At blive forelsket er stort, at blive forelsket i en gammel kærlighed er næsten større. Men det er det, der er sket for mig.

Midt i det her myldrende pulserende liv – hvor mulighederne er uanede og tilbudet stort har jeg genfundet min kærlighed til København.

Jeg var ellers begyndt at tage byen for givet. Du ved, lidt ligesom en kæreste eller ægtefælle. Man er vant til hinanden. Kender hinanden ud og ind og ser ikke rigtig længere charmen ved noget. “Det der – så du kan også det – ja, ja – det er der vel ikke noget specielt ved – det kan alle vel?!”.

Men her i den senere tid er jeg begyndt at genopdage min by. Hvor fedt det er, at der er _så_ mange forskellige restauranter. Både gode, billige, sjove og interessante steder. Og kulturudbudet er jo fantastisk. Man kan gå ud hver eneste aften, og lave noget forskellige hver gang. Og så er der selve byen – med dens butikker. Hvor du kan finde alt – uanset hvilken verdensdel du mangler noget fra. Og åbent er der også – hvad enten der er klokken 2 om eftermiddagen eller klokken 2 om natten.

Jeg er begejstret over at sådan noget findes når man skal holde fest og har brug for transport til indkøbene. Og at en søndag aften kan bruges på at nyde gode fortællinger.

Nogen gange skal man se sin livsledsager eller sin by med andres øjne for rigtig at se alle kvaliteterne – og nogen gange skal man overveje rigtigt godt hvad man vælger fra og hvad man vælger til, før man træffer sit endelige valg.

Lige nu og her – vælger jeg klart København til…..

Så er det igen blevet en af de dage, hvor jeg kan vågne op og tænke – så er endnu et år gået og idag er den første dag i resten af dit liv. Jeg er stadig thirty-somting og jeg kan godt lide mit liv. Og det er jo i sig selv en herlig gave.

(Det er ikke en gave, som at blive beriget med ikke mindre end tre blendere – men det er en værdifuld gave som jeg værdsætter. Og blenderne – dem er jeg skam også glad for!).

Det er ikke så meget det at jeg knækkede en negl, under gårsdagens store madforberedelse. Det er mere det, at jeg ikke ved _hvornår_ jeg knækkede den – og _hvor_ den landede!

Må bare håbe, at det ikke opdages når musikken spiller…!

Let the musik play now!

Nu hvor vinteren bider sig fast og kulden endnu engang kommer krybende og truer med at lægge sig over land og mennesker, skal der tændes lys og lægges i kakkeloven til en weekend med mennesker jeg holder af og glæder mig til at se.

Jeg vil have fantasi og farver i mit liv. Jeg vil male med den brede pensel i klare farver og drysse med guldstøv. Jeg vil iføre mig englevinger på en tirsdag og djævlehorn på en torsdag. Jeg vil have plads til leg og legeglade mennesker.

Jeg bliver glad, når andre har det på samme måde – som når man finder et sted som dette: Cristal Palace. Hvor man bliver hensat til tiden og stedet omkring det dekadente Moulin Rouge, hvor der er nogenlunde lige dele krystallysekroner og rødt velour – var der nogen der sagde bordel-stemning? Maden er i øvrigt forbløffende god.

Eller når man opdager at det findes steder som dette: Persian Garden Det er helt klart sat på ønskelisten over steder, der må tjekkes ud.

[Set hos Patricia]

Man tror man har sikret sig … man tror man er smart… og i en måneds tid eller to går det godt … men næ nej “I’m back” – og med næsten 100 spammail inden for den sidste time … er jeg nødt til at lukke for kommentarfunktionen igen… hvad fanden skal jeg gøre…???

Jeg har fået en ny interesse, der ser ud til at kunne skabe kommunikationsstøj. “Se ya fellow swingers!” har bare en potentiel anderledes og mere ladet betydning, end når man bliver mødt med eksempelvis “”Nåmen vi ses mine med-tago-danse-venner”.

Eller også er det bare mig der er lidt barnlig, når jeg fniser over at få en mail der slutter af på swinger-måden…

Men jeg er ret sikker på, at da jeg mødte en af mine naboer ved cykelstativerne i gården i morges – og fortalte at jeg hverken kunne gå eller stå, fordi jeg havde swinget i 6 timer i træk i går – så kiggede han underligt på mig, indtil jeg tilføjede “Swingdans!”.

Idag sluttes cirklen. Idag er det præcis et år siden jeg tog mit første jomfruelige skridt udi dette medium.

Jeg oprettede denne weblog af to grunde:

– jeg elsker at skrive og
– jeg er fascineret af nettet og de uanede muligheder der er dér

Men jeg havde ingen idé om, at dette – mit lille digitale hul udi den store internetverden – skulle komme til at spille så stor en rolle i mit liv, som det egentlig er kommet til.

Ikke så meget i sig selv, men som et redskab til at bringe nogle nye mennesker i mit liv og give de menesker, der allerede var i mit liv, en større indsigt i hvem jeg (også) er. Og det har været rigtigt stort – for mig.

Jeg blogger anonymt – som i at mit døbenavn ikke står på min weblog og i at jeg ikke lægger identificerbare billeder af mig selv på bloggen (udentificerbare billeder er der flere af som her og her) fordi jeg selv mener at mit navn, mit udseende og diverse faktuelle oplysninger om min person alligevel ikke spiller nogen rolle herinde.

Men jeg føler mig ikke anonym. Jeg kender efterhånden så mange af dem/jer, jeg ved læser med over skulderen – og jeg oplever også at de fleste efterhånden kender mig.

… men gør jeg – gør du?

Lad os lave en byttehandel: Hvis du har lyst til at vide mere om mig, kan du – lige præcis i dag – stille mig ethvert spørgsmål du måtte have på hjertet og så kan jeg se hvem der læser med…

“> #2

Dan Turell har ikke levet forgæves. Det var hverdagens rutiner, det var “dette er _ikke_ et digt” (mit yndlings) – det var en lille smule kærlighed, hede suk og overlægens glasøje – og endelig afhængigheden af …. stjernekastere.

Det var klart et besøg værd……….

“>

Jeg elsker ord. Jeg elsker at læse dem og skrive dem. Jeg er vild med dem, når de råbes, synges eller skriges ud og når de hviskes i mit øre en sen nattetime. Jeg tænder på ord og folk der forstår at bruge dem. Mange ord, få ord – tankerækker, prosa og poesi.

Så da jeg hørte om det her i radioen i morges – vidste jeg godt hvor jeg skal hen i aften – Måske ses vi?