I de sidste to år, har jeg strakt mig tynd. Både arbejdsmæssigt og privat, med sygdom, død og arbejdsløshed i familien.

Og nu er meget faldet på plads. Og jeg har sat en helt ny fysisk ramme om mit liv.

Min opgave er slut, selvom jeg stadig sidder lidt i efterdønningerne. Jeg er glad, glad og endnu gladere over at opgaven sluttede på det tidspunkt den gjorde.

Ligesom jeg er glad over den relative økonomiske frihed jeg har, lige nu, som følge af at have løst opgaven. Hvilke i stor grad viste sig da jeg var inde og ændre min forskudsregistrering og kom retur med et frikort på over 80.000 kr til resten af året.

Det betyder dog også, at hvis jeg læner mig tilbage og laver ingenting, vil jeg, til næste år, få udbetalt et beløb der svarer til 20.000 om måneden resten af året.

Og jeg har projekter nok.

Men kan man det. Kan jeg det?

Tænk hvis man var sådan en der virkelig turde holde (endnu) en pause og være i nuet og se græsset gro – og svampene med dem.

Den sidste runde i Rommy/500 Casino – hvor det sidste stik giver point og den med flest stik, spar, kort og trumfer vinder, danner rammen om mit liv. Mit arbejdsliv.

Jo tættere jeg kommer afslutningen, jo mere intensitet, længere og længere arbejdsdage og her til sidst arbejdsrelaterede drømme og afbrudt søvn præger min tilværelse.

Jeg tænker der ikke er mange andre, der vågner med frustrationer over usikkerhed på om man nu også kan få implementeret persondataforordningen – herunder specielt, men ikke alene, “retten til at blive glemt”.

Med mindre det er ens arbejdsområde. Og det er ikke engang mit.

Men om 2 måneder er opgaven slut og jeg forventer at generhverve mit liv.

På godt og ondt. Et helt almindeligt liv, måske et almindeligt job til en helt almindelig løn og normale arbejdstider.

Med mindre jeg får det job jeg planlægger at søge. Hvor alle idealerne matcher mine – og den ugentlige arbejdstid er på 18 timer.

Det gad jeg godt.

Og det ville føles som at få to esser, ruder 10 og spar 2 i sidste stik.

Nu har jeg sovet den sidste gang inden min ferie. Når jeg holder fyraften i dag, kommer jeg først retur 1. september.

En måneds ferie. Og jeg trænger. Trænger, længdes – og frygter det en lille smule.

For når man har kørt på så længe som jeg har nu, holdt så stramt fast på alt – kroppen, følelserne …Hvad sker der så når man giver slip. Og hvad med bagefter?

Kan jeg komme op i gear igen – og skal jeg?

Efter  ferien har jeg 4 måneders defineret arbejde. Som jeg måske, og måske ikke bliver tilbudt forlængelse på.

Og ferien skal i den grad også bruges til at mærke efter, hvad jeg ønsker der skal ske, på den front.

Og for første gang, siden jeg var et lille barn, skal jeg på en “normal” ferie. Altså, så noget som mange andre gør, år ud og år ind … 

En kør-selv-ferie i Europa. 

Og vi sad i går og forsikrede os selv og hinanden om at det kan vi godt finde ud af.

Og det kan vi nok også.

Jeg har oprettet en blog omkring vores rejse til Egypten – så fra februar vil jeg (om gud og Mubarak vil) blogge på “Et år i sandaler“.

Titlen er tyvstjålet fra min kæreste.

Det var hans umiddelbare udsagn om vores lille eventyr, da vi skulle fortælle om det til de allerførste indviede – “prøv at tænke dig – et år  i sandaler!”.

Bloggen vil handle om vores liv dernede, om den udvikling jeg håber der kommer til at ske med mig, om dykning, nye madoplevelser, fotografier af det hele og om alt det andet som kommer til at ske med mig og os og vores liv – i vores år i sandaler.

Jeg havde håbet at vi havde fået en noget anden indgang til vores eventyr end denne, hvor vi står på randen af en revolution (og på bagkanten af hajangreb).

