Kategori: Festen vers. 2.0

Arkiverede indlæg under den kategori


  • På sådan en helt almindelig mandag

    Jeg havde gummisko på, så jeg gled lydløst hen af gulvet. Pludselig lidt identitetsløs uden min evindelige klapren af hæle på den lange gang. Men jeg var nødt til det, min hoftet var danset helt af led.

    Men jeg sagde “hej” og blev set her og der.

    På ti minutter fik jeg sat mig ind i vanskeligt stof, havde en telefonsamtale og fik tjek på de ting, der manglede. Jonglerede med en milion og gav forslag til en bedre måde at bruge pengene på. Såede et frø.

    En toiletpause. Tjekkede det nye hår og tænkte på hvordan en uges ferie kan få folk til at glemme, eller om det var fordi ingen kunne lide det?

    Havde en snak her og et grin der og en latte fra maskinen i køkkenet … under den pause tænkte jeg på min uge som pensionist (og festen!) og på at det var en uge siden jeg sidst havde drukket kaffe .. og at man ikke får abstinenser, når man ikke tænker på, at man mangler.

    Tjekkede de mails, der ikke blev tjekket i går, skrev en klage (på det helt private plan) og gik til endnu et møde og et til.

    Sagde tillykke til en der var rykket op i graderne, snakkede fest med en anden og drøftede transporttid med en tredje, mens jeg ventede på 40 kopier – i to farver, kopieret på begge sider.

    Da klokken nåede 14 opdagede jeg, at jeg havde glemt at spise og jeg varmede mit helt eget hjemmebagte foccacia med rosmarin og spiste det med små blommetomater, mozzarella og hjemmedyrket basilikum (den fra trappeopgangen) sammen med oliven med mandler. Og drak koldt vand til.

    Fik flyttet en aftale og rykket en anden frem – og sendte en mail til 120 ledere fra en anden og videresendte et ok til en beklagelse fra dem helt i toppen.

    Og klokken var næsten halv seks før jeg var hjemme.

    Og så gjorde vi rent og jeg skrubbede håndvasken så godt jeg havde lært.

    Startede på et regnskab, indkaldte en halv dykkerklub til en tur og børstede to katte. Spiste pattegrisrester og en dumle.

    Men så var jeg efterhånden også ved at være træt … og jeg overvejer om jeg er for meget mand og burde have mig en kone, der kunne bestille en tid hos lægen, så jeg kunne få tjekket min hofte.

    Eller om jeg kan blive ved med at slå det hen, med for meget dans.

    For jeg fik godt nok danset igennem til den der helt vidunderlige fantastiske fest, vi fik bikset sammen.

    Og jeg tænker på … hvordan kan det stadigvæk kun være mandag, når dagen har været så lang?


  • Sikken en fest vi har haft …

    Der var helstegt pattegris, fantastisk fadøl, kulørte drinks på slushicemaskinerne garneret med jukeboks og diskokugle.

    Og der var ingen af vores nogle og halvtreds  gæster der gik tøstige i seng, og alle som vi har hørt fra, har tilsyneladene haft håndværkere på besøg i løbet af dagen i dag.

    – og man kan sige meget om folk der er +40, men feste til den lyse morgen, det kan de stadig!!

    Og det hjælper pænt, når man stiller et hus, jukeboks og en discokugle til rådighed.

    Selv har jeg danset så meget og så heftigt, at jeg tror min hofte er gået ud af led – men jeg har godt nok haft det sjovt imens.

    Nu kunne jeg godt sove en uge.


  • Det truer fraoven

    Min himmel er mørkegrå og truende og jeg har majonæse i håret.

    De siger det bliver regn og min dag er indrettet til hjemmeysler. Ansigt og hår har fået en tur og jeg har planlagte projekter for hænder og fødder.

    Jeg har fri hele ugen og har skiftevist leget hjemmegående, livsnyder og partyplanlægger (og en lille smule pensionist).

    Suppen er fundet. Og jeg har fundet ud af at det ikke er muligt at lave én suppe som alle har som favorit – uanset hvor mange supper eller mennesker der prvespiser dem, bliver resultatet ikke entydigt – så nu laver jeg bare den min kæreste bedst kan lide.

    Alle spørger mig om jeg ikke har travlt med den der fest – og lige for lidt siden opdagede jeg, at det jo faktisk allerede er i morgen det er fredag. Så måske skulle jeg begynde, at blive lidt stresset.

    Men jeg føler faktisk at jeg har tjek på tingene og at resten nok skal komme – men ligesom med den der regn der truer, så kan det da godt være at jeg pludselig bliver ramt af et skybrud stress – men lige nu går det ganske godt.

    … og spørgsmålet er om den der regn også bare er en trussel uden indhold?


  • Et under vi får mad hver dag

    Det her indlæg blev ved en fejl erstattet af et nyt indlæg.

    … og jeg kan ikke huske alt hvad jeg skrev i går … andet end at jeg oplistede nogle af alle de supper jeg har testet for at finde den perfekte kolde sommersuppe, så her kommer de i en ikke prioriteriet orden:

    • Ajo Blanco
    • Græske Agurkesuppe
    • Agurk/melon
    • Avocado
    • Tomat/melon med paprika
    • Tomat/fersken med carry
    • Melon/argurk med mynte
    • Gazpacho
    • Ærtesuppe

    Pyha!


  • Projektstatus

    Ind i mellem føles mit liv som bar’ arbejde og ingen sjov.

