iværksætter


torsdag 22. juni 2017 kl.11:48

Jeg står på tærsklen til et helt nyt kapitel i mit liv … og jeg kan i virkeligheden gå næsten derhen jeg vil.

Måske skulle jeg have stået her for et år siden eller to … op mod mødet med de 50. Men der var jeg optaget af så meget andet. Havde ikke tid. Energi … overskud.

Nu er jeg fri af det.

Jeg skal ikke længere passe min mor og det første år uden hende er kommet og gået. Der er ikke mere at gøre, og intet mere jeg kunne have gjort. Sorgen går med mig, men jeg går.

Min livspartner er stadig min partner – og har jo endda friet til mig … selvom vi ikke har gjort så meget andet ved det, end at drøfte, nå til uenighed og begynde at spare op. Han er et godt sted i sit liv, hvilket gør mit liv nemmere.

Jeg bor i et kaos. Men det er midlertidigt og et led i at jeg har taget de første skridt mod at komme til at bo et andet sted.

Siden midten af maj har jeg pakket kasser, i starten af juni havde jeg håndværkere og nu er min bolig rod, støv og lidt ubæreligt. Men jeg har indsendt en bytteanmodning og venter på svar – enten flytter jeg til første august eller første november.

Mit arbejde: Den 3 måneders opgave jeg sagde ja til, for 1 år og 9 måneder siden er endt. Ja, næsten 2 år blev det til. Og jeg glæder mig over at fraværet af det, giver rum til noget andet. For det trænger jeg til.

Jeg ved endnu ikke hvad, for mellem alt det, der fyldte i mit liv, var der ikke overskud til også at kære sig om det, så fremtiden står åben.

Der er sået frø og jeg har valgt at tillade mig den luksus at sige *pyt* – og turde tro på at 2-3 måneder ikke gør en forskel i det store hele … så jeg lægger an til ferie lige om lidt – og det betyder også ferie fra tanken om “hvad nu”

… hvis jeg kan?

Jeg vil i hvert fald gøre forsøget.

jubel-collage

torsdag 23. februar 2017 kl.4:26

Den sidste runde i Rommy/500 Casino – hvor det sidste stik giver point og den med flest stik, spar, kort og trumfer vinder, danner rammen om mit liv. Mit arbejdsliv.

Jo tættere jeg kommer afslutningen, jo mere intensitet, længere og længere arbejdsdage og her til sidst arbejdsrelaterede drømme og afbrudt søvn præger min tilværelse.

Jeg tænker der ikke er mange andre, der vågner med frustrationer over usikkerhed på om man nu også kan få implementeret persondataforordningen – herunder specielt, men ikke alene, “retten til at blive glemt”.

Med mindre det er ens arbejdsområde. Og det er ikke engang mit.

Men om 2 måneder er opgaven slut og jeg forventer at generhverve mit liv.

På godt og ondt. Et helt almindeligt liv, måske et almindeligt job til en helt almindelig løn og normale arbejdstider.

Med mindre jeg får det job jeg planlægger at søge. Hvor alle idealerne matcher mine – og den ugentlige arbejdstid er på 18 timer.

Det gad jeg godt.

Og det ville føles som at få to esser, ruder 10 og spar 2 i sidste stik.

onsdag 5. marts 2014 kl.17:12

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

torsdag 7. november 2013 kl.8:09

pufferfisk

Jeg er en fisk.

Altså ikke i virkeligheden, men sådan astrologisk set.

Det gør mig til et følsomt, foranderligt væsen i evig bevægelse. Når jeg læser om mig selv.

Men i dag er jeg en fisk med tænder.

En fisk der ligger stille … helt stille.

… og bider fra mig.

 

torsdag 3. oktober 2013 kl.5:11

Hvorfor opdaterer du ikke længere din blog?” – spurgte en af mine venner (og usynlig læser) her i slutningen af september.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, eller ikke længere tænker over det. Faktisk har jeg indtil flere indlæg i hovedet (og en del halvfærdige liggende ude i styrepanelet her på bloggen), men min sommer har på en eller anden måde været fuld af flere opgaver end timer og et eller andet har skulle bøje – og det blev blandt andet bloggen her.

Men for mig selv og min eftertid (og de gode intentioner og brolæggelsen til helvede) – og den eller de læsere der måskse stadig stumbler forbi, kommer min sommer i snapshot:

De smukke silkepæoner En kaffepause øl i tivoli Bryllupskage

Min have er blevet forsømt denne sommer. Det er så ufatteligt lidt jeg har været derude. I det hele taget har sommer og pauser og nydelse spillet en mindre rolle end travlhed, arbejde og deadline. En enkelt tur i Tivoli, blev det dog til – og et smukt havebryllup i august.

En by i fisk

For min sommer har for en stor del bestået af arbejde. Arbejde for mig selv og arbejde for andre. Med udsigten til en slunken ordrebog, og med ophør af dagpengeretten pustende i nakken, har jeg været tilbage på det pulserende arbejdsmarked.

