Jeg kan huske da jeg første gang stødte på Blogbot, det var en hel ny verden der åbnede sig for mig. Indtil da havde jeg kun fundet nye blogs ved, at følge links rundt via de (få) blogs jeg kendte – men pludselig lå der en helt ny verden foran mig, og jeg kunne fråde og fråse rundt i alle mulige blogs, jeg ikke havde kendt eksistensen af – og ikke ville have stødt på på anden måde.

Sådan er det ikke rigtig idag.

Ikke fordi der ikke er ordentlige blogs at finde, men simpelthen fordi almindelig blogs forsvinder i strømmen af tilbud om forbrugslån, seniordating, varme villige fi**er, Mr Green ger alla fem chanser på Den Gröna Miljonen utan insats, Musica: Carmen Consoli rivive ‘Mediamente, fjærkræ og tips om hvordan jeg gør min hvalp stueren.

“Du kan jo bare ignorere dem du ikke vil se” vil den smarte sige, men nej, det kan man ikke. Af en eller anden årsag er det ligegyldigt hvor mange gange man ignorere de forskellige sites, så bliver de ved med at dukke op.

Og det er vel et eller andet sted det, der er allermest kendetegnende for lige netop spammeradfærd: man er ligeglad med alle dem der ikke er interesseret, for dem der er, gør det det hele værd at fortsætte og det gør man uden stop.

Jeg er ikke ude efter blogbot, jeg synes at ham, der styrer butikken gør et fantastisk stykke arbejde og at det sikkert er en biach at få det hele til at fungere.

Jeg har riven ude efter dem, der alligevel må gøre en indsats for at få deres – i mine øjne – ufattelige ligegyldige site til at pinge på et site forbehold blogs, når de tydeligvis ikke er målgruppen og bare er der for at sælge et produkt.

Ironien er så, at lige præcis spam også er blevet min egen skæbne:

På et tidspunkt må jeg være røget i et Akismetfilter i en wordpress-blog og nu kan jeg ikke skrive en kommentar på en wordpressblog, uden at blive sendt lige durk tilbage i spamkøen – og det er uangtet at mine (få – men vittige) kommentarer efterhånden mange gange er blevet hentet frem og pudset af, af berørte blogejere.

Det er lige før at spam skal på listen med hungersnød og verdensfred – det virker i hvert fald nærmest lige så usandsynligt at det forsvinder som de to andre onder.

.. hos akupunktøren:

Ups!

Det siger man bare ikke, når man er udstyret med meget små, meget stikkende nåle.

Hver gang min tidligere chef har fået jaget mig til læge, har det vist sig, at der var noget i vejen med mig (eller mit helbred da) – så jeg burde have vist at jeg ikke skulle tage hendes råd om lige at blive tjekket af en læge, nu hvor jeg gik ind i 3. uge med sløjhed.

For det viste sig (selvfølgelig) at jeg havde en infektion og bronchitis til at toppe det med. Det første kan man så ikke gøre noget ved og det sidste udlodder en fin rund æske, jeg skal suge i en 3-4 gange om dagen.

På den gode side er, at den ekstreme nedgang i min fysik, som jeg har oplevet her i den senere tid (jeg pruster som en hest når jeg går op på 4. sal), måske stammer mere fra bronchitisen end i at jeg er blevet endnu mere doven og lasket end jeg havde regnet med.

Det handler om at finde the silver lining…

Mit forsøg på at købe et badeværelsesskab, resulterede i at jeg endelig fik købt et skoskab, som jeg har snakket om i umindelige tider.

De er nu hængt op, men alle badeværelsestingene står stadig i stuen.

Og det er måske meget sigende om denne her uges ferie, som på ingen måde blev som jeg havde regnet med.

Jeg har været syg eller småsløj det meste af ugen og udover, at jeg fik hjulpet nogle forskellige familiemedlemmer ved at lege husjurist, har jeg ikke nået en pind af de ting jeg havde sat mig for.

Jeg kunne egentligt godt bruge endnu en uges ferie, tak.

Mit rengøringsmareridt i går, resulterede i at jeg fik ødelagt mit badeværelsesskab, da jeg skulle flytte på det. Benene, der var af plastik, knækkede af.

Så jeg har toiletting over det halve af stuen og planer om en tur ud i indkøbshelvede for at se om der findes en erstatning.

Jeg ved at jeg burde satse på noget i en ordentlig kvalitet denne gang, men jeg ved også at hvis jeg skal ud og bruge ordentlige penge, så ender der med at gå projekt i det og så bliver det ikke på den her side af årsskiftet at parfumerne flytter fra deres plads på højtalerne og tilbage til badeværelset.

