Forleden tog jeg mig en af de friheder jeg nogen gange glemmer jeg godt kan tage. Nemlig at huske at holde fokus på, at min tid er min egen og at når jeg nu bruger af min aftenstid på arbejde, så kan jeg jo egentligt godt bruge af min dagstid til andet.

Så jeg smuttede i haven og lagde et løg-lag nr. 2 i mine potter. Så de nu er fyldt op med forventningsfuld glæde og kommende forårsbrus.

Og det gjorde godt, selvom dagen ikke var strålende efterårsagtig, men mere af november-november-november typen. Godt fordi jeg efterhånden føler at haven nu er lagt til ro for vinteren og at jeg ved at der til næste år – uanset hvordan tingene ellers arter sig – vil være farver og spræl i mit liv.

Og nogengange er det nødvendigt at gå ind i en ny del af sit liv, med viden om at noget i det kommer til at stråle, selvom man er usikker på hvordan helheden vil ende med at spille an.

Jeg kører mere bil for tiden, end jeg har gjort tidligere. Og det betyder, at jeg kører i høj sol og under fine forhold – men jeg er også ude og køre når det er tåget, regner og er mørkt. Og jeg driver på med parallelparkering og dårlige vejrforhold på motorvejen.

Og det slår aldrig fejl:

Jeg gør det, men jeg gør det med dødsangsten hængende i halsen.

Og jeg tænker på, hvor mange andre der sidder derude og også kan føle, fejltagelsen i deres krop. Hvor mange andre der tænker på at hvis rattet var drejet en anelse til højre eller venstre, så ville en kollision være uundgåelig. Om andre har fornemmelsen af at blive ramt og flyve inden man lander jorden, indkodet og oplever den igen, og igen.

Eller er det bare mig?

Jeg har haft ulykker. Og har været så heldig, at jeg aldrig er kommet til skade. Jeg har på motorcykel kørt ligeud i et sving … men endte heldigvis i noget krat, som holdte både mig og motorcykel i en oprejst position. Jeg er faldet i søvn i en bil og vågnede op inde i det hegn, der adskilte de to kørerbaner. Og endelig er jeg på Gran Canaria blevet påkørt, af en der kørte lige ind i siden af mig.

Som sagt uden at komme til skade.

Men om de er de oplevelser der sidder i kroppen på mig, eller om vi generisk er kodet til at opleve følelsen af sammenstød når vi bevæger os i en fart der er hurtigere end beregnet ved jeg ikke.

Men jeg ved at jeg altid er en lille smule bange, når jeg giver den fuld pedal ud af en motorvej.

Men der dør jo folk i trafikken hver dag. Og når jeg kører rundt derude, så hører jeg jo dagligt om trafikuheld.

Der er and i ovnen og bordet er dækket … den mangler de sidste glas og sølvtøjet som jeg ikke gad pudse og derfor er ved at undersøge om det kan vaskes blankt igen …

Vi bliver 13 og heldigvis står vi kun for anden. Og jeg syntes at jeg var rimelig smart. Specielt når jeg sammenlignede mig med Eva nede fra 1., som knokler med and med det hele + forret, dessert og borddækning.

Knapt så heldig her lige nu – for mens jeg sad her og var ved at gå i bad i god ro og orden, ringede min kusine – hende der står for kartoflerne. Hun og ungerne er syge.

Jeg har så lige nu og her valgt at lade være med at gå i panik og i stedet gå i bad.

Så vi bliver nu 10 og dem der spiser kartofler bliver snydt.

I forgårs snakkede jeg med mit pensionsselskab. Jeg havde bedt dem om at ringe til mig, fordi jeg var nødt til at forholde mig til, at jeg nu snart har været hjemme i et år og ikke havde lagt helt så meget til side, som jeg gjorde helt automatisk, da jeg var offentligt ansat.

Manden ringede og vi havde en fin snak.

