Han ser så uskyldige ud når han lægger sig for ens fødder og vil kæles, eller putter sig ind til en i sofaen eller sengen.

Men bag det søde ydre gemmer der sig en yderst talentfuld musedræber, der nærmest på daglig basis bringer små spidsmus hjem i huset, for at holde timelang musehow, hvor underholdningen består i at få det lille pivedyr til at blive ved med ville lege.

Naturen er grum … og smuk:

Tre gode kyllinger, står stoppet ud med krydderurter og en halv øl. Klar til at komme på grillen.

De kommer til at få følgeskab af mormor salat med jordbær og friskbælgede ærter, gammeldags agurkesalat, friske hvide asparges, nyopgravede kartofler, Fru Møllers flutes og godt smør.

Og bagefter skal vi smovse i de jordbær der står ved siden af mig, og sender duftsignaler af ren lykke ind i min næse.

Det er set før, men det er så dansk og så godt … og smagen af midsommer for mig.

… så jeg bliver herinde i stormens øje et stykke tid endnu.

Inde midt i stormens øje kan man putte sig og få ro.

Og der sidder jeg nu.

Gemt væk fra mennesker man har kendt i over 20 år, og som bare pludseligt går hen og dør. Eller venner hvis børn skal aktiveres, for ikke at skrige. Naboer, der alligevel bliver sure og smider hegn, hen foran ens låge, og eller vrisser over manglende digitalis, som uduelig arbejdsmand har trukket op og aldrig sat ned igen. Arbejdsmand, der i øvrigt lover at lave have og i stedet bare graver et hul – og efterlader mere til oprydning, end det arbejde man startede ud med.

For mistet sten i svigermors ring, stillinger den genopslås, men man kan søge igen – dobbelt fuck dig. Fra chefer der melder fra til styregruppemøder, så alle beslutninger må skyde (selvom projektets tidsfrister skal holdes), planter der står og dør fordi de ikke kommer i jorden og jordbær, der istedet for at fylde nogen med fryd og sødme, måske ender med at rådne, fordi man ikke kan plukke dem fra en anden landsdel.

Men jeg holder fri fra det.

Og nyder solens varme i sommerlandet. Hører fuglene synge og ser kattens smil, når den igen har fanget en mus og kan rulle rundt på jorden og blive rigtig beskidt.

Et øjebliks fred mens weekendens gæster sejler rundt for at finde fiskefrikadeller og friske kyllinger og kæresten får lov til at lege med sin båd, sammen med nogen, der faktisk sætter pris på det.

Alle er glade og jeg prøver at glemme alt det jeg ikke når og det faktum, at jeg godt ved hvad det betyder, når jeg vågner om morgen og mine hænder ikke kan bruges fordi det summer i dem, som havde jeg gemt en bistade derinde.

Jeg folder forsigtig fingrene ud en efter en, og jeg føler mig lidt som en sommerfugl, der lige er kommet ud af sin puppe og sidder på en kvist i solen, mens vingerne tørrer og pumpes fulde af blod.

Snart er jeg klar til at flyve igen.

Ud af stormens øje.

Med et hoved på størrelse med en middelstor vandmelon og hænder, der ikke havde kunne træde en nål om mit liv så afhang af det – vågnede jeg til en ny dag.

Mit lille stunt i går, kostede en dag som en søvngænger, med hoved som en en Ibizzagæst efter ferien og en tøst jeg ikke kunne slukke uanset mængden af vand.

Så jeg kom ikke videre med projekt have – krydderurterne står stadig og fylder i deres krukker – jeg håber de holder til det.

Og hvis de ikke gør – så er jeg i det mindste så heldig, at jeg kan hente forsyninger fra fjernlageret.

Selvom der ikke er mere end et par m2’er så står krydderierne på rad og række og sidst jeg talte var jeg vistnok oppe på 23 krydderurter – men det er så også inklusiv lavendel. Og nu er der sat navne på dem:

Dagen i går skulle være den længste i år. Og det føltes også sådan, da jeg fejrede den med, at lægge en arbejdsdag i haven, efter den almindelige arbejdsdag på kontoret.

Det er dejligt og skønt i min have. Alting vokser og gror.

Men hvor jeg havde regnet med, at jeg skulle arrangerer lidt planter og luge lidt ukrudt – stod den (igen) på hårdt manuelt arbejde. Ting som at grave med greb og slæbe fliser.

Havde ellers hyret en mand til det grove. Og han havde lovet, at alting ville stå klart her efter weekenden. Så jeg var noget overrasket og skuffet, da hans version af færdig svarde til min version af det rene ingenting.

Eller – det rene ingenting, hvor der var flyttet nogle sten og gravet to huller …? Ingen fræsning af (kommende) græsplæne, ingen afgravning af jord og anlæg af stier. Men værst af alt ingen bede gjort klart til min hord af planter der tøstede efter at komme tilbage til jorden.

Min efterhånden voksende flok af krydderurter, som jeg efter aftale med manden havde gravet op forrige fredag, og som efterhånden er pænt klare til at komme ned på nye pladser. Alle mine sommerblomster, der står i potter, som efterhånden er for små til deres rødder.

Så jeg måtte jeg selv igang med greb og kultivator.

Og i aften går det løs igen og med hænder der summer og en ryg der værker, så tror jeg at også denne dag kommer til at føles temmelig lang.

Svigermor er sendt over til middag hos naboerne, og udenom hendes øjet er store danske jordbær blevet dyppet i mørk chokolade, og sat et hemmeligt sted.

Champagnen står og køler sig, mens vi tager friheden til at shoppe noget LoOove – (corny ordspil på Love Shop i Tivoli Friheden).

Det er fredag, det er weekend og det er kærestetid.

Sidste år i august, da sommeren lakkede mod enden og livet var blevet genopfrisket af ferie i sommerlandet, var planen at vi ville kigge på hus.

Hvor jeg regnede med at et hus i omegnen af vores arbejdspladser ville gøre tricket, mente min kæreste at vi skulle flytte til Jylland.

Vi er endt med ikke at købe hus (endnu), men en del af en kompromisløsning blev, at kæresten og kattene ville være i sommerhuset hele sommeren.

I dag går jeg så ind i min 2. uge som græsenke. og selvom det er underligt at være sig selv 100% efter små 4 års samliv, så er det også forfriskende i forhold til alle de vaner og uvaner man går og bygger op omkring sig selv og sit samliv.

Og jeg tror at vi hver i sær lærer noget om os selv og vores samliv i løbet af sådan en sommer.

Men jeg ved også at det er fedt, at jeg har møder i Jylland i midten af ugen, så jeg kan krydre samværet med et forlænget ophold om ikke så længe. Og hvis jeg kan tro på dmi, så bliver vejret til at holde ud.

Og når vi taler om krydderi, så har jeg skrevet bag øret, at jeg nok skal tage nogle små plastiskskilte med til urtehaven, sådan at kæreste og svigermor kan finde rundt i krydderierne, mens jeg er hjemme i storbyen.

For det er vist ikke sundt for nogen, at historien med lavendelkartoflerne gentager sig ……

Gårsdagens solskin blev blandt andet brugt til – igen – at se indersiden af en skadestue. Et møde med en pose med flasker – og åbenbart også glasskår – resulterede i et knivskarpt snit i læggen, der endte med at kræve 3 sting, syet af en læge, der nærmest ikke var kommet over konfirmationsalderen.

Det unge udseende kunne han tilgives – det er den samme gamle erkendelse af at jo ældre man selv bliver, jo yngre bliver læger, journalister, politikere og andre offentlige ansigter – men da han adspugt om hvor lang tid der skulle gå, inden jeg skulle have taget stingene sagde; “vistnok 10 dage” kunne både han og jeg høre at det ikke lød helt godt, og bedre blev det ikke da han tilføjede “ja, det plejer de at sige”.

Hvis det ikke var fordi, at han faktisk havde gjort det godt, og syet mig så fint, at jeg slet ikke kunne mærke det (selvom jeg ikke blev bedøvet), så havde jeg været mere bekymret end jeg var.

Men han gav mig lov til at gå i høje sko og danse, og så var jeg glad, for aften sluttede af i festligt lag blandt gode mennesker, god mad og godt øl.

Og i dag står den på udplantning af tomater, for min mor har altid sagt at man skal vente til efter Grundlovsdag med at udplante agurker og tomater – for at være sikker på at der ikke kommer nattefrost … og den dag er ventet med længsel af mig og planterne i vinduet…