At jeg sad ude i mit køkken. Jeg var lige blevet færdig på universitetet og jeg havde stadig mit første job, som jurist, tilgode. Og jeg åbnede og læste et brev, der bad mig tage stilling til efterløn.
Efterløn.
Kan huske at de lokkede med, at hvis man nu var arbejdsløs op til man kunne gå på efterløn, så skulle ens hjemkommune skaffe en et seniorjob.
Kan også huske, at andre sagde at hvis man selv sparede og investerede det samme beløb, så ville man kunne forrente det meget bedre.
Jeg kan ikke huske at jeg drøftedes det rigtigt med nogen der havde forstand på det … og jeg begyndte ikke at spare og investere det, som det ville have kostet mig at deltage.
Jeg ved jeg tænkte “Efterløn, hvad fanden skal jeg med det? Jeg er lige blevet færdig med mit studie… jeg vil da arbejde så længe jeg overhovedet kan!“
Det må have været i 1999 … meget kan ske på et år, endnu mere på 25 år.
Jeg kan ikke gennemskue om det ville have været noget jeg kunne bruge i den situation jeg er i. Men havde jeg indbetalt ville jeg kunne have fået opsparingen udbetalt og havde jeg opsparet efterlønsbidraget der også omkring de 500 kr mdl. havde den opsparing været omkring de 150.000 kr.+ evt. forretning.
“Man skal ikke fortryde, man skal lære af sine fejltagelser”
Sådan plejer jeg at have det, og sådan har jeg det egentligt stadig. Men der er alligevel et par steder i mit livsforløb jeg godt kunne tænke mig, at foretage et par ændringer, hvis en tidsrejse engang blev en mulighed.
Og det handler alt sammen om økonomiske beslutninger.
Beslutninger jeg ikke tog. Eller ikke undersøgte ordentligt. Eller gjorde for sent.
Fordi penge egentlig aldrig rigtig har interesseret mig.
Mit livsdogme var istedet: skab ikke gæld og hav ikke flere udgifter, end du kan leve for dagpengesatsen.
Og jeg er i dag 100% gældfri – men jeg har heller ingen formue og betydelig mindre pension, end jeg kunne have.
Ved at have foretaget nogle andre valg, kunne jeg, uden at det havde kostet mig særligt meget, have siddet i en anden situation i dag.
Penge, og hvad man kan gøre for at sikre sig økonomisk, har aldrig været et tema i min opvækst.
Min mor havde meget små midler efter hun blev skilt fra min far. Vi snakkede aldrig økonomi med min far. Men havde en ide om at han tjente godt og at han ikke havde en pensionsordning, men en eller anden form for opsparing som blev sat i IT-aktier og derefter forsvandt.
Jeg er i virkeligheden et tidstypisk eksempel på hvordan køn og opvækst og forventninger til en, kan forme ens forhold til penge.
Jeg tager 100% ejerskab for mit forhold til penge, og jeg har mange gange haft mulighed for at ændre på det … det har bare virket sindsygt kedeligt og det vil jeg se om jeg kan ændre på.
Indtl da kan andre måske drage læring af mine beslutninger gennem livet og gøre det modsatte, hvor det er muligt.
Det vil jeg gerne folde lidt mere ud. Emnerne er:
Manglende indbetaling til kapitalpension
Fravalg af efterløn
Manglende investering/opsparing som konsekvens af fravalg af efterløn
Manglende indbetaling til pension under sabbatår
30% ordningen ved selvstændig virksomhed
Aldersopsparing og ratepension
Investering
Man kan kalde det en form for “oprydning i uhensigtsmæssigt økonomisk adfærd”.
I dag skal jeg til “en alvorlig samtale” med min tidligere leder og den pt. fungerende leder.
Efter mere end 25 år i branchen er jeg ret sikker på, hvad der skal ske og jeg er så forberedt man kan være på det som vil ske.
I det mindste går næste del af mit (erhvervs)liv videre.
På er dyk i Maldiverne for mange år siden, blev jeg taget af en nedadgående strøm. Uanset hvor meget jeg kæmpede, så kunne jeg ikke komme op. Lige inden jeg droppede mit bly, så min mand mig kæmpe og kom ud til mig.
Sammen kom vi hen til der hvor strømmen slap, og vi kunne komme i læ og senere op.
Dengang lærte jeg, at hvis du bliver trykket ned af en modstrøm, er der en grænse for hvor længe du skal kæmpe imod, hvis du vil overleve.
Men også, at på et tidspunkt vender strømmen, og så kan du komme i sikkerhed og i land igen.
Jeg håber på at dagen i dag bliver der hvor strømmen knækker.
