeskal: vi var hele tiden lige uden for rækkevidde.

Det var en dejlig tur. Med mad på bål og opvågning med kik til vandet. Det var lige det jeg trængte til og mer’ endda. Med gode dyk og gode mennesker – så det var lige til at holde ud.