Jeg kan huske første gang jeg oplevede Peking And. Rigtig Peking And. Den skulle bestilles mindst 48 timer før og man skulle komme præcis. Jeg var i starten af tyverne og boede på Grand Canaria.

Anden kom hel ind til bordet. Rød, sprødstegt og glinsende. Jeg vidste ikke hvad jeg var gået ind til.

Der var tre serveringer;

– Andebryst med sprødt skind i pandekager; med to pinde stod tjeneren ved vores bord og rullede den sprødstegte and ind i tynde pandekager sammen med forårsløg og agurkestrimler, sammen med en tyk sort blommesovs.

– Suppe; igen tog tjeneren pindende frem og med dem plukkede han stykker af andekød af fuglen. Kødet blev lagt ned i en krydret suppe, som i mellemtiden var kom dampende ind fra køkkenet og blevet serveret for os.

– Wok/nudler; resten af skroget blev taget ud og lidt efter kom der en lækker wokret med nudler ind. Jeg mener at kunne huske at den stadig sislede og sydede. Den smagte i hverfald godt.

Peking And er mere kunst end egentligt mad. Dem som har oplevet det serveret i Kina, siger at alt andet er en bleg efterligning. Jeg har ikke oplevet Kina, men jeg er sikker på at den dag for over 20 år siden oplevede jeg en lille bitte flig af det fantastiske køkken som kinesisk mad også kan være.

Og i aften har jeg sat min kæreste stævne på en af byens restauranter som efter sigende kan leve bare lidt op til mine drømme om god kinesisk mad:

Anmeldelse i Politikken

Anmeldelse i Berlingske

Det handler om at forene det sure med det søde. I livet som i madlavning.

Når folk har spurgt mig om hvad jeg skulle lave i min ferie har svaret været at “jeg skal rydde op”.

Planen var at få ryddet op i skabe, skuffer og gemmer. At få flyttet lidt om og lidt rundt. Og hvis vejret var til det også få ordnet lidt i haven. Planen var at skabe noget luft. Få energierne til at flyde. Starte lidt forfra, manifesteret ved mere rene flader og knapt så meget dims.

Vejret har klart været til at rydde op.

Men ikke energien.

Så jeg har siddet med al den tid foran mig og har lavet ingenting. Og ikke engang den gode ingenting. Jeg har lavet den der ingenting, hvor man sidder og bliver indebrændt og bitter på livet.

Den der ingenting, hvor tankerne kører i ring og oprydningen, som jeg faktisk har glædet* mig til, kommer til at blive til en tankerække, der i høj grad består af  “det-er-også-strengt-at-det-altid-er-mig-der-skal-gøre-det”-tanker.

Og det næste jeg oplever er, at jeg i en slags selvskabt fornærmethed sidder og laver ingenting. Ingenting som giver mig ingenting, istedet for i det mindste at lave noget, som skaber energi og glæde.

Men jeg tror jeg vil vriste mig ud af grebet – få lavet noget. Et eller andet, som er behageligt at lave og gør mig godt.

Tror det skal være noget med at smide ud. Tror jeg lige præcis i dag, vil være god til at smide ud.

*glædet = ikke så meget som i gøren, som i den efterfølgende væren

I stedet for at blive bedre, blive rask, har min krop valg at tage en tur til i manegen. Så i stedet for at være ude i det gode vejr, har jeg sovet det meste af dagen.

Og misserne i mit liv har sove med i solidaritet:

Det sidste mødet er holdt, det sidste punktum sat og dokumentet er mailet videre med en redeførelse for diverse udfordringer. Jeg nåede det jeg skulle og resten af processen kan tage form.

Så jeg mødte min deadline.

Til gengæld har feberen taget fat i mig igen, snottet flyder lystigt og jeg er begyndt at hoste.

Så nu vil jeg gå i seng.

Men heldigvis kan jeg se frem til en uge hvor jeg kan restituere mig.

For jeg starter ferie i dag.

Ummmm…

For første gang siden min sygemelding, bliver jeg nu mødt af en deadline og krav til min arbejdsindsats.

I morgen skal jeg være klar med et stykke arbejde. Jeg har kæmpet med det (og min egen sygdom og andres ferier) og jeg må bare se i øjnene, at det jeg kommer til at aflevere ikke ligner min normale standard.

Der er koblet 2 efterfølgende kontrolforanstaltninger på resultatet og jeg må bare se i øjnene, at de kommer til at finde fejl … men sådan er det, jeg er ikke fejlfri og det må jeg bare æde.

… jeg er ikke fejlfri dér eller hér, eller nogen steder. Men jeg har gjort mit bedste og det må vel alt andet lige være godt nok.