Forrige weekend var jeg inviteret til cocktails & strik hos hende her. Som gamle bloggere har vi kendt hinanden i 100 år og en evighed, men mødet forleden var vistnok vores første rigtige møde med hinanden. Sådan for real.

Lidt til min … og de andre gæsters overraskelse … endte der med at gå meget mere strik end cocktails i projektet og da jeg smuttede hjemad ved midnatstid sad alle gæsterne meget møjsommeligt bøjet over deres respektive hækle og strikketøj, mens flasker og glas stod nærmest ubenyttede hen

Jeg havde taget de tykke pinde og uldgarnet med og det gik rask fremad med at strikke begyndelsen på en strikket filtet taske. Det er ikke nogen stor kunst at strikke sådan en taske, men jeg måtte konstatere, at I det selskab var jeg som en en-øjet blandt blinde ;-)

Men inspirationen gik videre end til det. For Emme der også deltog, indviede mig i at kreabloggernes søsterselskab Reverly, har en ting med at angive deres “stash”  som i forståelsen “garnlager”. Min første tanke var at Liselotte måtte være den med det største stash af alle … og dernæst tænkte jeg på mit eget garn, der lå klemt nede i en plastik kasse, og på ingen måde var inspirerende for nogen eller noget.

Op mod denne her weekend skulle jeg så have sat en reol op og jeg ville også gerne have mine bøger frem i lyset igen. Ligesom garnet har de i mange år været gemt væk og en af grundene har været at jeg synes at bøger “forstyrrer” med alle deres forskellige farver.

Så jeg endte med at farvekoordinere mine bøger:

Og jeg toppede hele herligheden med at smække mit stash ind i reolen … og med det i øjenhøjde så håber jeg på at jeg dels får færdiggjort tasken … men også at jeg sådan lidt mere generelt får genvakt, noget af tidligere tiders kreativitet.

P.S…. jeg ved godt at farvekoordinering af bøger er en direkte likvideringsbegrundelse hos bibliotekarer … men så mange bøger har jeg jo heller ikke.

P.P.S de hvis bøger står i reolen nedenunder hvor jeg kører et hvidt tema ,… skal jo heller ikke have alt for mange farver ind, sådan på en gang.

Maria fra Maskinrummet kører et rundkørselskunst tema. Og det fik mig til at tænke over min tid i Sharm, og noget af den kunst, der var langs med vejene der. For de gjorde meget for at pynte op.

Som de halve både der stak ud af klippen mellem Hadaba og Nama Bay.

Eller vandfalds-ørne-et eller andet monument,  der stod lige skråt overfor, Der blev bygget på det, det meste af det år vi var der, men som vi heldigvis nåede at få afsløret kort tid inden vi rejste:

Til gengæld, så blev jeg faktisk glad hver eneste gang jeg passerede søhesten. Mit yndlingsvanddyr, der stod så finog smilende mod den altid blå himmel:

Det er ikke alt der er smukt, der giver mening. Det er ikke alt der giver mening, der er smukt … men i Sharm, er der godt nok også meget, der hverken er smukt eller giver mening. For søhesten står eksempelvis lige i det område:

Lige da jeg kom hjem fra min meditationsoplevelse i Sverige, var jeg fuld af ideer til hvor nemt det ville være at fortsætte med at meditere.

To timer om dagen – pyha, det ville da være det nemmeste i verden.

Jeg mener deroppe var vi oppe 17 timer om dagen og bortset  fra en 4-5 timer hvor vi spiste eller havde pause, så mediterede vi i resten af tiden. Jeg er endda så privilligeret at jeg hverken er bundet af børn, mand eller faste arbejdstider.

Jeg syntes at dem der havde været deroppe før og snakkede om at de kun mediterede 1 time om dagen, eller ikke rigtig fik det gjort, var lidt pivedyr .. og var det ikke bare et spørgsmål om at få slukket for tv’et og komme igang ?!

(den kloge læser vil her bemærke at ikke engang 10 dages meditation og stilhed berigede mig med rummelighed og overbærenhed overfor andre …. det er et issue, der kommer op på et senere tidspunkt)

Nu hvor jeg har været hjemme i lidt over 14 dage, har piben fået en lidt anden lyd.

