Middagen gik fint. Humøret var højt, både talen og vinen flød rigeligt – og alle inklusiv værtinde var tilfredse med arrangementet. Morgen har været tilpas langsom, og nu hvor det meste er ryddet op – er der kun to ting tilbage for mig at gøre, her på min fødselsdag:
… og lige præcis det, er noget af det jeg gør bedst.
Da min søster for både 11 og 6 år siden satte børn i verden på disse tider, var det med en anelse børnefornærmelse fra min side, for hvorfor skulle de fødes lige præcis omkring min fødselsdag?
Jeg plejede jo at være centrum i universet, sådan i slutningen af februar og holdte mine store familie-venne-åbent hus-arrangementer.
Jeg kom dog over det.
Og da jeg alligevel begyndte, at være væk på både min og deres fødselsdage, gjorde det ikke så meget.
Indtil i år, hvor jeg igen er hjemme i moderlandet, på det tidspunkt hvor naturen ellers vender bagen til og siger at vi bare kan komme an.
Og i mellemtiden har min søster overtaget rollen, som hende der arrangerer familie- og venne-åbent-hus-arrangementer. Og selvom jeg elsker min familie, så synes jeg at tre weekender i synden med lagkager og boller, måske er lige i overkanten.
Så i år holder jeg pigefødselsdag.
6 smukke og dejlige kvinder, som på hver deres måde har beriget mit liv, her det sidste år, kommer hjem til mig og jeg glæder mig til at være i deres selskab. Jeg glæder mig til at give dem noget tilbage, fordi jeg synes at de har givet mig så meget. De kender ikke rigtig hinanden, så jeg er spændt på hvordan det kommer til at spænde an – men de kommer ikke til at sultne.
For jeg har tænkt mig at fodre dem af med følgende:
De bliver budt velkommen med en Melonsurprice. der består af frosne melonstykker blendet med en sirup af granatæbler og hyldeblomst – tilsat hvid rom, sour, og Grand Marnier. Dertil nogle gode chips og hjemmelavede blandede saltede nødder.
Derefter sætter vi os til et tappasbord hvor de kan vælge følgende.
Dertil mere traditionel tappas som
og selvfølgelig forskelligt slags brød, både hjemmelavet og købt og nogle lækre dressinger med forskellige krydderurter. Der bliver serveret rød- og rosevin til.
Desserten er fortsat i tappasformen og jeg har lavet små portioner af
Til desserten er der indkøbt portvin til dem der trænger – og dem der vil noget andet kan få en avec eller en likør, for vi har et skab fuldt, som alt for sjældent kommer i udbud.
Og så er der kaffe – med en total blærerøvschokolade, for dem der kan klemme mere ned.
Jeg tror det bliver godt, og jeg er glad for at jeg har valgt at lave mad der gør, at jeg kan sidde med til bords istedet for at fare frem og tilbage.
…. og nu vil jeg komme videre i programmet, for tingene laver jo ikke sig selv og jeg har ting på lister, som skal streges ud.
Næst efter Verdensminister ™ , så må det her være drømmetitlen:
… specielt for alle de bloggere der findes i landet.
Men du behøver ikke at kunne stavæ
Jeg skal være den første til at indrømme, at mine kommaere står hulter til bulter, at jeg kan finde på at stave leverpostej med g og at når jeg ikke er koncentreret så er der fejl i nutids “r”erne – men mest i mit private skriveri. På mit arbejde læser vi korrektur for hinanden – og får dermed fjernet de værste bommerter.
Det gør man så åbenbart ikke alle steder ;
Jeg skulle alligevel læse det et par gange før jeg kunne se, at de ikke søgte en “som var på gå mod humor” … hvordan man så end gør der.
Med fornemmelser for den begyndende tø i baghovedet, snak om forårstegn i radioen, og … åh, toppen af de første forårsblomster, der brød gennem langs med søen og troen på at nu – NU, ville det begynde at vende, hev jeg mine havebøger ned fra reolen og gik igang med at tænke og tegne mine havedrømme i fantasien.
Og bøgerne skrev om hvordan man skulle lægger kartofler til spirring her i februar … og pludselig blev det nærmest livsnødvendigt at få fat i en gang kartofler, som jeg kunne lægge til spirring. Specielt fordi jeg de andre år har været for sent ude og ikke rigtig har haft det store udvalg at vælge imellem.
Men tilsyneladende har vinteren også ramt kartoflerne og det er åbenbart kun indeni mig, det er sæsson for læggekartofler.
Og med vejret i dag har jeg måtte sande, at tiden nok alligevel ikke helt er til kartofler og priklejord.