Og hvis ikke?
Så er der stadig luft tilbage i dykkerflasken og en båd der venter på at samle mig op.
April startede fint ud. Forårets komme, min fars flytning og 87 års fødselsdag … og mig der skulle starte på arbejdet igen. 2×2 timer om ugen. Alt lysnede og babyen voksede.
Men midt i flytteriede opdagede vi, at min far havde været udsat for groft tyveri og bedrageri på plejehjemmet, hvor han boede. Det viste sig at der stod en medarbejder bag.
Gennem tre nætter havde vedkommende taget min fars telefon fra ham og i samarbejde med flere andre havde de styret hans mail, bank og MitID og gennemført indkøb betalt med hans kort.
400.000 kr havde de købt for, derefter havde de så fået kortet lukket og bestilt 2 nye kort, med højere beløbsgrænse. Og kortene skulle have været sendt til den fraflyttede bolig, så svindlen kunne fortsætte.
Vi fik lukket hullerne. Medarbejderen blev bortvist og politiet er stadig ikke gået igang med at undersøge sagen. Plejehjemmet har ikke ville anmelde medarbejderen til politiet. Og vi blev bare bestyrket i, at det var godt at få ham væk fra det plejehjem.
Træerne vokser ind i himlen på det nye plejehjem, men det er meget bedre end det gamle. Og i begyndelsen fik min far en stor opblomstring.
Jeg havde også selv en tro på fremtiden og da jeg først fik lagt min frustration over politiets ineffektivitet bag mig, kunne jeg bedre være i mit liv og min tilværelse… og jeg gik så langt som til at tro på en kommende normalitet, at jeg planlagde en forsinket fødselsdagsfejring, der skulle finde sted om sommeren.
Jeg arbejdede stadig så lidt, at jeg havde overskud til at mødes med folk og bl.a. fik gåtur med hest og en københavnertur med udsigt til den nedbrændte Børsen.
Maj
Noget af det fedeste ved maj, var og er den tro og grokraft der er ved foråret. Og det her forår blev det endda krydret med at vi fik afsat en stor del af min svigermors arvestykker, til min nieces svigerfamilie, så vi kunne komme videre med oprydningen efter hendes død.
Jeg var ude og prøvesmage is og bær, hvor min kommende fødselsdagsfejring skulle holdes – og min far har frisk nok til at komme med. Jeg arbejdede mere, men stadig på et niveau, så jeg kunne lave noget ved siden af.
Maj bød også på en af årets fineste oplevelser: en tur til Stedsans in the Woods, i Sverige med en veninde. Det har fred i sjælen toppet med ro i hjertet. Derudover var maj hyldeblomster og forsommerglæde i det jyske.
På mit arbejde var det ikke helt så nemt. En arbejdsmiljø sag eskalerede og begyndte at få det mere vanskeligt med at følge med, efterhånden som arbejdstiden øges.
Juni
Vi fik endelig spredt min stedmors aske ved en fin ceremoni. Og endnu et livskapitel blev lukket.
Og livet går ubønhørligt videre, både for dem der er i sorg og dem der ikke er.
Udesengen kom op. Men sommer i Danmark blev aldrig helt en del af min 2024.
Min fødselsdagsfejring blev gennemført i regn og kaos. For mit liv smuldrede frem mod sommeren. Jeg glemte alting og kludrede i resten.
Eller: Sådan overlever du juleaften, når du er kognitivt udfordret…
Min søster har fødselsdag en uge før jul, og dagen i går var derfor en mini-test på min fungeren i selskaber.
Og det gik so-so.
Jeg lærte, at jeg skal tage de råd jeg har fået fra CSV alvorligt.
For jeg klarede kun 2 timer, med halvdelen af dem, der kommer til jul.
Rådene er disse:
Find de tidspunkter på dagen hvor det giver mening at holde pause. Så dine pauser er planlagt på forhånd.
Når du holder pause, skal du gå væk fra de andre i selskabet
Sørg for at have redskaber med til at skærme dig fra lyd og lys (ørepropper, noisecancellation headphones og evt. sovemaske
Tag et hvil inden det hele starter
Undgå alle former for koordinerende roller
Lav din del og kun det (og helst dagen før)
Undgå at deltag i oprydning
Forlad rummet når der er kaos, eksempelvis:
Når det sidste af julemaden skal klargøres og serveres
Oprydning
Lægge gaver under juletræ
Undlad at gå rundt om juletræ mens der kigges i sanghæfte
Hav en bagkant – tænk på kvalitet, fremfor kvantitet
Det føles lidt som at sige farvel til alt det, der gør juleaften til juleaften og noget andet end alle andre aftener. Og alt det der gør mig til mig.
