Den sidste tid har Facebook venligt mindet mig om mit livs mest traumatiske oplevelse: min dykkerulykke på Mikronesien sidste år.
Uvished, forgæves redningsaktioner og døgn på døgn uden søvn.
Forsikringsselskabet sammenlignede det vi var udsat for, med fingeret mord – så det er ikke så underligt at vi endte med stresskolabs og belastningsreaktion.
Minderne kommer samtidig med at min arbejdsevne og arbejdssituation stadig er uafklaret og det betyder at mit nervesystem kører på højtryk.
Oven i det er mit arbejde fortsat utroligt kaotisk og kalder på min hjælp, viden og assistance.
Jeg arbejder meget konkret med “at passe på mig selv”, men kan mærke, at jeg bevæger mig af en sti der bliver smallere og smallere og jeg kan ikke garantere, at det hele vælter og alt bare fosser ud.
Man kan sige, at I oktober blev alle mine værste forventninger arbejdsmæssigt krystaliseret. Der var ingen tvivl hos nogen af os, der deltog i mit sygemøde: hvis de kunne komme afsted med at fyre mig, så var det, det de ønskede.
Men det var ikke det de sagde. De sagde faktisk ikke rigtig noget. Men med en ydre fælles fjende, styrkes man indadtil.
Og der er ingen tvivl om, at det at min mand fra oktober af, har deltaget i mine sygemøder på arbejde, har styrket vores samhørighed og ægteskab.
Oktober var også den måned hvor jeg gjorde et sidste forsøg med at øge min arbejdstid, med store følgevirkninger på helbred og hverdag. Mine hovedpiner og svimmelhed tiltog, mens min evne til hverdagshåndtering aftog proportionalt.
November
I et forsøg på at skabe en pause i kaos blev en gammel gave indløst og min mand og jeg tog på en lille ferie til Lissabon.
Vejret var fantastisk og der var noget vederkvægende ved at komme væk fra det ubehag der var blevet min hverdag derhjemme.
Vi både sluttede opholdet og begyndte hverdagen derhjemme med sygdom og efter det gik det helt ned af bakken.
Mens jeg havde været væk, havde der været travlhed i verdensfirmaet og det kom til at præge november og ikke mindst arbejdsmiljøet i det kontor jeg er i. Beslutninger fik konsekvenser og da vi nåede slutningen af november var kontoret vendt på hovedet, på alle mulige måder.
Og egentlig var det ikke en overraskelse, da min chef den 22/11 fortalte, at han ville indstille mig til afsked. Jeg var faktisk mere overrasket over, at jeg ikke fik udleveret et partshøringsbrev til mødet.
December
Udover at hænge mine smukke indiske stjerner op og se noget fine amaryllis springe ud, har der ikke været megen jul i de lille hjem.
Det var ikke fordi jeg ikke forsøgte. Men det meste af det jeg forsøgte mig med, gik i udu på alle mulige forskellige måder.
Og opsigelsen? Jamen, den kom jo ikke. Dagene gik. Og der var både travlt og kaos på kontoret.
Men lige inden juleferien, på den sidste 1:1 med min chef, kunne han fortælle, at selvom han stoppede med,at være chef i kontoret fra månedens udgang, ville han fortsat gerne få mig opsagt. Men han havde ikke lige haft tid. Indstilling til afsked ville forventeligt blive behandlet i direktionen 18/12 og så ville jeg få endelig besked i uge 2 i 2025.
Glædelig jul.
Jeg har arbejdet professionelt med HR-jura og derfor også opsigelser i små 25 år, men jeg er også bare et menneske og min jul og nytår var selvfølgelig påvirket af, at jeg er udsat for den langsomste afsked jeg nogensinde har kendt til.
Jeg har hverken i nuet eller tilbageblikket formået at balancere det gode og det tunge … 2024 har været et voldsomt turbulent år.
Jeg håber at tingene langsomt falder på plads i 2025 … og at mit fotofeed og hjerte bliver fyldt med smukke øjeblikke og gode minder. Det vigtigste i livet er de mennesker vi omgiver os med.
Oprindeligt skulle jeg have været nået op på fuld arbejdstid, inden min sommerferie startede, i slutningen af juli. Men da jeg ramte omkring 18 ugentlige timer, ramlede verden omkring. Udover at alt blev uoverskueligt, var det også kaos. Jeg mistede troen på, at jeg nogensinde kunne få en normal tilværelse igen.
Så jeg gik ned i tid igen og holdte derefter 4 ugers ferie. Under ferien blev tilværelsen udholdelig igen.
August
Mens juli gled over i august tilbragte jeg 10 dage ferie på Kreta med min søster, hendes børn, svigerbarn og barnebarn.
Efter et stop i DK igen, drog min mand og jeg i de efterfølgende 3 i bil gennem Europa. Smuk og bjergtagende natur og skønne dage, hvor mit system fald til ro, da jeg kom ned i gear.
Gennem byer og over bjerge, på restauranter og vingårde. I et Europa, der dog var noget varmere end vi havde regnet med og planlagt.
De første 3 dage tilbage på arbejdet gik fint og så kolapsede min (arbejds)verden.
Noget var måske ferieblues, men det mest var eksplosionen af en arbejdsmiljøsag. En sag, der var startet op i foråret 2023, havde ulmet gennem året, indtil det blev forsøgt begravet i foråret 2024.
Men istedet for at dø, viste det sig at noget havde gæret og til sidst sprak det hele, på en uventet måde.
Det er ikke kun hos Moderaterne man kan få “en aftale man ikke kan afslå”. Men det skulle dog vise sig at det kun var begyndelsen.
Selvom august var varm, var sommeren endegyldigt overstået.
September
I september nåede jeg, hårdt presset af min mand, til den erkendelse, at jeg ikke ville kunne komme til at arbejde på fuld tid igen. Ikke nu. Måske aldrig.
Og jeg rakte ud til min leder og ham over ham. Et forsøg på at gå i dialog om en løsning. Jeg kunne fortsat noget, har en viden og en evne der kunne gavne kollegaer og organisation. Og min hjemkommune var med på det og forlængede mine sygedagpenge med henblik på arbejdsprøvning.
Og mens det blev sensommer og høsttid, hørte jeg .. absolut ingenting.
For ikke at blive vanvittigt, eller gå helt i stykker over ikke at kunne få en afklaring på fremtiden, forsøgte jeg at brænde al den adrenalin og kortison min krop var fyldt med ved at være så fysisk i min have og ved at rydde op.
Eller så fysik som min konstante svimmelhed tillod. Jeg har aldrig tidligere væltet så meget rundt som i denne september.
Når en ellers hyggelig aften ender med glemt telefon, at fare vild, ødelagt cykel og afhentning på en benzintank … så får man da tanker.
Hvis jeg ikke vidste, at mine kognitive udfordringer har udgangspunkt i min dykkerulykke og den store belastning jeg har været under og fortsat lever i, ville jeg tro, at jeg led af begyndende demens.
Og med fire tætte familiemedlemmer med hver sin demenssygdom (Levy Body Demens, Alzheimers, Semantisk- og Frontotemporal demens) så er det at udvikle demens en mulighed jeg både frygter og lever med bevidstheden om kan blive min virkelighed.
Og jeg håber virkelig ikke, at torsdag aften var første bid af kagen. Men hvis det viser sig at være sådan, er her de tidligste tegn på demens:
Jeg havde været på arbejde. En hård dag på mange forskellige måder. Og jeg var træt, men valgte alligevel at opfylde en social forpligtelse … fordi jeg hele tiden melder afbud og har svært ved at være i den jeg er blevet, som aldrig orker at se nogen.
Det var hyggeligt. Min mand kom også forbi. Han var i bil og jeg på cykel, så vi forlod selskabet, for at køre hjem på hvert vores transportmiddel.
Jeg valgte en anden rute hjem, fordi jeg tidligere havde fået at vide at jeh normalt kørte en omvej. Det medførte, at jeg pludselig opdagede, at jeg kørte væk fra mit eget hjem istedet for hen mod … j
Jeg blev forvirret og ville tjekke retningen på Googlemaps. Kunne ikke finde min telefon i min taske.
Havde heldigvis min arbejdstelefon i tasken og som alle normale mennesker ringede jeg til den forsvundne telefon fra min arbejdstelefon, og min niece som jeg havde besøgt svarede.
Hun fik arrangeret at min mand kørte retur efter telefonen. Men jeg var stadig faret lidt vild og kunne ikke finde ud af, at bruge kortet på min arbejdstelefon, fordi det er en iPhone.
