Fik endelig besøgt, den gode Toppermis i Vejle.

Og det var mere end tydeligt, at hun nu boede der og ikke havde tænkt sig andet. Ingen varm velkomst der. Tjae ikke engang en velkomst fik man.

Og det er jo godt.

For det må jo betyde at katten trives i sit nye hjem.

Lige inden vi kom havde hun og hendes katteveninde, fået en fugleunge ind i stuen. Kattemor fik reddet den og den var blevet sat op i et træ, hvor den sad og pustede ud, da vi kom ind. Kattene sad under træet og ventede på at se om fuglen drattede ned. Det gjorde den nu ikke.

Da vi forsøgte at komme i nærkontakt med Topsen, forsvandt hun ind i et buskat – og derefter fik man lov at hilse på r**en.

En tilgang fra en anden side, sendte hende ud på fortorvet, hvor hun lå og rullede sig i solen på fortorvet, mens vi stod i duften af den timian vi trampede rundt i og ikke kunne så meget andet end bare at kigge.

“Der var nok ingen der havde regnet med, at en baggårdskat fra Egypten, skulle ende som forstadskat i Vejle“, sagde min kæreste da vi kiggede på kræet. Og der er ikke rigtig nogen tvivl om, at Topper er kommet hjem og at hun nu bor hos Ulla i Vejle og er ganske tilfreds med det.

“Topper har to senge“, fortalte Ulla os. “Før Topper flyttede ind havde Wimmer også en seng. Men nu har Topper to“. Så at Topper er flyttet ind, er der ingen tvivl om.

Jeg har været min blog lidt utro, her på det sidste – har slået mine folder her: grisefesten.wordpress.com – og det er omkring den gris og den tilhørende fest mit liv har drejet sig.

En glad gris til et glad liv:

En tredagsfest har taget sin ende, og min kæreste ligger og knurre på sofaen, og svigermor ditto i lænestolen. Kattene er gået omkuld på bænken. Den ene fuld af kæl og flæskesteg, den anden bare fuld af for mange mennesker … og jeg ligger her på sofaen, med udsigt til regn og en uge i sommerlandet, hvor jeg skal nyde at lave så lidt som muligt …. for det trænger jeg til.

Et rigtig fint punktum for et rigtig fint år er blevet sat i denne weekend og weekenden har endnu engang bekræftet, at det bedste ved at rejse ud som vi gjorde, er alle de dejlige mennesker vi har mødt. Og jeg håber vi kan blive ved med at møde dem.

Er halvvejs inde i en 3 ugers periode hvor vi på nogen måder har fået planlagt os op i et hjørne …

Eller i hvert fald ikke har tænkt i de helt store linjer, da vi lagde et program der gør at vi i tre uger i træk kun er hjemme fra mandag til onsdag og ellers er på vej hen, planlægger, er igang med noget, eller på vej hjem fra resten af tiden.

Lige nu er jeg igang med at pakke ud, vaske tøj, skylle udstyr og rydde op efter en forlænget weekend i Sverige. I stuen hvor jeg sidder står der stadig tre dykkertasker der skal pakkes ud, på gulvet i soveværelset ligger det vasketøj der mangler at blive vasket og i køkken og stue står der to kasser der er klar til næste fase: grisefest i Jylland, som skal afvikles i den kommende weekend.

Det er superhyggeligt det hele, men vi må nok også sande at der er brug for nogen tidlige aftener i denne uge, for at vi kan give den fuld fart til den fest, der gerne skulle blive på lørdag.

Der er mange ting der skal planlægges, når vi lige er 10 dykkere tre dage i Sverige eller 35 mennesker til noget, der snart ligner en tredagsfest i Saksild. Men vi er efterhånden ret gode til at få tingene til at falde i hak og er langsomt blevet bedre til også at acceptere, at ind i mellem så kan man planlægge lige så tosset man vil, men det betyder ikke at den menneskelige hjerne kan følge med hele tiden og en ting her og der kan smutte.

Men så må der improviseres og det blev der gjort her i weekenden hvor det transportable luftfyldeanlæg, var kommet til Sverige uden sine luftslanger … men 2 støvsugerslanger og en rulle gaffa endte med at klare skærene, så vi kunne komme ned og dykke på de svenske skær.

Og sådan bliver det nok også i den kommende weekend hvor vi samler 35 mennesker omkring en gris og noget Østjylland.

Tre dage hvor mennesker kommer og går og fester og drikker og ser den lyse morgen midt om natten.

Og ja, jeg kan ind i mellem blive træt og øm og ca. 1oo år fordi der skal tænkes og slæbes og arrangeres, men mest af alt er glad for at så mange dejlige mennesker fylder i mit liv og er med til at fylde mit liv ud.

Livet og måden det leves på er en gave – og jeg er stadig i fuld gang med at pakke det ud.

I forlængelse af mit eget lidt håbløse forsøg på at forskudsregistrere mig – med deltid, a-kasse, bi-beskæftigelse- – A-, B- og jeg ved ikke hvilken skat og delvis kørselsfradrag, smed jeg håndklædet i ringen og ringede.

