Det første mini-skridt er taget. 

Jeg er i gang med en proces, der på sigt vil betyde, at jeg bytter min herskabelig lejlighed i hjertet af Vesterbro til en anden bolig.

Et halvt dobbelthus med have, i et lille skævt villakvarter i Valby.

Afhængig af min udlejers samarbejdsvillighed bliver det enten i skiftet juni/juli eller til september – og i min verden er det her skridt stort og lidt skræmmende.

Da jeg var i 20’erne var jeg modig. Min veninde og jeg kørte gennem Europa på motorcykel, sov langs med vejen. Den rejse gav mig blod på tanden, så senere sagde jeg mit job op og pakkede motorcyklen og kørte mod Spanien og et usikkert og 100% provisionlønnet job.

Da jeg 3 1/2 år senere kom tilbage startede jeg et universitets studium op – og smed den no-good kæreste på porten, som jeg ellers havde med mig hjem.

Og som jeg husker de ting, var det panden frem og skuldrene op og lige ud. 

Jeg opfattede aldrig mig selv som modig eller særlig. Eller heldig eller dygtig. Og jeg planlagde ikke.

Hvis der er en ting, der er karakteristisk for mit liv, så er det mangel på planlægning. 

Og det i kombination med at turde sige ja til de ting, livet har budt mig, har bragt mig mange forskellige steder hen.

Og lige nu står jeg på tærsklen til nye oplevelser og en drejning i mit liv, hvis jeg tør sige ja. Og jeg spørger mig selv, hvornår var det at jeg blev sådan en bangebuks? 

Jeg kan ikke huske hvem det var der spurgte mig, men jeg ved at jeg engang blev spurgt; “når du gør ting i livet, går det mest godt eller dårligt?” Og jeg svarede sandfærdigt, at det mest gik godt – og fik så opfølgningsspørgmålet “Hvis det mest går godt, hvorfor skulle det så ikke gå godt denne gang?”

Hvis jeg kan overvinde min irrationelle angst for at flytte ned i jordhøjde kan det være at jeg skifter min udsigt ud i en ikke al for fjern fremtid.

-leftover fruit from the punch…laver man da fødselsdagsmarmelade.

Havde en dejlig dag i sidste uge.Derefter kom resten af ugen væltende og dette indlæg har derfor ligget og puttet sig.

Men kommer nu:

Om lørdagen havde jeg en flok dannede damer forbi og vi fik noget fantastisk mad:

Med guld og blomster og en halv times forsinkelse. Men god.

Der var drinks i lange baner

Så mange, lange, baner at resterne udgør et fundament for sin helt egen nye fest:

På selve dagen, var jeg ude og spise med mine søskende og deres familie. Min kæreste kunne ikke komme over, men sendte en hilsen:

Og så var man en der er 51 år og som alle andre i den alder fatter man ikke hvor tiden blev af.

Men man ved at dengang man kun var halvt så gammel, var frugtpunchen ikke endt på glas: