I morgen blir’ vi prikket.

Og vi reagerer stadig forskelligt. Ked af det, skarp ironisk, fuld fokus på “det” eller al energi smidt i noget andet. Vrede og frustration er dog ens for de fleste. Men håbløsheden og opgivelse er dog ved at snige sig ind mange steder.

En er kommet tilbage fra ferie i dag og står sådan lidt “palle” i malstrømmen: Hvad skete der egentligt der?

“Du virker så rolig” var der en der sagde, efter at han havde spurgt hvordan det gik med stressen. “Nok ikke hvis du spørger min kæreste“, var svaret herfra.

Men i morgen får vi svar, og kan planlægge videre derfra. Og jeg finder måske ud af med mig selv, hvad det egentligt er for et svar jeg helst vil have.