Og fik virkelig fat i en skat.

En dejlig dame, der da lige beregnede og tastede og fiksede det hele for mig vedr. privatdelen, og sendte mig videre til virksomhedsdelen, med 8.000 kr. i kørselsfradrag og en cuttet topskat.

I virksomhedsdelen bad de mig finde ud af om jeg egentligt var selvstændig erhvervsdrivende eller ej. For det kan man nemlig godt være uden at være.

Det har andre for mig spekuleret på, så de flinke folk har skrevet en brochure om det; Er du selvstændig erhvervsdrivende?

Og min læsning og min snak har det fået flere ting klarlagt i mit hoved, og der er ikke tvivl om at jeg skal ud på et af deres oplysningsmøder.

Jeg har i mange år primært bare dukket mig, krydset mine fingre, sat min indkomst lidt for højt og ellers håbet på det bedste når det kom til selvangivelse og forskudsopgørelse. Normalt er det gået godt.

Men jeg er jo nok nødt til at indse at jeg ikke kan fortsætte med det når jeg nu er sådan en med et CVR.nr og måske udvidet selvangivelse …. men så er det jo godt at vi har skat – og at der sidder søde mennesker i den anden ende.

Forsøgte mig med noget super voksent og proaktivt her for lidt siden; at rette i min forskudsopgørelse – så den svarer til min virkelighed og ikke min tidligere virkelighed.

Og jeg må bare give fortabt og give op.

Det er jeg simpelthen ikke mand (eller kvinde) for at klare.

Men jeg ved heller ikke hvem jeg forsøger at snyde. Jeg mener, jeg kan sagtens finde på at stå og småfnise når jeg står og putter diesel på bilen, fordi jeg tænker på hvor voksent det er og at jeg ikke helt føler, at jeg passer ind i den rolle (eller det ansvar … en rigtig bil og ud på landevejene…)

Nåmen – jeg må jo nok til det alligevel, håber det er muligt at få hjælp fra et rigtigt skattemenneske når man nu gerne vil gøre det rigtige….

Jeg tror på at man skal lytte til sin krop.

Sin intuition og sin krop.

Men jeg forstår ikke helt hvad det betyder, når de fortæller to forskellige ting.

Jeg har aldrig haft det bedre end jeg har det nu. Jeg er så meget kommet på den rette hylde og beskæftiger mig lige præcis med det jeg vil og kan bestemme over mit liv på en måde jeg ikke oplever, at jeg har kunnet før.

Jeg er ikke i mål og jeg tjener ikke det jeg vil og jeg jeg mangler mange, mange ting for at være der hvor jeg skal være. Men jeg er på rette vej og jeg er sikker på mig selv, mit koncept og på min måde at nå derhen hvor jeg skal.

Men jeg har nu på X’ende måned kæmpet med en tennisalbue som jeg godt ved hvorfor jeg fik og som jeg ved jeg ikke har behandlet som jeg skulle. Og med hænder der når jeg vågner er følelsesløse og så kraftsvage at jeg nogen gange ikke kan klemme om en shampoflaske eller åbne låget på kattenes kattemadsdåse.

Jeg ved godt at min dykning og min have ikke gør noget godt for mine hænder og albue og jeg den læge jeg har skiftet læge har også bedt mig om at geare ned og ikke overanstrenge mig.

Og han har tappet blod af mig i store mængder. Desværre er testresultaterne gået i udu og prøverne skal tages om – men tre ting blev da konstateret: jeg har ikke sukkersyge, min blodprocent er i orden og det ser ikke ud til at jeg har leddegigt.

Så langt så godt … og jeg prøver seriøst med det der afslapning.

Men er der nogen der kan fortælle mig hvad jeg gør galt, når jeg mandag morgen efter en weekend dedikeret til afslapning vågner med ekstra smerte i albuen, totalt forstenede hænder og i tilgift en ryg der gør så ondt, at den vækker mig før vækkeuret?

Jeg gør alle de ting jeg kan lide + afslapning og alligevel skal jeg betale ved kasse 1.

Det er bare ikke fair.

Men nu har jeg også bare pakket til en dykkerweekend i næste weekend og så håber jeg at min krop er mere ok med det.

På grillen ligger en hummer, den spjætter med benene og kører rundt med følehornene – selvom den er blevet delt i to og er igang med at skifte farve til rød. Den pensles med smør og grilles og skal spises sammen med det gode brød og en flaske bobler. Og udgøre forretten til det kongemåltid vi har stablet på benene i anledningen af den danske sommer og vores 6 år sammen.

Vejret er ikke som det var, der for 6 år siden hvor vi mødte hinanden, lige præcis her i sommerlandet, hvor vi fejrer hinanden og os.

Men råvarene er endnu bedre end dengang – og på en eller anden måde, så er vi også det.

