Når dagene begynder at byde på morgenstund i stride strømme eller tåge som i går:

så er det man må gribe til fornødenheder som gult i gult i orange:

En hokaido blev delt i to og den ene del endte i en krydret græskarsuppe der blev nydt med overboen, ristede græskarkerner, bacon og godt brød. Og mens sveden brød frem på panden på grund af det ekstra drys chili, kogte den anden del sig sammen til en lækker græskar-abrikos sag.

Med sukker og vanilje udgør den et lækkert smørepålæg som jeg tidligere har lavet med stor succes. En af mine gamle kollegaer var helt vild med den og fik både rester og opskrift, da jeg havde den med til fredagsmorgenmad for efterhånden længe siden.

Og da vi skal mødes i næste uge synes jeg at det var det et velvalgt tidspunkt at prøve at genskabe magien. Så jeg kogte og rørte og smagte og gensmagte.

Og selvom den var god, så var den ikke rigtig.

Men den ser god ud. Cremet, lækker og småprikket af god vanilje. Og det er den der bliver taget med når vi mødes på tirsdag.

Og selvom det ikke er den helt rigtige, er jeg nu alligevel sikker på at den nok skal lyse op i en grå septembermorgen … med eller uden regn og tåge.

I går aftes fandt jeg ud af hvad det er der var galt med mig.

Altså ikke helt overordnet – men hvad det var der gjorde at jeg gennem den sidste uge bare havde fået det dårligere og dårligere.

Og jeg har seriøst haft det dårlig. Fuldstændigt energiforladt. Flere gange har jeg ladet min telefon ringe fordi jeg ganske simpelt ikke har magtet at tage den. Ingenting kunne jeg. Hele weekenden sov jeg, uden dog at blive udsovet. Jeg har været trist og ked af det – og hele tiden lidt ved siden af mig selv. Og jeg var, som det vist tydeligt fremgik for de folk, der har haft med mig at gøre, mildest talt åndsfraværende og kunne ikke huske fra min næse til min mund. Og tydeligst af alt så var jeg gennemsyret af følelsen “jeg magter det ikke”.

Ingenting magtede jeg. Spiste ikke og drak heller ikke rigtig. Og jeg var rigtig bange for hvad det var der var i vejen med mig og hvorfor jeg havde det så underligt.

Og jeg fik det bare værre og værre. Aftalte med min kæreste at hvis jeg ikke havde det bedre i dag, så måtte jeg gå til lægen – for et eller andet var der galt. Helt galt.

Jeg ved ikke engang hvad det var der fik slået hovedet på sømmet i går – men på et tidspunkt tænkte jeg at jeg måske ikke havde fået vand nok. Og jeg fik drukket en del – samt givet mig selv et re-hydreringspulver jeg har som en del af min dykkermedicin.

Allerede kort tid efter havde jeg det noget bedre. Mere vand og mere re-hydreringspulver senere var jeg nærmest normal. Og her i dag er jeg ovenpå igen.

Jeg tror, at det der er sket, er at jeg pga. dykning, varmen i Egypten og flyveturen har lagt grunden til en kraftig dehydrering, da jeg er tilbage i DK. Når jeg dykker og når jeg er i varmen ved jeg, at jeg skal drikke meget, men som de fleste andre glemmer jeg det når jeg er tilbage i hverdagen og så har jeg ikke fået re-hydreret mig – og med den fortsatte mangel på væske er processen bare kørt derudaf.

For hver dag der gik fik jeg det dårligere – fordi jeg blev mere og mere dehydreret. De tegn jeg normalt ser i forbindelse med dykning – som er hovedpine og behov for salt, var der også – men af en eller anden årsag så overså jeg dem (også fordi de andre symptomer fyldte så meget mere) og jeg tænkte slet ikke i de baner, der handlede om vand.

Men hold da op, hvor er jeg glad for at et eller andet fik mig til at drikke og få genoprettet balancen, så jeg ikke endte som en hængt kat og en indetørret rosin.

Måske er det fordi jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har været så træt, som jeg har været i den sidste uges tid.

Træt, træt, træt – med træt på.

Så træt at jeg ikke magtede en venindes fødselsdag i søndags, eller fællesarbejdet i haven, så træt at jeg glemt en aftale med en foddoktor i dag, en tid jeg har ventet på i 2 måneder. Har ikke set nogen mennesker siden jeg kom hjem og har sovet mine aftener og nætter væk, i sådan en grad at jeg har fået ondt i ryggen.

Har en lille smule feber og selvmedlidenhed nok til en mindre negerlandsby.

Så måske er det trætheden der får mig til at tænke på det der med at blive gammel – og det der med at sørge for sin alderdom mens man stadig kan.

Pensionen – som jeg stadig ikke helt magter at sætte mig ind i … men jo burde.

Hvor man skal bo.

Jeg ved godt at det måske er lige lovligt tidligt at finde sin pensionistbolig. Men samtidig ved jeg, at det handler om at se sin fremtid i øjnene og ikke vente med altid.

Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er min lejlighed ikke fremtidssikret. Den er for stor, for dyr og allermest beliggende alt for højt oppe til, at det er her jeg skal bo når jeg bliver gammel.

Selvom jeg elsker at bo med kig til himlen og med kort cykeltur til min have – så er det ikke her jeg skal blive gammel.

Så jeg er nu for x’ende gang igang med at se hvad jeg kan bytte mig til. Jeg kunne godt tænke mig noget mindre, lidt længere nede, med altan eller allerhelst have …Og enten på Islands Brygge eller i Sydhavnen.

