Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min kæreste de sidste mange år har kørt en kampagne for at komme hjem til Jylland at bo.

Jeg vil ikke.

Han vil gerne.

Det betyder at hjemme hos os, kan man tit høre sætninger der starter med “der kan du selv se i det der Jylland, gør de også [noget der er nedgørende]” når det kommer fra mig og “der kan du selv se i Jylland gør man [noget rigtig godt]” når det kommer fra min kæreste.

Lige nu står det omkring 100-3 til Sjælland og København. Uden at jeg sådan rigtig tæller.

Men igår trænede jeg i det center, der ligger her i sommerlandet.

Og de var bare så flinke, at man skulle tro de var blevet betalt og instrueret af min kæreste.

De snakkede med mig i omklædningsrummet, to forskellige piger hjalp mig med udstyr – og det var oven i købet de veltrænede piger. Træneren spurgte til hvad jeg syntes og der var en 3-4 stykker der sagde, at de håbede at se mig igen.

Jeg har gået i mange forskellige centre i København, men har aldrig tilnærmelsesvis oplevet noget der lignede det der.

Og så er det jeg tænker to tanker:

– den ene er, at jeg bliver lidt blødere i knæene omkring det der Jylland og hvor farligt det måske er at bo herovre.

– det andet er;  København er smækfyldt med jyder, hvad fanden er det lige der gør at de bliver nogen arrogante røvhuller (ligesom alle andre københavnere) lige så snart de krydser broen?

Hele hytten dufter af rosmarin – jeg har lige taget duftende boller og brød ud af ovnen. Bagt på surdej og god mel fra sommerlandets leverandør.

Sej krumme og sprød skorpe. Bagt på durum, hvede og grahamsmel.

Og jeg har svært ved at forstå, at brød skal være så farlig for kroppen, når det nu er en af de bedste dufte og rareste spiser.

Men måske er det det, der er problemet – og jeg ved i virkeligheden ikke så meget om mad, som jeg burde. Jeg synes jo, at jeg lever rimelig sundt når jeg sætter det her:

eller det her på bordet:

Jeg elsker salater og manglen på friske råvarer til ordentlig salat var klart noget af det jeg manglende rigtig meget i Egypten og mens min kæreste har taget en del revanche på grisemanglen har jeg selv gjort det samme på salaten. Og rugbrød og mælk, som vi jo heller ikke kunne få dernede.

Når jeg kigger på kostrådene så ved jeg, at jeg spiser for lidt fisk og fiskepålæg – og for meget slik. Men ellers synes jeg at jeg overholder rådene.

Men måske snyder jeg mig selv … så jeg vil forsøge at holde mig en “madlog” her i den kommende tid.

Ikke den på nettet (http://www.madlog.dk/) selvom jeg faktisk var ret glad for den, da jeg brugte den da jeg ville tabe mig. Næ jeg vil tage billeder af de ting jeg stopper i munden i løbet af dagen, for at holde øje med indtaget … og måske få ændret lidt på kosten når jeg nu skal til at se det hele i øjnene.

… og måske genopvækker jeg min gamle ” vægttabsside” når jeg får taget mig sammen til at sætte batterier i min badevægt og se den sørgelige virkelighed i øjnene.

For uanset hvad jeg mener om mine tal – dem der handler om det indbyrdes og dem der handler om vægt og livmål – så er der ingen tvivl om at de alle sammen, sammen med mit kondital kan tåle at blive justeret.

Og jeg _har_ fået meldt mig ind i et fitnesscenter og været til den første time i dag og der er ingen tvivl om at smerten er begyndt og dermed vejen til (endnu) en omgang kosttjek og motionmotivation.

Nogen gør det med plastikblomster og farvelade ud over det hele. Men jeg kan nu sige med erfaring i stemmen, at skal du fange folks opmærksomhed og komme med i turisternes fotoalbum, så skal du klart vælge levende:

Hele vejen fra Frederiksberg hvor jeg spotte de smukke fyldte stokroser til min have på Islands Brygge, var min cykel med mine blomster, en sand showstopper hos turister og andre folk på gaden.

Og selvom det måske ser voldsomt ud, så var det ikke uforsvarligt … sådan så det ud fra min side:

Man har så mange ting i Danmark – vedvarende sol er ikke en af dem. Men det gør mig faktisk ikke så meget.

Ja.ja, jeg klager da med over den dårlige sommer, det skal man jo som dansker. Men faktisk synes jeg ikke at det er så slemt, og når man er ude i det, er det jo sjældent at det regner h e l e dagen, så ind imellem kan man jo stikke snueskaftet ud og få lidt sol.

Og sol har jeg egentligt fået nok af i de 12 måneder jeg var i Egypten, hvor det var blå himmel praktisk taget hver eneste dag. Og siden jeg kom hjem er jeg blevet skoldet 2 gange, mens jeg drøner rundt i min have.

Men nu var det jo ikke vejret jeg havde i tankerne – og så alligevel:

D-vitaminer dannes primær i kroppen efter at huden har været udsat for sol. ” Ophold i solen i 5-30 minutter nogle gange om ugen i sommerhalvåret skønnes at være tilstrækkeligt” siger de kloge.

Og så er det bare at jeg spørger: “hvordan hulan kan det gå til at jeg kan komme hjem efter et års ophold i Egypten og få konstateret d-vitaminmangel?”

Det kan jeg så få svaret på i august, hvor det er lykkedes mig at få en tid hos den læge der pr. mail oplyste mig om min d-vitaminmangel.

Men med google som min ven, kan jeg se at rigtig mange af de småsymptomer jeg går og døjer med, svare til symptomer på d-vitaminmangel, så hvis noget ekstra vitamin kan gøre ting ugjort, er det da bare at få skovlet i sig.

Og apropos skovle i sig, eller det med at putte ting i munden, så har endnu en tandlæge fået overbevist mig om, hvis ikke bideskinnes lyksaligheder, så mine tænders udueligheder, hvis jeg ikke tager mig sammen og stopper sådan en i munden, på vej til sengen.

Det er den tredje bideskinne jeg forsøger mig med. Denne gang er det en “mini” en. Den omslutter kun fortænderne og skulle åbenbart kunne omprogramere min trang til at skære tænder, i løbet af 3 måneder.

Det der gjorde udslaget var en forfærdelig tandpine i sidste uge – der kom ud fra intetheden og nærmest slog mig omkuld. Tandlægebesøget i går viste så, at der ikke var andet i vejen med tanden, end at den blev så belastet af min skæren tænder. Så jeg var ved at smadre den i sådan en grad, at jeg stod over for en snarlig rodbehandling, hvis jeg ikke stoppede.

Tandlægen siger det ikke har noget med alder at gøre – og at man også kan opleve at lave rodbehandling af 6-årige.

Men jeg synes nu alligevel at vitaminpiller og bideskinner og rodbehandlinger hører  til ovre i rodekassen mærket “reparationsalderen” som bliver fyldt mere og mere op som tiden går.

… og så taler vi slet ikke om at der sammen med d-vitamindommen blev mumlet noget om letforhøjet triglycerid og cholesteroltal og at kostomlægning og motion pludselig er blevet lægeord.

Jeg har gået langt til lange sandstrande.

Jeg har spist frokost i en skorsten.

Jeg har kigget på rundkirke i regn og opaler i den fulde sol.

Min svigermor fyldte 87 år og havde aldrig været på Bornholm, så vi gjorde weekenden med hende og jeg tror vi fik det hele mad og spiste al maden derovre.

Vi fik vist set det meste og der er mange indtryk at fordøje … og det føles som meget mere end bare en forlænget weekend, på den lille solskinsø (der dog også kvitterede med en dags regn i midten).

Bornholm er et herligt sted.

Siden vi kom hjem fra Egypten, har jeg gået udenom rodeværelset som katten om den varme grød

Det startede ellers meget godt, med at vi fik flyttet en sofa derind, og derefter fyldt op med dette og hint som ikke skulle være frit fremme i lejligheden mens vi var væk.

Meget kom også retur til skuffer, skabe og rum efter vores hjemkomst.

