Jeg ville have gjort fyldest, i en anden tid. I tidligere dage.

Jeg kunne have været en fin husmor, der ikke bare evnede, at gøre tingene fra grunden, men også gøre det godt.

Ligesom min mor, kunne jeg have fået fine karakterer på en husholdningsskole og jeg ville have syntes, at det var sjovt at lære både, at stryge en præstekrave og flå en hare, fordi “man aldrig ved hvilket erhverv, den mand man gifter sig med, har”.

Jeg kunnet have fulgt i min mormors fodspor og tilføje hverdagen lidt kreativitet. Dække et smukt bord, skrive med en fin håndskrift, måske endda male en akvarel.

Og måske ville jeg have været tilfreds i en skrumpet verden. Tilfreds med at gå rundt omkring mig selv og fylde tiden op med husholdningsopgaver og hjemmeliv.

Hvem ved?

Vi lever nu og jeg er ikke tilfreds.

Hvis en pind måler 1 meter kl. 9, hvad måler en kasse ved siden af pinden, kl. 12? Når elefanten er dobbelt gammel som løven, hvor gammel er bavianen så? Er du mest samarbejdsvillig, kollegial eller serviceminded?

Fik jeg sagt at jeg hader test?

Jeg tror ikke på dem i rekrutteringssammenhæng. Hverken de logiske/matematiske eller dem der “måler” personlighed.

Jeg er gennemtestet selv. Og mine resultater afhænger altid af den kontekst jeg er i på testtidspunktet.

Bortset fra de matematiske, der er en gru for mig at komme igennem fordi jeg er talblind og fryser, når jeg skal testes på det.

Jeg er så meget imod test, at jeg selv er certificeret i en af slagsen, da jeg gerne ville udfordre mig selv på området.

Jeg ændrede ikke mening.

Nu ved jeg så også bare, når dem, der tester, forbryder sig mod rammerne for testen.

Når de eksempelvis ser testen som en facitliste. Eller helt glemmer at give en tilbagemelding.

Men jeg kommer jo ikke udenom det, da det helt klart er en del af gamet, når man som jeg, kigger på job igen.

Jeg står på tærsklen til et helt nyt kapitel i mit liv … og jeg kan i virkeligheden gå næsten derhen jeg vil.

Måske skulle jeg have stået her for et år siden eller to … op mod mødet med de 50. Men der var jeg optaget af så meget andet. Havde ikke tid. Energi … overskud.

Nu er jeg fri af det.

Jeg skal ikke længere passe min mor og det første år uden hende er kommet og gået. Der er ikke mere at gøre, og intet mere jeg kunne have gjort. Sorgen går med mig, men jeg går.

Min livspartner er stadig min partner – og har jo endda friet til mig … selvom vi ikke har gjort så meget andet ved det, end at drøfte, nå til uenighed og begynde at spare op. Han er et godt sted i sit liv, hvilket gør mit liv nemmere.

Jeg bor i et kaos. Men det er midlertidigt og et led i at jeg har taget de første skridt mod at komme til at bo et andet sted.

Siden midten af maj har jeg pakket kasser, i starten af juni havde jeg håndværkere og nu er min bolig rod, støv og lidt ubæreligt. Men jeg har indsendt en bytteanmodning og venter på svar – enten flytter jeg til første august eller første november.

Mit arbejde: Den 3 måneders opgave jeg sagde ja til, for 1 år og 9 måneder siden er endt. Ja, næsten 2 år blev det til. Og jeg glæder mig over at fraværet af det, giver rum til noget andet. For det trænger jeg til.

Jeg ved endnu ikke hvad, for mellem alt det, der fyldte i mit liv, var der ikke overskud til også at kære sig om det, så fremtiden står åben.

Der er sået frø og jeg har valgt at tillade mig den luksus at sige *pyt* – og turde tro på at 2-3 måneder ikke gør en forskel i det store hele … så jeg lægger an til ferie lige om lidt – og det betyder også ferie fra tanken om “hvad nu”

… hvis jeg kan?

Jeg vil i hvert fald gøre forsøget.

Jeg bryder mig ikke om test. Eller om at blive testet.

Da jeg så tog min coachuddannelse og forstod, der fandtes andre som mig og en hel livsanskuelse eller filosofi, som den systemiske tankegang, der ikke går ud fra at folk er – men er i systemet og forandrer sig afhængigt at relationerne, gav det bare så meget mening for mig.

Det gav mig en forståelse for hvordan man ved at ændre på relationen kan ændre på samværet – og også hvorfor jeg reagerer som jeg gør i nogle relationer og helt anderledes i andre.

Derfor bryder jeg mig endnu mindre om at blive testet idag.

Eller …

Det kommer an på sammenhængen.

Og den sidste var den værste.

At sidde overfor to personer, der blev ved med at gentage: “jammen det er bare et dialogværktøj – det er ikke sådan at vi siger at du er sådan” – hvorefter man bliver spurgt om hvordan det kan være at der er uoverensstemmelse mellem to udsagn, eller hvordan jeg vil forholde mig til at testen siger, at jeg er initiativløs.

At sige at man synes at testen er latterlig, at de bør kigge på mit liv og mine resultater, at testen lægger fokus på  ting jeg ikke anser for at være relevante hverken generelt eller i forhold til den konkrete opgave (og i delelementer er en intelligenstest, ikke en personlighedstest?!) er ikke det man skal sige.

Kunne man måske have sagt sig selv.

Og det ved jeg nu.

Men jeg tænker nu ved mig selv, at det der med at bruge regnemaskine når man er talblind, viser da pænt meget initiativ, eller hur?

“Hvorfor opdaterer du ikke længere din blog?” – spurgte en af mine venner (og usynlig læser) her i slutningen af september.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, eller ikke længere tænker over det. Faktisk har jeg indtil flere indlæg i hovedet (og en del halvfærdige liggende ude i styrepanelet her på bloggen), men min sommer har på en eller anden måde været fuld af flere opgaver end timer og et eller andet har skulle bøje – og det blev blandt andet bloggen her.

Men for mig selv og min eftertid (og de gode intentioner og brolæggelsen til helvede) – og den eller de læsere der måskse stadig stumbler forbi, kommer min sommer i snapshot:

Min have er blevet forsømt denne sommer. Det er så ufatteligt lidt jeg har været derude. I det hele taget har sommer og pauser og nydelse spillet en mindre rolle end travlhed, arbejde og deadline. En enkelt tur i Tivoli, blev det dog til – og et smukt havebryllup i august.

For min sommer har for en stor del bestået af arbejde. Arbejde for mig selv og arbejde for andre. Med udsigten til en slunken ordrebog, og med ophør af dagpengeretten pustende i nakken, har jeg været tilbage på det pulserende arbejdsmarked.

Først i den kommune som jeg stammer fra – og i min ungdom var med til at male i ovenstående kunstværk til – og dernæst i det kontor, som jeg tidligere forlod for mit år i Egypten.

Arbejde. Nomadeliv … og rengøring af andre folks hjem. Har været tonen i min sommer af 2013.

Hvor efterrengøringen af en teenagers værelse – faktisk var et foto værd. For sådan kan det se ud under en pude i en stol. Når en teenager er færdig med at støvsuge og er rejst på efterskole-

“En ært” … sagde prinsessen. “Jeg har sovet på en ært, så jeg er helt gul og blå”

“Du beskriver mad så jeg kan smage det” sagde en af mine venner til mig forleden. Men på trods af det, består min hukommelse af den mad jeg har spist gennem det sidste 9 måneder, primært af en ting … ristede ostemadder.

Heldigvis er der på en eller anden måde, kommet nogen andre og mere smukke madbilleder ind på mine telefon – så jeg må da ind i mellem have fået noget grønt.

Lidt blåt fik jeg også. En uges ferie blev det til.

Da Egypten valgte at slås – og ferien dertil derfor blev aflyst om fredagen, som vi skulle have være rejst om mandagen, gik turen i stedet for til Tyrkiet, en by der hed Kas.

… og snip, snap, snude … så var den sommer ude.

Og efteråret med sine mørke morgener og behov for tændte stearinlys, har taget sin begyndelse.

Jeg tror jeg altid har reageret på kriser med aktivitet. Derfor behandlede jeg også min nye civilstatus med lige at flytte op og ned på min bolig – og få malet fra top til bund … samtidig med at jeg lige gav den bundgas på motion og opbygning af virksomhed.

Og det gav mig en masse fed energi.

Nye rammer, lethed i indretningen, masser er af nye mennesker i et voksende netværk og opbygning af muskler. Det kørte på mange måder for mig

… men efter optur kommer nedtur.

Det siger næsten sig selv. Og jeg var også klar over det, da jeg kørte løs på min lille optursvind.

Men hvor meget og hvordan nedturen ville ramme mig, havde jeg ikke lige set:

Onsdag i sidste uge går jeg omkuld med en kæmpe forkølelse/ondt i halsen/hoste som jeg kæmpede mig igennem inden jeg kunne lægge mig til sengs.

I weekenden hvor jeg ellers nærmest ikke rørte mig, lykkedes det mig alligevel at knække en tand.