    Når det er sådan så ved jeg, at det er fordi jeg fylder for meget på, og det tager det sjove ud af de ting, der skulle være sjove.

    Men jeg har også mange bolde i luften – både på arbejdet og i privatlivet … eller det føles i hvert fald sådan – men her er min status lige pt.

    Dykkerkursus:

    To praktiske prøver og en teoriprøve bestået – herligt med teorien, for som kæreste til en dykkerinstruktør, fik jeg mega præstationsangst og var stadiet som foster, temmelig nær i dagene op til prøven. Der mangler stadig to store og flere små praktiske prøver, før jeg kommer endeligt igennem nåleøjet.

    Haven

    Efter at have fået lavet højbede, blødt jorden op og gravet leren (ler, ler og f*ing ler!) igennem, er der kørt 1m3 sand, 2½ m3 kompost og ½ m3 champost på. Det hele er blevet blandet igennem og jeg har sået både i haven og i lejligheden herhjemme.

    Men om ikke så længe er banen til selvforsyning lagt. Jeg satser på gulerødder på størrelse med roer!

    Festen

    Tilbagemeldinger er begyndt at komme – en del afbud fra Jylland (desværre, men forventet) og det har heldigvis levnet rum til, at jeg har fået lov til at invitere lidt flere af dem, jeg også gerne vil se … Udover at lokalet er booket og besigtiget – er kød, øl, vin og teknikaliteterne bestilt. Ligeledes er der booket damer til serveringen og en kok til at skære i svinet .. den spidstegte pattegris, altså. Vand, bælleøl, sprut til slush-icen og det til kaffen er indkøbt ( i tyskernes land).

    Det er lige før vi bare mangler at købe ind, lave mad og dække bord. Men jeg vil nu tror at det føles som mere, når vi nærmer os dagen.

    Vægten

    Jeg er (igen) oppe på 8 tabte kg. Det har været lidt af en frem og tilbagegang, fordi jeg har svært ved at fokusere på indkøb og madlavning, når jeg har mange bolde i luften. Men hver gang jeg virkelig gir’ den en skalle med kosten, så ryger der et kilo eller to … og lige så langsomt skal det nok komme.

    Jeg holder ved og jeg er stadig superglad for madlog.dk og specielt den gruppe jeg er i, som i høj grad er med til at fastholde mig i mit vægttab og ændring i kostvaner.

    Motion
    Det område går det så ikke så godt for. Med alle de andre ting der er i mit liv, har jeg ikke været nede og træne i nok en måned … en af de her dage, skal jeg enten have sat mit medlemskab på pause, eller komme igang igen.

    Stress
    Jeg kan mærke, at jeg stadig skal passe på. At jeg er skadet, om ikke for livet, så for en tid. Der skal mindre til at få mig ud af fatning – men samtidig er jeg også mere opmærksom på de tegn der er, og jeg er blevet meget bedre til (ind i mellem) at sige fra.

    Men jeg har vistnok ikke helt lært det endnu….


  • Næsten royal

    Jeg har sovet som en prinsesse, efter at jeg brugte en del af gårsdagen på først at tale med Latterkongen og dernæst dinere med Ølkongen og frue … og jeg må indrømme, at da middagen blev sat på bordet, så forsvandt alle lyster til mådehold, i dampen fra den grydestegte kylling.

    Mandag kan også være en festdag … og det blev det.


  • Masser af succes

    Efter at jeg havde valgt at bruge min søndag på at dumpe den anden dykkerprøve, istedet for at grave højbedene i min have efter det princip, der var i den bog jeg fik af min far i forsinket fødselsdagsgave – da jeg havde inviteret ham ud på en forsinket fødselsdagsmiddag … tog jeg på et seminar.

    Og denne gang var det mig der stod bag podiet og sagde alle de kloge ord, orkestrerede folk og bad endnu klogere folk om at tale.

    Og det var min indsats der efterfølgende blev evalueret – som jeg har evalueret så mange andre.

    Og bagefter var jeg bare træt … men efter en lur, hoppede jeg op på projektlederhesten og lagde grundplanen for min egen lille sommerfest.

    Og jeg håber jeg har de samme evner på privaten, som jeg har på arbejdet.



  • Festen version 2.0

    Nu starter det forfra

    Vi har besluttet at holde en fest. En sommerfest.

    Og enten har vi for mange venner – ellers så har vi for lidt plads og for få penge, for selvom vi har inviteret 114 mennesker, så bliver jeg ved med at støde på/tænke på at jeg kunne da også godt tænke mig at se den eller den.

    Men nu er invitationerne sendt ud – til Sjælland og Jylland og hvis alle kommer, må vi finde et andet sted at holde det eller sidde virkelig tæt – for der er plads til 78 siddende mennesker.

    Vi har inviteret familie, hans og hendes venner, folk fra vores dykkerverden og fælles venner. Og vi har måtte skære et sted, så der er ikke inviteret kollegaer eller for mit vedkommende; folk fra bloggerverden.

    Og hver gang jeg støder på et fedt menneske som jeg synes jeg kender, så har jeg bare sådan en lyst til at invitere … men jeg må på den hårde måde lære begrænsningens kunst.

    Men lokalet er lejet, invitationen sendt ud – hovedtankerne er tænkt og nu kommer selve arbejdet med at arrangerer det.

    Og jeg ville lyve slemt, hvis jeg hævdede at det ikke kommer til at tegne et indlæg eller to i den kommende tid – så der er blevet opsat en ny kategori “Festen vers. 2.0”.



  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem



De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com