Måned: januar 2011

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Et år i sandaler

    Jeg har oprettet en blog omkring vores rejse til Egypten – så fra februar vil jeg (om gud og Mubarak vil) blogge på “Et år i sandaler“.

    Titlen er tyvstjålet fra min kæreste.

    Det var hans umiddelbare udsagn om vores lille eventyr, da vi skulle fortælle om det til de allerførste indviede – “prøv at tænke dig – et år  i sandaler!”.

    Bloggen vil handle om vores liv dernede, om den udvikling jeg håber der kommer til at ske med mig, om dykning, nye madoplevelser, fotografier af det hele og om alt det andet som kommer til at ske med mig og os og vores liv – i vores år i sandaler.

    Jeg havde håbet at vi havde fået en noget anden indgang til vores eventyr end denne, hvor vi står på randen af en revolution (og på bagkanten af hajangreb).

    Det har tikket ind med sms’er, bemærkninger på facebook og her på bloggen … og vi har også lige fået en opdatering fra vores rejseselskab.

    Lige nu og her er der ingen fare ved turiststederne langs med Rødehavet. Der flyves uden problemer til Sharm – og vi har planlagt at flyve med.

    Vi tager ned og sonderer stedet – og hvis vi oplever at det ikke føles trygt, så har vi altid mulighed for at bruge den returbillet vi har.

    Modsat så mange andre kan vi jo rejse ud af landet igen.

    Selvom man jo kunne tænke at 6 dykkerdragter til 2 personer og en uges ferie, måske er lidt rigelig.

    Men det kan du altid læse mere om på min nye blog … Et år i sandaler, når og hvis, der åbnes for internettet igen.


  • # Å

    Det sidste indlæg om Danmark fra A-Å; er om “Å’et”.

    Det vigtigste Å i min svigermors liv er ålen. Lige siden jeg mødte hende første gang, har jeg fået fortalt og berettet om mængder af fede stegte ål til ålegilder. Og om hvordan det ikke er til at få ål nu om dage. Alligevel er vi utallige gange kørt forbi et rødt skilt med “ål i bundter”, hos en fritidsfisker i sommerlandet – og hver gang står mundvandet i munden på min svigermor. Men jeg kan godt dy mig.

    Det tætteste jeg er kommet på ål var på en forretningsrejse til Sønderjylland, hvor vi var ude et sted for at spise. Beskeden var “vi har ikke så meget forskelligt på menuen, men tilgengæld byder vi rundt tre gange”. Og det gjorde de så – med ål og kartofler. Og da ål og kartofler ikke lige er min hofret var jeg ladt tilbage med snapsen – og det blev en temmelig lang aften. Og våd. Lang og våd … lidt lig ålen.

    Så ål kommer jeg ikke til at savne – det Å jeg kommer til at savne har jeg allerede skrevet om flere gange, men det er nu også det vigtigste Å i mit liv. Nemlig Å for Årstiderne.

    Det sprøde forår hvor alting står på spring, og solen får blomsterne på træerne til at springe ud. Sommer med lyse nætter og genopdagelse af grillen, solvarme jordbær og ærter spist af bælgen. Med efteråret der farver himlen endnu mere strålende blå og får bladende til at vibrerer i en høstsang. Og endelig vinteren hvor sneen lukker lydende ude, hvor stearinlysene tændes indendøre og julen samler familien.

    Jeg elsker alle årstiderne, Jeg elsker dem når de opfører sig som de skal, men også når de mest af alt byder på regn i alle afskygninger.


  • Det er ved at blive lyst nu – en travl dag, som gryede så smukt lige foran mig, da jeg stod op.

    Stod op til min sidste hele dag i Danmark i et år.

    I morgen er jeg den der er smuttet.

    Men i dag skal jeg rundt og ordne ting, og tabe hoved som jeg har gjort de sidste dage – og inden dagen er slut skal jeg også have noget at pakke min taske … og taske … og taske.

    Men kattene er afleveret, bilen parkeret, pladerne pillet af – lejligheden er stadig ikke lejet ud og jeg forsøger at lade være med at ærgre mig over at jeg brugte det her bureau og håbe på at de finder en løsning til næste måned.

    De ting vi skal have med er taget fra og det meste af resten af lejligheden er pakket væk.

    Fryser, viktualier- og køleskab skal tømmes … og så varer det ikke så længe før vi er helt væk…


  • # Ø

    I Danmark fra A til Å er jeg nået til Ø.

    De fleste danskere i udlandet vil jo nok mene at den danske øl, er værd at savne.

    Jeg er ikke helt som flest, og selvom mikrobryggerierne har medført at der er kommet øltyper på markedet som jeg kan lide bedre, end den almindelige – og berømmede – pilsnerøl, så kan jeg sagtens leve et år uden nødvendigvis at behøve at drikke øl, og savne det … nej, det kommer jeg heller ikke til.

    Men Ølandshvede.

    Og nok også andre gode meltyper – og godt brød, med god krumme og smag, og muligheder for at bage selv, det kommer jeg til at savne. Jeg plejer at købe den gode mel, når jeg er på besøg i sommerlandet og det bliver hårdt at undvære de gode ture til Fru Møllers Mølleri, efter flere forsyninger.


