april 2007


mandag 30. april 2007 kl.13:54

Man skal være tro mod egne love. Og jeg af alle, burde vide det – men love og regler er til for at brydes – specielt hvis de er selvskabte og snærer mere end de holder tingene oprejst.

Der har pø om pø sneget sig et lille “vi” ind på bloggen. Uagtet at jeg i de lidt over tre år jeg har skrevet på den, jo aldrig rigtig er kommet ind på civilstanden og forholdsarrangementet.

“Du er da bare så total meget single” var den en der engang skrev til mig “det lyser da bare så meget ud af det du skriver” fortsatte han. Men han tog lige så meget fejl, som ham der troede jeg var en mand.

Og dog. Ind i mellem var jeg jo single. Der er lang vej tilbage til februar 2004 hvor skriverierne startede her. Og mit privatliv har haft mange turbulente op -og nedture. Selvom jeg har skrevet om en del af mine følelser og slikket mine sår i det blå lys fra cyperspace, har jeg altid gjort en dyd ud af ikke at bringe det helt private ud på bloggen her. Mest for at beskytte mig selv – og så ud fra en ide om at når man skriver om glæderne, må man også dele sorgerne – og det har jeg måske ikke helt orket.

Men så skete der jo noget.

Jeg mødte nemlig ham, som jeg idag deler hus og seng – og så det her famøse sommerhus – med.

Ikke at det som sådan var nogen hemmelighed – jeg skrev om mødet, om forelskelsen, om at flytte sammen (og ganske lidt om det rod der følger med det) … og mere og mere tydelige henvisninger som tiden er gået.

Det er gået stærk – men det er gået godt. Og meget mere end det, behøver jeg vel ikke at sige – altså sådan rent ud, for der skal nok komme mere ud mellem sidebenene – på min egen snørklede måde.

(hvis der altså kan komme noget ud mellem sidebenene længere, for det der parforholdsnoget, har kostet et kilo eller ti på sidebenene – den der har det godt, spiser tilsyneladende godt!)

P.S.
Passér gaden – der sker ikke mere nyt her!

kl.8:52

… så ved man frugten dannes

Det har været den skønneste tid, her i (for)sommerlandet. Og heldige har vi været, at ramme præcis i den uge hvor kirsebærtræerne blomster. Da vi ankom stod det med sprøde blomsterknopper, spændte og klar til udspring.

Og udspringet kom.

Som en fin hvid sky har træerne stået og gjort sig til, mod den blå himmel og det klare lys. Med brombasser hængende, travlt optaget af at skaffe og helt opslugne af blomsterrusen.

Mens de hvide blade stille daler mod jorden, håber vi at de har gjort jobbet – brombasserne – og har skaffet os grobunden for dette års høst. Så vi igen kan svælge i kirsebær – i naturlig form, eller iklædt rom, sukkerstads eller eddike…

Det har været fint med lidt over en uge på landet. Og Østjylland er smukt.

Men som kone af broen er jeg begyndt at savne. Men kan også få for meget land.

søndag 29. april 2007 kl.15:59

Man skal have et hjerte af sten, for ikke at smelte når man bevæger sig rundt mellem de bløde lysegrønne bakker, mod skriggule ditto, der stråler i solen. Med idylliske lamsebasser og heste og køer på græs. Og den blå, blå himmel og det klare stille vand.

En tur ned til gartneriet efter røde tyrolerpelargonier foregår gennem postkort Danmark, når man er på landet.

Og solen er varm og luften er sprød. Rasp dufter i gennemkørslen.

Og om ikke så længe skal naboens hjemmedyrkede asparges, der blev modtaget som en buket i går aftes, omgøres til en blød suppe. Den skal stå som underlag til de muslinger vi høstede, da vi tidligere i dag var i vandet for at teste min nye tørdragt.

Livet er godt – send mere tid.

lørdag 28. april 2007 kl.16:07

I min iver for at opnå gode tal, slog jeg græsset iført påmonterede skridttæller. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Eller, jeg skulle have gjort det, iført en mere samarbejdsvillig skridttæller.

For da jeg efter endt dåd skulle tjekke tallet og klappe mig selv på skulderen, måtte jeg konstatere, at tallet stod på nul.

Eller det vil sige… da jeg endelig fandt den løsslupne skridttæller – eller rettere sagt de dele der engang havde udgjort skridttælleren, førend den var blevet kørt over af græsslåmaskinen, så virkede den ikke mere.

Jeg er dumpet i skridttælling, jeg har talt mine sidste skridt…

fredag 27. april 2007 kl.11:57

… og godt ord igen.

I Jydeland får man så tilsyneladende leveret om fredagen

kl.10:31

Det er meget fint, at man kan sidde her i (for)sommerlandet og arbejde med udsigt til grønt og blomstrende kirsebær, og med fuglefløjt og hav i ørene. Men som den bybo man jo stadig er, ønsker én jo at opretholde sin sunde levestand og i dagens Danmark kan man jo få hjælp til det.

Så jeg sikrede mig, at mine årstider kom med mig på landet. Fin service. Og den virkede også. Halvt.

Da vi kom herned i fredags stod torsdagens kasse fint udenfor sommerhuset, med friske frugter, fine grøntsager og lækre brød fra Emmerys. Lige til at tage ind og gå ombord i.

Og vi spiste så lystigt og glædede os til gårsdagens kasse. Der var fuldstændig tomt på grøntsagshylden og store forventninger til hvad vi nu skulle smide på grillen om aften.

