februar 2012


onsdag 29. februar 2012 kl.10:44

Jeg fik bare sådan en god dag i går – og jeg tror at meget af det skyldes at jeg slet ikke forventede noget og derfor fik den ene mere positive overraskelse efter den anden.

Derfor var det en glad fødselar, der sidst på aften trissede i seng og kyssede min kæreste på issen, nu uden det hår jeg havde tigget og bedt om at se ryge siden han begyndte at gro det i sensommeren.

Topper og hårpragten

Det passer mig bare så fint at være tilbage i Danmark. At det er lige til at få blomster og ordentligt chokolade, at man kan købe en film man har lyst til at se – og at ens kæreste kan invitere en ud til god klassisk mad hos Brd. Prise, og jeg kan genopleve min studietid, ved at spise i underetagen af den bygning, der ellers rummede mange (traumatiske) forelæsninger i offentlig ret.

Eneste lille minus ved Danmark er det der med sko. Det bekommer mig ikke vel.

Og selvom jeg havde taget sko på, der tidligere var mine “bekvemmelighedssko” og derfor kun har en lille hæl og nogen , så endte de med at trykke og klemme og gøre forfærdeligt ondt. Og da togdriften fra Nørreport valgte at gå i udu og vi derfor spadserede hjem, var jeg hende der endte med at tage skoene af og gå hjem i strømpesokker.

Men hey – det var jo nærmest forår i går og det ødelagde ikke min glæde – så i går var jeg lige præcis som overskriften siger: grundglad og på strømpesokker gennem februaraftenen i de københavnske gader, mæt af god mad og med min bedste kæreste i hånden.

Og det er ikke helt skidt.

tirsdag 28. februar 2012 kl.16:03

Facebook er god til fødselsdag – og sådan en har jeg i dag. Og det er dejligt som jeg bliver hilst der, samt på sms, Skype og endda et enkelt brevkort er det blevet til … og ja, nogen af de medier husker en på det – men det er da bare dejligt, at det er nemt at glæde en anden.

Men glæden blev størst da det ringede på døren og jeg fik leveret blomster, chokolade, kærestebrev og en middagsinvitation … fra min dejlige kæreste.

Morgenmad (nær sengen), fødselsdagshilsner, solskin, frisør og så blomster og middagsinvitation … jeg bliver helt glad i låget og endnu mere glad ved tanken om at jeg slet, slet ikke skal i nærheden af at opvarte nogen til denne her fødselsdag … jeg kan bare nyde og det gør jeg!

kl.8:15

Cyklede rundt i Glostrup. Forsøgte at mærke byen. Notere mig vejen ind og ud og rundt.

Ville bare rigtig gerne kunne lide hvad jeg så, og blev da også begejstret for den lette adgang til natur, stilheden når man var væk fra hovedvej og motorveje – og ja, så langt ude var det måske ikke. Og vi har jo bil og det en del af vores venner også.

En kort tid tænkte jeg: “Kom så, lad os gøre det – lad os flytte herud, hvad holder dig tilbage?”

Men endte alligevel med at konkludere, at jeg stadig ikke var moden til forstad.

Jeg bliver 46 i dag – og hvis jeg ikke er moden nu, hvad er så chancerne for at jeg nogenside bliver det? Har den slags modenhed – eller rettere pararthed overhovedet noget med alder at gøre?

Jeg ved ikke hvad det er, eller fordi der som sådan er noget i vejen med Glostrup, men jeg kan bare mærke at jeg vil dø lidt indvendigt, hvis jeg skal leve mit liv i et ligegyldigt villakvarter, i en forstad mellem hoved- og motorvej.

Selvom jeg bor midt i byen, så bor jeg udsigt til himmel og uden naboer der snager i mit liv – jeg har alle de specielbutikker jeg kan kaste mit legeme ind i og gode venner tæt på. Jeg har min have 12 min fra min hoveddør og der finder jeg massevis af natur og luft, hvis det er det jeg vil have. Men det er ikke engang det som holder mig, selvom det naturligvis tæller på pludssiden.

