Vi har en del overnattende gæster, og folk har en tendens til at glemme ting. Det meste bliver efterspurgt på et eller andet tidspunkt, men der er også bare de ting der bare er blevet efterladt.

Som enlige sokker i en vaskemaskine. Og så lige et skridt lavere:

Nogens gamle underbukser, forvasket t-shirt, hue og baskede solbriller. 

Da jeg startede det her projekt, tænkte jeg ikke på om det kunne gå hen og blive pinligt…Men vi er i det nærområde nu, for hvor mange går egentligt og gemmer på andres glemte ting, af ringe stand?

Vi gør i hvert fald ikke mere.

Deres skæbne: der blev gjort kort proces og lad mig være ærlig: det var ikke en skæbne som klude der ventede på det…

Vi har to katte, der begge er købt “brugte” og før dem havde vi også to genbrugskatte. Men de har ikke rejst let, på deres vej fra de gamle ejere og til os. Lige pt. har de 4 kradsebrædder og en mængde af mus, bolde, drillepinde, kamme, børster og meget meget mere

Og de leger ikke med så specielt meget af det, og ingen kat har egentlig brug for 4 klosakse eller 10 børster, som det viste sig at de havde, da det blev det samlet fra rundt om i huset, lagt op og sorteret.

Jeg smed et opslag om projektet op i en kattegruppe jeg er medlem af, for at høre om der fandtes et marked for katte-legetøjsgenbrug. Det er der. Fik et bud på kuglerne og forslag til forskellige sites/metoder.

Så tingene er nu delt op i det der skal beholdes, det der skal videre og det der skal ud. Og det der er tilbage er nu blot dette:

Kattene er ret ligeglade – om end den ene er pænt sur fordi hun ikke kan være ude pga. vejret – for hun er også gået hen og er blevet ret minimalistisk og har byttet legetøjet ud med “ude”.

Deres skæbne: En kasse med kugler bliver sendt til Slagelse, resten af de brugbare ting kommer videre til et kattehjem ikke så langt herfra og de ting som jeg ikke forstår hvorfor vi overhovedet har gemt på bliver smidt ud.

Det tager om sig. Når man først får begyndt begynder tankerne at rende. Og jeg fik en ide:

Det er en gyngestol fra mit barndomshjem. Den står bare i hjørnet og fylder mere op end den fyldes ud af mennesker. Og efter at vi har fået to katte igen, som begge ønsker en katteseng i højden, kunne vi jo egentligt lige så godt skille os af med den – og bruge hjørnet mere aktivt.

Men så sker der jo noget med en: Jeg ved at min mor ammede min søster i stolen. Et opslag på nettet fortæller mig, at det sandsynligvis er en gyngestol ved navn Isabella, der er svensk og enten udformet af en Karl Axel Adolfsen eller en Adolf Gustavson. Den er ikke i en fantastisk stand og den er heller ikke særlig værdifuld … men som min mand siger: man bør jo næsten have en gyngestol i et sommerhus.

Så indtil nu får den lov at blive.

Så det der røg ud, var noget der skulle have været smidt ud for lang tid siden. Jeg ved ikke om jeg er den eneste der har ting i mit hjem som jeg ikke ved hvor kommer fra og heller ikke ved hvorfor man ikke har fået det smidt ud?

Denne her siddepude kom ind i vores hjem for 100 år siden. Jeg har spurgt forskellige mennesker om det er deres. Jeg kender godt modellen, det er en af de her skrå siddepuder. Og jeg ved at min mor havde en del af dem, både i hjemmet og i bilen, fordi de hjalp hende med at sidde bedre – og måske er det endda en hun har glemt at få med hjem … i så fald er det mere end 4 år siden den har hængt ud her uden formål.

Så det blev ikke stolen, men puden der blev dag 2’s ting der skulle videre.

Dens skæbne; da den både er plettet og gammel har jeg valgt at ofre den til skraldespanden – den har altså heller ikke fået nyt liv men er bare blevet smidt ud.

Det er næsten ironisk at mit næstsidste indlæg herinde handler om at have for mange ting … og er mere end et år gammelt – for dette indlæg tager præcis samme tråd op: jeg har for mange ting.

Og det er ikke blevet mindre, for jeg har siden sidst været med til at rydde min mors hjem, og er igang med at hjælpe til med at rydde op i min fars hjem også.

Og fra begge steder er der sneget sig ting ind i mit hjem – som ellers var så rigeligt fyldt i forvejen.

