Maria fra Maskinrummet kører et rundkørselskunst tema. Og det fik mig til at tænke over min tid i Sharm, og noget af den kunst, der var langs med vejene der. For de gjorde meget for at pynte op.

Som de halve både der stak ud af klippen mellem Hadaba og Nama Bay.

Eller vandfalds-ørne-et eller andet monument,  der stod lige skråt overfor, Der blev bygget på det, det meste af det år vi var der, men som vi heldigvis nåede at få afsløret kort tid inden vi rejste:

Til gengæld, så blev jeg faktisk glad hver eneste gang jeg passerede søhesten. Mit yndlingsvanddyr, der stod så finog smilende mod den altid blå himmel:

Det er ikke alt der er smukt, der giver mening. Det er ikke alt der giver mening, der er smukt … men i Sharm, er der godt nok også meget, der hverken er smukt eller giver mening. For søhesten står eksempelvis lige i det område:

Jeg har søgt at hele mig med en weekend af offline.

En weekend af offline og pardannelse.

Været sammen med gode venner og snakke-snakke-snakket ude i den virkelig verden. Med mennesker der er så ulig mig og så alligevel så meget det samme.

Aldersmæssigt rækker vi over fire dekader og er på mange måder forskellige steder i livet. Et par står foran bryllup og snakker om børn, et andet par er i den begyndende midalder og  rejser og behov for flere arkitektegnede klassikere, fylder en masse. Det sidste par kunne gå på pension og det er primært lysten til at arbejde og noget med en bonus, der får dem til at gå på fabrikken og være andet end rejselystne.

Og så er der os. Som ikke længere er et os – men to individer. Mellem ønsket om børn og rejselysten og pensionen.

Det der binder os alle sammen sammen, er dykningen og vores tid i Egypten. De oplevelser vi havde der og dem vi lavede efter vi kom hjem. Fælles oplevelser, fælles venner.

Jeg er taknemlig for at verden har flyttet sig over tid, sådan at vi nu har en tid hvor der  godt kan være rum til et os af to individer mellem alle de andre pardannelser.

At man ikke nødvendigvis behøver at lægge alt bag sig, fordi man går hvert til sidst.

Er også taknemlig for den sødme der er i at genkalde sig de gode ting, der var i at være et os, for dem er der jo stadig mange af selvom man ikke fortsætter sammen.

Mit liv består af tre dele:

• en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
• et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
• et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

Så jeg har travlt.

Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

• 2012: januar til april

• 2012: marts til august

• 2012: september til december

Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.

Fik endelig besøgt, den gode Toppermis i Vejle.

Og det var mere end tydeligt, at hun nu boede der og ikke havde tænkt sig andet. Ingen varm velkomst der. Tjae ikke engang en velkomst fik man.

Og det er jo godt.

For det må jo betyde at katten trives i sit nye hjem.

Lige inden vi kom havde hun og hendes katteveninde, fået en fugleunge ind i stuen. Kattemor fik reddet den og den var blevet sat op i et træ, hvor den sad og pustede ud, da vi kom ind. Kattene sad under træet og ventede på at se om fuglen drattede ned. Det gjorde den nu ikke.

Da vi forsøgte at komme i nærkontakt med Topsen, forsvandt hun ind i et buskat – og derefter fik man lov at hilse på r**en.

En tilgang fra en anden side, sendte hende ud på fortorvet, hvor hun lå og rullede sig i solen på fortorvet, mens vi stod i duften af den timian vi trampede rundt i og ikke kunne så meget andet end bare at kigge.

“Der var nok ingen der havde regnet med, at en baggårdskat fra Egypten, skulle ende som forstadskat i Vejle“, sagde min kæreste da vi kiggede på kræet. Og der er ikke rigtig nogen tvivl om, at Topper er kommet hjem og at hun nu bor hos Ulla i Vejle og er ganske tilfreds med det.

“Topper har to senge“, fortalte Ulla os. “Før Topper flyttede ind havde Wimmer også en seng. Men nu har Topper to“. Så at Topper er flyttet ind, er der ingen tvivl om.