Vi har også en 4. sal der skal klatres op til både med indkøb og vådt dykkergrej, en halv stue der fungerer som dykkergrejs- og sylteglasopbevaring og et kosteskab der falder fra hinanden på grund af syltetøjsoverbelastning. Og en bil som det nogen gange er svært at finde parkering til, men nem for narkomanerne at bryde ind i. Og et Halmtorv der tilhører en yngre generation der synes at musik og arrangementer gennem hele sommeren er fantastisk og ikke ser frem med gru på de to gange modeuge der ruller gennem bydelen.

Men selvom mit liv og mine ønsker ikke harmonerer min bolig, er jeg ikke klar til at kaste ham og flytte væk … og jeg tænken r på, om det nogensinde kommer til at ske, eller om vesterbroen har sat sig så grundigt fast under huden på mig, at jeg skal slæbes væk herfra når tiden kommer?

4 år fra 50 … men stadig ikke gammel nok til forstad….

søndag 26. februar 2012 kl.17:41

Søndagen er blevet brugt på boligjagt … eller rettere sagt, primært sommerboligjagt.

Sommerbo er ikke beboeligt i længden og der skal et nyt hus på grunden og derfor kigger vi på muligheder. Og vi kigger, og kigger og kigger – og nogen har noget og nogen andre noget andet, men indtil videre har intet været helt rigtigt, men hvert kig bringer os et stykke af vejen (håber jeg).

På et eller andet tidspunkt finder vi nok det rigtige – og træder ud af det dødvande, der er beslutningernes tomrum, hvor alle muligheder stadig er åbne – men ingen beslutning er lig med stilstand.

Men at finde det rigtig er nogen gange ikke godt nok.

Og det siger jeg, fordi vi sluttede dagen af med også lige at kigge på et bytte-rækkehus.

Og det var det rigtige.

Det havde badeværelse oppe og nede som er et krav fra min kæreste, det havde en fin lille have, lukket gårdhave, endda med en superfin udestue, der ellers kun opfyldes i drømme. Stue og køkken var lagt sammen på en rigtig fed måde og der var endda et aflåst opbevaringsrum der passede som hånd i handske til vores dykkergrej og både carport og det værksted som min kæreste går og sukker efter.

Vi kunne leve præcis det liv vi ønsker, med nem adgang til at vaske og laste dykkergrej, med mulighed for at opbevare alt den syltetøj jeg kunne drømme om og med mulighed for at sidde udenfor igennem hele året. Skulle der være et minus så var det at der var et værelse mere end hvad vi havde brug for – og det er jo bare et luksusproblem.

Alligevel læner vi mod et nej.

For det havde bare ikke beliggenheden.

Yderkanten af Glostrup. I et trøstesløs villakvarter i en række af ens bygninger – langt fra butikker, liv eller bare noget der ligner en by.

Og der er jeg bare ikke.

Hvis jeg endelig skulle flytte væk fra byen, skal det være til landet, ikke til et underligt villakvarter, der hverken er land eller by.

Så vi kigger videre.

Efter både sommerhus og anden bolig og på et eller andet tidspunkt finder vi vel præcis hvad vi ønsker os.

torsdag 23. februar 2012 kl.13:10

Jeg har vasket mig en gang vansketøj med duft af terpentin.

Alt tøjet stinker og efter at jeg har hængt det op stinker lejligheden også.

Jeg havde malet i går og da jeg i morges opdagede at det ikke kun var en reol der var blevet hvid, fik pletterne på bukserne en omgang med en klud og terpentin. Jeg troede så helt naivt, at jeg kunne vaske den grimme lugt væk og smed bukserne i en vask.

Med det resultat at jeg nu har en hel bunke tøj der stinker af terpentin.

Og en lejlighed.

… og med en dag der startede med at jeg havde hovedpine, ser det ikke ud til at tingene går mere i den rigtig retning .

Men heldigvis kan man lukke rummet af og få luftet lidt ud.

tirsdag 21. februar 2012 kl.9:04

Jeg har mel, mælk, æg og smør – og mine to små pandekagepander er kommet op fra deres skjul i kælderen – så i princippet har jeg alt hvad der skal til for at holde pandekagedagen i hævd.