  • # Æ

    I Danmark fra A til Å er jeg kommet til Æ.

    Og der er ingen tvivl om at noget af det jeg holder allermest af om sensommeren og efteråret er det danske Æble.

    Sprødt, sødt, syrligt, smagsfuldt og helt gennemført herligt:

    Selvom man kan finde æbler rundt om andre steder i verden, er der ingen tvivl om at vi her i landet har nogle folk der i den grad forstår at avle æbler og et klima der understøttet dette og giver vores æbler deres helt egen palet af smagsnuancer.


  • nu med grisselugt

    Hele lejligheden lugter af flæskesteg. Ikke engang mit nyvaskede hår eller et god sprøjt med parfumen kan skabe en barriere mod lugten af stegt svin.

    Min kæreste havde inviteret folk til farvel-svin aka flæskestegssandwich.

    Vi har ikke snakket så meget om hvad han kommer til at savne herhjemmefra men jeg kan forestille mig at hans lille top 5 helt klart vil indeholde svinekød – specielt i form af kødkrydderiet bacon.

    Planen med invitationen var også at få udryddet alle de ukurrente øl vi havde stående  – og det ser ud til at det er lykkedes … sammen med en hel del andet kan jeg se.

    Jeg gik i seng kl. 22, men jeg kan da se sporene af betydelig mere våd aften end man skulle tro, at sådan en helt almindelig tirsdag kune skabe – men det lød også rigtig hyggeligt.

    Så mon ikke vennerne også kommer med på hans liste?


  • # Z

    I Danmark fra A til Å er jeg nået til Z.

    Og hvor det måske kan være en udfordring at savne noget der begynder med Q, X og Y har Z en ubestridt vinder:

    ZULU!!

    Ikke så meget TV’et, eller Zulus sommerbio – selvom jeg også holder af de to ting.

    Nej, zulu , som i min ubestridte yndlingslakrids:

    zuluzuluzulu

    Den lækre hårde lakrids med mentolsmag, som man desværre kan købe færre og færre steder, men heldigvis stadig kan erhverves nede i min lokale kiosk.

    Eller kunne købes. For der er vist nogen der har været nede og købe restlageret … mon det er en der skal et år til Egypten?


  • Mis-fornemmelser

    Jeg bilder mig ind, at kattene godt kan mærke at der er gang i noget. Det ville næsten være mærkeligt andet, når lejlighedens indhold flytter pladser og alt hvad der har været i skabe og skuffer placeres andre steder – herunder på alle plane flader.

    Bertram følger i hvert fald nøje med i hvad der sker – og hver aften når vi går i seng, skal begge katte med ind og putte.

    Hvor ville det hele være nemmere hvis man kunne forklare for dem, hvad der kommer til at ske.

    Man går åbenbart igennem mange faser når man tager sådan en beslutning som den vi har taget – og lige i de sidste dage har jeg helt klart været i den sårbare og følsomme fase, hvor der ikke skal så meget til for at få mig ud af fatning.

    Og kattene … dem kan man jo ikke til at få til at forstå noget … de misforstår jo det hele… 😉


  • om at pakke ned og rydde op

    Når man så er ved at pakke sit liv ned i poser og kasser og pakke tasker og kufferter til det nye liv, afstedkommer det en del kaos i hjemmet, og frustration i mig, når lejligheden også lige skal være kigge-lækker.

    Den er nemlig stadig ikke lejet ud – og det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er spor imponeret over det firma, vi har hyret til opgaven.

    Men jeg satser på at denne gang er lykkens gang … og at det er sidste gang, at jeg skal rydde op i kaos.

    Soveværelse og de to stuer er klaret. Døren til “opmagasineringsrummet” er lukket. Badeværelset er skuret. Tilbage er støvsugning af det hele… og så lige et køkken, der ligner kaos, med kaos på.

    Hold da kæft hvor jeg *ønsker*, *ønsker*,*ønsker* at ham, der kommer for at se lejligheden i dag, lejer den.

    Pengene vil være velkomne, men mest af alt, så magter jeg ikke at blive ved med at gøre lejligheden kigge-lækker!


  • # Y

    I Danmark fra A til Å er jeg nået til Y.

    Er det for vissent at sige, at man kommer til at savne (græsk) Youghurt?

    Jeg bryder mig ikke så meget om den danske, enten er den for sød eller også er den for fed. Men nogen steder kan man købe en lækker 2% græsk yoghurt. Den bruger jeg sammen med nogen nødder i honning og lidt frisk frugt eller mit eget syltetøj, når vi har tid til en gang lækker morgenmad eller strækker tiden til brunch.

    Men jeg tror nu også at vi kan få noget der ligner, dernede i Gypten .. så når alt kommer til alt, kommer jeg nok rettelig til at savne bacon mere end græsk yoghurt – for ordentligt bacon skulle være svært at få fat på.

    Måske jeg burde ændre #B til Bacon … og dog Bertram, er jo smadder nusersød….





De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com