Men resten – det uanbringelige – har bare stået i noget der nu er 1½ år og har samlet støv og kattehår i urimelige mængder.

Topper boede derinde blandt det hele, da hun var hos os.

Jeg ser spor af det, her mens jeg går og forsøger at bringe orden i tingene.

Halvdelen af værelset skal stadig bruges til dykkerudstyr – men resten skulle gerne ryddes så jeg kunne få lavet mig et kontor derinde igen.

Det har været der tidligere.

I min uendelige visdom har jeg dog smidt mit skrivebord ud inden vi tog afsted – hvor vi begge sidder og arbejder (og fylder) på spisebordet.

Det skal være en historie.

Men først er der historien om at komme i bund, eller det der ligner.

Og i den historie ved jeg godt at der er en fase hvor alt er taget ud og ligner noget der er løgn, men jeg ved også at der kommer en tid efter det, hvor orden råder.

Det virker bare sååååååå langt væk og jeg går og hiver mig i håret over hvor hulan jeg skal gøre af

• to værktøjskasser
• en hjertelyskæde
• et foto af min mor som barn, med prinsesskrølle og det hele
• to kasser med glas og flasker

og alt det andet der bare har hobet sig op og skal finde nye pladser, så jeg kan få rum til mit kontor og alle mine papirer.

Himlen omkring min nat var skumlet og tyk. Man kunne ikke se længere end lige over gaden. Alt stod i et med tåge så tyk som i en fortælling omkring London og Jack the Ripper.

Men det blev ikke meget bedre ved at vågne op og undersøge dagen:

Gråt med gråt og iklædt tåge. Jeg som normalt kan se helt ud over Amager og helt ud til lufthavnen, kan ikke engang se over Kødbyen.

Og der var ellers planlagt damepassiar i haven.

Jeg tror det bliver noget med at holde kaffeslapperas i mit lille hus.

Jeg har skrevet det før, og vil sikke skrive det igen; der bor en driftsikker urkvinde i mit indre.

En kvinde der ville have været en gevinst for datidens samfund, da hun ikke har nogen stopmekanisme og samler ind til hun segner … med mindre hun altså er i selskab med mit mere rationelle jeg.

Det rationelle jeg, var ikke helt med da jeg samlede rosenblade langs med stranden i lørdags.

Så nu står 2 x 4 liter rosensaft og trækker på min bagtrappe. Opgangen dufter af roser og det er kølet ned og siet, skal den ene omgang hældes på flasker og drikkes som den fineste røde rosensaft, enten som den er eller blandet med vin eller danskvand.

Den anden omgang skal koges ind til sirup og gele. Jeg har tidligere lavet en rosen-ribs-gelé der var fuldstændigt fantastisk, eller” ikke helt dårlig”, som man jo siger i det der Jylland. Kombinationen af roser og ribs gør altså noget godt for hinanden. Ligesom jeg er sikker på at en omgang rosensaft i jordbærsyltetøjet heller ikke vil være dårligt.

Ellers har jeg planlagt at der skal hyldeblomster i mine jordbær.

Jeg har nemlig hørt at der skulle være både jordbær og ribs i min lille have.

Og hylden har jeg også.

3 liter saft står allerede og trækker sammen med roserne – og skærme til det dobbelte ligger i min fryser fra forrige uge.

Jeg ved at nogen tæller får når de ikke kan sove …mig? Jeg kombinerer syltetøj og marmelade.

Og jeg tænker tilbage til tidligere succeser og tror at en alliance med jordbær, rabarber lidt røde stikkelsbær med et drys af hyldeblomster vil gøre sig godt på en gang hjemmelavet brød, sådan en kold november måned. Jeg tror også at jeg skal have gentaget min fine hyldeblomst og citrongelé, selvom jeg må sande at det er en flygtig en af slagsen og den ikke rigtig holder sig frem til vinterlageret.

Og når det kommer til lageret, så har jeg lige sendt en mail til Bondens Marked, der holder til her på Halmtorvet – for jeg tænker at der måske kunne blive til lidt mere end bare mig selv, og det kunne da være meget sjovt, at stå og sælge det op mod jul.