Først i den kommune som jeg stammer fra – og i min ungdom var med til at male i ovenstående kunstværk til – og dernæst i det kontor, som jeg tidligere forlod for mit år i Egypten.

Nomadeliv

Arbejde. Nomadeliv … og rengøring af andre folks hjem. Har været tonen i min sommer af 2013.

Hvor efterrengøringen af en teenagers værelse – faktisk var et foto værd. For sådan kan det se ud under en pude i en stol. Når en teenager er færdig med at støvsuge og er rejst på efterskole-

En ært” … sagde prinsessen. “Jeg har sovet på en ært, så jeg er helt gul og blå

En teenagerstol

Du beskriver mad så jeg kan smage det” sagde en af mine venner til mig forleden. Men på trods af det, består min hukommelse af den mad jeg har spist gennem det sidste 9 måneder, primært af en ting … ristede ostemadder.

Heldigvis er der på en eller anden måde, kommet nogen andre og mere smukke madbilleder ind på mine telefon – så jeg må da ind i mellem have fået noget grønt.

Cupcakes Salat i haven Rispapirsruller Håndmad med gevinst Fællesspisning hos søster Advokadosalat

 

Lidt blåt fik jeg også. En uges ferie blev det til.

Da Egypten valgte at slås – og ferien dertil derfor blev aflyst om fredagen, som vi skulle have være rejst om mandagen, gik turen i stedet for til Tyrkiet, en by der hed Kas.

A room with a view

Displaying IMG_1329.jpg

… og snip, snap, snude … så var den sommer ude.

Efterår

 

Og efteråret med sine mørke morgener og behov for tændte stearinlys, har taget sin begyndelse.

mandag 22. april 2013 kl.19:11

Jeg ved ikke om man kan kalde det et tema i mit liv, eller om det sker for alle til alle tider – og jeg bare lægger mere i det?

Men lige nu synes jeg bare at jeg har så mange hængepartier der ikke bliver løftet, bolde der er kastet op i luften og ikke falder ned, skibe der sættes i søen men aldrig når i havn.

Jeg oplever det både på den private og professionelle bane og jeg synes at jeg løber i runder mens jeg forsøger at holde styr på hvor jeg har fået svar, hvor der mangler noget og hvor der er total tavshed.

Og jeg forsøger at afkode hvad det handler om.

Er det mig?

Er det dem?

Hvad er det de andre forstår, som jeg her godt inde i livet bliver ved med at tumle imod.

Ikke at få svar er også at få svar” siger nogen. Men det passer heller ikke rigtig, for nogen gange får man jo så fat i folk og det bliver starten på nogen nyt og “hvor var det godt at du blev ved med at forsøge at få fat på mig“, eller du er på min “to-do-liste og dårlige samvittighed, godt du ringede tilbage“.

Jeg står midt i mellem at min nye leveregel skal være, at jeg bliver bedre til at slippe de tilbagemeldinger der ikke kommer … eller at jeg skal til at koge nogle kaniner rundt omkring i det ganske danske land.

onsdag 20. februar 2013 kl.6:46

Jeg tror jeg altid har reageret på kriser med aktivitet. Derfor behandlede jeg også min nye civilstatus med lige at flytte op og ned på min bolig – og få malet fra top til bund … samtidig med at jeg lige gav den bundgas på motion og opbygning af virksomhed.

Og det gav mig en masse fed energi.

Nye rammer, lethed i indretningen, masser er af nye mennesker i et voksende netværk og opbygning af muskler. Det kørte på mange måder for mig

… men efter optur kommer nedtur.

Det siger næsten sig selv. Og jeg var også klar over det, da jeg kørte løs på min lille optursvind.

Men hvor meget og hvordan nedturen ville ramme mig, havde jeg ikke lige set:

Onsdag i sidste uge går jeg omkuld med en kæmpe forkølelse/ondt i halsen/hoste som jeg kæmpede mig igennem inden jeg kunne lægge mig til sengs.

I weekenden hvor jeg ellers nærmest ikke rørte mig, lykkedes det mig alligevel at knække en tand.

Mandag tror jeg at jeg skal til en fodundersøgelse – men den udvikler sig til at jeg få en ny foddiagnose slynget i hovedet og nærmest simultant jaget en kæmpe kanyle med binyrebarkhormon i foden for at “smadre nerven” …

Total overraskende, totalt overgrebsagtigt … og helt vildt smertefuldt, både under og efter.

Nu haltende, tager jeg så tirsdag til tandlæge.

Får forsøgsvis revet den halve tand ud …da lugten af rådenskab strømmer ud er jeg jo klar over at den ikke er helt god – men at den alligevel skulle være slem for 20.000 kr. kom alligevel bag på mig.

Så her onsdag ugen efter er jeg stadig snotforkølet, kan ikke støtte på den ene fod, har et krater i min mund – og ser mod en økonomisk afgrund jeg simpelhen ikke kan overskue.

Jeg ved at også det vil gå over, at min verden altid er cirkulær og de ting der går op kommer ned og når man er nede kommer man op igen.

Men lige nu og her er jeg sprød som kinesisk porcelæn og jeg står for enden af en bowlingbane og ser holdet geare op ….

fredag 25. januar 2013 kl.11:06

Min afdøde farmors motto var “der er ingen der har sagt det skal være nemt!” og det har ligget som en grundtone i mit sind og en rød tråd gennem mit liv.

Det har givet styrke og tro i alle de situationer hvor det vitterligt ikke har været nemt. Og det har gjort det nemt at have det svært. For livet kan være svært og vi kan blive ramt af hårde ting.

Og min farmor havde ikke noget nemt liv. Hun brød med normerne og valgte at lade sig skille fra sin ægtemand i 50’erne. Det har ikke været nemt. Men det var nemmere end at blive ved med at bo med en mand, der brugte pengene på omgange til gutterne fremfor familien derhjemme.

At klare at brødføde sig selv og 3 børn, har heller ikke været nemt og jeg kan godt forstå, at hun giftede sig igen, selvom det heller ikke må have været nemt at bo sammen med en mand, der var på landevejene som sælger og havde sukkersyge oveni. Men jeg håber de havde et godt ægteskab – alle vi børnebørn, elskede i hvert fald vores milde og glade bedstefar i de år vi fik lov til at have ham.

Alle de år hvor hun levede som enke har heller ikke været nemme, specielt fordi hun egentligt var meget social, men ikke god til at skabe nye kontakter eller vedligeholde venskaber.

Så det giver fuld forståelse, at hun har knyttet sig til lige præcis det ordsprog – og det har sikkert givet hende styrke til at klare sine trængsler.

Men jeg kan mærke, at den er hagen fast i at livet er svært, og vi må bide tænderne sammen og gå igennem det som vi bedst kan, ikke længere passer til mit eget mindset.

At den energi jeg har brugt på at ændre min måde at tænke på, at vælge min egen holdning og gå glad ud i livet, har skabt en forandring.

Mit liv er heller ikke nemt. Jeg er single, jeg bor i en lejlighed jeg ret beset ikke har råd til, jeg har sagt mit job op uden at have fundet et nyt, jeg har åbnet en virksomhed uden at have kunder, jeg får ikke nok penge ind til at dække mine udgifter – og da jeg vågnede i morges opdagede jeg, at jeg var ved at blive forkølet.

Men jeg er glad.

Hver eneste dag i denne uge har jeg lavet ting, der har gjort mig glad. Talt med mennesker der har givet mig energi og jeg har hjulpet andre mennesker og gjort dem glade. Jeg har givet rigtig meget af mig selv – og jeg har fået så meget mere tilbage.

Og vigtigst af alt; jeg har besluttet mig til at ændre mit livsmotto og grundtonen i mit liv:

Der er ingen der har sagt, at det ikke må være nemt!

Min påstand er ikke at det er livet der er svært eller nemt – det er den måde vi ser på livet, der gør det nemt eller svært.

Jeg har aldrig været til quick-fix og popsmarte “du kan smile dig glad” statements .. og så alligevel – for det er tit det simple der er det mest rigtige. Og derfor blev jeg ret glad da jeg i tirsdags blev introduceret til denne her film, der handler om at fejre hvad der er rigtigt i livet:

Celebrate what’s right with the world

Den gjorde mig en lille smule mere glad og hvis du har brug for et kickstart i en anden retning, så kan du jo også bruge 22 minutter af dit liv og måske blive lidt gladere.

torsdag 10. januar 2013 kl.0:53

Mit liv består af tre dele:

  • en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
  • et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
  • et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

Så jeg har travlt.

Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.

mandag 26. november 2012 kl.22:01

Forleden tog jeg mig en af de friheder jeg nogen gange glemmer jeg godt kan tage. Nemlig at huske at holde fokus på, at min tid er min egen og at når jeg nu bruger af min aftenstid på arbejde, så kan jeg jo egentligt godt bruge af min dagstid til andet.

Så jeg smuttede i haven og lagde et løg-lag nr. 2 i mine potter. Så de nu er fyldt op med forventningsfuld glæde og kommende forårsbrus.

Og det gjorde godt, selvom dagen ikke var strålende efterårsagtig, men mere af november-november-november typen. Godt fordi jeg efterhånden føler at haven nu er lagt til ro for vinteren og at jeg ved at der til næste år – uanset hvordan tingene ellers arter sig – vil være farver og spræl i mit liv.

Og nogengange er det nødvendigt at gå ind i en ny del af sit liv, med viden om at noget i det kommer til at stråle, selvom man er usikker på hvordan helheden vil ende med at spille an.

Næste side »