En lang snak. Omkring det afdelingsskift jeg var blevet tvunget ud i. Om at jeg var blevet afkrævet helbredsoplysninger og ikke forstod hvordan det hang sammen – og om at jeg måske nok burde have tjekket tingene lidt bedre ud inden jeg rejste dengang og at det var ris til egen røv, at forholde sig passivt til det-der-med-pension.

Han ville sende et girokort.

Næste dag var der brev fra pensionsselskabet.

Det var ikke et girokort. Men et tykt brev med alle mine helbredsoplysninger. For det viste sig at det var en fejl, at jeg var blevet afkrævet helbredsoplysninger. Brevet var meget lakonisk og egentlig bare en følgeskrivelse. Så jeg ringede op og fik en snak med damen.

Og en fortælling om en maskine der spyttede nogle automatiske breve ud og at de så gik igang med at behandle sagerne uden at dobbelttjekke, men at manden fra igår havde lavet en manuel beregning, som viste at jeg ikke skulle have lavet et nyt helbredstjek.

Og jeg tænker på om dem der inde i pensionsselskabet i virkeligheden er lige så meget strudser med hovedet i sandet, som jeg er – og om der overhovedet findes nogen der har forstand på det der pension.

Og om hvad der egentligt sker med alle de penge der indbetales.

… mon der kommer noget ud i den anden ende?

Og jeg kunne jo også købe en rejse istedet for at indbetale ekstra pension.

Jeg kan huske tilbage til dengang, der blev holdt blogfest og man diskuterede anonymitet ctr. ikke-anonymitet, og Mikkel og Rasmus lavede blogradio (som man ikke kan linke til længere), hvor de snakkede om at på sigt ville blogmediet blive mere og mere specialiseret og man ville se blogs der handlede om fluefiskeri og andre nicheinteresser.

Jeg kan huske at vi andre grinte lidt i skægget og tænkte, hvem vil dog skrive eller læse sådan nogle blogs.

Men det blev jo sådan. Og der dukkede madblogs op (og åbentbart drabelige krige mellem de forskellige madfraktioner), modeblogs skød frem og blev samlet i Bloggers Delight. Kreabloggerne var kreative og gavmilde – de var de første på banen med “give-aways” af deres egne kreationer. De sjove flerbørnsmødre fik deres egen niche. en niche som der var penge og kunder i så nu kom de professionelle på banen og tilbød vare som bloggerne kunne give til deres læsere. De meget populære “give-aways” samlede alle mulige mennesker i bloggerens kommentarfelt.

På de 8½ år der er gået siden jeg skrev mit første blogindlæg, har verden omkring blogs ændret sig radikalt og enhver professionel person med respekt for sig selv, sin faglighed og sin virksomhed har en blog, der beskriver deres virke.

Som gammel blogger kan jeg ikke lade være med at smile lidt over al den nye hype der stadig er omkring blogs – og det at blogge. Nu bare fra den professionelle verden. Og jeg nikke medvidende når folk siger til mig, at jeg skal da også til at blogge i den der virksomhed, jeg er igang med at starte op.

Men nu gør jeg mere end at nikke … for jeg har startet en blog:

På lovmand-coach.dk/blog blogger jeg for første gang professionelt. Jeg blogger om det jeg ved rigtig meget om, nemlig personalejura, ansættelsesret, coaching og udvikling.

Jeg blogger til en helt bestemt målgruppe – nemlig den mindre virksomhedsejer, som ikke selv har en HR-afdeling og som forhåbentligt i min blog kan finde inspiration og viden som de kan bruge direkte i deres virksomhed.

Jeg blogger fordi jeg har noget på hjertet – men selvfølgelig også for at gøre opmærksom på det jeg kan og for at tiltrække eventuelle kunder.

Du er velkomment til at læse med – og hvis du gør, får du en anden side af mig at se. Men jeg håber lige så meget at du kunne have lyst til at sprede ordet.

Så hvis du kender nogen i dit netværk, som kunne have gavn af min nye baby – så vil jeg blive glad for at du delte det, hvad enten du bruger facebook, LinkedIn – eller god gammeldags mund-til-mund metode.