Der blev spejdet og lyttet – men der kom ingen bil.

Da jeg ringede fik jeg at vide, at der var levering frem til kl. 17 – så jeg måtte vente og se og ellers ringe tilbage i dag.

Så det gjorde jeg og efter 7 minutters ventetid …. og milde abstinenser … kom jeg igennem til samtalerne og fik at vide at systemet var nede, chaufføren nok ikke kunne finde adressen og jeg ikke skulle regne med at modtage en levering.

Men regningen kom på en mail for et øjeblik siden – så helt galt står det da ikke til.

onsdag 25. april 2007 kl.21:07

Det sku’ være så nemt og så det faktisk svært…

Jeg er endnu en af dem der går og tæller – og det er jo i princippet nemt nok: på med en skridttæller og så derudaf. Indtastninger en gang om dagen – eller i det mindste hver 3. dag.

Alligevel er det lykkedes mig at komme til at mangle 20.000 skridt og sænke holdets samlede indsats.

Udover at jeg glemte at påsætte skridttælleren første dag og sørge for at deltage i en konference fra søndag aften til tirsdag eftermiddag, med nedsat gågang som følge, så er det også lykkedes mig at glemme at indtaste en hel dags skridt (som ikke kan efterfyldes) og få indtastet små 13.000 skridt som 1300.

At sige jeg er talblind hjælper nok stort i det sammenhæng – og min holdkaptajn er næppe specielt stolt af mig. Men jeg har hørt at der er flere derude der også har svært ved det … det er godt at vide at man ikke er alene.

kl.12:28

Der er liv i den tørre pind jeg plantede i påsken. Små grønne blade folder sig lagtsomt ud og giver forhåbning om fantastiske blomster engang i fremtiden.

Der er liv og glade dage i kirsebærtræerne – fine hvide blomster og brombasser med en attitude og gå på mod. Står den på sol, vand og varme i den kommende tid, er der lagt i ovnen til stor høst og mere kirsebærrom.

Der er liv omkring mig og jeg selv er også stadig i live – omend den digitale version halter bagefter.

Der tænkes tanker og drømmes drømme. Både på det store plan og i de små detaljer. Og lige nu nyder jeg, at jeg har muligheden for at arbejde hjemme – ude.

mandag 16. april 2007 kl.21:05

Det er alligevel pænt mange gange man kan få flettet sætningen “jeg har i øvrigt fået have” ind i forskellige samtaler.

“Når du fik en splint i fingeren da du lavede hegn i weekenden – ja, jeg har jo fået have…”, “Blod i afføringen – ja … man skal jo bruge gødning i en have – har jeg i øvrigt fået fortalt dig at jeg har fået have?”, ” Ja, den stakkels mand var jo slet ikke til at komme i nærheden af … men ved du hvad… jeg har fået have”.

(og vidste man ikke bedre ville man tro jeg arbejdede på et hospital … hvilket jeg ikke gør – men andre folks sygdomme har vist bare sneget sig ind på mig i dag )

Men at min havedrøm er så nær på opfyldelse, at jeg nærmest kan smage muld i munden, får det i den grad til at sitre på mig, og jeg kan næsten ikke vente de 14 dage som jeg skal, førend at jeg bliver summet til at komme og betale og få herligheden overdraget.

Først når jeg står med nøgler og kontakt i hånden, tør jeg turde tro, helt hundrede procent på, at det er den virkelige virkelighed.

At jeg har fået have…

søndag 15. april 2007 kl.17:50

Mens påsken har været præget af maveknuende pessimisme og sortgrønne tanker, har den efterfølgende uge været helt anderledes befriende og livsbekræftende.

Det er utroligt hvad et change of scenery kan gøre. Selvom man nok siger, at lykke starter indefra – så er min oplevelse i denne uge, at det at jeg er blevet pirket lidt til og har oplevet ganske simple ting præsenteret på en lidt anden måde, har bragt min lidt nærmere lykken.

Jeg oplevede i den forløbne uge, hvor meget ens fysiske omgivelser præger den indre stemning – og at når man færdes på en arbejdsplads hvor der er lyse luftige rum med friske afskårne blomster, kunst og stearinlys – så sker der noget godt inden i mig.

Jeg oplevede at når jeg møder andre med åbenhed og en anerkendende tilgang, så kan der ske små mirakler og selv uløselige knuder ser ud til at kunne løse sig op.

Jeg oplevede også at min imødekommenhed bliver matchet tilbage – og hvor berigende det føles.

Selvom jeg stadig træder museskridt og har nemmere ved at finde vejen med problemer og frustrationer, end den med den anerkendende tilgang, så tror jeg alligevel, at jeg i det store hele er på rette vej – jeg ved det virker og jeg ved at det nok skal gøre mit liv både nemmere og mere rart at være i.

Så selvom lørdagens dykkertur viste sig at være en fiasko rent dykkermæssig, da min nyindkøbte dragt viste sig at være alt for stor og slå knuder omkring mig, så kunne jeg alligevel fokusere på naturens skønhed, solens varme og nydelsen ved at ligge og kigge op i himlen og høre koglerne knitre:

dykkerflagbåd trætop trætop

Men dejligst af alt… mine havedrømme ser ud til at komme til at gå i opfyldelse. Jeg er i dag blev lovet, at om 14 dage så får jeg overdraget nøglerne til mit helt eget stykke lejet jord og det er så stort, at jeg ikke helt kan begribe det endnu…

Næste side »