I går aftes fandt jeg ud af hvad det er der var galt med mig.

Altså ikke helt overordnet – men hvad det var der gjorde at jeg gennem den sidste uge bare havde fået det dårligere og dårligere.

Og jeg har seriøst haft det dårlig. Fuldstændigt energiforladt. Flere gange har jeg ladet min telefon ringe fordi jeg ganske simpelt ikke har magtet at tage den. Ingenting kunne jeg. Hele weekenden sov jeg, uden dog at blive udsovet. Jeg har været trist og ked af det – og hele tiden lidt ved siden af mig selv. Og jeg var, som det vist tydeligt fremgik for de folk, der har haft med mig at gøre, mildest talt åndsfraværende og kunne ikke huske fra min næse til min mund. Og tydeligst af alt så var jeg gennemsyret af følelsen “jeg magter det ikke”.

Ingenting magtede jeg. Spiste ikke og drak heller ikke rigtig. Og jeg var rigtig bange for hvad det var der var i vejen med mig og hvorfor jeg havde det så underligt.

Og jeg fik det bare værre og værre. Aftalte med min kæreste at hvis jeg ikke havde det bedre i dag, så måtte jeg gå til lægen – for et eller andet var der galt. Helt galt.

Jeg ved ikke engang hvad det var der fik slået hovedet på sømmet i går – men på et tidspunkt tænkte jeg at jeg måske ikke havde fået vand nok. Og jeg fik drukket en del – samt givet mig selv et re-hydreringspulver jeg har som en del af min dykkermedicin.

Allerede kort tid efter havde jeg det noget bedre. Mere vand og mere re-hydreringspulver senere var jeg nærmest normal. Og her i dag er jeg ovenpå igen.

Jeg tror, at det der er sket, er at jeg pga. dykning, varmen i Egypten og flyveturen har lagt grunden til en kraftig dehydrering, da jeg er tilbage i DK. Når jeg dykker og når jeg er i varmen ved jeg, at jeg skal drikke meget, men som de fleste andre glemmer jeg det når jeg er tilbage i hverdagen og så har jeg ikke fået re-hydreret mig – og med den fortsatte mangel på væske er processen bare kørt derudaf.

For hver dag der gik fik jeg det dårligere – fordi jeg blev mere og mere dehydreret. De tegn jeg normalt ser i forbindelse med dykning – som er hovedpine og behov for salt, var der også – men af en eller anden årsag så overså jeg dem (også fordi de andre symptomer fyldte så meget mere) og jeg tænkte slet ikke i de baner, der handlede om vand.

Men hold da op, hvor er jeg glad for at et eller andet fik mig til at drikke og få genoprettet balancen, så jeg ikke endte som en hængt kat og en indetørret rosin.

Er halvvejs inde i en 3 ugers periode hvor vi på nogen måder har fået planlagt os op i et hjørne …

Eller i hvert fald ikke har tænkt i de helt store linjer, da vi lagde et program der gør at vi i tre uger i træk kun er hjemme fra mandag til onsdag og ellers er på vej hen, planlægger, er igang med noget, eller på vej hjem fra resten af tiden.

Lige nu er jeg igang med at pakke ud, vaske tøj, skylle udstyr og rydde op efter en forlænget weekend i Sverige. I stuen hvor jeg sidder står der stadig tre dykkertasker der skal pakkes ud, på gulvet i soveværelset ligger det vasketøj der mangler at blive vasket og i køkken og stue står der to kasser der er klar til næste fase: grisefest i Jylland, som skal afvikles i den kommende weekend.

Det er superhyggeligt det hele, men vi må nok også sande at der er brug for nogen tidlige aftener i denne uge, for at vi kan give den fuld fart til den fest, der gerne skulle blive på lørdag.

Der er mange ting der skal planlægges, når vi lige er 10 dykkere tre dage i Sverige eller 35 mennesker til noget, der snart ligner en tredagsfest i Saksild. Men vi er efterhånden ret gode til at få tingene til at falde i hak og er langsomt blevet bedre til også at acceptere, at ind i mellem så kan man planlægge lige så tosset man vil, men det betyder ikke at den menneskelige hjerne kan følge med hele tiden og en ting her og der kan smutte.