… og så siger jeg tak – og har du selv eller en af dine venner et spørgsmål er du selvfølgelig velkommen til at kommentere, kontakte mig på bloggen eller på mail rikke@lovmand-coach.dk …

En af mine venner, som har rundet de 60 og lidt mere, og kunne gå på pension, har valgt at lade være. Hun snakker om at hun kan lide sit jobog hun har ikke lyst til at stoppe.

Når jeg kigger på hende virker det ikke så skæmmende, det der med at vi nok kommer til at arbejde til langt op i livet. For hun er frisk og rørig – og snakker stadig om dates, livskvalitet og de gode ting i livet. Har stadig ideer og ønsker for fremtiden – og skal sandheden frem så tænker jeg aldrig på hendes alder og blev faktisk overrasket, da det gik op for mig at hun kunne gå på pension hvis hun ville.

Men vi snakkede om alderdom og om det som gør os gamle. Og hun fortalte om et foredrag hun havde været til, med en hjerneforsker. Han havde fortalt at det som gør os gamle, ikke er vores hjerne – men vores vaner.

Vores hjerne forfalder ikke i en grad så det i sig selv gør os gamle og vi kan sagtens blive ved med at lære nyt og udvikle os. Hvis vi gør det! Det der reelt er forskellen på om man virker og opfatter sig selv som gammel eller ej, er vores evne til at bryde mønstre og lave nye ting.

Gør vi hele tiden det samme, på den samme måde, den samme tid og i samme rækkefølge – så ælder vi os selv. Men gør vi tingene på forskellige og nye måder, er det i sig selv med til at holde os i gang, vores hjerne vågen og vores sind åbent – og så ældes vi ikke i samme grad.

Så det handler om at holde vores sanser åbne. Gå forskellige veje hjem fra arbejdet, spise mad vi ikke kender, læse andre slags bøger, møde nye mennesker – bryde vaner (eller få nye vaner).

Jeg kan huske at jeg på en rejse til Sri Lanka hørte et ældre dansk ægtepar idet de gik forbi mig havde denne ordveksling;

Han: “Nu håber jeg det snart er kaffetid”

Hun: “Ja, det gør jeg også, for jeg er godt nok kaffetørstig”

Og et eller andet sted er de jo indbegrebet af vanetænkning og fastholdelse – selvom man rejser over på den anden side af jorden, så drikker man kun kaffe til kaffetid.

Jeg håber, at jeg husker det her – også når jeg selv bliver ældre og det der med vanens magt og “sådan plejer vi” går i gang med at æde af min livslyst og iderigdom … og lige nu og her vil jeg eksperimentere med det på radiofronten.

For hvad er det der gør at radio er noget stationært, så når først kanalen er indstillet og bliver den sjældent skiftet – hvem ved om der findes stationer derude der i langt højere grad kan tilfredsstille mit øre?

Jeg vover i ihvertfald pelsen og vil i den kommende tid lave hjernegymnastik ved at lytte til forskellige radiokanaler og se om jeg derved kan vitalisere mig selv.

“Der er da virkelig sket noget!” sagde han og satte sig ved siden af mig. “Du gør jo alle øvelserne skidegodt …. og du har da også tabt dig, har du ikke?“.

Vi mødtes allerførste gang jeg var til crossfit og han er officielt min nyeste bedste ven!

Men han har ret. Det går så meget bedre med det der crossfit. Både med at udføre øvelserne og nå det inden for tiden. De to sidste gange kørte jeg på 100% og kom rent hjem. I dag sprang jeg et enkelt minut over, men jeg tog også 4 kg. mere på end jeg plejede.

Følte mig ellers ikke som en superhelt – for jeg er stadig de der 20 år ældre og 20 kg. tungere, end de fleste af dem på holdet.

Men åbenbart  gir’ det lidt respekt, når man alligevel kører halvdelen af holdet af sporet da vi lavede vores bonusrunde.

Tjae ..  det udløste i hvert fald en rose og det gjorde mig glad. Også over at nogen husker at gide at tage sig tiden til at sige det.

… her i det kolde, våde, november, november, november København