… og jeg har faktisk også tiden – så måske skulle jeg bare nyde det hele lidt mere og gøre det…..

mandag 20. februar 2012 kl.8:59

Med et år uden indtægt og en hjemkomst til arbejdsløshedsland og understøttelse, er jeg nødt til at kigge kronerne i øjnene.

Jeg har aldrig været en storforbruger af ting, tøj og tant & fjas – men har altid brugt mange penge på mad og specielt på mad af en høj kvalitet og jeg har aldrig skelet til prisen … og faktisk ikke haft en anelse om hvad en liter mælk eller en pakke smør kostede.

Har altid haft skabe, skuffer og fryser pakket fuld med ingredienser og har praktisk taget til enhver tid kunne stable mindst en 3 retters menu med snacks og afterdinner hejs på benene – udfra det jeg havde i huset.

Nu er mine skabe, skuffer og fryseren tomme og med ditto lommer er det svært at komme op i omdrejningshøjde.

Og det er som sådan også ok.

Jeg vil jo gerne leve et mere simpelt liv og der er ingen tvivl om, at vi havde et overforbrug når det kom til madindkøb … eller i hvertfald et overbetalingsforbrug, da jeg ikke som sådan købte ind og smed ud – men som sagt bare købte ind uden at skele til prisen.

Det kan jeg bare ikke tillade mig lige nu – og jeg har for første gang sat mine fødder i et lavprissupermarked som Lidl og køber helt generelt mere ind i supermarkeder end delikatesseforretninger.

Og jeg ved at det er et totalt luksusproblem og jeg ikke har nogen grund til at pive … men hold da kæft hvor er det dog et deprimerende udbud af madvarer man skal holde sig til, når man skal handle discount og tænke over priserne ….. og jeg kan mærke at fantasien lige så stille og roligt siver ud af min madhjerne.

fredag 17. februar 2012 kl.8:00

vinter vår

På det yderste af vinteren eller det første af våren og lige midt i skolernes vinterferie og min egen ledighed, mødtes min niece og jeg til “mosterdag”.

Bål i bålfad

Selv her dagen derpå, kan jeg lugte røg i mit hår. For vi hyggede os med gåtur på Fælleden, pølser og snobrød på bålet – med varm kakao og skumfiduser til dessert. Alt det gode fra bålet, midt i sneen og dådyrspor ude i min lille have.

Mosterbag

Og vi fortsatte med spil på bordet, da vi med røde kinder og lugt af røg, kom tilbage til lejligheden. Hvor bror og kæreste sluttede sig til hyggen og de hjemmelavede pizzaer.

Mikado

Og vi sluttede herligheden af med at lave stuen om til biograf og det nød vi, selvom teenagestorebror skulle i klub midt i det hele og kæresten lagde sig på tværs og snorkede sig gennem to film.

Det er fint nok at jeg har været savnet mens jeg har været væk, men jeg tror nu alligevel, at jeg bare bedre kan lide at være her.

lørdag 11. februar 2012 kl.18:38

For 20 år siden levede jeg sammen med en alkoholiker.

Et mennesker, der havde en masse gode sider og en dyb dyb afhængighed for selvmedicinering med piller, narko og til sidst alkohol – som bragte så forfærdeligt meget dårligt frem. I ham, i vores liv og samliv.

Det endte efter 2½ år og jeg kom videre med mit liv og fik en helt anden livsbane, end den jeg troede mulig, dengang i 1992.

Jeg kan sige mange ord om ham, og mig og det liv, der blev levet i skyggen af flasken og udkanten af volden – og de kommer også drypvis gennem tiden, for den tid dengang, er naturlige brikker i  den person jeg er i dag.

Men historien er ikke mig.

Jeg lever ikke længere i skyggen af alkoholen, det er ikke en del af min nulevende identitet, jeg “har-været”, men “er” ikke. Længere.

Nu kan jeg godt holde alkohol og alkoholindtagelse ud …  selvom jeg for 18-20 år siden havde seriøse problemer med det

Og alligevel spiller alkohol ind i mellem en negativ rolle i mit liv.

Jeg har nemlig to personer i min bekendtskabskreds, som jeg synes har svært ved at styre deres forhold til alkohol. Hvor mer’ bliver til meget mere og også en almindelig onsdag giver anledning til flaskevis af øl eller vin og hver eneste komsammen ender fuldstændigt på den anden side af heget.

Med bukserne nede og brændenælder i røven.

Og det der ligger mig på sinde i dag, er hvor ked af det jeg bliver, når mennesker der ikke kan styre alkoholen, bliver styret af alkoholen – og man kan se dem styrte direkte mod afgrunden.

Hvor forfærdeligt det er at se et menneskes gode egenskaber igen og igen blive opløst af rødvinen eller øllerne. Hvordan det næsten gør ondt i mig, når vedkommende få timer inde i samværet bliver snøvlet og usammenhængende at høre på, eller alle knivene kommer op af skuffen og bliver kastet rundt med en vanvittighed, der efterhånden er mere sædvanen end undtagelsen.

Med mit intellekt ved jeg godt at jeg ikke kan gøre noget, og jeg er også bange for at jeg overdramatisere tingene – men jeg kan alligevel mærke, at jeg er nået frem til, at jeg har ret, lyst og mulighed for at sige hvor mine grænser går, og at jeg er nødt til at fortælle to personer, at jeg ikke har lyst til at være sammen med dem når de drikker – vel vidende, at 1) de vil blive sårede og vrede og 2 )ikke vil kunne håndtere et møde, hvor alkohol udelukkes og at det derfor sandsynligvis vil ende med et brud.

Og selvom historien normalt er, at rigtige venner er dem der bliver i medgang og modgang, så overvejer jeg om man alligevel nogen gange er en bedre ven ved at sige fra?

Og hvis ikke en bedre ven for dem, så i hvert fald en bedre kammerat for sig selv?

torsdag 9. februar 2012 kl.7:47

Lige før fandt jeg Topper på køkkenbordet, Bertram brummede løs nede på gulvet og Alfred sad ved siden af og så lidt forvirret ud.

Vi har åbnet op for zonerne.

Lidt af gangen og de får stadig ikke lov til at være alene sammen, eller være sammen om natten.

Topper, som var mest kyst af situationen i starten, er kommet rimeligt over det. Hun spiser, drikker, går på toilettet og vil faktisk også gerne lege, hvis hun ved hvor de andre er. Hun er også kælen og nysgerrig. Og bliver ved med at flytte grænserne for hvor langt hun tør gå i forhold til de andre.

Alfred er måske mindst påvirket af situationen og helt klart den der er nemmest at aflede med noget kæl. Han tøffer lige så stille rundt. Da det sådan rigtig gik op for ham, at der var en anden kat i huset var han moderat nysgerrig, og brugte aften i går på at sidde og kigge på Topper gennem glasdøren istedet for at gå ind i stuen af den anden dør. Når Bertram kører op i den store brummen, kan han godt brumme med, men det virker ikke rigtig som om at han ved helt hvorfor han gør det.

Bertram er klart den der mest provokeret af det hele. Mens han har været i pleje har han været udekat og har lært noget om det at have et territorium og skræmme andre katte. Og det er tydeligt at det plager ham, at der er kommet en anden kat ind på hans område.  Han brummer, hvæser og går stivbenet rundt. Alligevel er han ikke fuldstændig tryg i rollen som den dominerende kat, for hvis Topper vender sig mod ham, så kryber han under en stol eller en sofa. Vi prøver at aflede ham med kæl, snak eller mad – men vi må bare indse, at det tager tid og håbe på at det ikke skader ham, at vi har indført endnu en kat i flokken, som han så tydeligt anser sig selv som leder af.

Vi håber stadig at den oprindelige plan kan iværksættes, nemlig at Topper ender hos min søster og får et liv hvor hun også kan komme ud. Det ser ud til at min nevø tager rigtig godt imod zoneterapien og når vi har gennemført to behandlinger mere, vil vi gøre et hurtigt forsøg med at lade ham komme i nærheden af kattene og se hvad der sker.

Næste side »