Knapt så skinger og noget mere realistisk.

At hive 2 timer noget som helst ud af en dagligdag er pænt meget, uanset hvordan ens hverdag i øvrigt er skruet sammen. At gøre det med noget der så også påvirker ens energiniveau er så endnu mere vanskeligt.

Min plan var at meditere morgen og aften. Havde ingen problemer med at vågne en time tidligere (eller i det her tilfælde fortsætte med at vågne tidligt), problemet kom med aftenmeditationen. Havde nemlig planlagt at meditere inden sengetid. Det gik så også meget godt bortset fra at det, at jeg blev helt vildt frisk efter meditationen … og så kom balladen.

For så kunne jeg ikke sove og kom alt for sent i seng, og så kunne jeg så alligevel ikke komme op … og med planlagte morgenmøder ret tidligt på morgen både i sidste og denne uge, kunne jeg ikke risikere at sove for sent … og så kørte det hele lidt i ring.

Da jeg så endte med ikke at kunne nå mine mål, lod jeg helt være og så var jeg ligevidt.

Jeg har nu justeret på to parametre: tid og placering. Jeg har skruet lidt ned for tiden – men til gengæld forsøger jeg så at lægge ½ times meditation midt/sidst på dagen, sådan jeg kan bruge den energi jeg får, til at komme fra dag til aften.

Vaneforskere diskuterer om det tager 21-40 eller 90 dage at bryde en vane, jeg skal ikke gøre mig klog på om det er det ene eller det andet … men jeg tror på at man kan gøre det nemmere eller mere vanskeligt for en selv at ændre vaner og jeg tror på at det her lille skridt har gjort det lidt nemmere for mig.

… og nu vil jeg så i øvrigt smutte ind og meditere … og til det og til at se hvordan det går, bruger jeg i øvrigt denne her lille hjælper: meditation apps

Jeg ved ikke om man kan kalde det et tema i mit liv, eller om det sker for alle til alle tider – og jeg bare lægger mere i det?

Men lige nu synes jeg bare at jeg har så mange hængepartier der ikke bliver løftet, bolde der er kastet op i luften og ikke falder ned, skibe der sættes i søen men aldrig når i havn.

Jeg oplever det både på den private og professionelle bane og jeg synes at jeg løber i runder mens jeg forsøger at holde styr på hvor jeg har fået svar, hvor der mangler noget og hvor der er total tavshed.

Og jeg forsøger at afkode hvad det handler om.

Er det mig?

Er det dem?

Hvad er det de andre forstår, som jeg her godt inde i livet bliver ved med at tumle imod.

“Ikke at få svar er også at få svar” siger nogen. Men det passer heller ikke rigtig, for nogen gange får man jo så fat i folk og det bliver starten på nogen nyt og “hvor var det godt at du blev ved med at forsøge at få fat på mig“, eller du er på min “to-do-liste og dårlige samvittighed, godt du ringede tilbage“.

Jeg står midt i mellem at min nye leveregel skal være, at jeg bliver bedre til at slippe de tilbagemeldinger der ikke kommer … eller at jeg skal til at koge nogle kaniner rundt omkring i det ganske danske land.

Egentligt ville jeg gerne have skrevet et langt indlæg om min tur ind i stilhed og meditation. Og da jeg kom retur til DK forrige lørdag var jeg også fyldt med summende energi og mange tanker om det hele.

Og der er stadig ting om det, der vil komme til at komme ud.

Men så kom torsdagen og et par timer inden jeg stod og skulle rejse med min nevø til Berlin opdagede jeg at min cykel var blev stjålet … og så gik tingene op i cykel og Berlin tur … og nu i cykel igen.

Og alligevel hænger tingene sammen. Jeg er sikker på at havde jeg ikke lige siddet 10 dage og mediteret på landet i Sverige, ville jeg ikke have været så rolig ved opdagelsen af cykeltyveri – og ro og accepteren af tingenes tilstand, var også ret godt at have med da vores tur til Berlin endte med en noget forlænget hjemrejse på grund af et misset tog i Hamburg.

… lige nu har jeg 1000-vis af ting og tanker og jeg satser på at nogen af dem rammer bloggen her, inden de bliver blæst væk af andre emner.