Jeg har været min blog lidt utro, her på det sidste – har slået mine folder her: grisefesten.wordpress.com – og det er omkring den gris og den tilhørende fest mit liv har drejet sig.

En glad gris til et glad liv:

En tredagsfest har taget sin ende, og min kæreste ligger og knurre på sofaen, og svigermor ditto i lænestolen. Kattene er gået omkuld på bænken. Den ene fuld af kæl og flæskesteg, den anden bare fuld af for mange mennesker … og jeg ligger her på sofaen, med udsigt til regn og en uge i sommerlandet, hvor jeg skal nyde at lave så lidt som muligt …. for det trænger jeg til.

Et rigtig fint punktum for et rigtig fint år er blevet sat i denne weekend og weekenden har endnu engang bekræftet, at det bedste ved at rejse ud som vi gjorde, er alle de dejlige mennesker vi har mødt. Og jeg håber vi kan blive ved med at møde dem.

Så er jeg i proces med at få et CVR nummer til min butik.

“Lovmand & Coach” kommer barnet til at hedde og der kommer forhåbentligt snart en hjemmeside til projektet – men for en gangs skyld er jeg lidt baglæns på it-siden.

Til gengæld er jeg forlæns på kundesiden og selvom jeg egentligt ikke er startet rigtigt, har jeg to kunder i hus. En stor kunde der giver mig beskæftigelse de næste 4 måneder og en lille en som virkelig har hjulpet mig med at definere mine ydelser og som nok sluttes ret snart, mange oplevelser rigere.

Da man ikke må lave iværksætteri på dagpenge og jeg ikke tør slippe den varme offentlige hånd før jeg har afprøvet om mine vinger kan bære, har jeg pt. tingene bygget op på den måde, at jeg er blevet ansat deltids hos hende jeg har en del arbejde for og at jeg så har min virksomhed bygget op omkring de ting jeg må lave som lønnet bibeskæftigelse.

For selvom det er sådan at man efterspørger iværksættere og ønsker at vi skal arbejde os ud af krisen, så gælder det ikke for dem der er arbejdsløse.

Eller det må man da godt. Man skal bare kunne gå fra 0-100 uden støtte.

Når man er arbejdsløs må man gerne have lønnet bibeskæftigelse – når den altså er godkendt af A-kassen. Man skal dog stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet og det betyder at man ikke må lave noget lønnet bibeskæftigelse i almindelig kontortid.

Man må kun beskæftige sig med det om aften og i weekenden. Og skal man have kundekontakt er det i samme tidsrum. Man må maks. arbejde 15 timer om ugen med det – og deri er også medregnet den tid man bruger på at bygge virksomheden op. Og man må maks. tjene 150.000 kr. om året på det.

Og så må man heller ikke have ambitioner om at man kan forøge indtægten og komme til at leve af det man laver ved bibeskæftigelsen.

Men man må godt søge beskæftigelse og man må gerne have flere forskellige arbejdsgivere og være ansat med forskellige ansættelsesbrøker og i kortere eller længere tid.

Så det er det jeg gør lige nu.

Søger ansættelse hos mindre virksomheder, der har brug for hjælp til at bygge -eller udvikle deres HR-afdeling/administration. Og der hvor jeg ikke får ansættelse, men opgaver der kan løses udenfor normal arbejdstid, løses de via min virksomhed.

Og hvad er det så jeg kan? Hvad er det jeg sælger i min butik:

Jeg kan hjælpe med at opbygge den administrative side af en virksomhed, jeg kan bygge en HR-afdeling, tjekke at man ansætter korrekt og har de juridiske sider i orden. Jeg kan også gennemføre afskedigelser eller udvikle medarbejdere og ledere. Jeg kan kigge på de arbejdsgange man har og lave vejledninger, som gør arbejdet nemmere.

Med min jura i baghånden kan jeg eksempelvis lave en medarbejderhåndbog og sikre at det der står i den er lovligt og med min coachuddannelse og udviklingserfaring kan jeg komme bagom frustrationer og skabe ressourcebaseret løsninger og udvikling af både individer og virksomheder.

