For sådan en som mig, der nærmest hysterisk stædigt forsøger at fastholde ideen om at leve i nuet og ikke lade mine nutidsfølelser blive farvet af (eventuelle negative) fremtidstanker, er det både ironisk og frustrerende, at jeg her på tærsklen til den “rigtige” sommer allerede i mit mindset, ser forbi sommeren.

Jeg regner ikke med at der bliver meget sommer til mig og istedet for at se frem mod det der måtte komme, ser jeg forbi den og tænker “næste sommer”.

Men jeg ved det jo ikke.

Det kunne jo ende med at blive de bedste sommer i mit liv?

… og mens jeg skriver det stopper toget i Væksø og når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se to nyudklækkede studenter sidde under en trappe. Den ene sidder og tænder ild i en pind og den anden læner sig tilbage og halvsover.

Mon ikke de er sikre på at de får den bedste sommer i deres liv?

Vi kan alle få ret og vi kan alle tage fejl – og nu vil jeg se om jeg ikke kan gå ud i min sidste arbejdsdag i juni og se fanden gale mig positivt på dagen ….

Normalt er jeg ikke det store offentligt tudefjæs, jeg kan godt pive lidt over dette eller hint, men det der med at blotte den helt store skøbelighed er ikke lige mig.

Men jeg synes, at jeg er lidt end almindelig tyndhudet for tiden – og det er måske ok, at sige det ud i verden?

Sidste år til Sct. Hans holdte min daværende kæreste og jeg en fest for næsten 50 mennesker. Sørgede for mad, drikke og hus over hoved til nogle af vores nære venner og en stor del lidt mere fjerne bekendskaber.

Og vi nød det i fulde drag – for var der noget vi var gode til sammen, så var det at skabe rammerne for fest, farver og fornøjeligt samvær.

Måske derfor gjorde det sådan lidt ekstra ondt, at jeg op mod denne Sct. Hans hverken modtog den mindste snas af en invitation fra nogen – eller blev budt indenfor hos det  de 4 personer som jeg forhørte mig om muligheden for selskab hos.

Jeg er (næsten) sikker på at det ikke skyldes ond vilje, at der ikke dumpede nogen invitationer ned til mig – jeg havde eksempelvis ikke annonceret overfor folk at jeg ikke havde planer og gerne ville inviteres og jeg er også sikker på at havde jeg fortsat med at spørge – eller spurgt nogle andre, så havde jeg nok fundet en fest eller bare en hyggelig aften med nogen – men der er alligevel grænser for hvor mange gange man magter at blive afvist.

Jeg kunne også bare have taget ud i min have og havde feste med dem der var derude, eller ned i en af de parker der er i København og som alle fejrer midsommer med bål og sang.

Men uden at jeg egentligt var klar over det, så var jeg mere mærket af min singletilstand og de sidste 6 års Sct. Hanser som for en stor dels vedkommende er blevet holdt i Saksild, end jeg vidste.

Jeg havde brug for selskab – men jeg vidste det først da aften oprendte og så var det egentligt for sent. Og jeg måtte sande at en af singlehedens biprodukter er den, at man ikke altid har nogen ved sin side, hvis man ikke har andre ved sin side.

Sommernat og fuldmåne over Saksild Strand

Havde en fantastisk aften med mine veninder, med så meget kærlighed at det næsten gjorde ondt.

Havde ikke nybarberede ben, men havde jeg vidst hvor mange gange jeg ville klappet og strøget op ad benene i løbet af aften under samtalerne, havde jeg nok fået gjort det er lille ekstra.

Jeg er bare ikke i en situation hvor det lige spiller den allerstørste rolle om det hele er nytrimmet eller ej.

Og måske netop derfor lyttede jeg en ekstra gang på historien om den nyeste kærlighed, og kiggede mere efter på billederne af ham, og hende og kærligheden.

Og jeg under hende det. Det hele og mere til.

Og jubler lidt indeni ved tanken om at det hele ikke er forbi, og når stjerner som hun og ham er på markedet, så er der da håb for menneskeheden og fremtidighen.

Og tænkte på om jeg nogensinde ville komme hjem fra en træt weekend, til et varmt bade i et badekar med løvefødder og aromatiske olier – og derefter ned til en der har lavet mad til mig og lige vasket mit tøj.

Og den romantiske del af mig strømmede over og ønskede – mens den mere kyniske side her i dag tænker … hmmm… det kunne man jo også købe sig til, hvis man bare tjente nok til at have en inhouse tjener.

Men jeg ved ikke hvad der er nemmest; at finde den rette mand – eller vinde i lotto?

Jeg ved dog at jeg gerne vil stræbe efter at kunne sige sætningen “og lige der, blev jeg faktisk lidt misundelig på mit eget liv…”

Jeg er ikke kendt for at gøre ting ukompliceret. Og måske netop derfor er der god grund til at stoppe op og tænke over om tingene er så kompliceret … for det er jo rigtig nok: find ud af hvad der gør det glad (eller lykkelig endda) og hvem der gør dig glad – og sørg for at have så meget af det i livet som muligt.

Man kan jo godt mærke det … og jeg kan i særdeleshed i disse dage. Der er næsten ingen grænser for hvad jeg kan rumme og overskue når jeg laver ting der gør mig glad, eller er sammen med mennesker der gør mig glade.

Og når mennesker eller ting stjæler min energi og efterlader mig tom og trist og energiforladt, så er det lige så sikkert som amen i kirken, at det ikke er noget jeg skal fortsætte med.

Nogen gange kan man forandre det med et knips og andre gange, er man nødt til at æde noget i sig i en periode fordi tingene af sig selv bliver faset ud … og andre gange igen, må man skære lidt dybere, fjerne det der skal fjernes, og bløde indtil man heler, for at komme videre.

I dag har jeg gjort lidt af det hele – og jeg ved at jeg dermed er på rette vej.

Men bedst af alt, så ender jeg dagen på den bedste note af alt: jeg skal være sammen med nogen jeg ved jeg bliver et gladere og lykkeligere menneske af at kende (tre dejlige veninder) og vi skal gøre nogen af de ting som jeg elsker at gøre med dem (snakke fanden et øre af, spise sushi, drikke os fulde – og helt sikkert danse til 80-90’er hit).

Og nede i min opgang stå en gave som bliver givet med hjertet og som jeg er sikker på vækker glæde hos modtageren; en spand med kartofler der skal vokse færdig på altanen, en urtepotte med purløg til de kommende kartoffelmadder og en kæmpe buket af de liljer som jeg ved værtinden elsker … for det er også ved at give at vi modtager – og jeg er sikker på at jeg bliver lige så glad ved at give de her ting, som min veninde bliver for at modtage dem.

Nogen gange er tingene ikke så kompliceret.