…. så jeg fortsatte den forkerte vej. Indtil jeg fik landkending og kunne se hvor meget jeg var på afveje.
Fik vendt (el-)cyklen og kunne se at det, at cyklen havde stået udfor i kulden, havde tappet batteriet og jeg havde kun 2 “streger” tilbage til en tur på 9 km.
Det var mørkt. Jeg er i øvrigt mørkeblind. Min elcykel var lavt på strøm … så det eneste jeg havde for mig var at cykle derudaf det bedste jeg havde lært og komme så langt mod hjemmet som muligt inden jeg løb tør fir strøm.
Og fordi det er en anden rute end normalt, og det er virkelig mørkt, er jeg ikke obs på hvor cykelstien ender ved Sjællandsbroen.
Så jeg misser skiltet ned “cykling forbudt”, der forklarer at cykelstien stopper – kører jeg direkte og frontalt ind i en høj fortovskant.
Alt ryger ud af cykelkurven og hjulet kan ikke længere køre ordentligt rundt. Der sker heldigvis ikke noget med mig.
Men der er 8 km hjem.
En lille halv time på cykel og 1,5 time på gåben. I mørke og med en defekt cykel.
Havde jeg været alene hjemme var jeg gået hjem. Men nu hvor min mand var der, fik jeg fat på ham og det hele endte med at han kom ud og hentede mig på en tankstation.
Nåja … cyklen skal have ny fælg og eger. Jeg kan sandsynligvis hente den på mandag. Og skrive det på den meget lange tabsliste for 2024.
Der er så meget kaos og stress i mit liv, at jeg ikke engang ved hvor jeg skal starte eller slutte.
Men det medførte bl.a. at jeg endelig kom til en behandling hos den Body SDS behandler jeg har gået til i årevis, men lidt havde opgivet, fordi han er virkelig dygtig og har været fuldt booket i hele og halve år.
Sidst jeg var der var i marts 2023 og der var hændt meget i mit liv siden da. Bl.a. hele 2024!
Men, jeg har også i perioden tabt mig, fastet kontinuerligt og trænet. Og arbejdet meget mindre pga. min delvise sygemelding.
Og midt i alt det her kaos 2024 har været, har jeg også smidt mine smertestillende piller, uden at tænke så meget over det.
Det skete på Filippinerne. Jeg havde det så dårligt, at jeg ikke kunne samle mig om noget. Heller ikke mine daglige vitaminer og smertestillende medicin.
Og da jeg kom hjem til Danmark og ikke havde smerter, var der jo ingen grund til at spise smertestillende piller.
I går blev jeg dels gjort opmærksom på hvilket mirakel det er, at jeg er smertefri efter at jeg levet et liv i smerter i mange mange år – og jeg fik også at vide, at alt den inflammation, der har været i mit væv, var væk.
Min body SDS behandler sagde, at jeg var et levende bevis på, at lige så meget smerter kan fylde hele ens bevidsthed, når man har dem, lige så lidt fylder de i hukommelsen, når de er væk.
Og det er såre sandt. Men jeg er super glad for at opdage, at min krop den har det godt. Og jeg tænker at det bl.a. er det der gør at jeg kan stå oprejst, men alt omkring mig rasler ned.
Min sagsbehandler på jobcenteret, henviste mig til et forløb med en fastholdelseskonsulent.
Det er henlagt hos en “anden aktør” – det vil sige det ligger hos et firma og ikke i kommunen selv.
Først gik det galt. Og så gik det mere galt og nu er jeg forvirret på et nyt og højere niveau.
Forløbet skulle starte den 14. oktober. Jeg hørte ikke noget. Ikke før, datoen. Ikke i løbet af ugen. Tænkte jeg måtte være tålmodig, det kunne jo skyldes efterårsferie.
I går ringede jeg så. Først til pågældende anden aktør, der ikke kendte til mig og dernæst til min sagsbehandler i Jobcenteret.
Kunne dog ikke ringe direkte til min sagsbehandler, da klokken var blevet 5 minutter over telefontid, da jeg fandt ud af, at jeg var ukendt i systemet.
Så det var gennem Jobcenterets uendelige valg af tryk-systemer, jeg kom igennem til et menneske, som kunne tage imod en besked … og efter et par timer ringede sagsbehandleren også retur.