Det har tikket ind med sms’er, bemærkninger på facebook og her på bloggen … og vi har også lige fået en opdatering fra vores rejseselskab.

Lige nu og her er der ingen fare ved turiststederne langs med Rødehavet. Der flyves uden problemer til Sharm – og vi har planlagt at flyve med.

Vi tager ned og sonderer stedet – og hvis vi oplever at det ikke føles trygt, så har vi altid mulighed for at bruge den returbillet vi har.

Modsat så mange andre kan vi jo rejse ud af landet igen.

Selvom man jo kunne tænke at 6 dykkerdragter til 2 personer og en uges ferie, måske er lidt rigelig.

Men det kan du altid læse mere om på min nye blog … Et år i sandaler, når og hvis, der åbnes for internettet igen.

Det er ved at blive lyst nu – en travl dag, som gryede så smukt lige foran mig, da jeg stod op.

Stod op til min sidste hele dag i Danmark i et år.

I morgen er jeg den der er smuttet.

Men i dag skal jeg rundt og ordne ting, og tabe hoved som jeg har gjort de sidste dage – og inden dagen er slut skal jeg også have noget at pakke min taske … og taske … og taske.

Men kattene er afleveret, bilen parkeret, pladerne pillet af – lejligheden er stadig ikke lejet ud og jeg forsøger at lade være med at ærgre mig over at jeg brugte det her bureau og håbe på at de finder en løsning til næste måned.

De ting vi skal have med er taget fra og det meste af resten af lejligheden er pakket væk.

Fryser, viktualier- og køleskab skal tømmes … og så varer det ikke så længe før vi er helt væk…

Når man så er ved at pakke sit liv ned i poser og kasser og pakke tasker og kufferter til det nye liv, afstedkommer det en del kaos i hjemmet, og frustration i mig, når lejligheden også lige skal være kigge-lækker.

Den er nemlig stadig ikke lejet ud – og det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er spor imponeret over det firma, vi har hyret til opgaven.

Men jeg satser på at denne gang er lykkens gang … og at det er sidste gang, at jeg skal rydde op i kaos.

Soveværelse og de to stuer er klaret. Døren til “opmagasineringsrummet” er lukket. Badeværelset er skuret. Tilbage er støvsugning af det hele… og så lige et køkken, der ligner kaos, med kaos på.

Hold da kæft hvor jeg *ønsker*, *ønsker*,*ønsker* at ham, der kommer for at se lejligheden i dag, lejer den.

Pengene vil være velkomne, men mest af alt, så magter jeg ikke at blive ved med at gøre lejligheden kigge-lækker!

…om ikke gud til dig, så dog nærmere en afslutning på tingene herhjemme.

Når man sådan tager afsted i et år og har lidt mindre end 2 måneder til at planlægge, er det godt nok et skoleridt i beslutningstagning, at få alting til at gå op i en højere enhed.

Jeg må også konstatere, at uanset hvor meget man planlægger, så går alt alligevel ikke præcist sådan, som man regner med.

Da jeg var i tyverne tog jeg også afsted til udlandet, jeg kan ikke huske afrejseprocessen som værende belastet af beslutninger og praktiske forhold. Dengang ejede jeg heller ikke rigtig noget – så jeg sagde mit job op, opsagde min lejlighed, flyttede mine ting hjem til mine forældre, pakkede en taske, smed den på min motorcykel og kørte afsted.

Det er lidt anderledes nu. Vi ejer jo en masse ting og skal prøve at få det herhjemme til at gå i nul, rent udgiftsmæssigt. Opgaverne falder i tre grupper:

Håndtering af de døde ting vi ejer:

Lejlighed

Vores lejlighed skal fremlejes. Vi lukker et værelse af og stiller vores private ting derind og lejer resten ud. Vi har valgt at bruge et bureau, til at stå for det praktiske. Men jeg har opdaget at det kræver pænt gode nerver, da de her en uge før afrejse endnu ikke har fundet en lejer til os.

