Kan man blive glad over andres sorg? 

Så dokumentaren “Tig” på Netflix i går. Om Tig Notaro en amerikansk stand-up komiker.

I en lille ubrudt perlerække af shit-ting bliver Tig ramt af en alvorlig tarmsygdomme, kæresten går fra hende, hendes mor dør og hun får konstateret kræft i begge bryster.

Det der slår mig mest er den gennemgribende sorg over at miste sin mor.

Hun siger i dokumentaren:

“I can adjust to my body being different and I can adjust to eating different. That’s fine. Losing my mother, that’s not fine.” 

Og på en underlig livsbekræftende skæv måde, er det en utrolig lettelse at opleve andre voksne give udtryk for stor sorg over at miste en forælder.
For min sorg, over at have mistet min mor, er her stadig. Alive and kicking.

Det er heldigvis kun min mors soveværelse vi skal rydde i første omgang. Hendes tøj og papirer. Sytingene, det garn hun selv spundet, det sidste grej fra hendes fag som frisør. Kasser med papirsfoto, cd’er og kassettebånd.

Men også de sidste ting hun har skrevet. Om hendes liv som syg. Om “3 ting der gør mig glad” – og ordene om alle frustrationerne i dagligdagen. 

Så selvom det kun var et lille værelse, har det taget 3 ture til huset. Tre omgange med “husker du” og gråd og grin og frustrationerne over hvad man gør med et grimt hårtørklæde, man hverken vil eje eller smide ud.

Men da vi ikke må fjerne de møbler og hylder der er i værelset, endte de allersidste anstrengelser lidt lettere: de sidste ting bliver tilbage og så må vi tage det, når huset skal ryddes. Når vores stedfar på et tidspunkt flytter ud eller er taget væk.

Men hvis målet var tomhed i skabe, hylder og skuffer er vi nærmest i mål.