Hun kunne godt se, at jeg ikke var oprettet korrekt. Og fortalte at det var godt, at jeg havde gjort hende opmærksom på det. For det var ikke noget hun fik besked om.
Fik så en række nye breve i e-boks og troede at nu var den hjemme.
På fornyet opkald til anden aktør, kunne de da også finde mig i dag.
Jeg kunne dog ikke tale med en konsulent, for jeg havde ikke fået en endnu. “I løbet af ugen” var svaret, på min forespørgsel om hvornår jeg fik en.
Og under alle omstændigheder, ville jeg ikke bare kunne snakke med vedkommende. Jeg skulle jo først til intromøde. Det ville jeg også blive indkaldt til i løbet af ugen.
Hårdt presset fik jeg ud af hende, at intromødet fandt sted næste mandag og på et tidspunkt hvor jeg har et arbejsreleteret møde.
Så hvis jeg ikke kunne komme til mødet, skulle jeg kontakte min sagsbehandler i kommunen og få etableret “godkendt fravær” til intromødet, da de ellers ville trække i sygedagpenge på den dag …
Men det kunne jeg først gøre når jeg har fået indkaldelsen.
Hvornår og hvordan jeg ville få hjælp til fastholdelse kunne de dog ikke oplyse mig om.
Og hvis der er nogen der ønsker at jeg rater min oplevelse på en skala fra 1-9, hvor 9 er det højeste … så trykker jeg 1!
Jeg er i tip-top alarmberedskab. Og jeg ved, at jeg skal have det brændt af, for at det ikke skader min krop.
Så jeg sørger for at røre mig. Lave noget praktisk. Gå.
For det meste ret fornuftige ting.
I går tog det dog lidt overhånd, da jeg ret sent på aftenen begyndte at flytte om i min stue.
Og det betaler jeg så prisen for i dag.
Og jo, det er da dejligt at jeg kan støvsuge bag og under sofaen og i rillerne i på varmeapparatet. Eller når man kan se hvor meget tæppeholderne smitter af på gulvet.
Og så er det jo heldigt, at vi aflyste de gæster vi skulle have haft i dag, da vi ikke kunne overkomme det og havde brug for ro og afslapning….
Det kan jeg så bruge til at flytte alting tilbage på plads. Og brænde noget adrenalin af i processen.
Jeg kæmper lige nu. Hænger i med neglene. Jeg arbejder mere end jeg reelt kan, i et forsøg på at beholde mit job. Og min verden er ved at falde fra hinanden.
“Men hvad vil du?” spørger folk. “Hvad ønsker du?“
Og det forstår jeg godt de spørger om. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal svare. Altså udover at jeg ønsker, at jeg ikke stod i denne her situation og at jeg rigtig, rigtig nødigt vil ende i en situation, hvor jeg mister mit arbejde, fordi jeg ikke er i stand til at arbejde, men at jeg samtidig ikke bliver anerkendt som syg.
Jeg ved også, at min arbejdsplads reelt er forpligtet til at fastholde fremfor at afskedige – og at min situation sandsynligvis er omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb. Men jeg står også i den rimelige specielle situation, at den person der ved det, og normalt rådgiver arbejdspladsen om det – herunder vurdere om vi lovligt kan afskedige eller ej, er mig.
Udover at man generelt ikke anbefaler at folk er deres egen sagsbehandlere, ligesom læger ikke opererer på sig selv, og advokater ikke går i retten med deres egne sager, så er der også andre grunde til, at det er svært for mig at rådgive min leder i min sag.
Derfor søgte jeg om rådgivning og repræsentation hos min fagforening. De er enige i min vurdering af min situation, men går ikke ind i sager før der ligger en afsked. De deltager ikke i sygemøder. De siger, at enten kan jeg selv skal rådgive arbejdspladsen, alternativt bede min tillidsrepræsentant om at gøre det. Min tillidsrepræsentant, slår syv kryds foran sig og siger, at han slet ved ikke nok om reglerne til at sige noget til nogen, at han ikke har tid til at undersøge det, og at han i øvrigt kun er med til møderne for at lytte. Og så henviser han til at jeg skal bede fagforeningen om at komme på banen.