Sommerhus

Vores sommerhus er også gjort klart til udlejning. Det er et dejligt sommerhus, men gammel og traditionelt. Det kan lejes gennem Odder Turistbureau. Vi plejer at kalde det “Sommerbo” – hos dem hedder det 30415 (og de sætter forhåbenligt snart nogen pænere billeder på)

Bil

Bilen bliver opstaldet, nummerpladerne afleveret hos skat og p-licensen returneret til Københavns Kommune

Nyttehave

Jeg har fået dispensation fra min haveforening og har fået lov til at beholde haven, selvom jeg tager væk i et år, mod at den naturligvis bliver passet og der deltager en i mit navn til det årlige “tvangsarbejde”. Har fundet en der vil passe den, med nok lige så stor glæde som min egen.

Håndtering af 1000 små og større praktiske ting

• få flere nem-id kort, så man kan logge sig ind i et helt år
• bestille rejseforsikring
• afmelde almindelig bilforsikring
• tilmelde stilstandsforsikring til bilen
• finde et sted bilen kan blive opstaldet et år
• få en udlejerforsikring til sommerhuset
• undersøge Egyptisk visum
• undersøge skatteforhold – og få udarbejdet ny forskudsopgørelse
• få bilen PAVA behandlet inden den skal opstaldes
• afmelde kabel TV
• afmelde de forskellige foreninger man er medlem af
• købe og samle nye skabe til badeværelset (og skaffe sig af med de gamle)
• pakke lejligheden ned
• gøre sommerhus klar til udlejning
• købe ny PC
• købe og samle nye møbler til badeværelse
• finde og få transporteret flyttekasser hjem
• slæbe ting der skal smides ud ned fra 4. sal
• skaffe straffeattest
• lave nyt budget over udgifter (og indtægter)
• returnere arbejds IT-isenkram
• få ordnet tænder
• købe manglende dykkerting
• pakke ting til rejsen
• melde fraflytning inden man rejser
• bestille flybiletter
• og ret til at tage ekstra kg. med
• finde et sted at bo i Egypten

Håndtering af de levende ting vi ejer:

Kattene

Få arrangeret kattepasning. Få arrangeret ny kattepasning, da den første ikke gik som forventet. Arrangerer endnu en ny kattepasning, da den anden pasning 14 dage før afrejse, meget uventet går i vasken. Sikre sig at der er backup kattepasning, hvis det nu alligevel ikke går og endnu en backup for backuppasningen, hvis den heller ikke går.

Planter

Høre mange mennesker om de kunne tænke sig at få nogle planter ind til pasning. Ikke finde nogen. Finde nogen der vil tage de haveplanter der overvintre på trappeopgangen (og få dem overleveret på søndag … tak!) Og lade lejlighedsplanterne stå i lejligheden og håbe på, at der på et tidspunkt rent faktisk kommer en lejer, og at vedkommende vil passe dem.

Endelig er der de uventede opgaver:

Få bilen takseret, snakke, snakke, snakke med forsikringsselskab og undersøge muligheder for reparation af bil. Havde nemlig lige før jul et eftermiddagskys, med en anden bils hængertræk. Og selvom der ikke var noget at se på deres bil, har de åbenbart anmeldte det til deres forsikring. Og da jeg ødelagde nummerpladen og vores kofanger, skal den skade nu ordnes.

Og mens alt det foregår arbejder min kæreste på fuld tid, for at hans opgaver kan blive overdraget inden afrejse, der holdes jul for 9 personer, kæresten tager en cross-over fra CMAS instruktør til PADI … og jeg starter selv op på deltid på arbejdet.

Samt den daglige madlavning, rengøring når lejligheden har skulle vises frem, tøjvask og alle de der ting jeg har glemt at jeg har lavet, ordnet og fikset i den forløbne tid.

Men en ting er sikker, man bliver ikke kureret for stress ved bare at sige sit arbejde op.

Og når folk så spørger mig om jeg glæder mig til vi rejser, og jeg siger at jeg ikke rigtig har haft tid til at tænke på det – kigger de underligt på mig.

Men jeg er under alle omstændigheder superglad for at det her har en deadline og når vi sidder i flyet næste lørdag, ja så er løbet kørt og jeg kan ikke fikse de ting der måtte mangle … og det går vel nok også endda.

Hvis jeg var nået til “O” ville jeg nok aldrig have skrevet om O for Opfølgningssamtaler. Men jeg er ikke nået til O – og alligevel skal jeg lige om lidt bevæge mig ud i den snehvide verden, for at deltage i sådan en.

Og selvfølgelig skal jeg det, lige som alle andre der har været i et langvarrigt sygdomsforløb.

Prøvede ellers at spørge til om det var nødvendigt. Om jeg ikke bare kunne fortælle dem om min status på forhånd. Når jeg nu har genoptaget mit arbejde delvist, når årsagen til min sygdom for en stor del skyldes  mit arbejde – som jeg har håndteret ved at sige op.

Og at jeg alligevel rejser fra Danmark om mindre end en måned.

At jeg altså fra 1. februar ikke længere vil være sygemeldt – da jeg vil være fraflyttet og leve af min opsparing.

Men nej – jeg skal til en opfølgningssamtale.

Ideen med opfølgningssamtalen er at selvfølgelig at tjekke om man overhovedet er syg – og hvis man er, så fokusere på hvordan man kan blive fastholdt på arbejdsmarkedet.

Så når man som mig selv vil betale for at blive udelukket fra arbejdsmarkedet i et år, så er der ikke rigtig bokse til at sætte krydser i skemaet.

Men det er fair nok. Jeg tager til opfølgningssamtale, og så er den egentligt ikke længere.

Om jeg så synes at vi spilder både min og sagsbehandlerens tid, er vel ikke så relevant, for der er skemaer der skal udfyldes og krydser der skal sættes – og kommunen skal overfor staten bevise, at de gør noget for at jeg kan blive fastholdt på arbejdsmarkedet.

Og jeg skal måske bevise at jeg er syg – og kan man det?

Det er svært at vise frem, at jeg ikke har sovet ordentligt siden jeg genoptog arbejdet. At begge mine hænder smerter når jeg vågner om morgen, fordi jeg ligger og knytter dem så hårdt når jeg sover, at det har medvirket at jeg har kapeltunnelsyndrom i begge hænder og har øget det med seneskedehindebetændelse i venstre håndled. At min kvalme og madlede er kommet tilbage. At min koncentrationsevne er som et lille barns, og min indlæringsevne som en gammel mands. At mit temperament flammer op over ingenting … og at jeg alt i alt efter 3 dages arbejde, er sådan noget nær der hvor jeg var, da jeg sygemeldte mig.

Men det er jo bare ord. Og ord er vist ikke noget der batter så meget her i systemet.

Startede på arbejdet i mandags.

Holdte op med at sove ordentlig om søndag nat.

3 dage uden ordentlig søvn, gør ikke noget godt menneske ud af mig.

Skal drøfte afslutning af opgaver med chefen i dag – jeg forudser, at der ikke bliver nogen lang afsked.

Det er utroligt hvordan 2 måneders ro og tilbagevenden til livet, kan smadres af bare 3 nætter uden ordentlig søvn.

Da jeg var mindre forstod jeg ikke, at man ikke måtte springe over hvor gærdet var lavest. Det ville da være dumt andet.

Hvorfor anstrenge sig, når man kunne komme (næsten) lige så langt ved ikke at gøre det.

Senere blev jeg jo medlem af “De Perfekte Kvinders Klub” og nu kunne gærderne ikke blive høje nok. Ja, jeg kunne ligefrem gå store omveje for at komme til at spinge over det højeste gærde.

Og måtte betale den pris der fulgte med.

Nu prøver jeg at finde den gyldne middelvej.

Og har blandt andet besluttet mig til at lade være med at lukke “det perfekte rum” af i lejligheden, men tage det rum der er nemmest for os – og dermed slippe for at pakke reoler ned og splitte klædeskabe af. Det er ikke perfekt, men det er nemt.

Og jeg overvejer seriøst om al den julepynt jeg har taget af træet og lagt i en skål, ikke bare kan komme sådan ned i kælderen. En pose omkring skålen og så afsted, istedet for at pakke hver enkel kugle og fugl ned i sin æske…. og jeg er tæt på at bestemme mig for at gøre det.

Måske det vil være nemmere hvis jeg kaldte det en hjemmeopgave i at springe over hvor gærdet er lavest?