oktober 2018


onsdag 10. oktober 2018 kl.7:31

Jeg ville have gjort fyldest, i en anden tid. I tidligere dage.

Jeg kunne have været en fin husmor, der ikke bare evnede, at gøre tingene fra grunden, men også gøre det godt.

Ligesom min mor, kunne jeg have fået fine karakterer på en husholdningsskole og jeg ville have syntes, at det var sjovt at lære både, at stryge en præstekrave og flå en hare, fordi “man aldrig ved hvilket erhverv, den mand man gifter sig med, har”.

Jeg kunnet have fulgt i min mormors fodspor og tilføje hverdagen lidt kreativitet. Dække et smukt bord, skrive med en fin håndskrift, måske endda male en akvarel.

Og måske ville jeg have været tilfreds i en skrumpet verden. Tilfreds med at gå rundt omkring mig selv og fylde tiden op med husholdningsopgaver og hjemmeliv.

Hvem ved?

Vi lever nu og jeg er ikke tilfreds.

onsdag 3. oktober 2018 kl.10:10

Hvis en pind måler 1 meter kl. 9, hvad måler en kasse ved siden af pinden, kl. 12? Når elefanten er dobbelt gammel som løven, hvor gammel er bavianen så? Er du mest samarbejdsvillig, kollegial eller serviceminded?

Fik jeg sagt at jeg hader test?

Jeg tror ikke på dem i rekrutteringssammenhæng. Hverken de logiske/matematiske eller dem der “måler” personlighed.

Jeg er gennemtestet selv. Og mine resultater afhænger altid af den kontekst jeg er i på testtidspunktet.

Bortset fra de matematiske, der er en gru for mig at komme igennem fordi jeg er talblind og fryser, når jeg skal testes på det.

Jeg er så meget imod test, at jeg selv er certificeret i en af slagsen, da jeg gerne ville udfordre mig selv på området.

Jeg ændrede ikke mening.

Nu ved jeg så også bare, når dem, der tester, forbryder sig mod rammerne for testen.

Når de eksempelvis ser testen som en facitliste. Eller helt glemmer at give en tilbagemelding.

Men jeg kommer jo ikke udenom det, da det helt klart er en del af gamet, når man som jeg, kigger på job igen.

tirsdag 2. oktober 2018 kl.15:08

Er på vej hjem fra min stedfar. Praktisk besøg: hund til dyrlægen, sætte stedfortræder på hans e-boks, afmelde den flod af reklamer han får.

Han klarer det bedre end nogen af os havde troet – efter han er blevet alene.

Men nu går det den gale vej.

Og det er svært at hjælpe. For han vil jo gerne slippe for at blive hjulpet.

Det er en evig strøm af “vil”, “vil ikke”, “VIL”, “vil IKKE”, “VIL IKKE”, “vil“, “vil IKKE“, “vil”, “Ikke“.

Jeg vidste ikke, at det ville blive sådan, at blive gammel”, sagde han, da jeg stod og smurte creme på hans ryg.

Og i virkeligheden, er det nok sådan vi alle har det. Om det så er mig, der pludselig opdager rynker, hvor det gør var glat, eller ham, der synes det er ydmygende, at skulle have en hjemmehjælper til at smøre hans 88-årige ryg.

Vi vil hverken blive gamle, eller alternativet. Men måske er dem, der dør før alderen rigtigt sætter ind, de heldige?

mandag 1. oktober 2018 kl.10:35

Mere end 4 år efter jeg fik diagnosen artrose – slidgigt – i min højre hofte, fik jeg endelig en ny hofte.

img_20180704_2008571604465817685272516.jpg

En ny skinnende protese blev indopereret i min højre hofte. Og det er nu den, der fører mit ben, når jeg bevæger det.

Det har været noget af en rejse, sådan at få en ny hofte.

Jeg havde supertravlt op til selve operationen og havde ikke tænkt på, at der skulle lægges tid ind i forundersøgelser, eller patientseminar. Så jeg kom fuldstændig uforberedt til operationen.

Det kan jeg se nu, ikke var nogen fordel.

Bl.a. var jeg ikke klar over, at der var en risiko for at ens ben ville blive af ulige længde. Lærte det “the hard way” – tak for ondt i ryggen og livslange indlæg i sko.

Var heller ikke klar over, at jo flere muskler man kommer ind med, jo mere ondt gør det bagefter. Fandt ud af det, da nabokonen på knapt 80 var hurtigere ude af sengen end mig, og også i den grad sov igennem, den første nat.

Men jeg kom over det. Kom over de helt utrolige smerter, jeg havde lige efter operationen. At alting er pænt besværligt, når man går med to krykker. Alt jeg bare var træt, træt, træt i mere end 8 uger efter. Alt min svangsenebetændelse kom tilbage da jeg begyndte at kunne gå igen – sammen med ondt i ryggen pga. benlængdeforskel.

I morgen er det 3 måneder siden jeg fik min nye hofte og vi er ved at vende os til vores nye tilværelse sammen. En af de ting jeg forsøger at genoptage er gang.

De sidste 4 år er min gangratio blevet mindre og mindre. Lige inden operationen var jeg nødt til at gå fra stationen og hjem. En tur på 1,4 km. 17 min siger Googlemaps. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog, men det var en tur i smerter, sved og fortvivlelse. Der blev jeg i den grad klar over, hvor slemt det stod til. En sandhed jeg på mange måder havde skjult for mig selv, og et handicap jeg ikke følte, fordi jeg er så heldig, at have en el-cykel og derfor ikke behøvede at gå (eller cykle) særligt meget.

Men nu går jeg igen og jeg har et mål der hedder 30 minutter hver dag. Jeg prøver at finde gode steder at gå. Og jeg indsnuser sensommerens vej til efteråret og glæder mig over, at jeg har muligheden for at komme ud i dagslys og gå, gå, gå.

img_20180929_1123246680818832311031541.jpg