I morgen blir’ vi prikket.

Og vi reagerer stadig forskelligt. Ked af det, skarp ironisk, fuld fokus på “det” eller al energi smidt i noget andet. Vrede og frustration er dog ens for de fleste. Men håbløsheden og opgivelse er dog ved at snige sig ind mange steder.

En er kommet tilbage fra ferie i dag og står sådan lidt “palle” i malstrømmen: Hvad skete der egentligt der?

“Du virker så rolig” var der en der sagde, efter at han havde spurgt hvordan det gik med stressen. “Nok ikke hvis du spørger min kæreste“, var svaret herfra.

Men i morgen får vi svar, og kan planlægge videre derfra. Og jeg finder måske ud af med mig selv, hvad det egentligt er for et svar jeg helst vil have.

Ondt i røven – bogstavlig talt.

Ingen hentydninger, ingen subtile tekster med skjulte beskeder.

En træt og øm krop efter en fredag-lørdag på og i havet, med overnatning i telt.

Med slæbning af flasker og grej. Og endnu mere af det. Op og ned og frem og tilbage.

Med mad lavet på bål og hygge omkring selvsamme. Med samtaler om noget andet, og indsigt i andres verden.

Så jeg er brugt godt og godt brugt.

Godnat.

Når man sådan vågner kl. 4.30 og ligger og holder imaginære brandtaler indtil man udmattet falder i søvn til bananer i pyjamas, og vågner mere kvæstet end nogensinde, lige før man skal være på det arbejde, som man måske ikke har længere … tjae – så er er man færdig som gårdsanger her ved en halv sekstiden om aften.

Og når man så er primusmotor for to store projekter i morgen, hvoraf der forventes overblik og gejst – er det pænt trist, at man kan se sine stress-signaler ramme en i nakken som en boomerang, med kanonkuglefart.

Koncentration – hvad er det for noget?

… og hvad var det egentligt jeg snakkede om?

Hukommelsen kan ikke klare ligegyldige detaljer som navne og hvilken ugedag det er og de møder man selv har arrangeret og er ansvarlig for.

De kloge siger at man får fysiske skader ved at gå i uvished i selv meget korte perioder og det tror jeg på!

Sådan en arbejdesplads hvor 15 (10, 12.13 – afhængigt af hvordan man tæller) personer går og venter på at finde ud af hvilke 4 personer, der skal prikkes “på et tidspunkt i næste uge”, er  et underligt sted at være. Nogen går og er kede af det, sikre på at være en af de udvalgte, andre aggressive, nogle steder er stemningen håbløst – opgivende, andre styrter man videre som om at intet er hændt.

For mit vedkommende har jeg oplevet to ting:

1) jeg kan ikke længere huske hvor jeg stiller min cykel

og

2) oplevelsen af at uanset om jeg bliver prikket eller ej, så synes jeg at situationen er røv.

Det første er desværre et af mine stress-symptomer – så jeg må erkende, at jeg er mere påvirket af det her, end jeg egentligt føler mig og det andet er en sammensurium af, at jeg ikke har lyst til at blive, men at jeg hellere ville ud og søge nyt arbejde på et tidspunkt med stort overskud og hvor jeg følte mig helt klar til nye udfordringer. Desuden er det tilsat en snært af heltmodighed, da jeg overvejer at “kaste mig for løverne” og tilbyde mit i puljen, da jeg ved, at jeg bedre kan klare en afsked (økonomisk, psykologisk) end andre af mine kollegaer.

… og nåja – kl. 16 skal vi i banken og snakke banklån til køb af hus – sjovt sammentræf, ikk?

Jeg har beskæftiget mig professionelt med afskedigelser i små 10 år.

Jeg gør det ikke længere.

I den tid jeg har arbejdet med det, har mit hovedfokus altid været at sikre en god proces og en høj grad af medmenneskelighed på den anden side. Jeg har været høj på kommunikation og har punket dårlige ledere, når der har været udvist dårlig ledelse.

Jeg er lige kommet tilbage fra et møde hvor vi har fået oplyst, at der skal fyres 4 personer i mit område. Vi ved ikke hvilke opgaver der skal nedprioriteres eller hvilke kriterier der kommer i spil – det kan være mig eller det kan være min kollega.

Vi får endelig besked “på et tidspunkt i næste uge”.

Hallo arbejdsmoral, gejst og kollegaskab.

Det er godt nok underligt at kende alle reglerne, når man pludselig sidder i den anden ende.

Det der er fedt ved at omgås folk i 40’erne er, at pludselig har man venner der lige sammensætter og serverer en 7 retters gourmetmiddag, som man fortærer inden man i den grad rammer dansegulvet og danser alle kalorierne af.

Selv vinen til 1000 kr. flasken.

Og grøntsagscocktailen.

Det kan godt være at man i de yngre dage havde glattere hud og bryster og baller sad et andet sted, men fuck hvor jeg ikke savner klirrende plastikposer, uheldige sammenskudsgilder eller pulversovs.

Nogen gange kan man godt få helt åndenød og kvælningstendenser ved at bruge en hel dag på at kigge efter de potentielle gode hensigter, bag eller ordene og gerningerne.

Men jeg må tro på at de er der.

Ikke?

En af de ting jeg er pænt god til er at koordinere. Være tovholder. Få ting op og stå og finde datoer, steder, fordele opgaver … osv.

Det er ikke noget jeg nyder, men jeg anser det ikke for noget problem.

Og derfor er der lige nu pænt mange arrangementer, både på arbejdet og i privaten, der liiige skal koordineres på plads – og alle sammen lige nu.

En fest dér, nye medlemmer til klubben, et læringsarrangement her, en forhandling oppe og et ledermøde nede, noget uddannelse til dem og en sommerhustur og familiefødselsdag rundt om hjørnet.

Fælles for det hele er, at jeg koordinere det for deltagerne og oftes har jeg ikke selv en aktie i indholdet – eller er bare deltager på lige fod med de andre, alligevel virker det som om, at alle føler at de dels ikke behøver at svare mig og de dels v.i.r.k.e.l.i.g. gør mig en tjeneste ved allernådigst give mig et svar.

Hold da op hvor det sutter og hold da op hvor skal jeg ind og kigge på hvordan jeg kommunikere ud, for når så meget forskelligt alligevel kan få de samme situationer op og swinge ens … så har jeg vel en aktie i det.

Med mindre alle dem jeg har kommunikeret med den sidste 1½ måned, alle sammen har hovedet oppe i *censur*-en.

Jeg har så lige hældt den sidste dråbe i det fulde glas, set den liden tue foran det store læs – og lortens placering foran den tændte vifte … og er pænt interesseret i at se om glasset flyder over, det store læs vælter og hvor lorten egentligt lander.

Og er det hos mig – så kan jeg vel altid vaske mig bagefter?

P.S. Hvad er det der gør, at ting sagt fra bunden og op har så lidt genklang og interesse for opklaring og iværksættelse af procedure, mens spørgsmål om det samme oppefra og ned kan sætte den samlede ledelse igang med alt fra grøftegravning til strudsleg?

P.P.S. Mest af alt håber jeg at det betyder, at der endelig kommer en løsning på sag, jeg personligt har prøvet at få fokus på i 2 år nu.

Deterjoikkefordijegikkekanlidemitarbejde …

…men pyha – der er 45 minutter til jeg har arbejdet en hel arbejdsdag – og de her 45 miutter føles på en eller anden måde helt anderledes, end 45 minutter i sidste uge.