Lige siden jeg flyttede for 2 år siden har jeg skulle sortere, smide ud og rydde op.

Når man flytter fra 125 m2 til 77 m2 er det naturligt, at der skal skæres til i bohavet.

Men jeg er ikke kommet omkring det og det der skulle have være mit gæsteværelse, er stille og roligt sandet til, mine møbler er for store og de midlertidige løsninger, har nu været brugt i 2 år. Og jeg kan mærke, at det tager min energi.

Så I weekenden kom jeg endelig igang. Flyttede alt fra mit rodeværelse ud, skaffede mig af med nogle møbler fra min firmatid, som jeg ikke skal bruge og har købt nogle skabe, der passer til husets størrelse.

Og er i gang med at smide ud og give videre. Det er en proces….

I min nyttehave, havde jeg i mange år planer om at plante en figen op ad min sydvæg.

Min tante havde også lovet mig en stikling fra hendes meget frodige bornholmske figen.

Men den udeblev altid.

Så flyttede min søster ind i en have med figentræ. Og fra sidste efterår til igår har jeg haft en lille pind i en potte stående. Ventende på at komme i jorden.

Men da figner skal have det skidt, for at bruge kræfter på at lave frugter i stedet for grene og blade, måtte jeg grave et hul og fore det med fliser.

Anbefalingen er ellers et betonrør, med nogle bestemte dimensioner. Men selvom jeg er god til at google, var jeg ikke så god. Så det blev fliser.

Stort arbejde for en lille fesen pind.

Jeg har en have fyldt med efeu. Efeu i hækken, efeu i græsset, op af plankeværk, rundt om planter og snigende ind på terrassen og huset.

Så jeg har storm-googlet “efeu bekæmpelse” i den senere tid. Så stor var først forbavselsen og dernæst ironien, da jeg kom hjem til en stor kasse efeuplanter smidt foran min hoveddør.

Det _var_ en fejllevering. Og ikke en elegant en af slagsen men jeg tror næppe at nogen har fået noget, de har haft mindre lyst til at få, end,, mig og mere efeu.

Selvom 2018 lige startede med, at bide mig i min selvfede røv, bedst som jeg den 2. om aftenen, sad og havde det godt med,  at jeg både havde trænet og taget første skridt mod ændring af kost, ved at melde mig til diverse ting, så synes jeg alligevel, at 2018 viser rigtig meget potentiale. 

Selvom fredag den 5. var min mors fødselsdag og derfor (igen, igen), trak i tårekanalerne, så var det også den dag jeg var ude og blive introduceret til en ny opgave, som jeg fik – og starter på,  på fredag.

Det var også en hyggelig aften med dejlige kollegaer, som jeg har fået gennem min sidste opgave.

Og i de her solskinsdage, hvor alle mulige dyr tumler i min have, hvor jeg ved, at den næste tid er sikret økonomisk og jeg også lige skal ned og dyrke noget sol og dykning i smukke Thailand, er det lidt svært ikke at være optimistisk – så det er jeg….

Når man flytter i hus, så bliver man sådan en der har sneglespor på de duggede ruder i efterårsmorgenen.

En der hænger fodderkugler i træerne til fuglene og har bænkebidere i kælderen.
Det sidste tror jeg ikke er et sundhedstegn.

Ting der er anderledes når man bor i hus:

• En kæmpeedderkop løber hen over gulvet. Gemmer sig under en reol, løber videre og er nu et sted ved mit fodpanel
• Bænkebiddere i kælderen
• Snegle på vinduet
• Indkøb af nye haveredskaber – jeg har eksempelvis lige købt en muldvap – som er en elektrisk kultivator, der skal tages brug i det stykke grusfortov jeg har omkring hele haven. Bor på en hjørnegrund.
• Hjørnegrund = *suk*

På mit ene dørtrin står den plantemis jeg fik i fødselsdagsgave af min far og hans hustru.

Den har følgeskab af min mors pelargonie, der lyser op og ser ud til at stortrives på den østvendte trappe og har flere knopper og blomster end jeg set på den tidligere, i den tid jeg har haft den.

Og det hele sluttes af med min farvestrålende kæmpevindmølle og kulørte lamper.

Jeg tror roligt at man kan sige, at jeg er ved at indtage mit hus – og at man kan se, at de sendte en pige….

Hvis der er noget 2017 er, så er det nye begyndelser. 

Har på mange måder fået skrællet lag efter lag, af det jeg er, af. 

Og en helt anden forandring er, at min lille bitte niece har valgt, at hun skal konfirmeres. Som datter af en tro ateist og en hindu, skal hun naturligvis døbes først. Ligesom mig, og min far og hans søskende. 

Ateismen løber langt og dybt i min fars familie, hinduismen langt i hendes far.

Ikke desto mindre sidder jeg her i søndagsmorgenstunden og lytter til lydende i mit nye hood.

Kaffen siger ingenting, men damper lige så stille.

Men ellers er mine morgenlyde her fra haven anderledes end på stenbroen:

Tæt på mig kan jeg høre de små kvitte-kvitter og lyden af en fugl, der flyver over mig. Kragerne skratter også i nærheden og de fede duer går i hylden – og siger ikke noget mens de æder.

Bag mig kunne jeg tidligere høre, at nogen i nabolaget holder høns – men de er blevet stille igen.

En bil kører forbi ude på vejen og en mor snakker med sit lille barn, som de cykler forbi.

Og langt foran mig kan jeg høre den samme slags skyderi, som jeg kan høre ude i mit nyttehave – ved ikke om lyden er den samme eller om der er flere skydebaner derude i ødelandet afgrænset af Køge Bugt.

2017 er starten på noget andet – måske er jeg på vej mod det der voksenliv? Det ville ikke være for sent – slet ikke når jeg nu har hus  … måske, jeg glæder mig i hvert fald til at se hvor jeg er på vej hen.

Min kæreste tog et ordentligt nøk udenfor terrassedøren – og pludselig, under alt det grønne, viste det sig, at der lå en terrasse og at der i hjørnet af den, er en enkelt morgensolsplads … og den fandt jeg i dag.

I mandags flyttede jeg fra 4. sal til jordniveau. 17 år i samme lejlighed, 25 år i samme ejendom centralt på Vesterbro.

Nu bor jeg i et lille villakvarter i Valby og tingene er ikke de samme.

Når jeg går i seng, er her så stille, at jeg kan høre mit eget hjerte slå. “Dunk-dunk, dunk-dunk” lyder det. Selvom jeg bare ligger, helt roligt.

Jeg var godt klar over, at jeg ville komme til at møde en del edderkopper – dem bruger vi ikke så meget på V-Bro. Jeg har allerede nu støvsuget flere end der tillades i en buddhistisk verden – men de to bænkebidere, der kravlede på min reol i morges var en overraskelse.

De blev med en neglefil og en tommestok lempet ud i haven. 

Når man i øvrigt er i den der have – og det begynder at regne, så er der på magisk vis kun et enkelt befrigende skridt op i tørvejr.

Eller man kan, som jeg gør nu – sidde i ly med fusserne, stukket lidt ud:

Selvom jeg de sidste 11 år har boet mange lange perioder i min kærestes hus i sommerlandet, er det her alligevel noget andet.

Jeg skal for eksempel forholde mig til affaldsortering på et meget mere praktisk plan: i går skulle kassen med “farligt affald” stilles ud. 

Sådan en havde vi ikke på stenbroen, eller så var det viceværtens job.