Ting der er anderledes når man bor i hus:

• En kæmpeedderkop løber hen over gulvet. Gemmer sig under en reol, løber videre og er nu et sted ved mit fodpanel
• Bænkebiddere i kælderen
• Snegle på vinduet
• Indkøb af nye haveredskaber – jeg har eksempelvis lige købt en muldvap – som er en elektrisk kultivator, der skal tages brug i det stykke grusfortov jeg har omkring hele haven. Bor på en hjørnegrund.
• Hjørnegrund = *suk*

På mit ene dørtrin står den plantemis jeg fik i fødselsdagsgave af min far og hans hustru.

Den har følgeskab af min mors pelargonie, der lyser op og ser ud til at stortrives på den østvendte trappe og har flere knopper og blomster end jeg set på den tidligere, i den tid jeg har haft den.

Og det hele sluttes af med min farvestrålende kæmpevindmølle og kulørte lamper.

Jeg tror roligt at man kan sige, at jeg er ved at indtage mit hus – og at man kan se, at de sendte en pige….

Hvis der er noget 2017 er, så er det nye begyndelser. 

Har på mange måder fået skrællet lag efter lag, af det jeg er, af. 

Og en helt anden forandring er, at min lille bitte niece har valgt, at hun skal konfirmeres. Som datter af en tro ateist og en hindu, skal hun naturligvis døbes først. Ligesom mig, og min far og hans søskende. 

Ateismen løber langt og dybt i min fars familie, hinduismen langt i hendes far.

Ikke desto mindre sidder jeg her i søndagsmorgenstunden og lytter til lydende i mit nye hood.

Kaffen siger ingenting, men damper lige så stille.

Men ellers er mine morgenlyde her fra haven anderledes end på stenbroen:

Tæt på mig kan jeg høre de små kvitte-kvitter og lyden af en fugl, der flyver over mig. Kragerne skratter også i nærheden og de fede duer går i hylden – og siger ikke noget mens de æder.

Bag mig kunne jeg tidligere høre, at nogen i nabolaget holder høns – men de er blevet stille igen.

En bil kører forbi ude på vejen og en mor snakker med sit lille barn, som de cykler forbi.

Og langt foran mig kan jeg høre den samme slags skyderi, som jeg kan høre ude i mit nyttehave – ved ikke om lyden er den samme eller om der er flere skydebaner derude i ødelandet afgrænset af Køge Bugt.

2017 er starten på noget andet – måske er jeg på vej mod det der voksenliv? Det ville ikke være for sent – slet ikke når jeg nu har hus  … måske, jeg glæder mig i hvert fald til at se hvor jeg er på vej hen.

Lige nu har jeg det du skriger efter, hvis man skal lytte til medierne: tid.

Efter at have været så meget flyvende, at vandret var det nye oprejst, er jeg nået til et holdt. En pause.

Min krop har ikke opdaget det. Min hjerne har ikke fattet noget. Jeg fylder pausen ud med lister på ting, der skal gøres før mit hjem er et hjem. Og kalenderen med mennesker jeg skal mødes med og aftaler om at træne en utrænet krop.

Hver weekend i september står på aktiviteter og rejser – og pludselig hører jeg mig selv vrænge over ophold på gourmetkro og storbyferie.

Jeg har det du mangler – og jeg forstår ikke at værdsætte det.