Et opkald i fredags bestemte dagens gøremål. Sidst på eftermiddagen fik jeg nemlig at vide, at der hvor huset og halvdelen af min nyttehave ligger, skal der i løbet af næste uge laves en sti.

Jeg vidste jo godt at jeg skulle ud af haven, men fristen var sat til medio november, begyndelsen af december – med stor sandsynlighed for forsinkelse. Så en hasteudflytning i denne uge var ikke helt programsat – specielt ikke fordi den eneste tidspunkt der pt. var fri til eventuelle gøremål var onsdag aften – og så lige i dag søndag.

Så portvinstømmermændene måtte vige for den friske luft og der blev i den grad gravet, ryddet hus, slæbt, revet ned og stablet. Alt hvad der var af ting der skulle gemmes i venstre side af haven skulle væk – for når en små tre meter bred maskine pløjer igennem min have, hiver den alt på sin vej op og væk og ud og så er de planter historie.

Det var hårdt og deprimerende arbejde. Det havde været rart at have været nogle flere om det, men det korte varsel og måske vejret gjorde at det var de gode undskyldningers dag. Så det var en af de dage hvor man bed tænderne sammen og overvejede hvor man kunne købe sig nogen nye venner – sådan nogen af dem der er på tv, helst nogen af dem der spiser mentos.

… og jeg er ret sikker på at den medhjælpende kæreste overvejede, hvor han kunne få sig en bytter – og denne gang til en af dem uden haveinteresse….

Jeg kan mærke, at mine skuldre så småt er ved at komme ned under øreniveau. At for hver dag der går, kommer de lige et lille nøk ned. Jeg kan mærke, at der lige så stille er ved at blive bygge en lille smule overskud op. Lidt efter lidt. Det er ikke fordi hverken niveauet eller tempoet er sænket, nærmest tværtimod. Jeg er stadig ikke top-ovenpå. Bider stadig hovedet af folk i ny og næ – specielt når jeg er på hjemmebanen. Træerne vokser ikke ind i himlen.

Alligevel må den ændring, der er sket i mine arbejdsforhold, have gjort noget og jeg har tilsyneladende været mere påvirket af både før og nu – end jeg vidste.

Lidt uhyggeligt egentligt. Lidt som at komme sig over en depression, uden at man har vist at man var deprimeret. Får mig til at tænke over hvor tit man egentligt går igennem livet, uden at forholde sig til hvordan man har det, og måske uden at vide at sådan som man har det, ikke er godt nok… og at tingene kan være anderledes, bedre…

Som den bank jeg betaler mine renter til siger, så skal man jo gøre det man er bedst til og det har jeg uden undtagelse gjort i denne her weekend.

Så jeg har både spist slik til aftensmad og lavet lækker yummi pekingand til én. Jeg har sovet længe og snoozet skod tv sammen med misserne i sengen indtil en to-tiden. Jeg har hængt ud med en ven, iført sovehår og sparkedragt. Har spist pizza og amerikanske pandekager med hyldeblomstsirup til morgenmad. Jeg har slået rungende brandskider som skræmte kattene og grinet af det. Jeg har opdateret mit elektroniske netværk på LinkedIn og Facebook og har ladet være med at rede sengen, selvom den bliver fuld af kattehår og har slet ikke støvsuget, vasket tøj eller ryddet op.

Spørgsmålet er, når jeg nu gør det her ting så godt – hvorfor gør jeg det så ikke til hverdag?

Jeg har altid været en sovetryne, først var det min mors problem og senere blev det naboerne, specielt om sommeren hvor åbne vinduer og to vækkeure der ringede med forskellige intervaller og i hver sin rytme, ikke var en acceptabel sammenblanding.

Jeg havde min helt egen rytme, med radioen der startede med musikken, efterfulgt af det “rigtige” vækkeur, der selvfølgelig var sat på snooze og snoozede derud af i noget nær en time.

Og jeg kom næsten altid sent op.

Hvad kan jeg sige – jeg er en b-and.

Men så flyttede der et A-menneske ind i huset og pludselig havde jeg en helt anden form for vækning. Lige så stille blev radioen sat på silence og senere flyttet ud af soveværelset. Vækkeuret tabte pulsen og nye batterier blev ikke sat i og en dag var også den væk.

Hvis jeg engang imellem havde et meget tidligt møde, et fly jeg skulle nå eller andre vigtige aftaler som jeg var usikre på om det menneskelige vækkeur, der sover ved min side kan klare, så har jeg brugt mobilen som back-up.

Så det var en stor udfordring i går, da manden var veget fra min side, alle vækkeurene forsvundne og mobilen glemt inde på arbejdet, hvor den var blevet lagt til opladning.

Heldigvis kan tdc stadig noget med vækning og kl. 07.00 ringede min stationære telefon og fortalte mig at det var tid til at stå op.

Men det var slet ikke nødvendigt.

For det viste sig samtidigt at den halve ledige seng var en udmærket legeplads for en morgenvågen kat. En kat som mente at det var da en sjov leg at bruge tiden mellem kl. 6 og 7 på at fange imaginære mus, der tilsyneladende gemte sig under dynen, på mit lår.

Det er pænt trættende at blive vækket af en katte klør-fem i låret i en time.
For jeg har jo ikke glemt min snooze teknik, så mellem hvert angreb lykkedes det mig at falde i søvn – for så igen at vågne med en ed rettet mod det blåøjede bæst med søm i vanterne!

Det er sjældent man kommer hjem fra fødselsdagsfest lugtende af røg. Men det gjorde jeg i lørdags, idet lørdagens underholdning inkluderede en vaskeægte umu/hungi.