Men jeg oplevede i går hvordan det hele pludselig blev for meget og jeg bare skulle væk … og ved at følge ovenstående kan det forhåbentlig også blive en hyggelig aften for mig.
The show must go on … eller helst ikke, men det gør det.
Selvom der nu er gået 21 dage siden jeg fik at vide at jeg ville få en fastholdelseskonsulent, har jeg ikke hørt en pind fra nogen.
Jeg er dog oprettet i systemet nu.
Yah!
Men ikke indkaldt til det møde på mandag, som de ellers havde varslet skulle være første skridt. Og som jeg ryddede min arbejdskalender for møder for. Men jeg kunne få det direkte nummer til hende der er leder af den afdeling som skal sørge for at jeg får en fastholdelseskonsulent … blot for at blive møde af beskeden: “XX sidder i møde og er ledig kl. 15.00″
Tilbage til receptionen, der kunne fortælle mig at lederen var ledig kl. 10.00, men der var noget knas med systemet, så derfor sagde den 15.00.
Jeg har en ret sikker ide om hvad den leder laver fredag mellem kl. 9 og 10. For hun laver sandsynligvis det, største delen af alle andre kontoransatte laver fredag mellem 9-10: den hellige fredagsmorgenmad.
Men hun ville da gerne lægge en besked om at jeg gerne ville ringes op.
Det er da godt at jeg ikke er sygemeldt med stress – for det er da på ingen måde ikke-stressende at have fået den her faktor ind i ligningen; den ikke-fastholdende-fastholdelseskonsulent.
Hvis det ikke var så barokt, ville det være morsomt … nu er det mest af alt bare surrealistisk.
Det er så bare spændende om der er nogen der ringer tilbage, så jeg ved hvad der sker inden kl. 10.30. For sagsbehandleren i Jobcenterets telefontid starter der, og kan den der anden aktør ikke rykke på at få noget sat i gang i dag, vil jeg se om jeg kan blive henvist til en anden anden-aktør.
For de her har tilsyneladende ikke travlt med at gøre noget, for de penge de får for at hjælpe kommunen med at hjælpe mig.
Min sagsbehandler på jobcenteret, henviste mig til et forløb med en fastholdelseskonsulent.
Det er henlagt hos en “anden aktør” – det vil sige det ligger hos et firma og ikke i kommunen selv.
Først gik det galt. Og så gik det mere galt og nu er jeg forvirret på et nyt og højere niveau.
Forløbet skulle starte den 14. oktober. Jeg hørte ikke noget. Ikke før, datoen. Ikke i løbet af ugen. Tænkte jeg måtte være tålmodig, det kunne jo skyldes efterårsferie.
I går ringede jeg så. Først til pågældende anden aktør, der ikke kendte til mig og dernæst til min sagsbehandler i Jobcenteret.
Kunne dog ikke ringe direkte til min sagsbehandler, da klokken var blevet 5 minutter over telefontid, da jeg fandt ud af, at jeg var ukendt i systemet.
Så det var gennem Jobcenterets uendelige valg af tryk-systemer, jeg kom igennem til et menneske, som kunne tage imod en besked … og efter et par timer ringede sagsbehandleren også retur.
Hun kunne godt se, at jeg ikke var oprettet korrekt. Og fortalte at det var godt, at jeg havde gjort hende opmærksom på det. For det var ikke noget hun fik besked om.
Fik så en række nye breve i e-boks og troede at nu var den hjemme.
På fornyet opkald til anden aktør, kunne de da også finde mig i dag.
Jeg kunne dog ikke tale med en konsulent, for jeg havde ikke fået en endnu. “I løbet af ugen” var svaret, på min forespørgsel om hvornår jeg fik en.
Og under alle omstændigheder, ville jeg ikke bare kunne snakke med vedkommende. Jeg skulle jo først til intromøde. Det ville jeg også blive indkaldt til i løbet af ugen.
Hårdt presset fik jeg ud af hende, at intromødet fandt sted næste mandag og på et tidspunkt hvor jeg har et arbejsreleteret møde.
Så hvis jeg ikke kunne komme til mødet, skulle jeg kontakte min sagsbehandler i kommunen og få etableret “godkendt fravær” til intromødet, da de ellers ville trække i sygedagpenge på den dag …
Men det kunne jeg først gøre når jeg har fået indkaldelsen.
Hvornår og hvordan jeg ville få hjælp til fastholdelse kunne de dog ikke oplyse mig om.
Og hvis der er nogen der ønsker at jeg rater min oplevelse på en skala fra 1-9, hvor 9 er det højeste … så trykker jeg 1!