Men jeg har ryddet mit skrivebord, indkøbt frø,blå læggekartofler og priklejord … og når vejret beslutter sig til at skifte kurs, så er jeg den der klar til den kommende havesæsson.
Og indtil det sker, har den stået på vintermad og gæstebud – det første var en gang osso buco, der simrede i timevis i ovnen og det sidste min søster med børneunger, hvoraf den mindste blev udstyret kærestens musiksmag på ipotten.
Det er ikke som at lytte til solsortens forårssang, men det har nu alligevel sin helt egen charme, og selv den mest vintertrætte, må trække på smilebåndet, når Gasolin udsættes for en 6-årig.
Er der en drømmetyder til stede?
Jeg drømmer en del for tiden. Nogle af drømmene er mere selvforklarende end andre. Den i morges var på ingen måde forklarende, men til gengæld pænt mystisk:
Jeg har gang i noget motorsport – en eller anden lille åben bil, med to sæder og et rimeligt laset interiør. Min co-driver er en pænt hysterisk japansk mand, der insisterer på at tale til mig. Meget. Højt. Og på japansk. Og heller ikke i drømmen forstod jeg japansk.
Vi kørte mod en kæmpe hal, hvor vi skulle ind og køre ræs. Men på vejen derind, opdager jeg en kæmpe bunke elefantlort. Den bliver jeg meget betaget af – og jeg er nødt til at eje en af klumperne. Fordi jeg ved, at man kan blende det med vand, koge det og lave papir af det. Og det har jeg så åbenbart et umiddelbart stort behov for.
Så stort at jeg på en eller anden måde får sneget mig væk fra den der racerbane/arena og … hjem på mine forældres badeværelse, hvor jeg står i deres lille opbevaringsrum ved siden af badeværelse og er igang med at se hvor jeg kan finde en pose henne.
Jeg vågner mens jeg overvejer om jeg skal tage en plastikpose fra hylden – eller i stedet droppe hele projektet og i stedet for kaste mig over en pose popkorn, som åbenbart også ligger i det her opbevaringsrum.
Og så er det jeg spørger … er der en drømmetyder til stedet – eller skal jeg ringe et helt andet sted hen?
Jeg blev glad da min kæreste, kom hjem efter sin løbetur, med morgenbrød med en flot buket roser og liljer.
Det var skønt, at hjælpe hinanden med at forberede bruch til os selv og en kær gammel ven, jeg ikke har set i alt for lang tid.
At skåle i lyserød champagne med mennesker man kan lide, føles skønt indeni – specielt når det så bliver krydret med lækkert veltilberedt mad, lavet både i – og af kærlighed.
At snakke om mangt om meget og komme verden rundt i smag, trivsel og tanker. At læse i en anden, at man er helt ok – og føle det samme tilbage. Og at introducere to mennesker, der betyder noget for en for hinanden og opleve at det går godt, sætter smil på mit ansigt.
En telefonopringning fra søster, med spørgsmål om hvorvidt jeg har lyst til at komme med ud i sneen med hende og ungerne, gør mig glad helt ned i fødderne – og det var ærgeligt at det faldt sammen med det tidspunkt hvor vi lige havde sat os til bords.
Det er dejligt, når en rar eftermiddag sluttes med knus og kindkys og lovning på snarligt gensyn og ren kærlighed, når kæresten ofre en tiltrængt søndagsmorfar på sofaen og istedet går en lang tur med mig, gennem byens gader og langs byens stivfrosne vand.
Jeg synes jeg har haft en skøn valentins dag.
Og jeg føler mig privilligeret.
Her til aften blev jeg betydeligt forelsket i min egen kogekunst.
Kæresten havde rørt mayonnaise til morgendagens bruch og spurgte om jeg skulle bruge hviderne til noget. Og inden jeg nåede at svare, foreslog han at jeg lavede marengs.
Jeg har aldrig tænkt det store om marengs, men havde alligevel i et stykke tid overvejet om jeg skulle prøve at lave italiensk marengs, for at smage forskellen.
Jeg brugte målene og vejledningen fra den anakistiske kogekone men foruden vanilje tilsatte jeg også lidt eddike.
Og WAU.
Jeg måtte fysisk stoppe mig selv, da jeg kom til at smage på den “rå” marengs. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg ædt hele portionen i et stort grådigt sug.
En portion almindelige marengs er bagt, en portion vendt med nødde/mandelmel er i ovnen og en lille portion ligger i køleskabet og venter på at blive en topping til en dessert til morgendagens bruch.
Kæresten er glad, en af kattene har marengs i pelsen, den anden kunne godt lide dem … og jeg er sådan pænt mættet, af min nye sukkerkærlighed.
Det er egentligt ikke ordforstoppelse. Mere en kombination af livet, der har bidt sig fast i nakken af mig (igen) og manglende (fri) adgang til internettet.
Det er jo ikke fordi der ikke sker noget … i denne vinter, der åbenbart er fast besluttet på at tilkæmpe sig stadig øget magt, selvom det bliver lysere og lysere og vi jo alle sammen ved, at på et tidspunkt så må vinteren give op. Hvilket vi fortæller hinanden igen og igen, når vi glider på isglatte flader mens vi parkere vores cykler, eller snegler os frem på livsfarlige cykelstier.
For jeg cykler jo rundt. Med et ansigt som en hårdtopvredet karklud, når det sner og fryser. Min næsen og mund rører næsten hinanden i en forvreden grimasse og de sammenknebne øjne får faste rynker, der ikke engang forsvinder, når jeg hver onsdag morgen står på fingerspidserne i “hund”, mens min nye yogalærer fortæller mig, at jeg skal “suge lårbenet ind”.
Jeg forstår ikke hvad hun mener, men jeg forsøger. Som den dygtige elev jeg er, forsøger jeg også at indånde den lyserøde morgenhimmel, og sprede mine sædeknogler og lokalisere mit haleben.
Og jeg spiser næsten hver dag en skål opskåret frugt med 8-10 forskellige stykker frugt og jeg synes at det er mere fantastisk at købe den skål og betale en tier for det, end at spise den gratis frugt, som jeg så selv skal skære ud og gøre lækker.
Men den bog jeg læser for tiden, kan forklare mig grunden. Og det skyldes at vi mennesker meget hurtigt keder os og derfor bedre kan lide når der er variation i det vi spiser, end når vi hele tiden spise det samme. Godt at vide, både når man skal forsøge at spise en masse forskelligt sundt, og skal undgå at spise en masse usundt. Når man gør det varieret, spiser man mere.
Men selvom jeg endte med at lave to lagkager til min nieces fødseldag, så var det kun den ene der sådan rigtig blev spist. Men den havde også kostet flere nattetimer, da jeg var ude i et eksperiment med en omvendt lagkage. Bygget på et marcipanomslag lagt ned i en skål. Den blev også lækker med hjemmebagte chokoladebunde, jordbær- og passionsfrugtmousse – og marcipanen blev æltet med rosensukker og jordbærsaft så den blev fin lyserød. Og pyntet med fine blomster.
… åh blomster ….
Jeg er begyndt at tænke på planter, der skal til forspiring og om jeg mon kan få fat på nogle blå læggekartofler… bare nogle få…?!
Så nej, det er egentligt ikke ordforstoppelse.
I dag blev min afskedssag forhandlet færdig og der blev indgået et forlig, som jeg kunne gå med til.
Så udover at ha’ ret, så fik jeg også ret.
Jeg tror min repræsentant fra den faglige organisation følte at hun gik meget længere end hun selv ville have gået, presset af min stædighed efter at få den oprejsning jeg søgte.
Og det er jo altid svært, når det ikke handler om penge, men om stolthed.
Specielt når modparten (som i mig) ikke føler sig lokket af et pænt beløb og egentligt helst vil have sin sag afgjort ved et afskedigelsesnævn sådan at uafhængige kan sige hvad der er ret og uret.
Folk der ikke er bange for at tabe, er svære at forhandle med.
Men jeg havde en nederste barre for hvad der for mig var en rette mængde “straf” for en rigtig dårlig håndteret sag – og da vi nåede den i dag, så gik jeg alligevel med til at forlige sagen.
Og det er ok med mig at få lukket sagen. Jeg kan mærke at jeg er kommet meget videre i forhold til dengang det hele bragede.
Og uanset hvad så var det den rette vending i mit liv.
Jeg er kommet videre.
Og oven i hatten fik jeg både min certificering, nogle måneders ro til at tænke over tingene, rejser, et nyt job …og en økonomisk gevinst ved dobbelt løn her i januar og nu noget mere oven i hatten.
Man siger (noget i retning af) at den bedste hævn, er leve et lykkeligt liv – og hvis det var hævn det kom an på, så tror jeg efterhånden at jeg har hævnet mig godt nok.
Men jeg ønsker egentligt ikke hævn, for alle i denne her sag, har gjort hvad de kunne ud fra deres evner og ståsted – og jeg tror, at dem der har skulle lære noget af det – inklusiv mig selv, har lært det de skulle lære.
