Måned: marts 2013

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Binyrebarkhormon-pushere

    Det er som om at binyrebarkhormoner er alle lægers vidundermiddel.

    Ondt i foden – *slam* så får du en kanyle med binyrebarkhormon sprøjtet ind. Problemer med ryggen eller albue … jammen det fikset da med binyrebarkhormon … og åndedrætsbesvær? Jammen så inhalerer du da bare noget binyrebarkhormon …

    Det sidste fandt jeg da i hvert fald lige ud af her for et øjeblik siden – og blev pissesur på min læge.

    Har døjet med hoste i et par måneder nu. Hoste og nys. Sygdom. Og så hoste og nys igen. Og var til lægen forleden.

    Er nu igennem det helt store udredelsesprogram, med blod og urintest samt røntgen af lungerne.

    Men mens det stod på ville han gerne give mig noget medicin, som hvis det virkede, ville påvise at det var noget astmabetinget. Da jeg tidligere har lidt af anstrengelsesastma når det er koldt, lød det meget plausibelt, at det kunne være sådan noget der spillede ind, nu hvor vejret ikke vil blive varmere.

    Så jeg købte og inhalerende – lige indtil jeg fik læst indlæggelsessedlen og opdagede at det var det forhadte binyrebarkhormon, jeg stod og hældte lige ned i lungerne.

    Og så blev jeg sur. Sur over ikke at få ordentlig besked, sur over at have brugt 450 kr. jeg dårligt har, på medicin jeg ikke har lyst til at bruge – og over at de her læger udskriver den medicin, som om at det var komplet ufarligt.

    Binyrebarkhormon kan påvirke psyken på en lang række måder og det er er en risiko jeg ikke ønsker at udsætte mig selv for. Ubehandlet anstregelsesastma kan så til gengæld give en kroniske problemer med lungerne og nedsætte ens daglige livskvalitet pga. træthed, hoste, flere forkølelser og lungebetændelser.

    … damned if you do and damned if you don’t….


  • Bertram – musedræber, ædedolk og charmetrold

    Man kan bilde sig en masse ind. En af de ting jeg har gået og bildt mig selv ind i de her tre måneders tid, var at jeg var ok uden mine katte.

    Den tese krakkelerede her til aften, hvor et jeg fik et opkald om at Bertram – den store musejæger, tiggeprins og kælegris ikke er mere.

    Han fik en død som i høj grad afspejlede hans liv og hans personlighed … efter at have guffet en ordentlig omgang tun, faldt han en ti minutters tid senere om og var død. Sikkert et hjertestop eller blodprop.

    Bertram det mildeste kattedyr, der lod ungerne slæbe rundt på sig da han blev passet ude, under vores år i sandaler. Bertram med de smukke blå øjne, der var rolig og fredelig hjemme i lejligheden, men blev en voldsom musdræber når han kom over til sommerhuset.

    Bertram der åd min mors persienner når de ikke blev trukket hurtig nok op, så han kunne kigge ud på fuglene, når han blev passet der. Katten der kunne finde sig til rette alle steder og derfor hurtigt fandt nye glæder ved sit sidste bosted: en fransk altan, som han insisterede på blev åbnet kl. 4 om morgen, så han kunne få en times tid af morgenstunden.

    Bertram var den af vores katte der var nemmest at elske. Lige så lys af sind som af pels … som vi har sagt så mange gange om ham i de små 6 år vi fik lov at have ham “Bertram, det er ham den lyse … og han er charme, selvtillid og lækker pels”.

    Bertram … han smuttede lige videre – og nu er der kun Alfred tilbage – og jeg må sande, at jeg elskede vist alligevel de der to kræ….

     

     

    Flere foto af Bertram på 23.

     

     


  • De ting jeg har glemt, at jeg ikke vidste

    Jammen. hvordan kunne I egentligt kysse hinanden?” spurgte hun og kiggede på mig med sine brune øjne. Det var virkelig noget hun havde tænkt over. “Han er jo meget højere end dig. Stod du på noget?

    Jeg passede min niece i weekenden og mit overståede parforhold, skulle lige vendes. Og det med kysseriet var et af emnerne og fik mig tilbage til min egen barndom, hvor jeg godt kunne huske at det var sådan nogen ting man kunne gå og spekulere på.

    Kan man det????” Var et andet flashback.

