Der var jo dengang, hvor vi snakkede om at flytte i hus, men midt i snak om boliglån og drøftelserne om hvor vi skulle bo, mistede jeg mit job – og tingene kom noget på standby.

Da jeg ikke længere var fastlåst på et job og min kæreste havde et kæmpe ønske om at komme tilbage til hovedlandet (og en fleksibel arbejdsplads der gør, at det er underordnet om han arbejder ud fra Århus eller København), kiggede vi i løbet af efteråret efter job og bolig i Århusområdet.

Men sådan skulle det ikke gå … og det var med blandede følelser jeg fortalte min kæreste at nu stoppede jeg med at søge i Jylland og mit nye job blev landet, som alle de tidligere, i Kongens København.

Selvom løn og stabilitet nu er tilbage i vores verden (afhængigt af hvordan min opfølgningssamtale med min nye chef kommer til at gå i morgen… er jo stadig i prøvetiden) så er vi på mange måder længere fra at købe hus end vi var tidligere.

Og med en kæreste, der meget forståeligt ønsker at gøre brug af sin mulighed for at gøre sommerlandet til centrum for sommerlivet, må jeg gå på kompromis, med mine boligønsker. Når jeg skal være græsenke om sommeren, skal jeg ikke være det i en villa med eneansvaret for have, oliefyr og tagrender.

Så jeg kigger på rækkehuse. Rækkehuse som kunne være et bytteobjekt for herskabslejligheden.

Men jeg ved ikke helt selv hvad jeg skal mene om det.

Og jeg kan mærke, at jeg mest af alt ønsker mig et rækkehus på Rådhuspladsen, med omkring 150-200 m2 have – og helst ugenert fra naboere.

… jeg tror det bliver svært at finde.

Og jeg må indse, at ikke alle synes at jeg har verdens fedeste lejlighed – selvom jeg stadig selv synes det, i hvert fald når det kommer til udsigt og lys;

Vi er storforbrugere af tv’ets madprogrammer fra nær og fjern herhjemme… men selvom jeg betragter mig selv som en rimelig habil kok. der sjældent går af vejen for en udfordring i køkkenet, så skal jeg aldrig selv ind i et tv-køkken og gøre godt.

.. og så måske alligevel?

På en aftentur rundt i sfæren, så jeg at madblog.dk søgte madbloggere til at deltage som gæster i den kommende danske version af Hells Kitchen.

Nu er jeg af den gamle (blog)skole – så min blog er ikke og har aldrig været en ren madblog, men min kategori omkring mad indeholder mange madrelaterede indlæg og der var jo dengang jeg var nr. 1 på landand … men nu må vi se.

Hvis jeg ikke kommer med dér, kan jeg i det mindste glæde mig over, at på mit køleskab hænger det gavekort jeg blev beriget med juleaften – en middag på Frederikshøj Kro, så Wassim Hallals mad kommer jeg nok under alle omstændigheder til at smage.

… men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig, at være den der var med, dér til februar i køkkenet….

Efter at jeg har rendt rundt på de københavnske gader og omkring søerne med rimelig regelmæssighed i efterhånden en del måneder, skulle man tro, at jeg var sådan nogenlunde køerne på stil og tempo.

Men nej.

Så meget nej, at jeg kommer til at mærke for det de næste par dage.

For opfyldt af min egen “jeg løber jo cirka hver anden dag”-selvfedhed, meldte jeg mig glad og fro til det løbehold der er på mit arbejde.

Og jeg kom med på det hurtige hold.

Altså det hurtige hold som i at der er “et hurtigt hold”, “et superhurtigt hold” og så “det rigtig hurtige hold”.

Og det viste sig så at blandt de mest langsomme, er jeg den mest langsomme.

Og så gør jeg forkert med mine arme.

… og efter 5K, sad mine lunger ud af min mund og et stykke ned af brystet på mig … men så er det nok også nemmere at få vejret. Eller noget.

