I dag er det 86 dage siden, jeg første gang fik at vide, at jeg ville blive afskediget.
Og det er ikke sket endnu.
133 dage siden, det “sygemøde” blev afholdt, hvor min mand, tillidsrepræsentant og jeg sad tilbage med oplevelsen af, at de ville af med mig.
Og 160 dage siden jeg sendte min leder og dennes leder en mail, hvor jeg bad så inderligt, om vi ikke kunne starte en dialog.
En dialog hvor vi kunne drøfte muligheder, fordi jeg havde indset, at jeg ikke ville kunne komme tilbage på fuld tid, men stadig havde en masse viden, der ville kunne gøre gavn i virksomheden.
En udstrakt hånd, der aldrig blev taget.
I alt den tid har jeg arbejdet det jeg har kunnet. Mødt ind, dag efter dag. Sagt til mig selv og andre, at der ikke er taget en beslutning, før der er taget en beslutning. Gjort mit bedste.
Rådgivet. Støttet. Ryddet op.
Og jeg er sprød som is på en vandpyt nu.
Det er 12 dage siden min frist for at aflevere mit partshøringssvar udløb, og jeg venter stadig på en afgørelse.
Nu prøver jeg mentalt at forberede mig på, at jeg højst sandsynligvis modtager min afgørelse om afsked på min fødselsdag.
For det er den sidste dag i februar og de fleste af de dårlige beskeder jeg har modtaget i det her forløb, er faldet på en fredag.
Og den der normalt kerer sig om sådan nogen detaljer, er mig.
Min stilling er i øvrigt slået op. Klar til at blive besat til anden side.
Den sidste tid har Facebook venligt mindet mig om mit livs mest traumatiske oplevelse: min dykkerulykke på Mikronesien sidste år.
Uvished, forgæves redningsaktioner og døgn på døgn uden søvn.
Forsikringsselskabet sammenlignede det vi var udsat for, med fingeret mord – så det er ikke så underligt at vi endte med stresskolabs og belastningsreaktion.
Minderne kommer samtidig med at min arbejdsevne og arbejdssituation stadig er uafklaret og det betyder at mit nervesystem kører på højtryk.
Oven i det er mit arbejde fortsat utroligt kaotisk og kalder på min hjælp, viden og assistance.
Jeg arbejder meget konkret med “at passe på mig selv”, men kan mærke, at jeg bevæger mig af en sti der bliver smallere og smallere og jeg kan ikke garantere, at det hele vælter og alt bare fosser ud.
At jeg sad ude i mit køkken. Jeg var lige blevet færdig på universitetet og jeg havde stadig mit første job, som jurist, tilgode. Og jeg åbnede og læste et brev, der bad mig tage stilling til efterløn.
Efterløn.
Kan huske at de lokkede med, at hvis man nu var arbejdsløs op til man kunne gå på efterløn, så skulle ens hjemkommune skaffe en et seniorjob.
Kan også huske, at andre sagde at hvis man selv sparede og investerede det samme beløb, så ville man kunne forrente det meget bedre.
Jeg kan ikke huske at jeg drøftedes det rigtigt med nogen der havde forstand på det … og jeg begyndte ikke at spare og investere det, som det ville have kostet mig at deltage.
Jeg ved jeg tænkte “Efterløn, hvad fanden skal jeg med det? Jeg er lige blevet færdig med mit studie… jeg vil da arbejde så længe jeg overhovedet kan!“
Det må have været i 1999 … meget kan ske på et år, endnu mere på 25 år.
Jeg kan ikke gennemskue om det ville have været noget jeg kunne bruge i den situation jeg er i. Men havde jeg indbetalt ville jeg kunne have fået opsparingen udbetalt og havde jeg opsparet efterlønsbidraget der også omkring de 500 kr mdl. havde den opsparing været omkring de 150.000 kr.+ evt. forretning.
“Man skal ikke fortryde, man skal lære af sine fejltagelser”
Sådan plejer jeg at have det, og sådan har jeg det egentligt stadig. Men der er alligevel et par steder i mit livsforløb jeg godt kunne tænke mig, at foretage et par ændringer, hvis en tidsrejse engang blev en mulighed.
