Mens jeg stod og kiggede på lyserøde puder udspillede der sig et lille hverdagsdrama for mine skævende øjne. Hvor lillegutten tilsyneladende havde fået som ide at udpakke (bestikkelses)legetøj i 100 dele på gulvet ved udgangen af Brugsen.

Øjensynligt var der ikke blevet grebet ind ved selve udpakningen, men nu var mor træt og var ikke begejstret for situationen.

Det er så her jeg sikkert er både umoden, upædagogisk og præget af ikke selv at have børn – for havde det været mig havde, der været pakket sammen og afgang. Uden den store diskussion og så havde jeg taget eventuelt gråd og hysteri med i købet.

Jeg havde aldrig sat mig i en situation, hvor jeg ville stå og parlamentere og plage mit barn om at få lov til at gå…

“Kom nu, Mor vil gerne hjem. Jeg er træt og vil hjem nu. Vær nu sød at pakke det her sammen. Tingene bliver også bare væk, hvis du fortsætter med at samle det her. Kom nu – ih altså Mor vil gerne hjem… vil du ikke nok komme….”

Mor var heldigt for efter en 5 minutters messende plagen fra hende, sagde purken allernådigst .. “ok – så kommer jeg”.

Jeg forstå godt at man som forældre ikke bare vil tromle hen over ungerne – men det kommer aldrig til at ske, at du ser mig stå og tinge og plage et barn på en 3-4 år om at få lov at gå hjem… I min verden er det den voksne der bestemmer over sådanne ting – ganske simpelt fordi man er den voksne.

Mand, hvor er alderen begyndt at trykke – og ungdommen nu om stunder…

Når jeg går fra fuld fart til normalt tempo, kan det ske at jeg går helt i stå.

Jeg er ikke god til gyldne mellemveje eller middeltempo – omend det er det jeg prædiker og holder frem som lyset for andre.

Jeg er en sur, tyk, halvgammel, depressiv kone i disse dage. Og jeg har pludselig fået et lille pusterum til at ynke og ynkes. Jeg overvejer om en hårklipning kan gøre en forskel, siden det at gro langt hår ikke medførte ideel lykke. Sko gør det ikke, når man både har knyster og klemte lilletæer.

Jeg ved det skifter og at det jeg fejler, nok kan fikse med chokolade. Eventuelt i form af en øl en af slagsen, og så er jeg heldig for sådan en står der derhjemme og venter.

Idet jeg takker for invitationerne og vejbeskrivelserne, kan jeg meddele, at jeg kom godt igennem dagen og tilbage igen. Jeg er her stadig.

Jeg fik ros i går. Af min chef. Dels for min håndtering af en konkret og meget vanskelig sag og dels for den adfærdsændring han og de andre overchefer mente, at de havde observeret det seneste halve år. (“ikke fordi vi normalt taler om medarbejderne, men vi var samlet i går og afdelingschef dit og dat fortalte om .. og ect.”)
Og så flejnede jeg. Skråt.

Tak-tak for rosen, da.
Men hvad fanden er det for noget lal at sige, at jeg har ændret mig – og til det bedre endda.

Hvis det var sådan, at jeg selv mente det, havde det nok været noget andet. Men det mener jeg ikke.

Jeg ser to ting:

– der er nogen der har ændret deres syn og holdning til mig – eller til den rolle jeg har i virksomheden. Og det oplever de som at jeg har ændret mig.

– i den seneste tid har jeg haft så råddent travlt, at jeg ikke har sagsbehandlet med samme nidkærhed som tidligere. Det er det som opleves som større fleksibilitet

Det fortalte jeg så min chef. Der dog holdte fast på sit. Så står vi der.

Og jeg har om ikke andet bevist, at jeg stadig er stædig.

“Du er da blevet vaccineret for Hepatitis B, på et tidspunkt. Hvordan kan det være?” Spurgte en læge mig her for nyligt, i forbindelse analysen af nogle blodprøver jeg havde fået taget.

Men det er jeg ikke.

Jeg har bare på et tidspunkt været uheldig og rigtig, rigtig heldig.

For noget, der næsten nærmer sig 20 år siden, havde jeg nemlig en kæreste, der senere viste sig at have leverbetændelse. Han vidste det ikke, jeg vidste det ikke. Da vi var beskyttet på anden vis, og kendte hinanden gennem mange år, havde vi det der senere blev kendt som “ubeskyttet sex”.

Og jeg blev selvfølgelig udsat for smitten. Det var det uheldige.

Det heldige var, at jeg på tidspunktet for smitten åbenbart har været i rigtig god fodderstand og i stedet for at blive smittet og syg, blev jeg smittet og dannede antistoffer. Min krop kæmpede en kamp og vandt – så at sige. Jeg vaccinerede mig selv. For nu og i al fremtid.

Men det er en underlig tanke, at inden i mig, bærer jeg for altid et minde om dengang og om hvor heldig jeg nu engang var.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg – i et efterhånden sjældent øjeblik kom rundt i blogosfæren og stødte på det her indlæg. I mit tilfælde må jeg bare konstatere, at lige meget hvor gerne jeg ville give, så vil de ikke have møget. I Danmark er vi nemlig meget strikse med donorblod , og mit vil man ikke have.