Og jeg får fine tilbud. Alle andre steder fra og jeg vil ikke udelukke at noget af det kan bruges. Men bare ikke af mig.

Så jeg venter og ser hvad der kommer min vej.

Mens jeg føler mig ældre end alle mine år.

Det lykkedes mig jo at glemme min pung nede i det der Egypten. Heldigvis havde jeg lagt den sådan, at den ikke lige kunne ses, og da et par af vores venner var en ekstra dag på hotellet og de ikke ligefrem led af rengøringsvandvid på hotellet … så den var stadig i den skuffe jeg havde lagt den i, da de _efter_ rengøringen af værelset tjekkede om de kunne finde pungen.

Så den kom retur til DK. Men til den del af Danmark, der ligger i Kalundborg og dermed så langt væk, at jeg har kørt med en midlertidig løsning med noget pas og kontanter i en lille håndtaske.

700 kr. havde jeg i tasken, for jeg havde jo lige pludselig opdaget, at det American Express jeg troede jeg havde som ekstra “gemmekort” var blevet tilbagkaldt … og blev ædt af banken første gang jeg forsøgte at bruge det – og den selvsamme bank var blevet lavet om til en “pengeløs bank” … så det der med at købe og betale var pludselig blevet et issue.

700 kr. Mit pas og en lånt iPhone.

I en lille guldtaske med en håndledsrem.

Lille guldtaske. Pose med ting købt i Matas og en skuldertaske.

… fik jeg nævnt at jeg har været meget træt siden jeg kom hjem?

Åbenbart så træt, at jeg ikke kunne håndtere 3 ting på en gang.

… opdagede jeg, da jeg skulle ringe til min kæreste og ikke kunne finde den der skide guldtaske så jeg kunne bruge iPhonen til at komme på nettet …

Men han kunne så oplyse mig om, at de havde ringet fra den der iPhone, fra den der Matas … hvor min guldtaske åbenbart var blevet efterladt ….

Med penge og pas … og phone … nutidens 3 P’er.

Og mig?

Jeg er et fjols – men åbenbart et heldigt et af slagsen.

Han synes jeg skulle købe nogen blomster til dem i Matas … men det er jo nemt nok for ham at sige, for det kan jeg jo ikke! Mine kreditkort ligger i Kalundborg og hvis jeg stadig har nogen penge, så ligger de i guldtasken.

Og selvfølgelig havde jeg også glemt at sende min adresse til min hjælp i Kalundborg, så der går nok lige lidt flere dage inden jeg får nogen penge. Med mindre der stadig er nogen i guldtasken i Matas.

Har ligget i vand her i den sidste tid. Blandt andet sammen med dem her:

Barracudaer ved Shark & Yolanda

Det var rigtig godt.

Og lige nu er jeg for træt til at få smidt videoen ordentligt ind … det må komme, sammen med resten af mig og min tegnebog når det er at det er.

… hvis man ikke vidste anderledes skulle man tro at morgens besværligheder var endnu et komplot brygget sammen af den der jydemafia .. nu dog af den onde slags:

En smadret bilrude, gennemrodet bil – tyveri af gammel GPS og iPod … så gamle at de ikke har værdi for nogen tyve og heller ikke for forsikringsselskabet .. men jo koster flere tusinde at genanskaffe.

Samt den pris vi skal betale for ny bilrude og mangel af bil – lige som vi overhovedet ikke har behov for at mangle bil, fordi vi er igang med at være på vej rundt og omkring, efter 1½ uge i Jydelandet.

Kæresten er direkte på vej tilbage til hjemstavnen.

Åbenbart bliver der ikke begået rudeknuseri i det der Jylland.

Det er 4. gang for os og 3. gang i denne bil. Og vi stod endda parkeret mindre end 100 meter fra politistationen.

På Vesterbro. I zonen.

.. og jeg vil tillade mig at være så jysk, at jeg kan indrømme at det er rigtig, rigtig træls….

Det har nærmest været en lille mini-ferie, den weekend der afsluttede vores tid i sommerhuset. I ugedagene stod den på regnvejr, arbejde og sløjhed (for mit vedkommende).

Men i weekenden kom solen og gode venner.

Min kæreste fik afprøvet båd og fiskestænger og fik landet først 10 og dernæst 9 makreller, der i en proces, der er en storryger værdig,  blev de røget og konsumeret af dem der kan lide det.

Kattene hyggede sig ude og inde. Og inde hos naboen. Og genboen.

Jeg sad i solen og plejede mit behov for D-vitaminer, men en god bog og et glas koldt at drikke. Og da drengene kom hjem efter en dag på havet hvor de både havde delt fisk og sol med marsvin og sæler, fik de kølige drinks med  7 slags citronsmag (citron, lime, citronverbena, cirtrontimian, citronmelisse, limeblade og toppet med en bitterlemon).

Om aften spiste vi sammen med folk vi kunne lide og sad ude mens mørket faldt på og duggen faldt ned. Og vi nød det, der nok bliver den sidste sommeraften i det gamle sommerhus.

Et sommerhus bygget før krigen, der har været i familiens eje i 3 generationer og er et helt rigtig sommerhus; sortmalet med hvide vinduer og komplet med fodkoldt gulv og skimmelsvamp i skabene.

Det er vemodigt at sige farvel til så mange minder – dem vi selv har lavet og dem der har været i huset i generationer og liv før vores. Men samtidig bliver det også fantastisk at sige goddag til et sommerliv med opvaskemaskine, lyse varme rum, ordentlige forhold for os og vores gæster.

Og med en rensplads til fisk – som klart er kærestens nye sommerhobby.