Jeg var så færdig, og jeg glæder mig til at jeg kommer noget op i fart, så sådan nogenlunde kan følge med.

Men det underlige var, at mens jeg ansede og masede afsted. Kæmpede mig frem, skridt for skridt. Så luntede løbetræneren lige så stille og roligt afsted lige ved siden af mig.

Tidsforskydning eller noget.

Man skulle tro, at de fleste mennesker med deres sunde fornuft i behold, ville bruge denne triste og grå søndagseftermiddag på gøremål, der ikke indeholdte udendørsaktiviteter.

Men åbenbart ikke.

For da vi for en times tid siden tog en løbetur rundt søerne kunne vi konstatere at det meste af København var ude og teste om isen holdte.

“Zig-zag mellem forblæste københavnere” er vel også en form for en løbedisciplin – og jeg løb faktisk bedre end jeg har gjort længe.

Og nu hvor samvittigheden er blevet blæst igennem, står resten af søndagen vistnok lige på indendørs sysler, her på matriklen.

Da jeg for lidt over et år siden startede på mit forrige arbejde, var jeg en anelse skæv i forhold til mine nye kollegaer.

Som professionel problemknuser var jeg super til at finde og løse problemer.

Og havde et klarere blik for resultatet end processen.

I den tid der er gået siden da, har mit arbejde og min uddannelse som coach, ændret mit udsyn og indsigt.

Selvom jeg i mange situationer stadig har nemmest ved at tænke lineært og stringent er der sket noget med mig og min måde at anskue verden. Jeg er blevet betydelig mere bevist om andres synsvinkler og verdenssyn og jeg er ikke længere hundrede meter mester i problemløsning … og derfor ser jeg heller ikke længere så mange problemer – men betydeligt flere pragmatiske løsningsmuligheder.

Så nu hvor jeg er tilbage i min gamle verden, blandt andre professionelle problemknusere, er jeg igen den der ser på verden med andre øjne.

Ikke som de ulve jeg er i blandt.

Lidt ude af sync.

Og jeg tænker på hvor jeg egentligt hører hjemme?

Inden jeg tog til 4 dages oprydnings- og nedpaknings maraton i Jylland, slæbte jeg fire års kontorrod ind i min lejlighed. Dernæst slæbte jeg resterne af jyllandsrodet med mig hjem og på den måde har jeg pænt suppleret mit hjems gamle rod, med nyt (gammelt) rod.

Og i og med at jeg nu er tilbage i de arbejdende menneskers flok, kan jeg ikke bare bruge en dag eller en uge på at bringe orden i mit hjem.

Og her skal ikke indsættes undren over at jeg ikke brugte de forgangne 4 måneder til det projekt – jeg havde jo travlt med så meget andet!!

Til gengæld kan jeg konstatere, at jeg ikke vil kunne fylde kasser og poser med ting fra mit nye arbejde, når jeg på et tidspunkt forlader det – for det er et storrumsmiljø, hvor der ikke er levnet rum til personliggørelse af hverken vægge, reoler eller skrivebord.

Og mens min kæreste går og drømmer om at frosten holder, så han kan komme ud og isdykke i weekenden, fantaserer jeg om at sidde i mit hjem og ikke kigge på poser og kasser med rod.

Og hvis der kom nogen og ordnede det for mig, så kunne jeg da måske godt lokkes med under isen – selvom det er næsten lige så tillokkende som en weekend med oprydning.

Jeg bekæmpede kulden med en gang simrechilli.

Inderlåret af en ko. Skåret i store og små bidder, stegt i små portioner, så de får stegeskorpe istedet for at koge. Med løg. Og bønner, der ikke er fra en dåse.

Krydret med chilli, chokolade og vanilje … og kogt indtil kødet trævler.

Og jeg husker nu, at jeg glemte at give det en porter … og det er jo ellers det, der er med til at give det smagsdybden.

Tomater og lidt bouillion giver det noget af fylden.

Og kunsten ligger i at dosere chillien, så den bider på tungen uden at den brænder i halsen (og halen når den kommer ud igen).

Og det gjorde jeg godt.

Doserede den altså.

Og mens jeg stod og kælede for maden og havde en gryde med chilli, der boblede med store fede rødbrune *bløp*, en anden der buldrede med bønnerne og en tredje hvor risen stod helt stille og trak, tænkte jeg at dagene med tid til simremad, er ved at være talte.

Og selvom jeg glæder mig til at komme tilbage til arbejdslivet på mandag, så er jeg meget bevist om hvilken glæde det også har været, at have mere tid til rådighed, de sidste fire måneder – og hvilken sjælden fornøjelse det er, at lave mad der skal stå og simre og tage smag, form og farve på et komfur i timevis.

Det blev en langsom morgen. Når muligheden nu er der og de viser stener fjernsyn på tv’et …

Fasten blev brudt med rester af den hjemmelavede kransekage. Den smagte stadig godt og jeg er alligevel ikke komme i gang med at være helt så sund endnu.

Pludselig sneede det så meget at en løbetur, virkede lidt uoverskuelig. Mine ben var i øvrigt stadig kvæstede – men efter morgenmad, blev det til en lang gåtur i det snepudrede København over aller broerne.

Der var hvidt og frost over det hele og rigtig mange frygtløse københavnere var ude og se om isen på søerne holdte. Og det så den ud til at gøre. Selv skulle jeg ikke nyde noget. Jeg kan endnu huske hvor koldt vandet i havnen var forleden og hvis det går galt, kan det gå rigtig galt, rigtig hurtigt.

Men måske har det været frost længere end jeg kan huske og isen er sikker nok?

Vi gik til og jeg er sikker på at jeg har forbrændt en brøkdel af det jeg har indtaget de sidste dage (uger, måneder…?) Med blusene kinder og frostbidte øre er vi nu tilbage i lejligheden.

Der mangler stadig en bid her, lidt konfetti der og at flytte et skrivebord fra rum til rum … men der er heldigvis også en dag i morgen … og dagen efter det.

Ja, der er jo næsten stadig et helt ubrugt år af tage af.

Min krop blev mørbanket af at slæbe på tungt dykkergrej. Op og ned af trapper. Broer og over sten.

Vi fandt et godt sted at komme ud på vores nytårsdyk. Nemt at komme i vandet. Og op igen. Vejret var som altid fantastisk. Luften sprød og vandet – ja, pænt koldt. Omkring 1 grad. Så koldt at når man først dykker ud, så føles det som at blive prikket med tusinde knappenåle på overlæben.

Men efter et kort stykke tid er man følelsesløs og mærker ikke mere.

Bagefter var der champagne og kransekagekonfekt. Bagt aftenen før og lækker, sprød og saftig på en gang.

Og vi nåede det hele bagefter. Bord, stuer, snacks, velkomstdrinks. Dronningens tale.

Der blev udvekslet et blik da talen gik på de unge mennesker, der ikke fik lov til at prøve kræfter med det erhverv de er blevet oplært eller uddannet i. Et enkelt ord blev sagt: kronprinsen?

Men de fleste i selvskabet var alligevel republikaner – så det betød ikke så meget.

Og vi fik lækker mad. Smukt og veltilberedt. Og jeg er nødt til at skrive bearnaise ellers får jeg aldrig fred. Men den var også god.

Vi drak gode vine. Hvide, røde og porten ikke mindst. Og derefter drinks og champagne og fik snacks og kager og …. pludselig var klokken mange og halvdelen af selskabets var nødt til at tage hjem, da børnene var trætte – og vi havde ikke engang fået natmad.

Men det fik de resterende så.

Og jeg sad der mellem min ældste veninde og en helt ny en, med min dejlige kæreste og vores gode ven og jeg havde det rigtig rart, mens de sidste raketter sprang udenfor vores vinduer og hotdogs, med det hele, blev forsøgt klemt ned.

Og det var så det år – og et helt nyt kan begynde.

Så det er det.