Hummeren får følge af lammekoteletter, grillet lyserøde og møre som smør. Med hvide og grønne asparges, nye kartofler der vendes i smør tilsat hvidt, grønt og gult – i form af hvidløg, persille og citron. Og den rabarberkompot jeg lavede af rabarbar fra mit lille urtehave, vendt med noget frisk mynte, der alligevel skulle trimmes i selvsamme urtehave.

Dengang for 6 år siden blev jeg beruset i kærlighed og så solen stå op mellem Mols og Samsø – nu sidder jeg indenfor og ser regnen sile ned af ruderne og jeg ved at hvis nu’et var dengang ville jeg ikke have haft hvad jeg fik.

På godt og ondt.

Vi har haft mange oplevelser sammen.

Vores liv har virkelig været i medgang og modgang.

Vi har oplevet graviditet(er) og tab. Vi har været igennem fertilitetsbehandling og dealet med konstateringen af at vi ikke skulle være forældre.Vi var igennem en renovering af lejlighed fra helvede, og venner der virkelig trak veksler på vores venskab. Vi oplevede at min gamle kat blev ældre end forventede men ikke levede for evigt. Vi har stået sammen gennem mine to stresssygemeldinger, en enkel fyring og en trussel om en anden.

Men vi har også rejst til eksotiske lande og har dykket og spist os igennem fantastiske måltider. Vi har stået sammen i modvind og er ikke blevet knust, men har hjulpet den anden når det hele blev for træls og hårdt. Vi nåede at sælge en lejlighed mens tingene var på toppen og nærmest få dage før det hele væltede.  Vi fik katte sammen, både her og i Egypten og de har beriget vores liv. Vi har haft fantastiske weekender og sommer her i sommerhuset, med familie og venner. Vi har udviklet hinanden og klart vores smagssanser og er endnu mere fokuseret på det gode i livet. Vi turde tage et sabatår sammen og rejste ud og tilbragte 24/7 under fremmed himmel  og hav.

Og jeg ville ikke være foruden den tid vi har haft sammen og jeg håber på at vi bliver ved med at vokse sammen.

På mit gulv ligger en pakke.

Et telt jeg har ventet på i flere år og glædet mig til at eje lige så længe.

Det er ikke pakket op og i eftermiddag skal det retur til afsender.

Historien bag er denne:

For flere år siden var min kæreste og jeg til et grillarrangement i et sommerhus et sted. Da vejret var dansk, og grilleriet var ved at regne væk, var der en der trak et telt frem fra sit bagagerum. Et FleXtent. Vupti-bubti så var teltet sat op, siderne sat på og grilleriets endeligt afværget.

Og mit behov for at eje var tændt.

Og jeg købte et sådan telt. Juni 2010 kan jeg se af mine gamle mails. Det skulle leveres i Jylland og bruges til vores sommerferie. Af en eller anden årsag havde de det ikke på lager og til sidst annullerede jeg ordren.

Men her forrige gang jeg var på dykkertur blev ideen tændt igen. Det ville være smart med sådan et telt. Til at tage med på dykkerturen som omklædningsrum hvis det blæste eller regnede. Til overdækning af spisebord i sommerhuset, så man kunne sidde ude sent eller i smådårligt vejr – og det samme i min have.

Så jeg sprang ud i en ny omgang bestilling.

Og det kom så sidste fredag.

Og blev leveret på 1. sal.

“Chaufføren var lykkelig over at han ikke skulle bære det op på 4. sal” var ordene der mødte mig, da jeg blev lukket ind hos under-underboen for at hente det. Jeg undrede mig, for alle de steder der står skrevet om det, fremgår det at det er et telt man kan tage med sig rundt, og ved præsentation af havepavilloner, står der endda:

“Har du brug for en mere fleksibel og mobil pavillon, bør du overveje et af vores FleXtents.”

Vi var to mand om at bære pakken om. Pakken var 2 meter lang.

Mit lille smarte fleksible telt vejer nemlig 36 kg.

Og nu ryger det og drømmen retur til afsender.

Fleksibel min r*v.

Det er ikke fordi der ikke sker noget i mit liv, at bloggen ligger øde. Faktisk det modsatte.

Jeg har gang i så mange ting, at det sidste jeg når omkring er dette lille sted, hvor jeg ellers troligt, dag efter dag, år efter år har samlet indtryk fra mit liv og livet omkring mig.

Lige nu samler jeg dog mest spam. Slettede over 5000 spamkommentarer i morges og der er allerede 109 nye i filteret ….

Sådan er det at være en gammel blog(ger), men heldigvis fanger filteret de fleste – dog har jeg ikke overskud til at kigge igennem om der skulle være en rigtig mennneskekommentar mellem alt spammet, men sådan må det være hvis alt det er.

Min gamle “blogdaddy” der fik mig ind i branchen er et indlæg fra nummer 1000 – og er gået over til at blogge en gang om året. Der tror jeg ikke at jeg er på vej hen.

Dette indlæg er # 1564, ikke noget bemærkelsesværdig i det …men mon man kan få en kommentar for det, som ikke er spam?