Jeg fik en mail fra Dennis … I kender godt Dennis ikke? Det er ham der er edderkoppe-bøssse-webmaster. Han fortalte mig at min weblog er blevet tilknyttet det her site og

“We hope your indexation will provide you with a greater number of GLBT Internet surfers and that you will use Spidergay for your own needs.”

(se mailen i sin helhed her)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er pro-homoseksuel i den forstand, at det rager mig en bønne, med hvem, hvad og hvordan folk deler deres seng. Og igennem årene har jeg haft en god del venner der har en anden seksuel orientering end min egen. And itís no big deal.

Men dilemmaet her er: skal jeg lade stå til eller afmelde mig? Jeg vil jo på mange måde gerne tilkendegive min liberale holdning (specielt fordi der stadig finde så mange ufattelige forstokkede mennesker ude i verden – men også bare her i landet) – men samtidig føler jeg det vil være lidt fjollet at reklamere for denne blog som en gay-weblog, når det ikke er det den er… (og jeg er ret sikker på, at ret få GLBT Internet surfer vil få specielt stor fonøjelse af at lande her på siden).

Jeg er i overvejningsfasen.

P.S.
Hvorfor er det så lige jeg er landet her i første omgang, er der nogen der har stukket mig?

Du kan sige næsten alt til mig. Hvad jeg ikke kan tåle er når jeg skal gætte mig frem til hvad du føler….

P.S.
Det giver mig mavepine at gætte.

“Du er det mest mavesure menneske jeg kender!”

…var beskeden på Messenger. Mavesur? Moi?

Det er dog fortrøsningsfuldt at Word kan komme op med ikke mindre end 30 synonymer på mavesur. Når vi har lige så mange ord for “mavesur”, som en gennemsnits grønlænder har for “sne”, så er jeg nok hverken det første, eneste – eller mest mavesure menneske i Danmark.

Men nogen gange er jeg nok lidt:
gnaven, barsk, eddikesur, fortrædelig, fortræden, irritabel, irriteret, knarvorn, knotten, knurvorn, i dårligt lune, i ondt lune, morgengnaven, morgensur, muggen, mut, pilsur, stram i ansigtet, stram i betrækket, stram i masken, sur, surmulende, syrlig, sær. tvær, umedgørlig, utilfreds, uvillig, vred, vippen.

bare lidt altså….

(NIMBY =Not in my backyard)

I november var der jo valg og det gik vi meget op i, i min bydel – resultatet kom en del bag på mig, men heldigvis på den positive måde.

Nu er valgkampen til “mit” menighedsråd blevet til en dokumentar og den vises på DR1 på onsdag. Og det vil jeg se. Se om den udsendelse komme nærmere de store spørgsmål:

Er det næstekærligt at lukke et værested for narkomaner?
Eller uansvarligt at huse stofmisbrugere midt i et tæt beboet område?

De stiller spørgsmålene, men kommer de også frem til et svar – og findes der et svar?

(hvis jeg ikke var så slikken…)

Først røg smøgerne – og det var næsten for nemt, så kom der motion på programmet og jeg begyndte at nyde det.

Nu er vi kommet til kosten. I denne uge er jeg gået på en “crash kur” der i alt sin enkelthed går ud på at droppe sukker og hurtige kulhydrater – og så lige også te og kaffe. Efter de 14 dage tilføjer du så flere og flere kulhydrater.

Jeg har prøvet det før – og det virker.

Altså lige indtil man igen begynder at overdosere sine kulhydrater – hvilket jeg nemt kan komme til at gøre, da jeg er en sukker-junkie og en brød-oman… Du kan beholde dine kartofler, din ris og pasta – det kan jeg sagtens leve uden, men giv mig et godt italiensk brød med sprød skorpe og sej kerne – eller blød, sød, salt lakrids og jeg er din for evigt…. eller om 1? uge altså…

eller

PAS PÅ, de er gamle!

Min fortid kom og bød sig til, der ved supermarkedets køledisk mellem æg og mælken. “Har du lyst til at gå ud og drikke en kop kaffe en dag” blev der spurgt og øjene afsøgte et svar i mine øjene. “Det er jo længe siden – meget vand i åen…, vi fik aldrig talt om det”.

Men nej – den bro er brændt, det skib er sejlet. Den plads i mit liv er taget, og også alle pladserne omkring det. Min tro er begyndt at komme tilbage og sårene helet og arene ved at være blot et tyndt usynligt spor.

Hvad jeg sagde var “Nej – jeg har ikke lyst til at drikke kaffe med dig.

Hvad jeg ikke sagde var, at det betød:

“Nej – jeg har ikke lyst til at drikke kaffe med dig – for jeg har intet behov for at lukke dig ind i nærheden af mit liv. Jeg kan ikke finde nogen grund til at ville kende dig igen. Hvorfor skulle jeg have lyst til at vide hvem du er nu og hvad du tænker og føler. Jeg vil ikke se dig, og jeg vil ikke at du ser hvem jeg er nu.

Men jeg er glad for at du spurgte. Glad for at jeg fik valget og muligheden for at mærke efter, om fortiden, nu også _var_ fortiden.”

Ting sker af en grund. Fortiden er fortiden, og det gør mig glad.

Foran Paradis er der kommet to kroge op – over den den ene står der “hunde” og over den anden “rygere”.

Måske er det min fortid der slår igennem, måske har jeg bare ingen humor – for jeg synes ikke det er sjovt, ikke engang tilnærmelsesvist…..

Jeg kan ikke lide når folk sættes i bås – men jeg bryder mig endnu mindre om, at man siger til en befolkningsgruppe, at de på grund af deres vaner skal behandles som hunde og parkeres udenfor butikken, og det selvom jeg rigtig gerne vil komme i cafeer og restauranter hvor jeg ikke generes af røg.

Måske er jeg bare lidt sart – men sjovt, det er det sgu’ da ikke!

At have et godt netværk er, at vide hvem man skal ringe til, når man står på Vesterbro Torv kl. halvotte og har en umanerlig trang til god italiensk mad – og ikke selv ved hvor man skal gå hen (og i sagens natur ikke har aok.dk ved hånden).

At have et suverænt netværk er, når informanten kan komme op med ikke kun én, men hele tre restauranter – oven i købet i prioriteret rækkefølge:

billig
medium og
fantastisk, men dyr.

Vi tog den billige (jeg er jo nem) – og det var behovet for god pizza der skulle dækkes.

Stedet levede fuldt op til anbefalingen: Så når den billige af slagsen er på det niveau, kan jeg næsten ikke vente med at afprøve den der er fantastisk, men dyr.

Jeg fik den bedste pizza jeg længe har smagt, og til dessert nød jeg at dele den lifligste tiramisu, efterfulgt af en god espresso.

Uden reservation var der en times ventetid, men i godt selskab er det en mindre detalje og ventetiden var det værd.

“Ja, det er altså ikke mig der sidder og fiser” siger kollegaen, efter at der kom en mistænkelig lyd over fra fra hendes del af kontoret.

“Jaja” – siger jeg bare.

Vi ved jo begge to at der kun var hende og mig i kontoret.

P.S. Hun påstod at det var noget med en støvle..?