Min målgruppe er mindre virksomheder (0-50 ansatte), gerne iværksættervirksomheder eller virksomheder der har gennemgået et generationskifte, da den type virksomheder ofte har stor fokus på deres kærneydelse, og derfor har et hængeparti på det administrative bagland og HR-siden.

Mit fokus er at lave ydelser der kan aflæses på bundlinjen. Der skal være mening med det jeg laver – jeg sælger ikke *fluff* og kaster mig ikke omkring med managementfloskler eller namedropper de sidste ledelsesteorier.

… og jeg glæder mig til at komme igang.

Fik ikke mindre end tre mails fra Toppers nye missemor her i weekenden. Topper er gået skridtet videre og har her i weekenden været ude i ikke mindre end 3 omgange.

Og det er gået ganske godt.

Hun har været nysgerrig og rundt, og rundt og rundt om huset, uden dog at forlade den sikre have.

Hun har klatret i stort dansk egetræ, og både fejlet og vundet og kommet en lille bitte smule til skade. Og har også overlevet det og fået trøst.

Hun er gået ud og ind og har spist og drukket og er fortsat med at bruge kattebakken ….

Hun har oplevet dansk forårsregn og det var ikke lige et hit, men så havde hun heldigvis et hjem at komme tilbage til.

Og endelig har hun smeltet sin nye missemors hjerte på præcis samme måde som hun smeltede mit og min kærestes …

Hun er i den grad flyttet til Vejle og er blevet fuldt integreret i sit nye hjem med missemor og misseven.

Jeg har nu et par gange oplevet, at jeg er blevet “stressificeret”det vil sige blive gjort til en negativ “stresshistorie” af andre mennesker. Du ved, man bliver ynket, eller “nååået” som om at jeg på grund af min fortid er en stakkel, som man skal passe lidt på. En der er lidt halt og ikke rigtig kan yde så meget mere.

Det er naturligvis gjort i en god mening. Det kan jeg godt forstå. Selvom jeg ikke kan identificere mig med det billede af mig, som andre mener jeg åbenbart skal have.

En knap så god mening, var den udmelding en rekrutteringsansvarlig gav mig efter en samtale. Personligt kunne han lide mig, min profil og mit drive … og var også “ok med min stresshistorie, men han var ikke sikker på, at virksomheden ville være ok med det.

Jeg kan egentligt ikke helt selv greje om jeg synes det er værst, at andre skal være ok med “min stresshistorie”. Eller at nogen ikke er ok med det.

For hvad er det de skal være “Ok med”?

• At jeg har været gået ned med stress?
• At jeg er kommet ovenpå igen?
• At jeg tror, at jeg kan klare et arbejde?
• (eller faktisk ved det)
• At der er en risiko for at jeg kan gå ned med stress igen (ligesom alle andre mennesker)?
• At jeg modsat andre mennesker nu kender mine stresssymptomer og ved hvornår og hvordan jeg skal reagere?
• At jeg er kommet helt vildt styrket ud af det her og ved hvor mine grænser er?
• At jeg efter et års sabbat i den grad kan mærke mig selv, og hvad andre mennesker gør ved min energi – så jeg kan sige til og fra på opgaver og mennesker, og skabe den bedst mulige balance mellem arbejde og privatliv?

Er det ikke alle sammen ting, alle kan være ok med? Om som det er ok at leve efter?

Jeg oplever ikke længere, at det at jeg har været gået ned med stress gør mig til en dårligere eller skadet arbejdskraft. Nærmest omvendt.

Jeg er godt klar over, at jeg ikke var på det her sted, efter første gang jeg gik ned med stress og at den sidste chef jeg havde, havde en grund til at mene at jeg ikke var ok.

Og han har også ret.

For da jeg startede på det arbejde, var jeg på ingen måde kommet mig ordentligt over min første omgang stress. Jeg var udover det, stadig fedtet ind i noget frustration omkring den måde jeg fik afviklet mit tidligere job på. Jeg var vred, ked af det og havde i virkeligheden stadig mange stresssymptomer.

Eller om man vil – jeg var stadig “nede” med stress.

Det er jeg ikke i dag. Og når jeg møder andre der er “nede med stress” kan jeg sagtens genkende symptomerne og jeg kan se, at de gerne vil dele deres historie med mig og føle at vi er sammen om det her.

Men vi er ikke på samme side. Vi er ikke engang i samme bog.

For i dag er jeg lykkelig for min stress.

Det at jeg gik ned med stress er nok noget af det bedste der nogensinde er sket mig. Og jeg ønske, at alle der gik ned med stress, kom igennem det og fik det ud af det, som jeg har fået.

Min stresshistorie er, at jeg er blevet et lykkeligere og meget mere afklaret menneske – og jeg håber at den indsigt, er noget jeg kan bære med mig i resten af mit liv.

Var jeg ikke (igen-igen) gået ned med stress, havde jeg ikke taget et sabbatår. Og havde jeg ikke taget et sabbatår, havde jeg ikke været igennem denne her proces hvor jeg langsomt er helet og har fået års frustrationer og negativitet skrællet af mig, sådan at jeg nu virkelig kan mærke hvad jeg ønsker og hvad der giver mig energi.

Og hvem der giver mig energi.

For mens der måske ikke sker så meget her på bloggen, så sker der en masse ude bagved skærmen.

Og det med hvem og hvad der giver mig energi, er klart mine nye rettesnore.

Sammen med bevistheden om at jeg ikke vil nøjes.

Jeg vil have det hele – og det tror jeg at jeg kan få.

Så jeg er helt ok med min stresshistorie.

Og jeg håber at du også bliver det.

U P D A T E

På facebook var der en der havde nedenstående billede på sin profil … og på en eller anden måde, så siger det egentligt mere præcis det jeg mener:

I vores tid i Egypten lærte vi en masse dejlige mennesker at kende. Og vi snakkede om at vi ville holde en stor fest for dem vi mødte når vi var tilbage i Danmark – som en ordentligt afslutning på et spændende år.

Så det gør vi – og jeg kan naturligvis ikke lade være med at blogge om det … så det hele kan følges på http://grisefesten.wordpress.com – og ja, det er da totalt overkill at lave en blog om en fest …. men når man nu har muligheden og synes det er sjovt – ja, så er det det der sker.

Det der bloggeri, griber da også om sig og gud og hver mand laver da snart sagt en blog om alt!

… men du er velkommen til at læse med hvis du vil.

P.S. Har aldrig været god til at holde tingene på et lavt blus

P.P.S Er rigtig god til at gøre tingene til et projekt….

På vej til (påske)sommerlandet blev turen lagt rundt om Vejle. Solen skinnede og her og der stak forsythiaen sit gule ansigt frem, himlen var blå og høj. Og i et hus af røde sten, bor der en Ulla og hendes kat – som nu har fået en ekstra beboer.

Jeg har ikke noget kamera for tiden og derfor har jeg ikke nogen billeder af Topper, der ligger på sit klatremøbel om morgen og lige tager en ekstra runde rundt på ryggen, for at blive morgenkælet, når vi står op. Heller ingen bevis på, at jagtinstinktet var tunet og klart, når hun med de sødeste så miav-lyde var ved at gå til af ivrighed over mågerne og duerne udenfor vinduerne. Eller hvordan hun lige passede på sofaarmlænet, som hun lå på, på sin helt specielle måde – mens hun holdte øje med både os, de andre katte og med et halvt øje på tv’et. Ingen film af hendes ynde og charme når hun jagtede sit legetøj eller gav igen på tiltale, når drengenes jageri blev for meget.

Men jeg har dem og alle de andre billeder og minder over vores tid sammen, i mit hoved og i mit hjerte. For hun var min hjertemis, min kærestemis og min lille dejlige pigemis.

En lille heldig egypterkat, der kom væk fra livet som gadekat og nu bor hos en Ulla i Veje.

Og jeg er sikker på, at der er en mening bag tingene og når det igen bliver sommer og varmt, er jeg glad for, at Topper nu har et liv, hvor hun igen kan klatre i træer og nyde det frie katteliv: