Kategori: Bryllup

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Ringene

    Alt det der fungerede #3

    stranden bryllupsbilleder_045674808281530881988..jpg

    Min svigermor døde, samme dag som vi havde fået fastlagt, at det blev i år vi skulle giftes. Men selvom hun ikke kunne blive en del af vores bryllup, er hun blevet en del af vores ægteskabssymbol.

    Vores ringe er nemlig smedet af det guldarmbånd hun altid bar og havde på da hun døde.

    Og som et yderligere minde har vi fået ingraveret en detalje fra mønsteret i armbåndet.

    dav

    Mønsteret sidder på ydersiden af min ring, og på indersiden af min mands.

    Og vil være et minde om, at det sidste der rørte ved hende, i hendes liv, er det første, der berører os i vores nye liv sammen.


  • Maden

    Alt det der fungerede #2

    Da vores bryllup endte med at skulle holdes, kun 4 måneder efter at datoen var blevet sat, var vi glade for overhovedet, at finde en kok.

    Knapt så glade, da vi fandt ud af at kokken var slagter og normalt leverede maden færdig og i varmekasser.

    Ikke fordi der er noget galt i det – men når man har en ide om at servere de første nye kartofler, og spæde danske asparges – så er det nødt til at komme frisk fra køkkenet.

    Hvilket også var ideen med, at vi havde lejet et sted, med et professionelt køkken.

    Og det endte med at blive præcist som vi ønskede os.

    Menuen var:

    Forret

    • Laksetatar på sprøde salater med rugbrødschip

    Hovedret

    • Rosastegt kalvefilet med skysovs
    • Nye danske kartofler, med ramsløgspesto
    • Danske asparges med et drys af citronskal – og saft, samt revet gammel knas (ost)
    • Mormorsalat med jordbær
    • Langtidshævet surdejsbrød
    • Diverse dip

    Dessert

    • Citronformage, portionsanrettet

    Ramsløgspestoen, havde vi lavet selv – hvilket i den grad gav mig indsigt i, at jeg ikke er klar til at lave mad til 70 gæster.

    2 poser ramsløg blev plukket i naboens skov. Blev tilsat 1 kilo ristede afskallede hasselnødder og flere liter olie og 1 kg vesterhavsost.

    2 blendere brændes af i processen og du smager til med citronsaft og lidt salt.

    Og rydder op og vasker køkken ned i et par dage.


  • Alt det der fungerede #1

    Nu hvor jeg er kommet af med de sten i skoene, jeg, som jeg som den perfektionist jeg er, jo ikke kan undgå at lægge mærke til, kommer nu alt det der fungerede.

    Stedet, først og fremmest.

    Vi havde lejet en spejderhytte. Men en spejderhytte ekstraordinære… med en fantastisk atriumgård, med indendørs bålplads… det er ikke hver dag, man kan diske op med både liveband og åben ild.


  • 10 gode råd til en kommende brud

    Vi havde en fantastisk dag og en lykkebrusende fest…

    Men jeg var en bedre bryllupkoordinator end brud, og jeg glemte lidt at huske, at det var mig der var bruden – brugte eksempelvis tiden inden vi tog afsted til kirken, på at krølle mine brudepigers hår istedet for på mig selv – og det kunne mærkes i kirken og indtil festen gik i gang.

    Så her kommer 10 gode råd, jeg ville ønske jeg selv havde fået og fulgt, så ville jeg have været en lidt bedre forberedt brud…

    Til dig der er brud, eller hjælpende brudepige:

    1. Tjek skosålerne

    Vi havde joket med det – mange gange, om de der brudepar, der møder op med rabatmærker under sålerne. Eller beskeder skrevet. Det er fint – men husk lige selv at tjekke skoene og helst før du går ind i kirken – ikke når du sætter dig ned og det er alt for sent.

    2. Sørg for at kjolen passer

    Det er fint nok at købe en kjole på nettet. Men når du gør det, så skal du sørge for at have den på i længere tid, end den tid som det tager at få den lagt op. Det er nemlig ærgerligt, når det først er på dagen og efter fotografering, at du rigtig erkender, at den glider af overkroppen og du viser alt for meget barm.

    3. Sikkerhedsnåle, plaster og sytråd

    Gode remedier, at sørge for at have ved hånden, sådan en dag. De kan godt behøves.

    4. God bh

    Uanset om du vil investere i bryllupsundertøj eller ej, så lad være med at blive gift i en bh, hvor bøjlen ryger ud og stikker dig og den ene strop falder af. Ellers risikerer du, at sidde i en bil, med nøgen overkrop og forsøge, at fikse ovennævnte med lidt strikkegarn og en stump, kinesiotape.

    Det lykkedes men det var ikke kønt, heller ikke for de modkørende.

    5. Blomsterpige

    Inden du arrangerer, at yndig lille 5 årige niece skal være blomsterpige, så tjek lige med præsten, at de også er ok med det. Det giver en noget stram stemning, når man ankommer til skuffet 5-årig, fordi “blomsterblade smitter af”.

    Og husk i øvrigt at fortæl fotografen, at der er blomster- og brudepige – de kan åbenbart godt overse det, hvis der ikke er musik til deres ankomst.

    6. Husk ryggen

    En stor del af tiden i kirken, har du ryggen til folk. Sørg for at du har en – gerne en brudepige, der tjekker at dit hår ser pænt ud bagfra, at kjolen ikke folder på en underlig måde og at bh’en ikke stikker op. Så du ikke først opdager det bagefter… på billederne.

    7. Aftal hvordan du forestiller dig at blive fotograferet

    Når du nu har fået fat på en sindsyg dygtig fotograf, og du har verdens bedste setting, så sørg da for at bruge bare 5 minutter på at snakke med fotografen om hvad du gerne vil se på de færdige billeder.

    Jeg ville eksempelvis have været glad for nogle billeder, der viste hele den fantastiske strand vi var på, og gerne have haft nogle færre billeder af mig selv i profil, da det ikke er min yndlings side af mig selv.

    8. Få styr på hvem der holder styr på dine ting

    Sørg for at en enkelt person, har styr på dine ting, for du ender åbenbart med, ikke at vide hvor noget er, når du overgiver din taske til en anden.

    Håber virkelig mine solbriller med styrke, dukker op inden jeg skal rejse ned i solen på søndag.

    9. Uden mad og drikke…

    Hvis du kun får morgenmad og kl. er over 18, inden du spiser næste gang – så er det mere end de fleste kan klare.

    Sørg for at der er en sandwich eller en god snack, et sted du kan komme til.

    10. Lad være med at tro, at du lige kan sjusse dig gennem talen

    Hvis du vælger at holde tale, så brug den tid det tager at skrive og øve talen. Eller forsøg som mig, at overbevise din mand om, at den manglende udfoldelse skyldes et ønske om ikke at overstråler ham. Og se om det går bedre for dig.

    Puha… det skulle lige ud. Alt det andet var i øvrigt perfekt.


  • Kunsten at gøre en god bordplan

    I påsken lavede vi den perfekte bordplan – syntes vi. Vi har runde borde, der kan sidde 5-7 pr. bord og vi mente vi havde lavet en plan der inkluderede “kongebordet”, “her vil vi selv gerne have siddet”, “det skal nok gå”, “det kan blive helt godt” og “okay, men de er altså også svære at placere” … 3 afbud, et kritisk genkig og vi er helt på bar bund.

    Hold da op.

    Nogen gange oplever man selv at man er en del af kongebordet og det er en fantastisk fest og andre gange er man placeret ved siden af en onkel fra Langeland, eller en pensioneret bogholder med en kærlighed for brætspil, og det kan være endnu mere fantastisk eller det modsatte. Og med ens egen gæster ved man heller ikke om man læser dem rigtigt, for jordens mest charmerende fætter, kan vise sig at være en der vender ryggen til en god veninde og venindens mand, man ikke selv kan slå et ord af, kan vise sig at dele en passion, med en man ikke vidste havde det i sig.

    Men ikke mere overspring, vi er nødt til at tage en runde til i manegen.


  • De sidste ugifte dage

    Jeg reder min seng, gør klar til afrejse og tænker; når jeg kommer hjem, er jeg gift.

    Der var en gang, der var lang tid til.

    Det er immervæk 3 år og 1 dag siden han friede til mig.

    Og 4 måneder siden vi fremskyndede den dato, vi endelig havde fået sat.

    Skal vi tænke i forældre, så er der gået 2 døde mødre, en alderssvækket stedfar og en far med diagnosen knogleskørhed og demens. Siden frieriet.

    Og de har fyldt.

    Men nu pakker jeg min bil og lader bryllupsglæden snige sig ind over mig. Det bliver stort, siger alle – og det vil jeg gerne lade det blive.





De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com