    Vi havde snakket om, at jeg ikke havde fået børn med min ex., og at jeg syntes, at jeg var for gammel til at få børn nu. Det synes hun dog ikke … for “man elsker jo sin mor, uanset hvor gammel hun er” og “man kan jo ikke vide hvor gammel man bliver og det er jo ikke ens egen skyld, hvis man dør før barnet er voksent“, var nogen af de argumenter jeg fik med mig, i hendes insisteren på at hun gerne ville have nogle fætre og kusiner.

    Men “kan man det?” spørgsmålet kom, da jeg lidt henkastet havde svaret, at man selv var med til at bestemme, om man fik børn, eller at man i det mindste kunne bestemme at man ikke skulle have børn.

    … og jeg huskede på at der var en tid, hvor de der ting, inklusiv det med forplantningen, ikke var noget man kendte til.

    Men jeg har nu tænkt mig at lade det være op til forældrene at introducere lige præcis det område for deres datter – vil hellere være den seje moster hun kan komme til når hun bliver teenager og skal snakke om kys og drenge og det der … hvilket kun er et nys og et blink væk.

    Og indtil da vil jeg nyde at hun stadig har den alder hun har, selvom det godt kan være lidt svært at svare på spørgsmålet som “ok, der er en ting jeg ikke forstår. Hvis dig og han stadig er venner, og I stadig kan lide hinanden, hvorfor er det så lige at I ikke er kærester mere?”

    Men jeg er glad for, at hun tør stille spørgsmålet, for det viser jo at jeg er en person, som man tør stille de her spørgsmål til. Jeg kan ikke huske at jeg kendte sådan en voksen da jeg var barn, og jeg læste mig frem til alle de ting, jeg ikke forstod.

    Og jeg var en stor læsehest … og derfor kunne jeg også besvare spørgsmål om hvad en konsul er  og hvorfor man laver gækkebreve … og google har givet mig ret i at bergamotte er en citrusfrugt … der var jeg eller lige lidt i tvivl.

    … og det der med at kysse, hvis der er nogen der er nysgerrige: enten står man på tæer, eller så bukker man sig ned – men det betyder faktisk ikke noget i det lange løb 🙂


  • Ny vin på gamle flasker

    … så fik jeg endelig brugt de to minutter det faktisk kun tog, at iklæde mig mine gammelkendte klæder, mit visitsen-kåbe af ingenting og sand identitet.

    Jeg har aldrig gjort mig i de store grafiske tiltag her på bloggen. Det er ordene der er mit mål – og selvom tiden sikkert er løbet fra mig, så er det lige her jeg føler mig mest tryk.

    Så indtil jeg er klar til den rigtige ommøblering er det det her tema vi fortsætter med lidt endnu ….


  • Et løfte om stilhed

    Da jeg gik ind i 2013, gav jeg mig selv et løfte om, at 2013 skulle blive året hvor jeg kom tilbage til min krop.

    Jeg har været rigtig meget i mit hoved, været meget i mine følelser og alt, alt for lidt i min krop.

    En begyndelse på min tilbagevenden til min krop har klart været at lytte til den – og det er blandt andet det som hele mit fodprojekt har gået ud på … jeg er holdt op med at ignorere mine smerter og behandler mine fødder ordentligt.

    Den mindfullnes jeg dyrkede inden jeg rejste og som jeg til dels fortsatte i mine mange timer i vandet i Egypten, var også en del af rejsen. Når jeg dykker i varmt vand er jeg utrolig meget i “nuet”. Mærker vandet, ser ud af øjnene. Men jeg er ikke nødvendigvis særlig meget i kontakt med min krop. Når jeg dykker herhjemme er jeg primært i mine besværligheder – for det er noget mere komplekst at dykke herhjemme.

    Den træning jeg er startet på og nu har gennemført med ret stor regelmæssighed siden september, er klart med til at hjælpe mig med at definere mig selv om min krop. Man kan næsten ikke andet end at mærke når man er blevet gennemtærsket gennem crossfit.

    Men jeg skal længere ind. Dybere ind i kroppen og helt ud i fingerspidserne.

    Så da jeg gik ind i 2013 bookede jeg mig et ophold i Sverige. Et 10-dages stilheds- og meditationskursus.

    Der var optaget på kurset … indtil igår – og nu har jeg sagt ja.

    Jeg rejser den 26. marts.





De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com