Mandag tror jeg at jeg skal til en fodundersøgelse – men den udvikler sig til at jeg få en ny foddiagnose slynget i hovedet og nærmest simultant jaget en kæmpe kanyle med binyrebarkhormon i foden for at “smadre nerven” …

Total overraskende, totalt overgrebsagtigt … og helt vildt smertefuldt, både under og efter.

Nu haltende, tager jeg så tirsdag til tandlæge.

Får forsøgsvis revet den halve tand ud …da lugten af rådenskab strømmer ud er jeg jo klar over at den ikke er helt god – men at den alligevel skulle være slem for 20.000 kr. kom alligevel bag på mig.

Så her onsdag ugen efter er jeg stadig snotforkølet, kan ikke støtte på den ene fod, har et krater i min mund – og ser mod en økonomisk afgrund jeg simpelhen ikke kan overskue.

Jeg ved at også det vil gå over, at min verden altid er cirkulær og de ting der går op kommer ned og når man er nede kommer man op igen.

Men lige nu og her er jeg sprød som kinesisk porcelæn og jeg står for enden af en bowlingbane og ser holdet geare op ….

Min afdøde farmors motto var “der er ingen der har sagt det skal være nemt!” og det har ligget som en grundtone i mit sind og en rød tråd gennem mit liv.

Det har givet styrke og tro i alle de situationer hvor det vitterligt ikke har været nemt. Og det har gjort det nemt at have det svært. For livet kan være svært og vi kan blive ramt af hårde ting.

Og min farmor havde ikke noget nemt liv. Hun brød med normerne og valgte at lade sig skille fra sin ægtemand i 50’erne. Det har ikke været nemt. Men det var nemmere end at blive ved med at bo med en mand, der brugte pengene på omgange til gutterne fremfor familien derhjemme.

At klare at brødføde sig selv og 3 børn, har heller ikke været nemt og jeg kan godt forstå, at hun giftede sig igen, selvom det heller ikke må have været nemt at bo sammen med en mand, der var på landevejene som sælger og havde sukkersyge oveni. Men jeg håber de havde et godt ægteskab – alle vi børnebørn, elskede i hvert fald vores milde og glade bedstefar i de år vi fik lov til at have ham.

Alle de år hvor hun levede som enke har heller ikke været nemme, specielt fordi hun egentligt var meget social, men ikke god til at skabe nye kontakter eller vedligeholde venskaber.

Så det giver fuld forståelse, at hun har knyttet sig til lige præcis det ordsprog – og det har sikkert givet hende styrke til at klare sine trængsler.

Men jeg kan mærke, at den er hagen fast i at livet er svært, og vi må bide tænderne sammen og gå igennem det som vi bedst kan, ikke længere passer til mit eget mindset.

At den energi jeg har brugt på at ændre min måde at tænke på, at vælge min egen holdning og gå glad ud i livet, har skabt en forandring.

Mit liv er heller ikke nemt. Jeg er single, jeg bor i en lejlighed jeg ret beset ikke har råd til, jeg har sagt mit job op uden at have fundet et nyt, jeg har åbnet en virksomhed uden at have kunder, jeg får ikke nok penge ind til at dække mine udgifter – og da jeg vågnede i morges opdagede jeg, at jeg var ved at blive forkølet.

Men jeg er glad.

Hver eneste dag i denne uge har jeg lavet ting, der har gjort mig glad. Talt med mennesker der har givet mig energi og jeg har hjulpet andre mennesker og gjort dem glade. Jeg har givet rigtig meget af mig selv – og jeg har fået så meget mere tilbage.

Og vigtigst af alt; jeg har besluttet mig til at ændre mit livsmotto og grundtonen i mit liv:

Der er ingen der har sagt, at det ikke må være nemt!

Min påstand er ikke at det er livet der er svært eller nemt – det er den måde vi ser på livet, der gør det nemt eller svært.

Jeg har aldrig været til quick-fix og popsmarte “du kan smile dig glad” statements .. og så alligevel – for det er tit det simple der er det mest rigtige. Og derfor blev jeg ret glad da jeg i tirsdags blev introduceret til denne her film, der handler om at fejre hvad der er rigtigt i livet:

Celebrate what’s right with the world

Den gjorde mig en lille smule mere glad og hvis du har brug for et kickstart i en anden retning, så kan du jo også bruge 22 minutter af dit liv og måske blive lidt gladere.

Jeg går jo lidt rundt i runder omkring mit arbejdsliv – og selvom jeg synes jeg kender retning og mål, så kan det nogengange føles som at lege blindebuk i et tornekrat og så virker det der med en fast ansættelse, 5 ugers ferie og pension som et så meget bedre alternativ.

Så jeg søgte et job, jeg troede jeg gerne ville have.

Ringede på det torsdag formiddag, sendte ansøgningen om aften, fik indkaldelse til første samtale om fredagen og var så til samtale mandag og fredag i sidste uge.

Og så er det at jeg tilspørger verden – hvad sker der for jer?

Fuck anerkendelse og se verden fra en anden side og folk gør det der giver mening for dem (som ellers var udtryk jeg til samtalen var storforbruger af) … for er det virkeligt muligt at vi i 2012 stadig har ledere, der mener at tid er en fleksibel størrelse og tæller arbejdstimer fremfor resultater og er nærmest stolte af at kunne sige at de arbejder 80 timer om ugen?

Som foretrækker kontrol fremfor sparring. Som synes at det er ok, at de leder en arbejdsplads, hvor der ikke er arbejdsglæde. Som ved at de har konflikter mellem medarbejderne, men vælger at lade være med at gøre noget ved det … fordi der er truffet en ledelsesbeslutning og den må medarbejderne jo bare lære at leve med?

Uanset hvor stor eller lille min egen butik bliver, eller hvad jeg i øvrigt skal lave i mit liv, så er det bare det totalt modsatte jeg står for.

Jeg tror på tillid fremfor mistillid som ledelsesværktøj. Jeg tror på work-life-balance og på at ingen mennesker kan være en effektiv arbejdskraft 80 timer om ugen. Tid og tidsforbrug og tidsspilde er et issue i mit liv. Jeg tror på, deadlines, dagsordner, og målsætninger og på at har man aldrig en bagstopper på sit tidsforbrug, et mål eller bare en dagsorden, så kommer man altid til at bruge mere tid end nødvendigt.

Efter min opfattelse skal konflikter løses eller i det mindste håndteres. Der er ledelsesbeslutninger der bare skal accepteres, men bliver de ikke det, kan man ikke bare lade være med at gøre noget … om ikke andet så fordi uløste konflikter gør folk meget mindre produktive.

Og så mener jeg at arbejdsglæde er en menneskeret i et land som Danmark. Nej, alle skal ikke nødvendigvis elske det de laver, og mange mennesker har ikke deres arbejde som deres fokuspunkt i livet. Jeg forstår så udmærket dem der arbejder for at leve … men det ændrer ikke ved, at mens man gør det – og gør det i så stort et omfang som man alligevel gør, så må man da samarbejde om at gøre arbejdsstedet til et godt og glad sted at være.

Hele weekenden gik jeg og overvejede hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fik jobbet tilbudt. Selvom jeg godt var klar over at gjorde jeg det, så var der nok nogen i helvede der skulle ud og finde skøjter … men tirsdag aften fik jeg et afslag … på mail, for det er det klart, at man mailer et afslag efter to samtaler.

… jeg svarede tilbage med et forslag om at hvis de på et tidspunkt fik lyst til at kigge på hvordan de skruede deres arbejdsdag sammen og måske få nogen arbejdsredskaber til at optimere deres brug af tid, så var de meget velkommen til at vende tilbage og få noget tidscoaching…

Og så gik jeg tilbage og bankede et par planker fast i min egen lille butik.

Jammen det skrider stille og roligt fremad – har modtaget voksenbreve fra Skat. De fortæller mig at jeg har en virksomhed og et nummer der hører til. I dag har jeg så forsøgt mig med moms og bestilling af en rådgiverforsikring.

Det bliver nærmest ikke større.

Men mens min egen lille virksomhed vokser, og jeg tænker på visitkort, hjemmeside og messemateriale – har vi også været lagt ned af den store tunge fyringstrusel.

Min kærestes virksomhed havde 170 mand (og kvinder) til samtale i går. Besked om at lægge nøgler, pc’er og kodeord og gå hjem uden at passere start.

Farvel og velkommen til de arbejdsløses rækker.

Beskeden om hvad der skulle ske kom i mandags og betød at vi havde et par dårlige nætters søvn og et par stressede dage. Men forløsningen kom så igår.

Og mens jeg kender personerne bag et par af navnene, så stod min kæreste ikke forrest i køen og han har stadig sit job.

Og jobs er der også stadig derude. Jeg havde fornøjelsen af at tilbringe et par timer i solen på et tag på Vesterbro og kunne blandt andet lytte til dem her “hoptimisterne“, der har skabt stor succes med at producere og sælge små positive hoptimister – og midt i alle voksentingene, er det svært ikke at være bare lidt glad, når man alt andet lige, lever i et land hvor det trods krise stadig kan gå fremad for nogen.

… og jeg er sikker på at en anden nogen, er mig.