Og det handler alt sammen om økonomiske beslutninger.
Beslutninger jeg ikke tog. Eller ikke undersøgte ordentligt. Eller gjorde for sent.
Fordi penge egentlig aldrig rigtig har interesseret mig.
Mit livsdogme var istedet: skab ikke gæld og hav ikke flere udgifter, end du kan leve for dagpengesatsen.
Og jeg er i dag 100% gældfri – men jeg har heller ingen formue og betydelig mindre pension, end jeg kunne have.
Ved at have foretaget nogle andre valg, kunne jeg, uden at det havde kostet mig særligt meget, have siddet i en anden situation i dag.
Penge, og hvad man kan gøre for at sikre sig økonomisk, har aldrig været et tema i min opvækst.
Min mor havde meget små midler efter hun blev skilt fra min far. Vi snakkede aldrig økonomi med min far. Men havde en ide om at han tjente godt og at han ikke havde en pensionsordning, men en eller anden form for opsparing som blev sat i IT-aktier og derefter forsvandt.
Jeg er i virkeligheden et tidstypisk eksempel på hvordan køn og opvækst og forventninger til en, kan forme ens forhold til penge.
Jeg tager 100% ejerskab for mit forhold til penge, og jeg har mange gange haft mulighed for at ændre på det … det har bare virket sindsygt kedeligt og det vil jeg se om jeg kan ændre på.
Indtl da kan andre måske drage læring af mine beslutninger gennem livet og gøre det modsatte, hvor det er muligt.
Det vil jeg gerne folde lidt mere ud. Emnerne er:
Manglende indbetaling til kapitalpension
Fravalg af efterløn
Manglende investering/opsparing som konsekvens af fravalg af efterløn
Manglende indbetaling til pension under sabbatår
30% ordningen ved selvstændig virksomhed
Aldersopsparing og ratepension
Investering
Man kan kalde det en form for “oprydning i uhensigtsmæssigt økonomisk adfærd”.
I dag skal jeg til “en alvorlig samtale” med min tidligere leder og den pt. fungerende leder.
Efter mere end 25 år i branchen er jeg ret sikker på, hvad der skal ske og jeg er så forberedt man kan være på det som vil ske.
I det mindste går næste del af mit (erhvervs)liv videre.
På er dyk i Maldiverne for mange år siden, blev jeg taget af en nedadgående strøm. Uanset hvor meget jeg kæmpede, så kunne jeg ikke komme op. Lige inden jeg droppede mit bly, så min mand mig kæmpe og kom ud til mig.
Sammen kom vi hen til der hvor strømmen slap, og vi kunne komme i læ og senere op.
Dengang lærte jeg, at hvis du bliver trykket ned af en modstrøm, er der en grænse for hvor længe du skal kæmpe imod, hvis du vil overleve.
Men også, at på et tidspunkt vender strømmen, og så kan du komme i sikkerhed og i land igen.
Jeg håber på at dagen i dag bliver der hvor strømmen knækker.
Og hvis ikke?
Så er der stadig luft tilbage i dykkerflasken og en båd der venter på at samle mig op.
April startede fint ud. Forårets komme, min fars flytning og 87 års fødselsdag … og mig der skulle starte på arbejdet igen. 2×2 timer om ugen. Alt lysnede og babyen voksede.
Men midt i flytteriede opdagede vi, at min far havde været udsat for groft tyveri og bedrageri på plejehjemmet, hvor han boede. Det viste sig at der stod en medarbejder bag.
Gennem tre nætter havde vedkommende taget min fars telefon fra ham og i samarbejde med flere andre havde de styret hans mail, bank og MitID og gennemført indkøb betalt med hans kort.
400.000 kr havde de købt for, derefter havde de så fået kortet lukket og bestilt 2 nye kort, med højere beløbsgrænse. Og kortene skulle have været sendt til den fraflyttede bolig, så svindlen kunne fortsætte.
Vi fik lukket hullerne. Medarbejderen blev bortvist og politiet er stadig ikke gået igang med at undersøge sagen. Plejehjemmet har ikke ville anmelde medarbejderen til politiet. Og vi blev bare bestyrket i, at det var godt at få ham væk fra det plejehjem.
Træerne vokser ind i himlen på det nye plejehjem, men det er meget bedre end det gamle. Og i begyndelsen fik min far en stor opblomstring.
Jeg havde også selv en tro på fremtiden og da jeg først fik lagt min frustration over politiets ineffektivitet bag mig, kunne jeg bedre være i mit liv og min tilværelse… og jeg gik så langt som til at tro på en kommende normalitet, at jeg planlagde en forsinket fødselsdagsfejring, der skulle finde sted om sommeren.
Jeg arbejdede stadig så lidt, at jeg havde overskud til at mødes med folk og bl.a. fik gåtur med hest og en københavnertur med udsigt til den nedbrændte Børsen.
Maj
Noget af det fedeste ved maj, var og er den tro og grokraft der er ved foråret. Og det her forår blev det endda krydret med at vi fik afsat en stor del af min svigermors arvestykker, til min nieces svigerfamilie, så vi kunne komme videre med oprydningen efter hendes død.
Jeg var ude og prøvesmage is og bær, hvor min kommende fødselsdagsfejring skulle holdes – og min far har frisk nok til at komme med. Jeg arbejdede mere, men stadig på et niveau, så jeg kunne lave noget ved siden af.
Maj bød også på en af årets fineste oplevelser: en tur til Stedsans in the Woods, i Sverige med en veninde. Det har fred i sjælen toppet med ro i hjertet. Derudover var maj hyldeblomster og forsommerglæde i det jyske.
På mit arbejde var det ikke helt så nemt. En arbejdsmiljø sag eskalerede og begyndte at få det mere vanskeligt med at følge med, efterhånden som arbejdstiden øges.
Juni
Vi fik endelig spredt min stedmors aske ved en fin ceremoni. Og endnu et livskapitel blev lukket.
Og livet går ubønhørligt videre, både for dem der er i sorg og dem der ikke er.
Udesengen kom op. Men sommer i Danmark blev aldrig helt en del af min 2024.
Min fødselsdagsfejring blev gennemført i regn og kaos. For mit liv smuldrede frem mod sommeren. Jeg glemte alting og kludrede i resten.
Eller: Sådan overlever du juleaften, når du er kognitivt udfordret…
Min søster har fødselsdag en uge før jul, og dagen i går var derfor en mini-test på min fungeren i selskaber.
Og det gik so-so.
Jeg lærte, at jeg skal tage de råd jeg har fået fra CSV alvorligt.
For jeg klarede kun 2 timer, med halvdelen af dem, der kommer til jul.
Rådene er disse:
Find de tidspunkter på dagen hvor det giver mening at holde pause. Så dine pauser er planlagt på forhånd.
Når du holder pause, skal du gå væk fra de andre i selskabet
Sørg for at have redskaber med til at skærme dig fra lyd og lys (ørepropper, noisecancellation headphones og evt. sovemaske
Tag et hvil inden det hele starter
Undgå alle former for koordinerende roller
Lav din del og kun det (og helst dagen før)
Undgå at deltag i oprydning
Forlad rummet når der er kaos, eksempelvis:
Når det sidste af julemaden skal klargøres og serveres
Oprydning
Lægge gaver under juletræ
Undlad at gå rundt om juletræ mens der kigges i sanghæfte
Hav en bagkant – tænk på kvalitet, fremfor kvantitet
Det føles lidt som at sige farvel til alt det, der gør juleaften til juleaften og noget andet end alle andre aftener. Og alt det der gør mig til mig.
Men jeg oplevede i går hvordan det hele pludselig blev for meget og jeg bare skulle væk … og ved at følge ovenstående kan det forhåbentlig også blive en hyggelig aften for mig.
The show must go on … eller helst ikke, men det gør det.
Selvom der nu er gået 21 dage siden jeg fik at vide at jeg ville få en fastholdelseskonsulent, har jeg ikke hørt en pind fra nogen.
Jeg er dog oprettet i systemet nu.
Yah!
