Mandlig kollega: “lad vær’ med at kigge ud af vinduet – jeg har lige set to fyre stå og ryste sig af, op af træet”
Mig: *op af stolen med en lynhurtig drejning af kroppen mod vinduet* “hvad, hvor … du skal sgu’ da ikke fortælle mig sådan nogen ting, når de er overstået”

Uden for mit vindue er der en græsplæne og lige nu er den mokket til med folk, scener og telte med udskænkning af alkoholiske drikke. Folk hygger sig i solen og et band er ved at gøre klar til at spille – og så de ovennævnte unge mænd, der letter sig op af træerne … og jeg overvejer om det ikke er en sag for Arbejdstilsynet, det er jo ikke til at arbejde med den uorden – og hvad med de psykiske følgeskader…!

Måske var det en ide med en skovtur her på søndag? Den 2. maj er det “Skovens dag” og der er arrangementer både på Skovskolen Nøddebo og på Arboretet i Hørsholm. Aboretet i Hørsholm er helt klart en oplevelse og en tur værd og mon ikke årstiden og vejret er til udendørsaktiviteter…..

Når man bliver modtaget med bemærkningen “jeg tænkte nok det var dig der kom, jeg kunne høre dig klapre”, så er det man overvejer, om man skulle gå hjem og i seng….

Jeg har sagt det før, men lad mig da gerne sige det igen: der er intet der slår fransk bagværk. Hele søndagen gik jeg og fantaserede om deres eclairs (hey – jeg har aldrig påstået at jeg havde et liv!) og på vej til arbejde var jeg indenfor og forsyne mig – og ja!, de var lige præcis så gode som jeg huskede.

Jeg deler husrum med en nydelig ung mand. I 50’erne ville jeg ha’ været en værtinde, i USA ville vi være roomies. Men her i nutidens Danmark er situationen den, at han giver mig nogle penge og jeg giver ham tag over hovedet. Vi har et meget ligetil forhold: jeg bestemmer alt, og han lader som om han retter sig efter det. Det har stået på i 1? år og fungerer på mange måder rigtigt fint.

Men logerende er lidt som vilde katte. Når du lukker dem ind i dit hjem og dit liv, bør du overveje og definere hvor meget og hvor tæt på du ønsker dem, og lige som vilde katte skal du tænke dig om to gange, inden du begynder at fodre dem!

Det gjorde jeg ikke med Milo (Min Logerende). På et eller andet tidspunkt kom jeg til at give ham mad. Jeg kan ikke huske situationen nøjagtig, og det har højst sandsynlig ikke været af mit hjertes godhed, men snarere været ala “jo, tag du bare resterne de skal alligevel smides ud”.

Men lige som med de vilde katte er jeg nu i den situation, at alt hvad der efterlades på køkkenbordet, bliver kredset om med savl i mundvigene og spørgsmålet “er det til mig?, må jeg ta’ det? må jeg?, må jeg?”

Standardsvaret nu om stunder er “Nix – hold snitterne for dig selv!” – selvom jeg godt ved at det er for sent – alt for sent.

Igår mens jeg sad i sofaen med dynen og plejede resterne af min forårsforkølelse, kom Milo ind i stuen.

Milo:“Vi har ikke flere isterninger”
Mig: “Hvad snakker du om? Vi har ikke isterninger – hvis du vil ha’ isterninger, så lav nogen, vi var igennem det her hele sidste sommer – lav dine egne isterninger!”
Milo:“ok – men lige nu har jeg altså ingen isterninger. Men jeg så at du havde nogen gule nogen i din skuffe i fryseren – fugtsaft eller noget – må jeg ta’ dem?”

Og lige _der_ havde jeg muligheden for at sætte en stopper for mad-tiggeriet. Jeg skulle bare ha’ sagt “ja” “ja, min dreng, ta’ du bare de gule isterninger” og ha’ lænet mig tilbage i sofaen og ha’ ladet dem nyde deres gin og tonic, mens isen smeltede og dådyrs-bouillonen blandede sig med drÌnken…………..

Så er vi tilbage ved det gamle system og jeg kan ikke sige andet end: “tak for at du gad lege med igen i år” :-)

I mit skab, på øverste hylde ligger mit liv. Bog efter bog, fyldt med tegn der gør det ud for bogstaver, ord og historier. Mine historier – mit liv – mine dagbøger. Perlen i min samling er min første dagbog. Startet den 26. december 1974 – da jeg var 8 år gammel.

I bøgerne figurerer en masse personer og situationer – som jeg ikke længere kan genkende eller huske, men jeg kan også læse ting, der med det samme suger mig tilbage i tiden og lader mig føle, smage og huske situationen præcis som den var.

Som da jeg var 10 år gammel og alt handlede om skolekammeraterne og ens egen placering i flokken, jalousi og hvem vil være ven med hvem – og jeg tror det gør det lidt lettere når man sidder foran et grædende barn, der er opløst over at bedsteveninden er blevet “taget” af en anden.

Hvis du har lyst, kan du læse med over skulderen:
Læs videre her

… og så tror jeg i øvrigt, at alt den selvmedlidenhed tar’ en pause…

når den største jubel: “jamendog, jamendog – solen skinner og det er ikke længere vinter” har lagt sig, så kommer den snigende, den mest ambivalente følelse af dem alle: forårsblues’en. Du ved du burde være glad og fornøjet, lufte ud, stille dig en krog og nyde solen i ansigtet og lytte til fuglene – men i stedet blir’ du tvær og muggen og har mest af alt lyst til at lukke dig inde i et mørkt rum og sove indtil det blir’ vinter igen – og forårsblomsterne, dem ved du godt hvor du har lyst til at stikke hen og det er _ikke_ i nogen vase…!

… men jeg ved så også at det går over igen, på et tidspunkt – har jeg hørt…

Who’s in chage around here? I’d like to complain about my life. I distinctly ordered a happy life with a loving husband to go with my new-born baby and what was this soddy travestry that I’d been served up instead?

Jeg ved ikke hvor meget det rangerer over ugebladsromaner – for den starter med den store tragedie og ender åh så lykkeligt – men Marian Keyes Watermelon leger finurligt med sproget og har så mange genkendelige oplevelser af hele “breaking up is hard to do-situationen”.