Fødselsdage har altid været specielle og magiske. Det har været dagen, der var ens helt egen og en dato der stod ud i alle henseender. Det har været dét sted i livet, jeg altid har været som barn igen.

Men denne gang har en voksen tilgang præget det hele; jeg har ikke orket eller haft overskud til at markere dagen ved at invitere folk forbi. Der er lagt i kakkelovnen til en helt almindelig dag – måske garneret af lidt tøjvask og indkøb.

Jeg er lige vågnet fra slumret på sofaen, natten er mørk omkring, den ene af kattene ser sit snit til at hoppe op på bordet og kigge ud over byen … og om 1 minut har nogen i familien fødselsdag…

Lad os sige det på denne måde: der kom mere mig hjem fra ferie, end hvad vi sendte afsted … og her tænkes ikke på overvægten i kufferten … eller altså … kuffert og kuffert.

Et skridt frem og to tilbage – eller mere præcist 3 kilo tilbage, der hvor det sad, før jeg tabte det sidst.

Men sådan er det, det er jo et simpelt regnskab og når man ser på de fantastiske måltider vi har fået stillet foran os på hele ferien, så skal det jo gå den vej. Når man indtager mere end man forbruger, så tager man på.

Men nu er jeg tilbage på slankehesten. Den skal bare lige justeres lidt. Og huskes på. Og genoptages …. men altså lige om lidt, er jeg helt tilbage på slankehesten …. jeg skal bare liiiige….

Jeg har dog tasken med grej til træningen med mig og satser på at genoptage træningen her efter arbejde!

Jeg havde ikke taget mit eget kamera med på min ferie, men min kæreste havde sørget for, at vores fælles kamera (Canon G9) var med og der blev skudt en masse billeder med det – primært af min kæreste.

Lige nu er vi igang med beskære, redigere og oploade nogen af alle de billeder, der er taget på ferien – og med at tage den store beslutning om hvilke billeder der skal med, og hvilke der ikke skal med. Det er svært, når der er så mange og rigeligt at vælge imellem.

Men af alle de skønne fotos, er mit klare yndligsbillede det her:

Billedet er taget udenfor et tempel i Dambulla (Dambulla Cave Temple – det også hedder Det Gyldne Temple af Dambulla). Selve templet er fantastisk, men lige udenfor det er der et lille bassin, med lotusblomster og der skød min kæreste ovennævnte billede.

Det er ikke beskåret eller på anden måde bearbejdet …. og jeg synes det er fantastisk. Det kan nydes i fuld størrelse her: Lotusblomst

At klatre op på noget højt, er efterhånden blevet en del af vores ferietradition. Denne ferie var ingen undtagelse og inden vi tog afsted, havde jeg besluttet af feriens udfordring i år var Sigiriya.

Med sine kun 377 meter over havets overflade, er Sigiriya klart det mindste vi har klatret op på – og rent fysisk var det ingen udfordring. Vi kom nemt både op og ned.

Men Sigiriya ligger fantastisk smukt i landskabet. Som en kæmpe sten, står den højt over resten af landet. Man kommer op via trapper. Halvvejs oppe, fører en vinkeltrappe en op i en grotte, hvor resterne af de smukkeste friskoer er blevet fundet.

Det er efter sigende den eneste ikke-religiøse kunst, man har fundet på Sri Lanka – og viser pin-ups, fra omkring det 5. århundrede. Der har på et tidspunkt været over 500 billeder, men nogen er gået til over tid og i 1967 blev en del af den ødelagt af en vandal, og i dag er der kun 22 tilbage.

Efter billederne kommer man ned langs en mur, der kaldes spejlmuren, da den har været dækket af en spejlblank glasering. Muren er i dag beskyttet, da det har vist sig, at grafitti ikke nødvendigvis er af nyere dato og der på muren befinder sig op mod tusinde inskribtioner fra mellem det 7. og 11. århundrede.

Fra inskribtionerne kan man også lære at både mænd og kvinder blev påvirket af de smukke kvinder i hulen ovenfor.

Det var en smuk tur – som altid er det åndeløst, at stå højt oppe og kigge over verden – og udsigten fra Sigiriya var ingen undtagelse.

Og vi kom ud af turen uden bensmerter eller andre mén.

Senere på ferien, mødte vi nogle andre turister, der med besvær møffede sig ud af nogle stole og krappede sig op ad nogle trapper. Det med et noget smørret grin vi kunne genkende gangen og spurgte dem “Adams Peak?” … og ja, det var årsagen.

Og vi huskede smerten fra sidst … og pludselig så gjorde det ikke så meget at Sigiriya kun havde været 377 meter højt.

Med en hjemrejse, der nærmede sig 2 døgn, havde vi masser af tid til at småfilosofiere (mellem læsning, massage, spisning, søvn på sammenkrøllet facon … og al den sjov) – og vi snakkede om hvad vi glædede os til, når vi kom hjem.

Og det er de underligste ting en ferie kan frembringe savn efter – selv synes jeg at min ønsketænkning var den mest normale: en rugbrød med ost og et glas koldt skummetmælk.

Men det er nok i lyset af, at de to andre glædede sig til 1) at fryse igen og 2) at spise noget man ikke kan mærke komme ud i den anden ende.

Vi har været langt hjemmefra.

Det er altid en satsning, når man gentager en ferie. Men denne ferie levede klart op til sidste ferietur, endda med visse forbedringer.

Det har været en ferie med forviklinger og besværligheder (som alle sammen blev overvundet i fin stil), med fantastiske smukke øjeblikke af solopgange og solnedgange og andre gange i mellem disse. Med oplevelser til lands, vands og i højden. Med bjergbestigning (eller i hvert fald en meget stor sten) og dyk der blev dybere end planlagt og kunne være gået galt … men ikke gjorde det.

Med god mad, der blev spist med fornøjelse, med mennesker og samvær og bøger som blev suget ind mellem strand og vand, bølgebrus og palmer overalt – ligesom stjernerne på den sorte nattehimmel.

Jeg har stadig havet i min krop og den indre varme, men min krop mener at det nu er midt om natten og at jeg burde få hvilet mig noget, efter min 36 timers lange hjemrejse.

Og jeg tænker; er det alligevel så lang tid siden, at jeg lå på en solseng, med kridhvidt sand på fødderne og hav, der var mere blåt end himlen foran mig… lå og ventede på at slå to timer ihjel, inden Maldivien Airtaxi kom og startede vores hjemrejse.

Hvis jeg lige havde en buzz-knap, så smuttede jeg lige ned og ventede to timer mere … det er vel også ved at være tid til en cocktail?