Mad lavet i et hul i jorden.

En hel dags forberedelse og maden der der smager helt specielt og skønt – og giver en ny mening til ordene “af jord er du kommet – til jord skal du blive”.

Hele seancen er blev gennemfotograferet – hvis du vil se det hele så tryk på billedet:

Dagen i dag, var den dag hvor der var fyret godt op under gammelt nag og lagt i kakkelovnen til de store meningsudvekslinger i min haveforening. Der var ekstraordinær generalforsamling med efterfølgende havevalg (efter anciennitet).

På grund af en udvidelse at vores nabos jordbesiddelser skal det meste af haveforeningen flyttes her til vinter/forår og nu var det endelig tid til at få sat navn på de nye ejerskaber.

I og med at jeg var tredjesidst regnede jeg egentligt med at der blot ville være ælle-bælle-mig-fortælle tre haver at vælge imellem, så jeg havde ikke gjort mig de store overvejelser over hvor jeg gerne ville have have, eller hvad der var godt eller skidt.

Så da jeg pludselig blev råbt op og skulle træde frem for at pege på min nye have, vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle sige, gøre eller pege på. Midt i det hele råbte mine søde næstenoverfoboer, om jeg ikke kunne tænke mig at overveje nummer dittenogdatten der var overfor dem, gav jeg det ikke mange tanke før jeg sagde til havefordeleren at den have satte jeg mig på.

Det umiddelbare alternativ var enten nede ved åen eller i bodegaområdet.

Havde jeg valgt en af haverne ved åen, vidste jeg at ikke ville høste ros fra hjemmefronten, idet der allerede på nuværende tidspunkt er indløbet klager over mængden og størrelsen på havens myg. Det andet område er præget af stillesiddende arbejde i skyggen og store hunde, og selvom jeg godt kan lide både skygge og hunde, så læner jeg nok ikke nakken helt nok tilbage, til at blive fuldt accepteret af gruppen der. Selvom jeg måske kunne få delt ud af den kasse øller der har stået uberørt i mit hus siden jeg flyttede ind.

Så det er nok den rigtige have jeg valgte. Blandt flinke folk og nytilkommer som mig selv. Selvom den ligger lige ved indgangen og dermed bliver vurderet af folket når de kommer og går …. og….. har sti på tre sider af haven.

Sti som haveejeren har pligt til at holde fri for ukrudt.

Lige nu går tanken på noget med at investere i en ukrudtsbrænder, en fornuftig måde at få haveglæde og ildglæde til at gå op i en højere enhed.

Navnet til trods så er jeg lige for tiden uden besøgskort – altså de kort der bruges til de kortere visitter. Jeg var ellers engang så tidlig ude. Fik fætter Skæg til at bestille og hjembringe bogtrykker trykte visitkort fra Indien eller Thailand, før computeren blev hver mands eje og man kunne gøre det selv.

Dernæst gjorde jeg det selv. Visitkort i papir og i plast og fint skulle det være. Da karrieren tog fart kom businesskortet på bordet og erstattede det hjemmedesignede visitkort. Og sådan har det været i de sidste mange år.

Altså lige til nu hvor mit interne jobskifte har resulteret i forældede visitkort, uden at jeg har passeret start og modtaget 500 nye.

Og så er det man begynder at overveje om man skal gøre noget ved sagen selv – og til det er der godt nok hjælp at hente her: Creative Business Cards eller her: Business Cards – a photoset on Flickr

Jeg savler stadig.

[oprindeligt inspireret via /many‘s LinkDrop]

Inspireret af den debat der foregår lige nu om links og popularitet googlede jeg lige mig selv og faldt i processen over dette:

Jammen hov da da – det er jo mit billede (herfra). Godt nok bliver jeg krediteret for fotoet,

men der har ikke været nogen kontakt til mig omkring brugen af billedet – og det mås man jo ikke. Men sådan er det jo med blogs og blogverden. På en eller anden måde er det alligevel nogle andre regler der gælder.

Alligevel må jeg indrømme, at jeg egentligt er mest nysgerrig over hvad der mon står i posten – og det ser ikke ud til at det er muligt at kommentere på den oprindelige post

Nogen der kan græsk? Anyone?

Sløvsind og livslede – samt halsonde og deraf følgende selvdiagnostiseret sengeleje kureres bedst med pandekager – hvilket har været kendt siden den første Rasmus Klump.

Så pandekager blev det:

Hældt ned med hjemmelavede blomstersirup og syltetøj. Og pludselig så det hele lidt lysere ud. Og min ellers nyelige træthed over at føle mig tvungen til sylte blev skudt til hjørne. For det smagte himmelsk det skidt. Som flydende sommer.

Og lad mig præsentere, fra venstre mod højre – rosen/ribs-, hyldeblomst- og lavendelsirup afsluttende med brombær marmelade med æbler og Sri Lanka kanel (og så pandekagerne i midten).

Og med besøg fra oven, så det straks lidt lysere ud. Også selvom selvsamme overbo foretrækker sine pandekager ou natural, eller med et enkelt sukkerdrys. Ham om det, så var der mere til mig.

… men de færreste gør noget ved det.

Vejret det bæst.

Og dog.

Jeg er ikke sikker på at jeg forstår det – men det ser ud til at TV2 har lavet et nyt koncept – som er åbent for alle:

Vild med Vejr

Så er det da bare noget med at kridte sydvesten og komme afsted.

Og som de siger derinde:

og hovedpræmien er en LIVE-vejrudsigt med omkring 1 million seere.

Ja så – ser man det.