Men så må der improviseres og det blev der gjort her i weekenden hvor det transportable luftfyldeanlæg, var kommet til Sverige uden sine luftslanger … men 2 støvsugerslanger og en rulle gaffa endte med at klare skærene, så vi kunne komme ned og dykke på de svenske skær.

Og sådan bliver det nok også i den kommende weekend hvor vi samler 35 mennesker omkring en gris og noget Østjylland.

Tre dage hvor mennesker kommer og går og fester og drikker og ser den lyse morgen midt om natten.

Og ja, jeg kan ind i mellem blive træt og øm og ca. 1oo år fordi der skal tænkes og slæbes og arrangeres, men mest af alt er glad for at så mange dejlige mennesker fylder i mit liv og er med til at fylde mit liv ud.

Livet og måden det leves på er en gave – og jeg er stadig i fuld gang med at pakke det ud.

Jeg tror på at man skal lytte til sin krop.

Sin intuition og sin krop.

Men jeg forstår ikke helt hvad det betyder, når de fortæller to forskellige ting.

Jeg har aldrig haft det bedre end jeg har det nu. Jeg er så meget kommet på den rette hylde og beskæftiger mig lige præcis med det jeg vil og kan bestemme over mit liv på en måde jeg ikke oplever, at jeg har kunnet før.

Jeg er ikke i mål og jeg tjener ikke det jeg vil og jeg jeg mangler mange, mange ting for at være der hvor jeg skal være. Men jeg er på rette vej og jeg er sikker på mig selv, mit koncept og på min måde at nå derhen hvor jeg skal.

Men jeg har nu på X’ende måned kæmpet med en tennisalbue som jeg godt ved hvorfor jeg fik og som jeg ved jeg ikke har behandlet som jeg skulle. Og med hænder der når jeg vågner er følelsesløse og så kraftsvage at jeg nogen gange ikke kan klemme om en shampoflaske eller åbne låget på kattenes kattemadsdåse.

Jeg ved godt at min dykning og min have ikke gør noget godt for mine hænder og albue og jeg den læge jeg har skiftet læge har også bedt mig om at geare ned og ikke overanstrenge mig.

Og han har tappet blod af mig i store mængder. Desværre er testresultaterne gået i udu og prøverne skal tages om – men tre ting blev da konstateret: jeg har ikke sukkersyge, min blodprocent er i orden og det ser ikke ud til at jeg har leddegigt.

Så langt så godt … og jeg prøver seriøst med det der afslapning.

Men er der nogen der kan fortælle mig hvad jeg gør galt, når jeg mandag morgen efter en weekend dedikeret til afslapning vågner med ekstra smerte i albuen, totalt forstenede hænder og i tilgift en ryg der gør så ondt, at den vækker mig før vækkeuret?

Jeg gør alle de ting jeg kan lide + afslapning og alligevel skal jeg betale ved kasse 1.

Det er bare ikke fair.

Men nu har jeg også bare pakket til en dykkerweekend i næste weekend og så håber jeg at min krop er mere ok med det.

Når man står foran at skulle rejse til Sharm el Sheikh, som situationen er lige nu er det jo ikke så lidt man får at høre fra familie og venner.

Men jeg har taget mine forholdsregler og læst på lektien:

… og mens jeg skrev om bobler og snotnæser, så tænkte jeg mest af alt på død og savnede dykkere – og på hvor forfærdeligt det må være for familien og på at jeg, ligesom resten af det danske dykkerbagland, tænker “hvorfor og hvordan” fordi vi gerne vil vide hvad det var der gik skævt og galt og gjorde, at det der gerne skulle være en fornøjelse og glæde og hobby pludselig blev til savn og undren og knuder i maven hos de folk, der kendte de folk der er forsvundet.

Stadigvæk.

Den sidste tid har stået i boblernes tegn.

Forrige uge var det gryder og potter der stod på komfuret og kogte og boblede:

Blommer, brombær, æbler hyld og nødder blev forenet med sukker, alkoholiske drikke, ingefær, citron og vanilje og ud kom flasker med styrkende drikke, kompotter til og sylterier der nok skal lysne de i den kolde vintertid. Mit skab er fuldt nu, og selvom der sikkert er flere ting der kan syltes, så bliver det ikke her i huset, før der er brugt af en del af lageret.