Ligesom de sidste tomater modner i efterårssolen i vinduet, modner opfattelsen af mit eget helbred i mig.
Det er godt nok svært.
Svært at ændre opfattelsen af sig selv, af hvad man kan og hvem man er.
Det er nu 8 måneder siden min ulykke.
Og i og med at jeg kan gå, stå, tale og i det meste opføre mig som jeg gjorde tidligere, er det svært at forstå, at der er noget galt. Svært for både andre og for mig selv.
Men i den forgangne måned har jeg været nødt til at indse, det jeg egentligt fik at vide fra starten: hvis jeg ikke er healet op efter et halvt år, skal jeg forvente at skaden er permanent.
Og der er vi så nu. De direkte skader i det vestibulær system er relativt nemme at leve med: jeg bliver svimmel når jeg bærer på noget tungt, eller hiver i noget tungt. Min balance er helt fucked, kan på ingen måde stå på et ben, eller gå på en lige linje. Jeg bliver også ekstra svimmel, når jeg går i mørke eller af lange gange.
Men det er stadig ting, som man kan arbejde rundt om i min almindelige hverdag, hvor jeg jo hverken er gartner, linedanser eller flyttemand.
Problemet ligger i de afledte skader. Eksempelvis at jeg hele tiden har oplevelsen af at være lidt ved siden af mig selv … sådan lidt småfuld… og så det batteri af kognitive udfald der er kommet.
Træthed og udmattelse der er mine nye følgesvende. Sammen med humørsvingninger med grådlabilitet i den ene ende og vredes udbrud i den anden. Tilsat overfølsomhed overfor lyde, lys og mange mennesker. Det som medskaber uoverskuelighed overfor hverdagshåndtering og at jeg trækker mig fra socialet samvær.
Jeg kan som sådan stadig varetage mit arbejde. Kan fokusere, besvare spørgsmål og drøfte komplekse problemstillinger.
Dog har jeg en øvre grænse på 4 timer. Når den tid er gået, eller dagen har været ekstra kompleks, så kommer hovedpinen promte … og jeg skal hjem og sove.
Og det har selvfølgelig en konsekvens, når deltidssygemeldingen har haft den udstrækning den har haft.
I går fik jeg heldigvis oplysning om, at mine sygedagpenge er blevet forlænget. Min sygdom betragtes som stationær og jeg skal arbejdsprøves med henblik på fastholdelse på arbejdsmarkedet.
Invalidepension, fleksjob eller deltid. Det vil arbejdsprøvningen forhåbentligt vise
Jeg er nu sådan en der har fået en fastholdelseskonsulent og en henvisning til Borger Center Handicap.
Da jeg var barn, og vi tog til Jylland for at besøge vores bedsteforældre, kan jeg huske at der udspillede sig en “pengekamp” mellem mine forældre og mine bedsteforældre.
Mine bedsteforældre ville dække rejseudgifterne fra Sjælland til Jylland og mine forældre ville ikke tage imod pengene.
Barnet mig, forstod det ikke. Jeg forstod ikke hvordan mine forældre kunne sige nej til penge og jeg forstod ikke hvorfor min mormor og morfar ville forære deres penge væk.
Jeg har været yngre end 8 år, for mine forældre var stadig gift.
I den alder repræsenterede penge, i mit liv “muligheden for at købe slik”. Og slik var en altdominerende ingrediens i mit barneliv. Så at sige nej til penge, var at sige nej til slik og at tilbyde nogen penge var at afskære sig selv fra at købe slik.
Og jeg forstod ikke at nogen frivilligt satte sig i nogen af de to situationer.
Som voksen forstod jeg bedre, at der er en social kontrakt mellem forældre og børn: forældre tager sig af børnene mens de er små og unge. Og omvendt tager “børnene” sig af forældrene, når forældrene bliver gamle. Og når man har nået den alder hvor man kan tage sig af sig selv, så betakker man sig for at få uanmodet hjælp, fra sine forældre.
Jeg har ikke selv børn. Og dermed ingen at tage mig af, eller nogen der vil tage sig af mig, når jeg bliver gammel… men jeg er også begyndt at tvivle på om generationen efter mig, er omfattet af den her sociale kontakt?
Jeg ser min generation fortsat tage sig af deres forældre, deres børn og deres børnebørn. Men jeg tænker om det stopper med os?
Om min generation er den sidste der hjælper de gamle og vi hellere må sørge for at have penge nok, så vi kan købe os hjælp den hjælp vi behøver?
Eller er det bare klassisk (men falsk) Sokrates, om ungdommen, nu til dags?
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem