Når en ellers hyggelig aften ender med glemt telefon, at fare vild, ødelagt cykel og afhentning på en benzintank … så får man da tanker.
Hvis jeg ikke vidste, at mine kognitive udfordringer har udgangspunkt i min dykkerulykke og den store belastning jeg har været under og fortsat lever i, ville jeg tro, at jeg led af begyndende demens.
Og med fire tætte familiemedlemmer med hver sin demenssygdom (Levy Body Demens, Alzheimers, Semantisk- og Frontotemporal demens) så er det at udvikle demens en mulighed jeg både frygter og lever med bevidstheden om kan blive min virkelighed.
Og jeg håber virkelig ikke, at torsdag aften var første bid af kagen. Men hvis det viser sig at være sådan, er her de tidligste tegn på demens:
Jeg havde været på arbejde. En hård dag på mange forskellige måder. Og jeg var træt, men valgte alligevel at opfylde en social forpligtelse … fordi jeg hele tiden melder afbud og har svært ved at være i den jeg er blevet, som aldrig orker at se nogen.
Det var hyggeligt. Min mand kom også forbi. Han var i bil og jeg på cykel, så vi forlod selskabet, for at køre hjem på hvert vores transportmiddel.
Jeg valgte en anden rute hjem, fordi jeg tidligere havde fået at vide at jeh normalt kørte en omvej. Det medførte, at jeg pludselig opdagede, at jeg kørte væk fra mit eget hjem istedet for hen mod … j
Jeg blev forvirret og ville tjekke retningen på Googlemaps. Kunne ikke finde min telefon i min taske.
Havde heldigvis min arbejdstelefon i tasken og som alle normale mennesker ringede jeg til den forsvundne telefon fra min arbejdstelefon, og min niece som jeg havde besøgt svarede.
Hun fik arrangeret at min mand kørte retur efter telefonen. Men jeg var stadig faret lidt vild og kunne ikke finde ud af, at bruge kortet på min arbejdstelefon, fordi det er en iPhone.
…. så jeg fortsatte den forkerte vej. Indtil jeg fik landkending og kunne se hvor meget jeg var på afveje.
Fik vendt (el-)cyklen og kunne se at det, at cyklen havde stået udfor i kulden, havde tappet batteriet og jeg havde kun 2 “streger” tilbage til en tur på 9 km.
Det var mørkt. Jeg er i øvrigt mørkeblind. Min elcykel var lavt på strøm … så det eneste jeg havde for mig var at cykle derudaf det bedste jeg havde lært og komme så langt mod hjemmet som muligt inden jeg løb tør fir strøm.
Og fordi det er en anden rute end normalt, og det er virkelig mørkt, er jeg ikke obs på hvor cykelstien ender ved Sjællandsbroen.
Så jeg misser skiltet ned “cykling forbudt”, der forklarer at cykelstien stopper – kører jeg direkte og frontalt ind i en høj fortovskant.
Alt ryger ud af cykelkurven og hjulet kan ikke længere køre ordentligt rundt. Der sker heldigvis ikke noget med mig.
Men der er 8 km hjem.
En lille halv time på cykel og 1,5 time på gåben. I mørke og med en defekt cykel.
Havde jeg været alene hjemme var jeg gået hjem. Men nu hvor min mand var der, fik jeg fat på ham og det hele endte med at han kom ud og hentede mig på en tankstation.
Nåja … cyklen skal have ny fælg og eger. Jeg kan sandsynligvis hente den på mandag. Og skrive det på den meget lange tabsliste for 2024.
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem