“Corona” er vel det der betegner 2020 for de fleste.

Og vel har corona-situationen også influeret på mit 2020. Men hvis jeg skal summe 2020 op i enkelt ord, så må det være “bobestyrer”. Og så er det oven i købet noget jeg ikke må kalde mig.

En bobestyrer er jo en advokat, der sørger for at afvikle en afdøds bo. Og jeg er ikke advokat, men mit 2020 har i den grad handlet om at afvikle boet efter min mor og hendes mand, der døde i februar i år.

“Hvor svært kan det være” burde der nok stå i min nekrolog, for det er ikke første gang jeg har kastet mig ud i ting, jeg ikke har forkundskaber til, eller viden om.

Det ville nok heller ikke have været så bøvlet, hvis det ikke havde involveret forsvundet udenlandske arvinger, corona-nedlukkede offentlige instanser og amerikansk postvæsen – og umuligheder i ellers nemme processer pga. manglede nem-id.

Men vi kom igennem det. Vi nåede bisættelsen 14 dage før landet lukkede ned. Vi tømte hus, ryddede have, solgte hus – og til sidst lykkedes det os også at få salget tinglyst og pengene ud.

Og I går fik jeg endelig sendt boopgørelsen ind til skifteretten og dermed håber jeg at min rejse i bobestyrenes land er afsluttet.

Mit hjem er fyldt af andre mennesker, der ligger og sover. Samt en kat, der slikker på venstre pote og klager over maden.

Min bror (med en anden mor) holder fødselsdag i dag. Og det føles naturligt og rigtigt at komme til det. Så planerne udvikles og følges.

Ligeså de planer min mor havde omkring sin bisættelse.

For naturligvis havde min mor planlagt sin egen bisættelse. Hun ville ikke tales over af en præst, der ikke kendte hende og ingen skulle slå bedeslag over hendes død.

Men da hun blev henvist til byens sognepræst, og de havde nogle gode snakke, gik hun med til en præst og den lokale (nye) kirke, der ikke var så højtidelig.

Da kom tilbage efter vores onkels bisættelse, der havde været utraditionel på mange måder, lod hun sig inspirere.

Begravelser er for de levende ikke de døde, og jeg tror at min mor, der har været foregangsmand på så mange andre måder gennem sit liv, nok også bliver det i hendes død.

Så derfor har vi fået tilladelse af menighedsrådet til at drikke champagne i kirken – og derfor har jeg et billede af en modtaget kransekageopskrift i min telefon.

Og derfor bliver bisættelsen først den 28. juni.

For da præsten blev ringet op, fik vi at vide at præsten var i “fordybelse” og ikke kunne kontaktes. Men at det også var lige meget, for kirkegulvet skulle lakeres. Så når præsten var tilbage, var kirken alligevel lukket.

Men den 28. juni kan det hele falde i hak.