Men ikke indkaldt til det møde på mandag, som de ellers havde varslet skulle være første skridt. Og som jeg ryddede min arbejdskalender for møder for. Men jeg kunne få det direkte nummer til hende der er leder af den afdeling som skal sørge for at jeg får en fastholdelseskonsulent … blot for at blive møde af beskeden: “XX sidder i møde og er ledig kl. 15.00″
Tilbage til receptionen, der kunne fortælle mig at lederen var ledig kl. 10.00, men der var noget knas med systemet, så derfor sagde den 15.00.
Jeg har en ret sikker ide om hvad den leder laver fredag mellem kl. 9 og 10. For hun laver sandsynligvis det, største delen af alle andre kontoransatte laver fredag mellem 9-10: den hellige fredagsmorgenmad.
Men hun ville da gerne lægge en besked om at jeg gerne ville ringes op.
Det er da godt at jeg ikke er sygemeldt med stress – for det er da på ingen måde ikke-stressende at have fået den her faktor ind i ligningen; den ikke-fastholdende-fastholdelseskonsulent.
Hvis det ikke var så barokt, ville det være morsomt … nu er det mest af alt bare surrealistisk.
Det er så bare spændende om der er nogen der ringer tilbage, så jeg ved hvad der sker inden kl. 10.30. For sagsbehandleren i Jobcenterets telefontid starter der, og kan den der anden aktør ikke rykke på at få noget sat i gang i dag, vil jeg se om jeg kan blive henvist til en anden anden-aktør.
For de her har tilsyneladende ikke travlt med at gøre noget, for de penge de får for at hjælpe kommunen med at hjælpe mig.
Min sagsbehandler på jobcenteret, henviste mig til et forløb med en fastholdelseskonsulent.
Det er henlagt hos en “anden aktør” – det vil sige det ligger hos et firma og ikke i kommunen selv.
Først gik det galt. Og så gik det mere galt og nu er jeg forvirret på et nyt og højere niveau.
Forløbet skulle starte den 14. oktober. Jeg hørte ikke noget. Ikke før, datoen. Ikke i løbet af ugen. Tænkte jeg måtte være tålmodig, det kunne jo skyldes efterårsferie.
I går ringede jeg så. Først til pågældende anden aktør, der ikke kendte til mig og dernæst til min sagsbehandler i Jobcenteret.
Kunne dog ikke ringe direkte til min sagsbehandler, da klokken var blevet 5 minutter over telefontid, da jeg fandt ud af, at jeg var ukendt i systemet.
Så det var gennem Jobcenterets uendelige valg af tryk-systemer, jeg kom igennem til et menneske, som kunne tage imod en besked … og efter et par timer ringede sagsbehandleren også retur.
Hun kunne godt se, at jeg ikke var oprettet korrekt. Og fortalte at det var godt, at jeg havde gjort hende opmærksom på det. For det var ikke noget hun fik besked om.
Fik så en række nye breve i e-boks og troede at nu var den hjemme.
På fornyet opkald til anden aktør, kunne de da også finde mig i dag.
Jeg kunne dog ikke tale med en konsulent, for jeg havde ikke fået en endnu. “I løbet af ugen” var svaret, på min forespørgsel om hvornår jeg fik en.
Og under alle omstændigheder, ville jeg ikke bare kunne snakke med vedkommende. Jeg skulle jo først til intromøde. Det ville jeg også blive indkaldt til i løbet af ugen.
Hårdt presset fik jeg ud af hende, at intromødet fandt sted næste mandag og på et tidspunkt hvor jeg har et arbejsreleteret møde.
Så hvis jeg ikke kunne komme til mødet, skulle jeg kontakte min sagsbehandler i kommunen og få etableret “godkendt fravær” til intromødet, da de ellers ville trække i sygedagpenge på den dag …
Men det kunne jeg først gøre når jeg har fået indkaldelsen.
Hvornår og hvordan jeg ville få hjælp til fastholdelse kunne de dog ikke oplyse mig om.
Og hvis der er nogen der ønsker at jeg rater min oplevelse på en skala fra 1-9, hvor 9 er det højeste … så trykker jeg 1!
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem