Sidste år havde jeg et lathyrusprojekt. Planen var at de smukke blomster skulle ud og stå i min opgang og varsle sommer og sol. Det gik så ikke så klassisk godt.

De groede og groede – men der kom ingen blomster og da efteråret kom, måtte de lade livet.

Men, da jeg jo havde sået en masse planter, var der nogen der fik en anden skæbne. Blandt andet smed jeg et par småplanter ned i en krukke i gården.

Efter at have vandet dem de første par uger, glemte jeg egentligt alt om dem. Dog kom jeg forbi senere på sommeren og så at de vist havde fået blomster.

Den pludselige sommer sendte mig igen i gården og da jeg kom forbi potten så jeg til min overraskelse et par genkendelige planter:

Så hvis jeg ikke tager meget fejl, så har vi igen lathyrusser i lysthuset…..

Efteråret har taget over
Efter en lang sommer, hvor jeg hele tiden har håbet på, at mine lathyrusplanter ville komme efter det, og fryde mig med deres smukke ærteblomster, har jeg endelig givet op, kastet håndklædet i ringet, erkendt mit nederlag – rykket dem op med rode. Jeg er kommet videre.

Krukkerne som de stod i, er blevet klædt i efterårets farver. Og med al den varme vi kan opbyde hilser vi folk og fæ og efteråret selv – velkommen…

(Klik på billedet for at se mit efterårsalbum på “23”)

“>

Mine bussemænd er sorte og neglene flosser. Ryggen værker og når jeg rejser mig tar’ det lige lidt tid, inden jeg kan rette mig helt ud.

I mit køkken står der et glas med syltede paradisæbler og grevindens syltetøj, mens saften til paradisæblegelé står og drypper. Det er som i gamle dage.

En veninde, der er den lykkelige ejer af en nyttehave, har tilbudt mig partnerskab. Ikke som i “lykkeligt til vores dages ende” – og dog…

Jeg har accepteret og i den kommende tid skal de nærmere retningslinier drøftes. Arrangementet blev fejret med nedrivring af to gamle kompostbunke. Og paradisæbler….

På mit bord står tomatplanten med halvvisne hængende blade. 8-9 tomater kæmper en kamp mod tiden, bliver de helt modne inden planten møder sit endeligt? Det var ikke den største høst jeg fik. Men de dage, hvor der var hjemmedyrkede i madpakken, var nu alligevel helt specielle

På trods af alle mine gode tanker nåede alle mine lathyrusplanter kun at vokse. Vokse, vokse og vokse – men de satte aldrig blomst. Høje, tynde og ranglede dét blev de, og jeg og mine omkringmigboer, nåede at glædes og spændt følge planterne, der nærmest voksede 5-10 cm om dagen. Det der med at dyrke lathyrus indendøre, vil jeg nok alligevel ikke anbefale.

Men til næste år bliver det måske helt anderledes…. man har jo stadigvæk lov til at drømme.

Der er ingen tvivl om at jeg er kolonihavemoden. Men det samme er vist tusindevis af andre. At finde en kolonihave i nærheden af København, der er til at betale, er næsten mere vanskeligt end blot at finde en bolig i København.

Jeg har lagt en annonce på en kolonihaveportal – og jeg har skam også fået nogle tilbud. Men kolonihaver til halv million, er alligevel lidt for skrap en kost, specielt når de så ligger i Hørsholm, eller ved Helsingør.

Måske er det med kolonihaver, så med så meget andet – at man skal kende nogen der kender nogen – kender jeg sådan nogen?

Her på Vesterbro er vi ved at være plukkemodne. Også tomaterne.

Min tomatplante og jeg lever i symbiose. Uden mig ingen fremtid for den – uden den ingen følelse af sejr for mig!

Idag sejrede vi over tøsten.

Da jeg kom hjem idag var planten mere tøstig end jeg selv var og det selvom den bare havde stået på skrivebordet – mens jeg have løbet rundt om næsten alle søerne – iført mine nye forfodsplatfodsindlæg i de nye og dyrtindkøbte løbesko.

Og mens jeg sidder og forbløffes over at det gør en forskel, hvilke sko man har på og om man tager sig af sine fødders skavanker eller ej, vander jeg planten lidt ad gangen. Og stille og roligt rejser den sig op – og jeg tror den overlever, selvom den så ked lidt ud af det, der med hængende blade.

P.S. En af mine venner spurgte mig hvorfor jeg egentlig havde en tomatplante, når jeg ikke rigtig kan lide tomater…. “fordi” svarede jeg. Det må da være til at forstå…

Når jeg kommer til at røre ved den, fordi jeg vander den og den specielle duft kommer op i min næse, så kan jeg ikke lade være med at få et bestemt billede op i min hukommelse.

Man siger at dufte er en af de bedste ting til at tricke mindecenteret i hjernen. Det underlige i det her tilfælde er, at det jeg husker, ikke er en erindring omkring en oplevelse jeg har haft – det er et minde der stammer fra en tekst, jeg har læst i en bog:

Jeg binder tomatplanter op. De har bløde hår på de spinkle langlemmede stængler, der nemt bliver bøjet eller knækker. Tunge af mørke blade, blomster og nye svulmende frugter. Den kraftige grønne, bitre duft svøber sig om mig. Jeg fanger og løfter varsomt hver langstrækkende stængel og drejer den blidt op mod den varmende sol, forbinder jorden med himlen

Der er slæbt urtepotter og jord op på 4. sal. Der er lovet (og truet lidt) aflæggere til højre og venstre. Der er skam lagt mange planer for den videre tilværelse for mors lathyrusser.

De ved det ikke og står bare der og vokser.

Vestergro #2

Min mormor var klart de grønne fingres matriark. I min verden kunne hun få alting til at gro. Hele hendes liv og hverdag kredsede om blomster og planter. Og det selvom de boede i lejlighed hele deres liv.

For mormor og morfar havde nemlig et sommerhus. Det lå ved Følle Strand, og sommerhuset havde en god stor have. I haven såede, plantede og passede mormor sine planter og blomster, og i omegen hentede hun græsser og strå. For mormor havde en forkærlighed for planter, der kunne tørres og senere omsættes til de flotteste dekorationer.

Interessen og de grønne fingre gik i arv til min mor. Ligesom med min mormor, kan min mor primært findes med bagen i vejret i perioden fra tidlig forår til sent efterår, Der pilles og nippes og rodes og regeres. Hvor min mormor mest var til pryd, er min mor nok mest til gavn.

Hendes største og mest tidskrævende projekt er køkkenhaven, der stort set gør familien selvforsynende – ihverfald hvad angår frugt og saft. Jeg er opvokset på store mængder hjemmelavet brombær- og solbærsyltetøj.

Og min mor laver planter. Ikke blot ved at købe frø og så dem. Min mor kan lave rosenplanter af en buket roser hun har fået, eller tomatplanter af en tomat, hun spiste i vinters og godt kunne lide smagen af.

Sidstnævnte står på mit skrivebord og blomster med sine små gule blomer, og dufter den syrligt skarpe helt specielle tomatduft, når man rører ved bladene.