Så er der en ting som 2020 har bragt mig, er det “ting-forstoppelse”.

Jeg har nok af alt, og jeg skal af med noget.

Og det har skabt mit 2021-forsæt: en ting hver dag.

Jeg har bestemt mig for, at jeg gennem hele 2021 vil skaffe mig af med (mindst) en ting hver dag.

Min tings-forstoppelse gjorde nemlig, at jeg frasagde mig gaver i år, og heller ikke gav nogen.

Så i stedet for at give min mand 24 unødvendige gaver i en kalender i december, gav jeg ham et dagligt foto.

I den proces, hvor jeg havde sat mig på den opgave, at finde et hjerte hver dag og tage et foto af det, (gen)opdagede jeg værdien i at holde fokus på en ting.

Jeg så nemlig hjerter alle vegne.

Det er kendt som det heliotropiske princip – eller princippet om at det vi giver energi vokser – og jeg vil gerne give det at få ryddet op i mine ting energi og få det til at vokse.

Jeg tror på at en gennemgribende oprydning i mine ting i sidste end vil frigøre en hel masse energi – så jeg måske i sidste ende også får ryddet op i mit liv.

Så selvom det sikkert bliver hårdt at gennemføre, for det er svært at implementere nye vaner, ny adfærd … vil jeg gøre et forsøg.

Lige nu har jeg det du skriger efter, hvis man skal lytte til medierne: tid.

Efter at have været så meget flyvende, at vandret var det nye oprejst, er jeg nået til et holdt. En pause.

Min krop har ikke opdaget det. Min hjerne har ikke fattet noget. Jeg fylder pausen ud med lister på ting, der skal gøres før mit hjem er et hjem. Og kalenderen med mennesker jeg skal mødes med og aftaler om at træne en utrænet krop.

Hver weekend i september står på aktiviteter og rejser – og pludselig hører jeg mig selv vrænge over ophold på gourmetkro og storbyferie.

Jeg har det du mangler – og jeg forstår ikke at værdsætte det.

Har en travl dag foran mig.

Så jeg nyder den stille morgentid, og  jeg sidder et øjeblik i egen stilhed, og kigger ud af mit vindue mens min by og mit hus vågner op omkring mig.

Stearinlys, morgenvåde gader, rester af regn på vinduerne. Smagen af kaffe med mælk i min mund.

November, november, november.

Jeg er ikke kendt for at gøre ting ukompliceret. Og måske netop derfor er der god grund til at stoppe op og tænke over om tingene er så kompliceret … for det er jo rigtig nok: find ud af hvad der gør det glad (eller lykkelig endda) og hvem der gør dig glad – og sørg for at have så meget af det i livet som muligt.

Man kan jo godt mærke det … og jeg kan i særdeleshed i disse dage. Der er næsten ingen grænser for hvad jeg kan rumme og overskue når jeg laver ting der gør mig glad, eller er sammen med mennesker der gør mig glade.

Og når mennesker eller ting stjæler min energi og efterlader mig tom og trist og energiforladt, så er det lige så sikkert som amen i kirken, at det ikke er noget jeg skal fortsætte med.

Nogen gange kan man forandre det med et knips og andre gange, er man nødt til at æde noget i sig i en periode fordi tingene af sig selv bliver faset ud … og andre gange igen, må man skære lidt dybere, fjerne det der skal fjernes, og bløde indtil man heler, for at komme videre.

I dag har jeg gjort lidt af det hele – og jeg ved at jeg dermed er på rette vej.

Men bedst af alt, så ender jeg dagen på den bedste note af alt: jeg skal være sammen med nogen jeg ved jeg bliver et gladere og lykkeligere menneske af at kende (tre dejlige veninder) og vi skal gøre nogen af de ting som jeg elsker at gøre med dem (snakke fanden et øre af, spise sushi, drikke os fulde – og helt sikkert danse til 80-90’er hit).

Og nede i min opgang stå en gave som bliver givet med hjertet og som jeg er sikker på vækker glæde hos modtageren; en spand med kartofler der skal vokse færdig på altanen, en urtepotte med purløg til de kommende kartoffelmadder og en kæmpe buket af de liljer som jeg ved værtinden elsker … for det er også ved at give at vi modtager – og jeg er sikker på at jeg bliver lige så glad ved at give de her ting, som min veninde bliver for at modtage dem.

Nogen gange er tingene ikke så kompliceret.

Egentligt ville jeg gerne have skrevet et langt indlæg om min tur ind i stilhed og meditation. Og da jeg kom retur til DK forrige lørdag var jeg også fyldt med summende energi og mange tanker om det hele.

Og der er stadig ting om det, der vil komme til at komme ud.

Men så kom torsdagen og et par timer inden jeg stod og skulle rejse med min nevø til Berlin opdagede jeg at min cykel var blev stjålet … og så gik tingene op i cykel og Berlin tur … og nu i cykel igen.

Og alligevel hænger tingene sammen. Jeg er sikker på at havde jeg ikke lige siddet 10 dage og mediteret på landet i Sverige, ville jeg ikke have været så rolig ved opdagelsen af cykeltyveri – og ro og accepteren af tingenes tilstand, var også ret godt at have med da vores tur til Berlin endte med en noget forlænget hjemrejse på grund af et misset tog i Hamburg.

… lige nu har jeg 1000-vis af ting og tanker og jeg satser på at nogen af dem rammer bloggen her, inden de bliver blæst væk af andre emner.

Min afdøde farmors motto var “der er ingen der har sagt det skal være nemt!” og det har ligget som en grundtone i mit sind og en rød tråd gennem mit liv.

Det har givet styrke og tro i alle de situationer hvor det vitterligt ikke har været nemt. Og det har gjort det nemt at have det svært. For livet kan være svært og vi kan blive ramt af hårde ting.

Og min farmor havde ikke noget nemt liv. Hun brød med normerne og valgte at lade sig skille fra sin ægtemand i 50’erne. Det har ikke været nemt. Men det var nemmere end at blive ved med at bo med en mand, der brugte pengene på omgange til gutterne fremfor familien derhjemme.

At klare at brødføde sig selv og 3 børn, har heller ikke været nemt og jeg kan godt forstå, at hun giftede sig igen, selvom det heller ikke må have været nemt at bo sammen med en mand, der var på landevejene som sælger og havde sukkersyge oveni. Men jeg håber de havde et godt ægteskab – alle vi børnebørn, elskede i hvert fald vores milde og glade bedstefar i de år vi fik lov til at have ham.

Alle de år hvor hun levede som enke har heller ikke været nemme, specielt fordi hun egentligt var meget social, men ikke god til at skabe nye kontakter eller vedligeholde venskaber.

Så det giver fuld forståelse, at hun har knyttet sig til lige præcis det ordsprog – og det har sikkert givet hende styrke til at klare sine trængsler.

Men jeg kan mærke, at den er hagen fast i at livet er svært, og vi må bide tænderne sammen og gå igennem det som vi bedst kan, ikke længere passer til mit eget mindset.

At den energi jeg har brugt på at ændre min måde at tænke på, at vælge min egen holdning og gå glad ud i livet, har skabt en forandring.

Mit liv er heller ikke nemt. Jeg er single, jeg bor i en lejlighed jeg ret beset ikke har råd til, jeg har sagt mit job op uden at have fundet et nyt, jeg har åbnet en virksomhed uden at have kunder, jeg får ikke nok penge ind til at dække mine udgifter – og da jeg vågnede i morges opdagede jeg, at jeg var ved at blive forkølet.

Men jeg er glad.

Hver eneste dag i denne uge har jeg lavet ting, der har gjort mig glad. Talt med mennesker der har givet mig energi og jeg har hjulpet andre mennesker og gjort dem glade. Jeg har givet rigtig meget af mig selv – og jeg har fået så meget mere tilbage.

Og vigtigst af alt; jeg har besluttet mig til at ændre mit livsmotto og grundtonen i mit liv:

Der er ingen der har sagt, at det ikke må være nemt!

Min påstand er ikke at det er livet der er svært eller nemt – det er den måde vi ser på livet, der gør det nemt eller svært.

Jeg har aldrig været til quick-fix og popsmarte “du kan smile dig glad” statements .. og så alligevel – for det er tit det simple der er det mest rigtige. Og derfor blev jeg ret glad da jeg i tirsdags blev introduceret til denne her film, der handler om at fejre hvad der er rigtigt i livet:

Celebrate what’s right with the world

Den gjorde mig en lille smule mere glad og hvis du har brug for et kickstart i en anden retning, så kan du jo også bruge 22 minutter af dit liv og måske blive lidt gladere.

Mit liv består af tre dele:

• en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
• et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
• et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

Så jeg har travlt.

Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

• 2012: januar til april

• 2012: marts til august

• 2012: september til december

Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.