Men det er stadig en lille pris at betale. Det kunne have været meget værre. Det kunne have været noget andet. Det kunne eksempelvis have været HIV.

(og nej, jeg smitter ikke – man skal se det som en slag vaccination jeg har fået. Godt nok med en nål af en anselige størrelse….)

Mens jeg kørte på arbejdet, gik tankerne på langfart. Om hvordan vi begræder den tabte barndom og ens egne unger, der ikke kommer til at opleve den frihed, man selv oplevede. Og vi taler og taler, om hvordan det skal være anderledes og at man ikke vil gentage fortidens fejl. Og gør det alligevel, igen og igen.

Og vi føler at vi arbejder mere, meget mere, end i tidligere tider, selvom arbejdstiden er kortere og vi forstår det ikke.

Mens vi sanker til huse og ikke kan leve uden nyt IVTA-køkken og omprioriterede lån og en bil skal der til og nye bremser og vaser fra Holmegård.

Og imens vokser ungerne op og vi giver dem fra os, før de kan gå, og næste gang vi kigger, er de tårnhøje teenagere med bumser og fødder, der er på størrelse med skotøjsæsker. De store. Til støvler.

Og vi forstår heller ikke det. Eller så meget andet og alting virker så utrolig vigtig. Små stridigheder bliver store og arbejdet fylder det hele og kærligheden må vi nå, når vi har bedre tid. Til sommer. Efter sommerferien.

Og alting virker så meget mindre, når man så kommer frem på arbejdet og ser at der er en besked på telefonen og den siger:

“Så. Nu har hun fået fred. Hun døde her til morgen.”

Hvor er det underligt at føle, at man selv stadig står på tærsklen til sit liv, men andre på ens alder er ved at runde deres liv af.

Nok er det uretfærdigt, når børn dør før deres forældre, men det er heller ikke let, når forældre dør fra deres mindreårige børn.

Der blev kæmpet en kamp – den er ved at være udkæmpet, når hjertet stopper er det slut.

Den har stået og trukket i mig – den smukke mystiske duftende hyld. I noget nær en måned har det været min plan at plyndre og plukke. Men i byen har det været svært at finde steder, hvor der er hyld uden trafik og da jeg kom på landet, viste det sig at hylden slet ikke var sprunget ud derude.

Men weekendens tur byttede naturens gavmildhed med naturens grille. Da dykning ikke kunne komme på banen med al den blæst og regn der var omkring os, viste der sig forskellige alternativer og et af dem var en gåtur i det regnblæste.

På den tur åbenbarede der sig fine fyldte hyldeblomstklaser både hid og did.

Og søndag formiddag hvor vejret ind i mellem artede sig, gik jeg på rov og endte med to poser sødtduftende hvide blomster.

Blandet med sukker og citroner, vand, eddike og rom (til henholdsvis hyldeblomstsaft, hyldeblomsteddike og hyldeblomstrom – og lur mig om ikke noget af saften kommer til at blive kogt ind til hyldeblomstsirup), står der nu tre krukker og en enkelt flaske og trækker. Det skal stå en 3-4 dage og blandes og trække og dufte og være. Og allerede nu smager det som det det er – alfevin…

Men netop fordi jeg i år har sådant et overflod, har jeg tilladt mig at eksperimentere. Den ene af safterne har jeg spiced up med kanel, kardemomme, stjerneanis og vanilje. Planen er at den skal gemmes til december og sammen med en god sjat rom, skal gøre et alternativ til gløggen. Jeg ved ikke om det virker – men normalt kommer man sjældent helt galt afsted ved at blande gode ting sammen – og sommervin og vinterkrydderiet må være julens største gave.

mod weekend uden larm (som denne) og med mulighed for afslapning mellem gode mennesker. Planen var dykning, men det ser ud til at vejret har andre planer – så der pakket spil i tasken. Det skal nok blive godt.

Min rosenbue blomster med sartrosa storduftende roser og på bordet tronede en kæmpeskål med nyplukkede hjemmearvlede jordbær, serveret ovenpå lækker take away med knas og bid.

Men man må tro mig på mit ord, for mit kamera lå derhjemme.

Og hjemme er det sted, hvor jeg er alt for lidt for tiden – eller sådan føles det, nu hvor jeg oplever at livet hiver i mig fra alle sider og mange forskellige interesser skal tilfredsstilles.

Egentligt ville jeg være ganske tilfreds med en uges ferie, hvor jeg kunne sidde i et bed og slå ro og hive i de andre rødder. Men det kan jeg ikke … endnu.

Men om ikke så længe er det weekend og efter den kommer en kort uge, der afsluttes med et efterhånden længe ventet besøg i det jyske.

Jeg glæder mig til at gense det hvide sand, der knirker under fødderne, de lyse nætter udenfor huset og mit urtebed, der vist har vokset sig stort og frodigt.

Jeg vil håbe på vejret og sove på stranden og genoplade batterierne – altså om ikke alt for længe…