 Og mens gryderne stod og boblede på komfuret, så boblede Alfred inde i dynerne. Modsat hans bror, så er Alfred ingen udekat og en weekend med en dyne og en solstråle er lige hans form for underholdning:

I sidste weekend boblede det på en helt anden måde. Vi tog op til Nordsverige og nød det smukke undervandslandskab ved Väderöarna. Selvom navnet måske savner noget i poesi – Dykleif – så manglede der ikke noget i dykkeromsorg, mad og god beliggenhed. Og boblerne … det var dem vi lavede under vandet, sammen med fiskene og det utal af brandmænd der også findes omkring Väderöarna:

(billedet er dog taget af dykkerkæresten … og det er kun blogsymatrien der gør at brandmanden i dagens anledning svømmer sidelæns..)

… de sidste bobler i historien, er dem jeg kan slå med næsen… snotnæsen. For det der bobler inde i mig lige nu er mere snot end glæde.

At komme hjem og opdage, at foråret i mit fravær var kommet snigende, var den bedste afslutning jeg kunne få, på en ellers meget anderledes ferie.

Da vi bestilte ferie, ned til ‘Gyp-ten, for at dykke blandt smukke koralformationer og farverige fisk, havde vi hverken bestilt sandstorm, eller bostad i en lejr, der samtidig husede 68 efterskoleelever.

Men det var det vi fik.

Og med sædvanlig ihærdighed, fik det splittet min indre ro, glæde og fornøjelse og rimelig kort tid inde i ferien, opdagede jeg mig selv rødglødende og spruttende overfor en flok hylende teenagere, der havde opdaget fornøjelsen ved lige dele voksenfrihed og uhæmmet sukkerindtagelse.

Stolthed var ikke den følelse, der fyldte mig.

Bagefter.

Og mens de ikke holdte op med at være stille, stilnede stormen dog af.

Og de sidste par dage af ferien, foregik med smukke ture under vandet.

Blødt, mystisk, vægtløs.

Ellers er Egypten det grimmeste land jeg nogensinde har set. Det er svært at forstå, at det er der civilisationens vugge har stået.

Men den stod jo nok et andet sted, end i Mas Aslam, som ikke huser meget. Hverken downtown, eller i dykkerlejren.

Ferien varede kun en uge og det var lige tilpas. Meget mere og jeg var kommet lidt for meget i rutine med at rive hovedet af folk.

Og det ser jo ikke pænt ud i længden.

Så hellere læse bøger.

Måske denne.

Da jeg gik ud fra det, der skulle have været et møde, men endte som en enmandsforestilling, piskede regnen ned. Næsten symbolsk.

Det handler ikke om at glemme møder, eller være blevet syg. Heller ikke om folk som faldt fra og ting der ikke blev løst. Mere om en god energi der forsvandt og en rappenskralde, der kom frem og forsøgte at piske løs på andre for at få motivationen frem.

Og det var ikke det mest motiverende.

For nogen.

Så en beslutning, der havde modnet over tid, blev truffet. Et referat skrevet og sendt. Og en udmeldelse.

Man skal ikke blive ved med at være medlem af noget man ikke længere føler for.

Jeg har en teori om at man, når man er utilfreds med noget enten kan

• lære at acceptere det
• ændre det
• eller gå

og i dag nåede jeg til step tre.

Og jeg glæder mig over de venner jeg har fået, de ting jeg har opnået og så glæder jeg mig over det, der kommer til at ske fremover.

Ondt i røven – bogstavlig talt.

Ingen hentydninger, ingen subtile tekster med skjulte beskeder.

En træt og øm krop efter en fredag-lørdag på og i havet, med overnatning i telt.

Med slæbning af flasker og grej. Og endnu mere af det. Op og ned og frem og tilbage.

Med mad lavet på bål og hygge omkring selvsamme. Med samtaler om noget andet, og indsigt i andres verden.

Så jeg er brugt godt og godt brugt.

Godnat.

Hele ugen har vi hørt om og regnet med regn. Regn i store mængder.

Jeg havde gødet min have, pga. forventet skybrud. Vi har aftalt at hjælpe min mor i hendes have søndag – fordi det pga. forventet skybrud, nok var den dag i weekenden, der var mindst risiko for regn. En planlagt dykkertur lørdag blev aflyst pga. forventet skybrud.

Så dagen i dag var lagt op til indesysler og oprydning – og så får vi to dråber regn og nu skinner solen gennem skyerne – men kan da heller ikke stole på noget længere.