På sygdomsiden har jeg det problem, at på den ene side har jeg en neurolog og en dykkerlæge der begge siger, at jeg bør udredes af en neuropsykolog da mine udfordringer er af neurokognitive karakter. Men et hjerneskade center der vurderer, at der ikke er behov for specialiseret neurofaglig indsats.
Jeg har kontaktet et behandlingssted, der arbejder tværfagligt og måske kan overveje om de kan hjælpe… hvis jeg udfærdiger en beskrivelse af forløb, udtalelser, funktionsbegrænsninger mv. Hvilket er fair – men kræver kræfter og overskud jeg ikke har, fordi jeg arbejder for meget.
Og endelig har jeg en sygedagpengeperiode, der udløber her i september og et Jobcenter, der skal vurderer om mine sygedagpenge kan forlænges eller ej. Og det har rigtig, rigtig stor betydning for min fremtid om de forlænges eller ej. Og jeg har en klar ide om at de nok ikke vil forlænge, da der pt. ikke lagt nogle behandlingsplaner – og jeg heller ikke passer ind i de andre forlængelsesmuligheder.
Så alting koger i mit hoved. Og når det gør det, bliver jeg sjovt nok i stand til at arbejde mindre, udtrættes mere og kludrer endnu mere med alt.
Så jeg tog ud i min have og plukkede mine pærer og lugede ukrudt.
Og i dag, hvor jeg har restitutionsdag, vil jeg gøre netop det. Restituerere.
Istedet for at tage mig af min gamle far, eller de 120 andre gøremål, der har hobet sig op pga. min træthed og manglede overskud.
Jeg vil sætte mig ned og nulre frø. Akeleje og stokroser. Og lytte til en lydbog.
Jeg ved, at det jeg er i nu, er en overgang.
Jeg ved desværre også, at jeg mest af alt er alene i det – og at jeg så må gøre det der skal gøres. Og det kræver at jeg får hvilet, ro i hovedet og nattesøvn, så jeg kan bryde tingene op i delopgaver og få håndteret første del.
Og at første del er at få beskrevet mine begrænsninger og symptomer – selvom det er svært, og jeg har forsøgt at undgå det, da jeg egentlig ikke har lyst til at se det i øjnene.
I de sidste to år, har jeg strakt mig tynd. Både arbejdsmæssigt og privat, med sygdom, død og arbejdsløshed i familien.
Og nu er meget faldet på plads. Og jeg har sat en helt ny fysisk ramme om mit liv.
Min opgave er slut, selvom jeg stadig sidder lidt i efterdønningerne. Jeg er glad, glad og endnu gladere over at opgaven sluttede på det tidspunkt den gjorde.
Ligesom jeg er glad over den relative økonomiske frihed jeg har, lige nu, som følge af at have løst opgaven. Hvilke i stor grad viste sig da jeg var inde og ændre min forskudsregistrering og kom retur med et frikort på over 80.000 kr til resten af året.
Det betyder dog også, at hvis jeg læner mig tilbage og laver ingenting, vil jeg, til næste år, få udbetalt et beløb der svarer til 20.000 om måneden resten af året.
Og jeg har projekter nok.
Men kan man det. Kan jeg det?
Tænk hvis man var sådan en der virkelig turde holde (endnu) en pause og være i nuet og se græsset gro – og svampene med dem.
Den sidste runde i Rommy/500 Casino – hvor det sidste stik giver point og den med flest stik, spar, kort og trumfer vinder, danner rammen om mit liv. Mit arbejdsliv.
Jo tættere jeg kommer afslutningen, jo mere intensitet, længere og længere arbejdsdage og her til sidst arbejdsrelaterede drømme og afbrudt søvn præger min tilværelse.
Jeg tænker der ikke er mange andre, der vågner med frustrationer over usikkerhed på om man nu også kan få implementeret persondataforordningen – herunder specielt, men ikke alene, “retten til at blive glemt”.
Med mindre det er ens arbejdsområde. Og det er ikke engang mit.
Men om 2 måneder er opgaven slut og jeg forventer at generhverve mit liv.
På godt og ondt. Et helt almindeligt liv, måske et almindeligt job til en helt almindelig løn og normale arbejdstider.
Med mindre jeg får det job jeg planlægger at søge. Hvor alle idealerne matcher mine – og den ugentlige arbejdstid er på 18 timer.
Det gad jeg godt.
Og det ville føles som at få to esser, ruder 10 og spar 2 i sidste stik.
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem