Kom min pige, og sæt dig på mit skød
så skal jeg fortælle dig lidt om virkeligheden:
Når en mand fortæller dig, at han ikke er romantisk, så er det ofte fordi han ikke er romantisk. Det er ikke noget han siger, for at du skal tro, at han ikke er romantisk – så han kan komme og overraske dig med et eller andet romantisk indslag. Nogle ting er lige ud af landevejen
eller Skabsprinsesse
Normalt er jeg mest til det strømlinede og stringente – boligindretningen er relativ minimalistisk og klædeskabet indeholder primært tøj i afdæmpede farver. Det sidste lyserøde klædestykke jeg købte var i starten af 80’erne, hvor jeg blev den glade ejer af en pink overall fra Frøkjær og rendte rundt og lignede en anden Miss Piggy. Men tøse-genet fornægter sig alligevel ikke og i går fik det lov til at komme til udtryk i denne kage:
Som jeg havde kreeret og medbragt til kollegaerne i går i anledning af en kommende event
Startede min dag med et erfa-møde på en anden arbejdsplads. Vi skulle sammenligne arbejdsgange og se på alternative måder at løse forskellige opgaver på.
Selvom jeg stadig føler mig relativ “ny” her på mit job (ansat i 2001) kan jeg alligevel mærke hvordan det nogen gange kan være svært ikke at falde i “sådan har vi altid gjort gryden”.
Genså helt tilfældigt en mail jeg tidligere har modtaget af en kollega, der på mange måder ret godt illustrerer problematikken:
-o0o-
Start med et bur, indeholdende 4 aber. Inde i buret ophænges en bananklase i en snor og en trappestige placeres under bananerne.
Inden længe vil en abe gå hen til stigen og begynde at klatre op mod bananerne. Lige så snart aben rører stigen, oversprøjtes alle de andre aber med koldt vand.
Efter et stykke tid, vil en anden abe gøre et forsøg, med samme resultat: de resterende aber bliver oversprøjtet med koldt vand.
Efter rimelig kort tid, vil de andre aber gribe ind, hvis en af aberne forsøger at klatre op af stigen.
Fjern nu det kolde vand. Fjern endvidere en af aberne fra buret – og put en ny abe ind i buret.
Den nye abe vil opdage bananerne og ønske at klatre op af trappen. Da han gør sit første forsøg, overfalder alle de andre aber ham – til hans store overraskelse og skræk. Efter endnu et forsøg og endnu et overfald, må han konkludere, at hvis han forsøger at klatre op af trappestigen, vil han blive overfaldet.
Fjern endnu en af de originale aber og erstat den med en ny. Den nyankomne vil også forsøge at klatre op af stigen og blive overfaldet. Den næst nyeste abe tager del i afstraffelsen med entusiasme!
Erstat den tredje originale abe med en ny, så en fjerde og en femte.
Hver gang den nyeste abe forsøger sig på trappestigen, bliver han overfaldet. De fleste af de aber, der deltager i overfaldet, har ingen ide om hvorfor det er så forbudt at klatre op af trappestigen, eller hvorfor de overfalder dem, der gør et forsøg. Efter at have erstattet alle de originale aber, har ingen af aberne prøvet at blive oversprøjtet med koldt vand.
Uanset hvad: alle aberne har lært at man ikke skal forsøge at klatre op af stigen efter bananerne.
Hvorfor ikke?
Efter hvad de ved, så er det fordi at “sådan det altid er blevet gjort herinde” og det min ven, er måske sådan mange vaner og kutymer på din arbejdsplads er startet…
-o0o-
H: Hvad fanden har Jens (= den lokale it-ekspert) sagt til den printer? Uanset hvad jeg gør så printer den ud på gult papir!
Mig: sagt til? Tror du han sådan går og snakker med materiellet?
H: Et eller andet har han gjort, for den er da gået helt i ged og jeg kan ikke aflevere til Direktionen på gult papir
Mig: tror du ikke det har noget at gøre med hvordan du har sat din printer op, inde i, du ved dit program-noget?
Jo, vi har skam samtaler på højt it-niveau her på kontoret og vores Jens har travlt.
I morges var det min tur til at hidkalde ham, da jeg ikke kunne logge på systemet. Havde ellers prøvet at gen-starte maskinen tre gange, inden jeg ringede efter hjælp.
Problemet?
Der lå en bog hen over mit keyboard og den trykkede på ctrl-knappen…
Summen af laster er konstant – siger man. Når jeg rigtig skal synde foregår det her . Jeg ifører mig min mentale alpehue og min indre stemme råber “Vive la France”. Jeg røver og raner og sanker til huse.
Der er ingen fede flødekager eller klæge wienerbrødsstænger. Til gengæld er der croissanter så luftige, sprøde og lette – at man skal passe på med at nyse, mens man spiser dem. Frugttærter, smukke og farverige som ekspressionistiske billeder og kager som jeg af erfaring ved, folk drømmer sig tilbage til, selv måneder efter den sidste krummer er spist.
Min yndling derinde, er deres rabarbersnegl. Det sprøde brød, der står i perfekt kontrast til den lidt bløde syrlige rabarberkompot. Den ser ikke ud af meget – rabarbersneglen – men det er harmoni på det højeste plan.
eller Støvsugerbanden går amok
Man er efterhånden vant til at finde lidt af hver i sin mailboks: virus, tilbud om brystforstørrelser, utallige opfordringer til at deltage i orgier, der får Sodoma og Gomorra til at ligne en søndag eftermiddag i Struer Å men i morges fik jeg mig alligevel en overraskelse:
Jeg var på ferie i slutningen af januar og havde der mødt nogle forskellige mennesker, bl.a. et lidt ældre ægtepar fra provinsen. Begge pensionerede med børn og børnebørn. Vi tilbragte en god del tid sammen, og som man jo gør, udvekslede vi mail-adresser ved slutningen af ferien. Da jeg forleden fik en mail fra dem, skrev jeg en pæn, men rimelig intetsigende mail tilbage.
Manden i huset, svarede tilbage – herunder bl.a. at han godt kunne tænke sig at komme forbi og se hvordan man boede i byen og om han måtte få mit tlf.nr. så vi kunne arrangere et besøg.
Tænkte, at det kunne der vel ikke være noget galt med, han er jo pensionist og har sikkert svært ved at få tiden til at gå. Men åbenbart ikke..
I morges fik jeg en mail tilbage hvor der bl.a. stod:
“Du er en køn pige. Det viste du især, da jeg så dig i det hvide blondeundertøj, hvor den kønne brune farve matchede til undertøjet.”
.. og så så man lige mig tænke “hvad fanden skete der dér!” Jeg blev så forfjamsket, at jeg lukkede mail-programmet.
Her troede jeg, at jeg sad og skrev med Hr. og Fru Danmark om en søndagsfornøjelsestur til Købstaden – men hvor jeg sad i min ende og tænkte på at byde på kaffe og kage – sad han så åbenbart i den anden ende og tænkte mere på muligheden for noget frem og tilbage.
(måske)
Sidder her stille og roligt og kigger via blogbot på nogle af de weblog(-s, weblogger – hvad hedder det i flertal?) jeg det sidste ? år har fulgt mere eller mindre med i – og pludselig opdager jeg at min blog er ført på en blogroll…………!
Og hvordan var det så lige at det kunne ske?
Det eneste svar jeg umiddelbart kan komme på er, at jeg i et øjebliks kækhed satte url’en på en kommentar hos /many (aka blogger-dronningen) og dermed gjorde mig åben for indsigt……….? (eller også er det fordi han kender en, der kender mig – og den ene har fortalt den anden, om det her lille projekt?)
Pludselig kan jeg mærke præstationsangstens kolde ånde blæse mig i nakken……….. vil jeg egentligt der her weblog-blog-skrive på nettet-noget?, har jeg noget at sige?, hvem læser med? – og hvad nu hvis der slet ikke er nogen der læser mig – og puha, mit design er jo slet ikke kommet op og køre………… bla. bla. bla.
………og måske skulle jeg bare droppe hysteriet, få mig meldt på den der blogbot, og komme igang med at skrive og glemme det store forkromede overblik…………….
(eller når musene er ud spiller kattene på bordene)
Hjemme hos os, har vi een regel der håndhæves hårdt: ingen katte på bordene!
Ser ud til at reglen er taget op til diskussion. Jeg tror argumentet er: når der der dug på, er det en sofa.
Jeg kender en, der nu har været en storebror i 15 dage. I betragtning af at han har været enebarn (og enebarnebarn) i næsten 6 år, klarer han opgaven fortrinligt, men han har også med sædvanlig børnelogik fået fordel børne-pladserne i familien:
“Jeg er guldklumpen, lillesøster en sølvklump og hvis vi får en til, så er det en bronze-klump!”
