Min mor har grønne fingre. Ingen tvivl om det. Hun har på et tidspunkt formået at lave levedygtige planter ud af en buket roser. Efter at de havde stået og blomstret en 14 dages tid.

I år har jeg fået resterne af de tagetes som er lavet af de frø, vi tyvtede lidt på vores tur til Valbyparken sidste år. De står fine og klar til at blive plantet ud i haven.

Jeg har ikke arvet min mors grønne fingre. Slet ikke og ikke nær på. Men jeg har arvet lysten til at plante og så og nusse. Men jeg er bange for om jeg har arvet andet.

Min mor har gigt i sine fingre. Slidgigt efter at have brugt sine hænder i sit arbejde igennem mange år. I disse dage hvor mine fingre værker, snurrer og sover er jeg bange for om det skal være de første tegn på, at jeg også vil komme til at lide af samme knugede smertefulde sygdom.

Jeg tror, at det i første omgang er mit kapaltunnelsyndrom, der er blusset op for fulde drøn igen og jeg skal til at sove med skinner igen for at se om det kan få det til at gå væk.

Jeg håber det er det, for det er der i det mindste en behandling for, mens gigt jo ikke rigtig er til at komme af med igen.

Jeg ved faktisk ikke hvor i min krop jeg har mest ondt. Men jeg vågner med sovende fingre, har svært ved at stå oprejst når jeg har siddet eller ligget, mine arme føles længere og tungere end normalt – og så har jeg hovedpine.

Og så siger de at havearbejde er sundt!

Missæren skyldes, at jeg forsøger at skabe mig en have, som jeg ikke skal bruge (ret meget) tid på at vedligeholde fremover. Og det er knokkelarbejde.

Problemet er at min jord er ikke jord, men ler. Tyk, fed, ugennemtrængelig og stenhård lerjord.

Lerjord er god til at holde på fugten og næring, men den er ikke god til megen regn og slet ikke nem at arbejde i. Hverken for mennesker eller planter.

Så jeg kom op med en ide. Istedet for at grave mig igennem al jorden i hele haven og lave jordforbedring overalt, så har jeg gravet to render med en dybde på ca. 40 cm, som jeg bagefter har fyldt en hjemmelavet jordblanding bestående af sand, kompost, spagnum og noget af den oprindelige lerjord, nulret i mindre stykker. Ideen er at mine frugtbuske sættes i denne blanding og dermed får leveret en ordentligt madpakke til de kommende år.

Så det har jeg brugt min weekend på. Nulret og blandet jord.

Kæresten har sammenbidt gravet hullerne. Ødelagt to greb i processen. Den ene fik bøjet tænderne og den anden knækkede midt over. Knækkede gjorde kæresten næsten også. Det kræver et mere end almindeligt godt helbred at gå i 4 timer i regn og søl og grave huller i uigennemtrængeligt lerjord. Vi venter på den endelig udfald, der enten kan blive en bustet ryg eller en god gang forkølelse.

Det tog ham 4 timer at grave hullerne, men det er ikke lykkedes mig at fylde dem med min hjemmeblandet jord, på de her to dage…

Hele projektet føles stadig stor og uoverskueligt. Der mangler stadig så meget og alting tar’ længere tid end ventet. Og oven i det har jeg nu for anden gang haft overnattende gæster… Denne gang ødelagde de min lås og efterlod en guldøl.

Så nu har jeg fjernet madras og tæpper. Og håber det gør min lille hytte mindre attraktiv som overnatningsted.

… og så tror jeg egentligt at jeg selv skal på hovedet i seng.

Og haven – den ser sådan cirka sådan ud nu:

Jeg er fra dengang da telefonen var til korte beskeder og ikke noget man måtte okkupere og sidde og sladre i med sine veninder. Jeg var et stykke tid om at få mobil og når den har skulle skiftes har det været en uoverskuelig jungle, at finde ud af hvad jeg skulle have og hvordan jeg skulle købe den.

Min forrige telefon måtte udskiftes, fordi displayet røg sig en tur efter et møde med en marmortrappe. Skiftet var dog nemt nok, for min kæreste havde en ekstra telefon, som jeg fik og gladeligt har brugt siden.

Indtil her for nyligt hvor dét display røg sig en tur. Denne gang uden en ydre grund, men det blev ustabilt, virkede den ene dag og ikke den næste.

Helt tilfældigt endte jeg forrig fredag i butik med telefoner, der ikke er stavnsbundne og efter en omvej omkring brugte telefoner, endte jeg i de nye og gik hjem med denne her Nokia 6300.

Den opfylde mine behov, der er enkle: man skal kunne tale i den, sms’e uden at bryde sine fingre af led og så ville jeg gerne have en der kunne tage billeder.

De første to ting gør den godt. Det med billederne er afhængigt af lyset. Ved godt lys tager den udmærket billeder, mens de bliver noget grumsede hvis der ikke er lys nok:

Min hyldeblomstsaft havde gæret, mit brød lå muggent på bordet, mælken var sur i køleskabet. Døren til køkkenet var smækket i og tingene fra vindueskarmen faldet ned. Jeg havde været væk i 4 dage og det føltes som en måned.

Sådan en helt almindelig onsdag, kan sagtens forklæde sig som mandag.

Det blæste og blæste – og så blev det lidt stille i mellem vindstødene og bålene blev tændt og vi stod og skuttede os og vendte og drejede os som grillspyd for at fordele varmen på for og bag.

Og de eventyrslystne forsøgte sig med snobrød og det var det samme som altid med sorte brød og “jeg gider ikke lave det færdigt – moar…” og forældrene der forsøgte at bage de sorte brød færdigt, mens ungerne hoppede i sandet og forsøgte at grave sig ind under bådene.

Og der blev holdt båltale om det forunderlige i svalerne, der formår at vende tilbage. Ikke bare til Europa, Danmark, Østjylland, Saksild – men helt tilbage til lige præcis det hul under taget, som de blev udruget under sidste år. Og om at set i det perspektiv gør lidt svalelort ikke den store skade.

Og om at glædes over livet som liver her og om at det er om sommeren det hele er smukkest og forelskerne genopstår.

Og vi holdte hinanden lidt i hånden og delte en øl med chokolade og chili – og bagefter faldt vi i søvn på sofaen med fjernsynet tændt og misserne i fodenden.

Misserne er krøllet op i hver sin stol – efter at de godt fornærmet har travet frem og tilbage hele formiddagen. Sure over at det blæser og regner. De vil have godt vejr til deres sommerhusbesøg.

Vi sidder bag hver vores computer og arbejder. Velsigner pc’er og internettet der skaber den mulighed for os, at vi kan arbejde hjemme ude.

Vi håber på at det gode vejr kommer som dagen skrider frem, så vi igen kan nyde en smuk sommeraften, med blå himmel og vindstille vejr. For hvis vejret arter sig, vil vi sejle jollen ud og nyde bålene fra kysten fra vandet. Det vil sikkert være et smukt syn.

Det er skaldyrshimmel på grillen, med nybagt brød og smagfulde dressinger krydret fra minihaven. Det er jordbær, der er lunet af solen og sprøde grønneærter.  Det er mig og ham og den lyse nat og et bålfad på stranden. Det er himlen der farves rød og grøn og lyser turkist mod havet. Og vildstille der mellem nat og dag.

Det er regndråber på taget og vasketøj, der bliver tørt og vådt og vådt og tørt og dufter når man går forbi det. Det er missebasserne, der ikke vi stå op og gå ud i regnen – men senere på dagen nærmest flytter ind hos naboen, i deres lænestole. Det er afslappet ned og ingen mail og vejret der gradvist bliver bedre.

Det er jollen i vandet og frisk over vandet så ryggen gungrer mod bølgerne og smilet er stort på hans ansigt. Det er besøg af familien – den del man ser for sjældent og mest kender gennem deres historier fra forældrene. Det er mintfriske isdrinks og snak med fætrene. Minigolf og en anden plads (- men jeg er heller ikke født på pladsen).

Det er weekend på en hel anden måde end derhjemme i storbyen. Det er midt på sommeren og det føles som om at den lige er begyndt og jeg håber den varer evigt.

Jeg kan mærke, at jeg nok burde have sikret mig med den vandfaste mascara i dag. Har besluttet mig for at tage med til bisættelsen og kan mærke at jeg alligevel er mere berørt end som så…

Det er mest om sommeren de dør.

De mennesker som jeg kender og holder af, men alligevel ikke er helt tæt på.

Om tre dage er det et år siden hun døde og skabte kaos omkring sine to små børn og deres liv.

Og i dag får jeg at vide, at en af mine tidligere gode kollegaer/samarbejdspartnere, døde i fredags og skal begraves i morgen.

Egentligt burde jeg ikke være overrasket, for han har været syg al den tid jeg har kendt ham, men han har samtidig været den største fighter jeg nogensinde har mødt.

Han kæmpede mod kræften som jeg ikke tror jeg nogensinde har oplevet andre gøre. Han nægtede at acceptere, at døden var en mulighed. Han hang fast i livet med det yderste af sine fingernegle – og han gjorde det med et livsmod og en livsglæde som får mig til at skamme mig over mine egne klynkerier.

Han var et fantastisk inspirerende menneske, en dygtig og vellidt leder og et rigtig godt menneske.

Jeg kan ikke engang sige at han heldigvis er befriet for sine smerter – for jeg ved at han ville kæmpe for at få lov til at kæmpe.

De får en god mand i ham. Hvor han end ender – og jeg er sikker på at han kan give et par tips om godt lederskab til dem, der måtte modtage ham.

R.I.P.

Hvis man skulle komme til at trænge – eller løbe tør for de hjembragte ingredienser, fra den smukke ø, så er der råd for det – lige midt i København.

Så det gjorde vi, en lille gruppe mennesker i fredags. Tog et kulinarisk tilbageblik til øen og alle dens fristelser.

Restaurant Koefoed hedder stedet og det er en sjælden skat. Utrolig lækkert mad, til priser man kan betale. Altså ikke helt i den billige ende – men det var maden og betjeningen heller ikke og så er det ok med mig, at der skal betales for det.

Mine venner tog deres smage menu, med 6 retter, mens jeg beherskede mig og nøjedes med 3. Ret beset tror jeg nu nok, at mængden af mad var nogenlunde den samme, men jeg kunne ved mit valg holde mig fri af kartofler og fisk, som jeg ikke har det så godt med.

Det er dejligt, at der efterhånden er kommet en trend med at lave gourmetmad af danske råvarer og danske retter. Restaurant Koefoed levede helt klart op til det, med deres lækre menu, hvor der bl.a. både indgik bornholmerhane, ramsløg og rarbarbere.

Det er klart et anbefalelsesværdigt sted, hvis man trænger til lidt Bornholm i utide.