Det var en af de dage, hvor jeg startede med at opdage, at soltørrede tomater ikke smagte godt på havregyn og jeg endte med bytte solskin og havearbejde ud med migræne og mørklagt rum.

Og jeg fik hverken sat de sidste forårsløg i jorden, eller set Spise med Price.

Til gengæld vågnede jeg op med ondt i ryggen og snotnæse.

Men når det er sagt, så er det jo påske lige om hjørnet og jeg snøfter indad og drager om ikke alt for længe mod (for) sommerlandet, for at nyde det, der meget gerne skulle blive et noget bedre forårsvejr.

… samt et nyt toilet, rør og blandingsbatteri – som alle blev ofre for isvinterens hærgen,

At komme hjem og opdage, at foråret i mit fravær var kommet snigende, var den bedste afslutning jeg kunne få, på en ellers meget anderledes ferie.

Da vi bestilte ferie, ned til ‘Gyp-ten, for at dykke blandt smukke koralformationer og farverige fisk, havde vi hverken bestilt sandstorm, eller bostad i en lejr, der samtidig husede 68 efterskoleelever.

Men det var det vi fik.

Og med sædvanlig ihærdighed, fik det splittet min indre ro, glæde og fornøjelse og rimelig kort tid inde i ferien, opdagede jeg mig selv rødglødende og spruttende overfor en flok hylende teenagere, der havde opdaget fornøjelsen ved lige dele voksenfrihed og uhæmmet sukkerindtagelse.

Stolthed var ikke den følelse, der fyldte mig.

Bagefter.

Og mens de ikke holdte op med at være stille, stilnede stormen dog af.

Og de sidste par dage af ferien, foregik med smukke ture under vandet.

Blødt, mystisk, vægtløs.

Ellers er Egypten det grimmeste land jeg nogensinde har set. Det er svært at forstå, at det er der civilisationens vugge har stået.

Men den stod jo nok et andet sted, end i Mas Aslam, som ikke huser meget. Hverken downtown, eller i dykkerlejren.

Ferien varede kun en uge og det var lige tilpas. Meget mere og jeg var kommet lidt for meget i rutine med at rive hovedet af folk.

Og det ser jo ikke pænt ud i længden.

Så hellere læse bøger.

Måske denne.

Min lørdag blev blandet af småpigers balletben og divadrømme, cykeltur i solskin og venindesnak og brunch på vietnamesisk. Den gik videre med fællesindkøb i plantehimmel, betalbare af fødselsdagsbidrag.

Da eftermiddagen besluttede sig til at lege råkold vintervejr, var det heldigt samstemt med mit ønske om at kravle op i et sofahjørne, med en god kop te, mens jeg læste en god roman færdig. Og det gjorde ikke det mindste at kæresten kom hjem og spurgte om jeg ikke også havde lyst til et glas god portvin.

(og, ja – jeg kan godt selv høre, at jeg lyder som om at jeg er en milion år gammel … men ih guder, det er jeg også nogen gange).

Vintertemaet gik videre i maden og det lugtede som jul, da grisen havde været et stykke tid i oven. Jul var så ikke det der lugtede af, da romanen stadig trak og ølsiruppen med rosmarin, der skulle have været oven en gang rodfrugter, istedet brændte til slagger.

To gange.

Så vi nød en alternativ flæskestegssanwich og var glade ved det.

Og solen ind af vinduerne her søndag formiddag har bragt støv og nullermænd for en dag – og det er ikke blevet bedre af at begge katte har været en (tor)tur gennem børsterne, så de er dejlige og fluffy når de om ikke så længe skal afleveres i det mødrende hjem.

Det var lige så begejstret for det, som jeg er for at jeg lige om lidt skal igang med at støvsuge. Men bagefter er det jo meget rart. Og de fik også tun til trøst … og jeg overvejer hvad jeg skal trøste mig på?

Sådan en søndag med brunch mit alles og familien, efterfulgt af chokoladefestival og smagsprøver i massevis, giver mæthed med mæthed på toppen …faktisk den der mæthedsfornemmelse, der ligger pænt tæt på kvalme.

Men det går nok væk igen.

Ellers ville det være rigtig ærgeligt, at være indhaver af 6 fantastiske flødeboller, der på et tidspunkt i den nærmeste fremtid skal konsumeres.

For det skal de jo.

Og flødeboller er jo nærmest luft.

Og luft feder ikke.

… eller noget.

I går trak tingene den ene vej – og jeg tænkte dystre tanker. Men efter en snak og en god nats søvn, trækker tingene igen i en mere rigtig retning. Og det er jeg glad for.

Også fordi at det betyder, at jeg igen kan glædes over årets skiften og at jeg lige præcis er her, hvor det hele vender og livsglæder suser igennem mig som en overfyldt forårsflod.

Jeg elsker den her tid, hvor forårssolen skinner med sin ubarmhjertlige klarhed og oplyser både vinterens hengemtheder og foråret fornyelser. Når himlen er skærende babyblå og træerne stadig står nøgne.

Om 12 dage er jeg nede i noget der er mere solrigt og varmt – men lige nu og her glæder jeg mig allermest til påsken og til at indtage sommerlandet på ny – og starte sæssonen op med gode venner, grill og havet lige nede af stien.

Men inden jeg når dertil, skal jeg ud i min have og se om alt sneen endelig er smeltet, om jeg kan komme til de sidste jordskokker, om mine forårsblomster er kommet op, eller om løgene er blevet ædt af rådyrene i løbet af vinteren – og om min nye hængelås har gjort sit arbejde, eller om jeg (igen) har haft ubudne folk på besøg.

Så jeg har pakket mig godt ind. Læsset forskellige forårsløg i poser og nu er jeg den der er smuttet.

Hej, forår – er det mig du smiler til?